Ugens forfatter-fødselsdag: Den 100-årige, der havde fødselsdag

Lise Nørgaard (1917)

Onsdag d. 14. juni har vi den sjældne mulighed at ønske en dansk nulevende forfatter et stort tillykke med en 100 års fødselsdag. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard, der er tale om.

Elise, som hun er døbt, blev født i Roskilde og er uddannet journalist. Hun har bl.a. arbejdet for Roskilde Dagblad, Politiken, Ugebladet Hjemmet (chefredaktør 1975-77) og Berlingske Tidende.

Lise Nørgaard blev i 1938 gift med Mogens Einar Flindt Nielsen (1914-83) med hvem hun fik tvillingedøtrene Anne og Bente. Ægteskabet blev opløst i 1950 og hun giftede sig året efter med Jens Waaben Nørgaard (1918-84).

Lise Nørgaard debuterede som forfatter i 1959 med den let selvironiske og humoristiske roman Med mor bag rattet (filmatiseret i 1965).

Som allerede debutromanens titel antyder, er et af hendes fokuspunkter gennem hele forfatterskabet ligestilling, hvilket også tydeligt ses i erindringsbøgerne Kun en pige fra 1992 (filmatiseret i 1995) og De sendte en dame (1993).

Blandt andre værker i hendes litterære forfatterskab kan romanerne Volmer – Portræt af en samfundsstøtte (1970), Stjernevej (1981), Sorte syvlinger (1961), novellesamlingerne Julen er hjerternes fest (1978) ligesom Mig og farmor (1984) bør nævnes.

Selvom Lise Nørgaard til alle tider har været en yderst populær forfatter, er det nok som idekvinden og manuskriptforfatter på den stadig aktuelle TV-serie Matador (1978-81), at hun for alvor blev allemandseje. Som manuskriptforfatter har hun desuden bl.a. bidraget til serien Huset på Christianshavn (1973-77) og filmen Mig og Mafiaen (1973).

Lise Nørgaard er igennem årene blevet tildelt adskillige priser og æresbevisninger, som fx Publicist-prisen i 1982, De Gyldne Laurbær i 1992, Ridder af Dannebrog i 1994 og Gyldendals Ingeborg Andersen-pris i 2004.

Lise Nørgaards seneste udgivelse er Cecilie Frøkjærs interview med forfatteren i Fruen kommer i dag (2014) og hun ønskes herfra et kæmpe stort tillykke med den dobbelt-runde dag.

PS: Et kæmpe stort tillykke skal også lyde til forfatteren, sportskommentatoren, poeten, m.m. Jørgen Leth, der deler fødselsdag med Lise Nørgaard – og rent faktisk er præcis 20 år yngre end hende. Men da 100 trumfer 80, bliver denne anden fødselar beklageligvis i denne omgang degraderet til en fodnote – men et stort og hjerteligt tillykke til Jørgen Leth også!

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)

Lise Nørgaard-edit

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *