Robert Louis Stevenson (1850-1894)

Fredag den 13. november er det 170 år siden, at den skotske forfatter Robert Louis Balfour Stevenson kom til verden i Edinburgh, som søn af ingeniør Thomas Stevenson og Margaret Isabella Balfour.

Den lille Robert voksede op i et meget religiøst hjem, hvor begge forældre var overbeviste calvinister, hvilket siden afstedkom konflikter mellem søn og forældre, og religionen kom på denne måde til at påvirke ham resten af livet.

Som barn døjede han med slemme tuberkulose-angreb. Han startede derfor også relativt sent i skole og skiftede desuden ofte skole. Han gik blandt andet på Mr. Henderson´s Scool nær hjemmet i Edinburgh, men undervisningen blev ofte afbrudt af sygeperioder i årene 1855-61, og også årene på Edinburgh Academy, hvor han startede som 11-årig, blev afbrudt af hans svigtende helbred. Sidenhen studerede han på University of Edinburgh, først til ingeniør som sin far, men skiftede senere til jura.

Den unge Stevenson blev uddannet jurist i 1872, men beskæftigede sig fra sin ungdom med journalistik og andre skriblerier’, og ifølge ham selv havde han altid to bøger i sine lommer – én til at læse i og én til at skrive i.

Stevenson debuterede allerede som 16-årig med bogen The Pentland rising (1866), men var dog sidenhen ikke synderligt stolt af værket og afviste da også teksten, da han sammen med sin forlægger i 1894 skulle vurdere, hvad der skulle med i hans samlede udgivne skrifter.

Stevenson begyndte herefter at publicere essays i blandt andet Cornhill Magazine og fra 1873 tilbragte han en stor del af sin tid i Frankrig, dels i Paris og dels i forskellige kunstnerkolonier.

I Frankrig mødte Stevenson Fanny Vandegrift Osbourne, der havde forladt sin mand i Californien og var taget til Europa med sine børn for at studere kunst. Kort efter ankomsten til Frankrig var hendes yngste dog død af tuberkulose. På trods af, at udgangspunktet var en noget deprimeret kvinde, udviklede der sig varme følelser mellem Fanny og forfatteren, og de to besluttede sig for at blive gift, så snart hendes skilsmisse var gået igennem.

Parret blev gift i 1880 i USA og rejste efterfølgende til Skotland, for at besøge Stevensons forældre. Disse blev så begejstrede for deres nye svigerdatter, at de tidligere familiefejder om især religionens rolle, blev fejet af bordet. Herefter gik turen til Schweiz, hvor forfatteren indlogerede sig på et nyt og berømt tuberkulose sanatorium og i 1881 vendte de, for en kort stund, tilbage til Skotland, hvor Stevenson påbegyndte romanen Skatteøen (1883).

I 1883 romandebuterede Stevenson med Skatteøen, der skulle vise sig at blive et helt utroligt populært værk i litteraturhistorien. Værket udsprang af et kort over en ø med en nedgravet skat, som forfatteren havde tegnet til sin stedsøn Hervey og oprindeligt blev historien præsenteret et par år forinden som en føljeton i ungdomsmagasinet Young Foks i 1881-82.

Skatteøen (1883) er blevet dramatiseret over 75 gange til både film, radio og tv og blandt disse finder vi fx Victor Flemings udgave fra 1934 og Fraser C. Hestons fra 1990. Stevensons debutroman har også haft en altafgørende betydning for den populære opfattelse af pirater, der lever i en verden med skibe, skattekort, øde øer, etbenede sømænd og papegøjer på skulderen.

Fra efteråret 1882 boede familien Stevenson i den sydlige del af Frankrig, men da et lokalt udbrud af kolera udbrød i sommeren 1884 fik bekymring over forfatterens fortsat skrantende helbred dem til at flytte til Bournemouth på Englands sydkyst, hvor Stevenson senior købte et hus til familien i foråret 1885 som en forsinket bryllupsgave.

Selvom Stevenson værker primært var tænkt som ren underholdning, indeholder personskildringerne ofte stor psykologisk indsigt. Fx kan den træbenede skurk fra Skatteøen, Long John Silver, ses som et forstudie til hovedpersonen i hans senere science fiction-roman Dr. Jekyll og Mr. Hyde (1886) om den personlighedsspaltede respekterede læge og forsker Dr. Henry Jekyll, der opfinder en mikstur, der forvandler ham til den voldelige og kriminelle Edward Hyde (1886).

Denne roman skulle også vise sig at blive et hovedværk i forfatterskabet og indenfor horrorgenren generelt. Inspirationen til Dr. Jekyll og Mr. Hyde (1886) skulle efter sigende være kommet i et mareridt, hvor Stevenson vågnede skrigende og straks gik i gang med at nedfælde historien. Også dette værk har dannet grundlag for adskillige film og teaterstykker.

I 1886 udkom også eventyrromanen Kidnappet, om den sidste Stuart-opstand i Skotland i 1746 og i 1893 blev denne roman fortsat i Catriona.

Blandt hans andre værker, der udgøres af alt lige fra essays, rejseskildringer, noveller, romaner, børnebøger, poesi og skuespil, finder vi blandt andet også romanerne Den sorte pil (1888), Junkeren af Ballantrae (1891) og Fyrst Otto (1900), novellen De lystige mænd (1887) samt Ungdomsessays (1881). Også Stevensons omfattende korrespondance, hvor der på dansk findes udvalget Breve (1967), har bidraget til forfatterens berømmelse og popularitet.

I foråret 1887 døde forfatterens fader og efterlod 3000 pund i arv, men Stevensons helbred var i denne periode ikke godt nok til at deltage i begravelsen. I sommeren samme år rejste han med sin familie og sin mor til USA, hvor han igen kom i behandling for tuberkulose.

I 1888 fortsatte familien fra USA på et krydstogt, dels for at se en ny del af verden, dels for at afprøve effekten af havluft på forfatterens helbred. Over de næste par år besøgte de blandt andet Australien, Gilbert-øerne, Tahiti og Hawaii, før end de endelig i 1889 slog sig ned på Samoa i Polynesien, hvor de købte et stort stykke land og byggede et hus.

Langt om længe syntes forfatteren endelig at have fundet et klima og en levevis på Samoa, der kunne holde hans tuberkulose i skak og hans pludselige død overraskede derfor alle.

Robert Louis Balfour Stevenson døde den 3. december 1894, 44 år gammel, af en hjerneblødning, i Vailima Apia på Samoa. Han skulle efter sigende være faldet om i samtale med sin kone og i gang med at trækket en flaske vin op. Han døde i løbet af få timer og samoanerne insisterede på at holde vagt over den døde forfatter hele natten, hvorefter de på skuldrene bar ham til det nærliggende Vaea-bjerg, hvor de gravlagde ham med udsigt over havet.

Ved Stevensons død blev han af kritikere såvel som af læsere mere eller mindre betragtet som den vigtigste forfatter i hele den engelsktalende verden. Dette er dog til tider svært at forestille sig i dag, hvor hans romaner hovedsageligt er henvist til børneværelset.

Herfra skal dog lyde en stor tak til Stevenson, for hans fantastiske eventyr, skrevet på de syv verdenshave om de syv verdenshave.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 562f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 414f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; forfatterskabet.dk; gyseren.dk; imdb.com

Mario Puzo (1920-1999)

Torsdag den 15. oktober er det 100 år siden, at den amerikanske forfatter Mario Guanluigi Puzo kom til verden i Hells Kitchen på Manhattan i New York City.

Den lille Mario voksede op som søn af en fattig familie fra Pietradefusi i Italien og hans senere forfatterskab bærer tydeligt præg af hans herkomst.

Den unge Mario blev uddannet fra City College of New York og blev herefter, under Anden Verdenskrig, indrulleret i det amerikanske flyvevåben. På grund af sit dårlige syn fik han dog ikke lov til at deltage i kamphandlinger, men fungerede primært som PR-officer (public relations-officer), udstationeret i Tyskland.

Efter krigen vendte Puzo hjem til New York, hvor han gik på New School for Social Research og efterfølgende på Columbia University.

I 1946 blev Puzo gift med Erika Lina Broske. Sammen fik parret børnene Anthony, Joseph, Dorothy, Virginia og Eugene, og ægteskabet varede frem til hendes død i 1978. Efterfølgende fandt han sammen med Carol Gina, med hvem han var sammen frem til sin død i 1999.

I 1950 skrev Puzo sin første novelle The last Christmas, der blev udgivet i American Vanguard og hans første roman, Den mørke arena, blev udgivet i 1955.

Igennem 1950´erne og de tidlige 60´erne, arbejdede Puzo som forfatter/redaktør for forlægger Martin Goodman´s Magazine Management Company. Han arbejdede især med forlagets mande-magasiner med titler som ”Male”, ”True Action” og ”Swank” under pseudonymet Mario Cleri.

Puzo er utvivlsomt bedst kendt for sine skildringer af den amerikanske underverden, som den blandt andet beskrives i storværket Mafia (1969), der dog nok er bedre kendt under den amerikanske originaltitel The Godfather, om den sicilianske Mafia og dens forgreninger i USA.

Værket blev filmatiseret af Francis Ford Coppola og indbragte både instruktør og forfatter en Oscar, der sammen havde omformede værket Mafia (1969) til den yderst succesfulde trilogi The Godfather (1972), The Godfather Part II (1974) og The Godfather Part III (1990).

Blandt andre værker fra Puzos pen finder vi også romanerne Tåber dør (1978), Sicilianeren (1984), filmatiseret i 1987 af Michael Cimino, Den fjerde K (1990), Den sidste Don (1996), der i 1997 blev omformet til en TV-miniserie og den posthume Omerta (2000) samt selvbiografien The Godfather Papers & Other Confessions (1972).

Også det originale manuskript til Richard Donners film Superman (1978) stod Puzo bag, og han havde også en finger med i spillet i manuskripter til film som Mark Robsons Jordskælv (1974), Richard Lesters Superman på nye eventyr (1980), Matt Cimber og Joe Tornatores A time to die (1982), filmatiseret under den danske titel Nazijægeren, Francis Ford Coppolas The cotton club (1984) og John Glens Christopher Columbus – Den store eventyrer (1992).

Mario Guanluigi Puzo døde den 2. juli 1999, 78 år gammel, i sit hjem i West Bay Shore, Long Island, New York, af et hjerteanfald.

Herfra skal lyde en stor tak til Mario Puzo for hans romaner og filmmanuskripter, der på godt og ondt har bidraget til et romantiseret syn på den amerikanske underverden.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 473);
wikipedia.org; denstoredanske.dk; dfi.dk; imdb.com

Elsebeth Egholm (1960 – )

Torsdag den 17. september, er det 60 år siden, at den danske journalist og forfatterinde Elsebeth Egholm kom til verden i Nyborg.

Den lille Elsebeth voksede, fra 1969 og frem, op i Lisbjerg, nord for Aarhus, hvor hendes forældre drev et havecenter. Hun gik i skole på Lisbjergskolen til 7. klasse og derefter i 1. og 2. real på Nørre Boulevard Skole i Aarhus.

Hun blev samfundssproglig student fra Statsgymnasiet i Hasle og læste efterfølgende musikvidenskab ved Aarhus Universitet fra 1980-1981 og ved det Jyske Musikkonservatorium fra 1981-1985, hvor det især var klaverspillet, der var i fokus.

Den unge Elsebeth skiftede dog i 1985 retning, og blev i 1989 uddannet journalist fra Danmarks Journalist Højskole. Kort tid efter endt uddannelse fik hun job som bagsideredaktør ved Berlingske Tidende, der var avisen, hvor hun også havde aftjent sin praktikperiode.

