Tak for en poetisk politisk søndag!
20. november 2017
Ugens forfatter-fødselar, uge 49: 185 år som Bjørnstjerne
4. december 2017
Vis alle

Ugens forfatter-fødselar, uge 48: Ragde fylder 60

Anne B. Ragde (1957 -)

Søndag d. 3. december fylder den norske forfatter Anne B. Ragde 60 år.

Anne Birkefeldt Ragde blev født i Hardanger i Norge som datter af en dansk mor og norsk far. Da hun var fire år flyttede familien til Trondheim, hvor hun voksede op og stadig bor. Da hun var otte blev hendes forældre skilt, og den lille Anne skulle herefter klare det meste selv. Hun boede sammen med sin mor, der lige efter skilsmissen havde svært ved at overskue tingene og Anne begyndte derfor bl.a. at tage ansvar for den fattige families økonomi. Moderen kom sig dog, tog et arbejde og gjorde livet lidt lettere for familien.

Som ung arbejde Ragde som veterinærassistent, da hun ville være dyrelæge, men hun endte alligevel som uddannet lingvist fra universitetet i Trondheim, hvor hun senere også arbejdede som universitetslektor i massekommunikation. Derudover har hun arbejdet som tekstforfatter for et reklamebureau.

Anne B. Ragde debuterede i 1986 som børnebogsforfatter med bogen Hallo! Her er Jo! 

Ragdes mor, Birte, har stor betydning for forfatterindens litterære liv, da hun ifølge Anne selv er årsagen til, at hun overhovedet blev forfatter. Moderen brød sig ikke om de norske børnebøger og derfor fik Anne fra hun var fire år læst højt af H. C. Andersen. Derudover opfordrede moderen sin datter til at læse. Desuden optræder moderen som hovedperson i romanerne Arseniktårnet (2001) og Jeg har et tæppe i tusind farver (2014). 

Forfatterinden har udgivet mere end 40 titler indenfor flere forskellige genrer, som fx erotiske noveller, krimier, biografier, digte samt børne- og ungdomsbøger, men det blev med romanerne, der ofte har hentet inspiration fra hendes eget liv, at hun fik sit folkelige gennembrud. En tiger for en engel (1990) anses som hendes romandebut.

Ragdes folkelige gennembrud kom med Berlinertrilogien om de tre Neshov-brødre, Berlinerpoplerne (2004), Erimitkrebsene(2005) og Ligge i grønne enge (2007), ikke mindst fordi de to første bind er blevet til en norsk tv-serie samt er blevet adapteret til teater. Serien fortsættes med udgivelsen af Altid tilgivelse (2016).

Blandt andre værker fra Radges hånd kan bl.a. nævnes Ved du hvad de voksne laver, mens du sover? (1989), Kunsten at forlade en mand – uden at tabe ansigt (1999), Majas glade dage (2001), På bunden af havet ligger et slot (2008), Natønsket (2010) og Jeg skal gøre dig så lykkelig (2012).

Forfatterinden har været under politibeskyttelse efter at have skrevet om sex og familieintriger.

Anne Ragde har været gift tre gange, men lever i dag alene, da hun efter eget udsagn til sidst kedede sig i forholdene og hellere selv vil bestemme hvornår hun skal hvad. Hun er mor til sønnen Jo.

Hun har vundet flere priser for sine bøger og er i dag en af Norges bedst sælgende forfattere.

 (Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; saxo.com; Rosinante-co.dk; Bibliografi.dk)