Det var også i denne periode, at hun boede i Åbyhøj, som nabo til sin bogelskende mormor, der introducerede hende for alt fra Agatha Christie og Dorothy L. Sayers til Charles Dickens og Alexander Dumas.

I 1992 sagde Egholm sit job på Berlingske Tidende op og flyttede med sin mand, den britiske krimi- og thrillerforfatter Philip Nicholson, kendt under pseudonymet A. J. Quinnell, til den lille maltesiske ø Gozo i Middelhavet syd for Sicilien. Her ernærede hun sig som freelanceskribent, hvor hun blandt andet leverede noveller og klummer til diverse ugeblade. Her tilbragte Egholm og Nicholson halvdelen af året, mens den anden halvdel blev tilbragt hjemme i Kasted ved Aarhus. Efter ægtefællens død i 2005 flyttede Egholm permanent hjem til Kasted. Hun har skrevet om livet på Gozo i blandt andet novellesamlingen Mig og min ø (2000) og i krimien Scirocco (2000).

I 1998 dumpede et brev fra forlægger Lars Ringhof ind af brevsprækken, der, efter at have læst hendes klummer i Alt for Damerne, anmodede hende om at skrive noget til deres forlag. Det satte Egholm sig for, hvilket resulterede i samtidsromanen De frie kvinders klub (1999), der modtog Bogklubben 12 Bøgers læserpris.

Siden år 2000 har Egholm primært beskæftiget sig med at skrive fiktion.

Det blev efterhånden tydelig, at en krimibølge, med stærke kvindelige hovedpersoner var begyndt at rulle ind over USA og Europa og Egholm tog fat på, især inspireret af Liza Marklund, femi-krimi-genren. Hun påbegyndte krimiserien om den aarhusianske journalist og nysgerrige amatørdetektiv Dicte Svendsen, der skulle vise sig at blive en overordentlig stor succes. Serien indbefatter Skjulte fejl og mangler (2002), Selvrisiko (2004), Personskade (2005), Nærmeste pårørende (2006), Liv og legeme (2008), Vold og magt (2009) samt Dødvægt (2015).

To bøger, Tre hundes nat (2011) og De døde sjæles nat (2012), med Dicte Svendsens søn, Peter Boutrup som hovedperson, er der også blevet plads til, samt Eget ansvar (2013) og Kød og blod (2014), hvor både mor Dicte og søn Peter udfylder hovedrollerne.

Serien om Dicte Svendsen blev i 2012 filmatiseret til tv som Dicte, der blev vist på TV2 fra 2013 og frem til 2016, med Iben Hjejle i hovedrollen.

Siden hen er Rina-serien blevet præsenteret, med den ansigtsblinde læge, Katarina Svane-Dissing, der lever dobbeltlivet som den hemmelig kunstner og klatrer, Private Eye, der sammen med efterforsker Helge Stanek rydder mordere af vejen i Aarhus. I denne serie finder vi Jeg finder dig altid (2017) samt Frit fald (2019).

Blandt andre værker fra forfatterinden finder vi også romanerne Kysser dig (2001) og Opium (2001) samt manuskriptet til tv-serien Den som dræber (2011).

Egholm beskriver selv sin stil og sit forfatterskab som værende af den objektive journalists, der fremlægger historien så nuanceret som muligt og overlader konklusionen til læseren. Hun har gode kontakter ved politiet i Aarhus og på Retsmedicinsk Institut, der hjælper hende med at undgå de værste polititekniske fejl og hun tager gerne ud og besøger forskellige lokaliteter, der kan indgå i hendes romaner.

Egholm er blandt Danmarks mest læste forfattere, og hendes bøger er solgt til udgivelse i mange andre lande, heriblandt Norge, Sverige, England, Tyskland, Holland, Polen, Frankrig, Italien og Japan.

Privat bor hun i Risskov ved Aarhus med labradoren Django og kæresten Jürgen Klahn, der handler aktier, men også skriver krimier. Hun har dog også stadig tilknytning til det maltesiske, da hun tager til Gozo og arbejder, når skriverierne skal intensiveres. Ud over romanerne ernærer hun sig desuden som klummeskribent og foredragsholder.

Elsebeth Egholm har modtaget flere æresbevisninger for sit forfatterskab, heriblandt prisen som Årets Østjyske Æreshåndværker i 2015 og for den første Rina-bog, Jeg finder dig altid (2017), blev hun i 2017 tildelt Harald Mogensen-prisen for Årets bedste danske krimi.

Herfra skal lyde et stort tillykke til den danske forfatterinde og en stor tak for hendes bidrag til den danske krimi-litteratur.

Kilder: Elsebethegholm.dk; wikipedia.org; politikensforlag.dk; forfatterweb.dk; bog-ide.dk; litteratursiden.dk; arnoldbusck.dk; denstoredanske.lex.dk; imdb.com; bibliografi.dk

Phyllis Dorothy James (1920-2014)

Lørdag den 3. august, er det 100 år siden, at den britiske forfatterinde Phyllis Dorothy James, bedre kendt som P. D. James, kom til verden i Oxford, Storbritannien.

Den lille Phyllis voksede op som den ældste af tre søskende i en middelklassefamilie. Faderen, Sydney Victor James, var ansat ved skattevæsenet som skatteinspektør og moderen Amelia James (tidligere Hone) var hjemmegående.

I 1931 flyttede familien til Cambridge, hvor den unge Phyllis gik på Cambridge Girls High School. Herefter fortsatte hun på Long Road Sixth Form College, men forlod skolen midt i sine teenageår for at arbejde på kontor. Faderen mente ikke, at det var nødvendigt at spilde penge på yderligere uddannelse for en pige, da hun jo alligevel bare skulle giftes senere.

Gift blev den unge Phyllis Dorothy da også, fire år efter, med lægen Ernest Connor Bantry White. I 1942 fik parret datteren Clare og et par år efter i 1944 fulgte datteren Jane. Det var dog ikke en mand i den bedste forfatning Phyllis fik fingrene i.

Efter 2. Verdenskrig vendte han nemlig hjem som en psykisk nedbrudt mand, der tilbragte en stor del af sin tid, indtil sin død i 1964, på psykiatrisk hospital. Under krigen arbejdede Phyllis selv som sygeplejerske for blandt andet Røde Kors og i 1949 fik hun arbejde i administrationen ved North West Regional Hospital Board i London.

Phyllis Dorothy James debuterede som forfatterinde i en alder af 42 år med detektivromanen Dæk ansigtet til (1962), der nok bedst kan betegnes som en engelsk hyggekrimi, som vi også kender den fra blandt andet Agatha Christie, Dorothy Sayers og Margery Allingham. Bogen blev en stor succes, men hun beholdt dog sit job på hospitalet, da hun blev nødt til at forsørge sin familie på egen hånd, grundet hendes mands psykiske lidelser.

Hun fandt dog stadig tid til at skrive, i tidsrummet mellem klokken 6 og 8 hver morgen inden hun tog på arbejde – en arbejdsform hun i øvrigt fortsatte med efter sin pension.

Hovedpersonen fra debutromanen, Adam Dalgliesh, skulle komme til at udgøre en grundpille i forfatterskabet, da der i løbet af årene fulgte en lang række kriminalromaner med denne poet og politiinspektør ved Scotland Yard, Adam Dalgliesh. Romanserien er desuden blevet omformet til en yderst populær tv-serie med Roy Marsden i hovedrollen som Dalgliesh, senere spillet af Martin Shaw.

Blandt Adam Dalgliesh-bøgerne finder vi ud over debuten, også blandt andet Med kniven i hjertet (1963), der foregår på et psykiatrisk hospital og hvor Dalgliesh for alvor introduceres, Unaturlige årsager (1967), Døde nattergale (1971), Det sorte tårn (1975), Mord på laboratoriet (1977), Indviet til mord (1986), List og længsler (1989), Arvesynd (1994), En form for retfærdighed (1997), Gejstlig død (2001), Mordsalen (2003), Fyret (2005) og Ar for livet (2008).

Efter sin mands død i 1964 skiftede hun, efter målrettet videreuddannelse, i 1968 job til en stilling ved den retsvidenskabelige afdeling for Justitsministeriet, hvor hun arbejdede, indtil hun gik på pension i 1979.

Det var dog først i 1980 med romanen Fortidens skygge, at P. D. James slog igennem internationalt.

Kriminalromanen blev P. D. James` lod, hvilket blandt andet skyldtes de mange spændingsbøger som hun selv satte til livs som læser. Hun satte især pris på forfattere som Graham Greene, Dorothy L. Sayers, Jane Austen og Evelyn Waugh.

Blandt andre store romaner fra forfatterindens pen, kan nævnes De to romaner med den unge engelske privatdetektiv Cordelia Grey som hovedperson, Det du`r piger ikke til / Et job uegnet for kvinder (1972), og Min søsters vogter (1982), samt Uskyldigt blod (1980), Døden kommer til Pemberley (2011), der er en fortsættelse af Jane Austens storværk Stolthed og fordom (1813) samt selvbiografien Tiden er inde – brudstykke af en selvbiografi (1999).

Karakteristisk for James` forfatterskab, er de lukkede bureaukratiske institutioner og miljøer, som morderen som regel skal findes i, hvilket fx kan ses i fysisk form i Gejstlig død (2001) og Fyret (2005) eller i psykisk form i Indviet til mord (1986) og Arvesynd (1994). Desuden har hun flere gange brugt sine erfaringer fra det engelske sygehusvæsen, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Døde nattergale (1971), Det sorte tårn (1975) og Mord på laboratoriet (1977).

Senere i James’ forfatterskab træder det detektivistiske, repræsenteret af Adam Dalgliesh og Cordelia Grey, i baggrunden til fordel for mere indgående karakterstudier og med en tiltagende fascination af brutalitet og død, hvilket fx kan ses i Menneskebørn (1992) og En form for retfærdighed (1997).

Flere af forfatterindens værker er blevet filmatiseret. Ud over serien om Adam Dalgliesh er blandt andet fortællingerne om Cordelia Grey også filmatiseret til tv samt Menneskebørn / Children of men (1992) i 2006 af Alfonso Cuarón.

P. D. James har igennem årene modtaget et utal af litterære priser og æresbevisninger. Hun modtog fx i 1983 en OBE (Order of the British Empire), blev i 1991 adlet med titlen Baronesse James af Holland Park, fik i 2005 æresmedaljen for litteratur og var Medlem af Royal Society of Literature.

Phyllis Dorothy James døde den 27. november 2014, 94 år gammel, i sit hjem i Oxford, Storbritannien.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 289f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 225f); wikipedia.org; information.dk; jyllands-posten.dk; krimileksikon.dk; bibliografi.dk; rsliterature.org.

Mohammed Dib (1920-2003)

Tirsdag den 21. juli er det 100 år siden, at den algeriske forfatter, Mohammed Dib, kom til verden i Tlemcen i Algeriet, nær den marokkanske grænse. Han voksede her op i en middelklassefamilie, der dog med tiden blev fattigere og fattigere.

Den unge Mohammed mistede i en ung alder sin far og begyndte herefter, i en alder af 15 år, at nedfælde de første digte i det, der skulle blive et langt og produktivt forfatterskab.

Som 18-årig begyndte Dib at undervise i det nærliggende Oujda i Marokko. I sine 20’ere og 30’ere bestred han, udover lærerrollen, flere forskellige hverv, blandt andet som væver, revisor, tolk for det franske og britiske militær samt journalist ved flere aviser, fx den kommunistiske avis Algier Républicain og Liberté, der fungerede som talerør for det Algeriske kommunistparti.

I 1952, to år før den Algeriske revolution (1954–1962), ægtede Dib den franske Colette Bellissant, som han var gift med frem til sin død i 2003. Samme år meldte han sig ind i det algeriske kommunistparti og rejste til Frankrig, for at besøge sin hustrus hjemland.

Mohammed Dib debuterede med romanen Det store hus i 1952, der blev efterfulgt af Branden (1954) og Væverammen (1957). Alle tre romaner, der er skrevet under det franske herredømme i Algeriet, udspringer af Dibs politiske engagement som journalist og bliver i dag anset som klassikere indenfor nordafrikansk litteratur. Trilogien har desuden spillet en stor rolle for befolkningens nationale selvforståelse og sociale bevidsthed i Algeriet. De tre bøger, der delvist er selvbiografiske, følger en stor algerisk familie med Omar som hovedfortælleren. I Det store hus (1952) følger vi den unge Omar, der vokser op i fattigdom i Algeriet lige inden 2. Verdenskrig, Branden (1954) handler om Omars liv under 2. Verdenskrig og den sidste bog i trilogien, Væverammen (1957) handler om Omars voksenliv som arbejdsmand i Algeriet.

Dib var medlem af ”Generation ’52”, der var en gruppe af algeriske forfattere, der også talte blandt andet Albert Camus og Mouloud Feraoun.

I 1959 blev Dib udvist af Algeriet af de franske autoriteter på grund af sin støtte til den algeriske uafhængighed, men også på grund af succesen som forfatter, med romaner, der beskrev virkeligheden for en stor del af befolkningen i det koloniserede Algeriet.

I stedet for at gå i eksil i Cairo, som mange andre algeriske nationalister, valgte Dib at flytte til Frankrig, hvilket han fik lov til efter at flere forfattere, heriblandt Albert Camus, havde overtalt den franske regering. Fra 1967 fik han permanent residens i La Celle-Saint-Cloud nær Paris.

Ud over forfatterens delvist realistiske romaner, skrev han også mere kompleks poesi, der blev udgivet efter udvisningen fra Algeriet i 1959. Her kan blandt andet Vogterens skygge (1961), Formularer (1970), Ild, smukke ild (1975) og Oh leve (1987), nævnes. Disse digtsamlinger forener, på en meget personlig måde, den franske litterære tradition med algerisk inspiration. Selvom Dib skrev over 30 romaner, talrige noveller, et par skuespil samt børnelitteratur, anså han dog først og fremmest sig selv som digter.

Fra 1976-77 underviste Dib på University of California i Los Angeles og han har også fungeret som professor ved Sorbonne i Paris. I forfatterens senere år rejste han ofte til Finland, som også udgør rammen for nogle af hans senere romaner. Han skrev blandt andet fire semi-selvbiografiske romaner fra 1985 til 1994 om en nordafrikansk mand, der besøger dette nordiske land, hvor han kommer i et forhold med en lokal kvinde, med hvem han får et barn. Den sidste bog i tetralogien, handler om barnets besøg i faderens hjemland.

Dib oversatte også flere finske bøger til fransk, men stort set ingen af hans værker er blevet oversat til dansk. Alle forfatterens værker blev oprindeligt skrevet på fransk.

Forfatterskabet bevægede sig efterhånden mere og mere væk fra realismen, og behandlede på forskellig litterær vis blandt andet krigens rædsler, erindringens betydning og forskellige dilemmaer i den moderne verden. Han benyttede sig i stigende grad af symbolik, myte, allegori og fantasi til at portrættere den franske koloniserings undertrykkelse af det algeriske folk, en søgen efter et autentisk udtryk for algerisk personlighed, krigen for uafhængighed og dets følger, det nye uafhængige Algeriet og skæbnen for algeriske emigrantarbejdere i Frankrig. Blandt værkerne i denne periode finder vi fx Kongens dans (1968), Gud i barbari (1970), Jagtherren (1973), Orsols terrasser (1985) og Evas søn (1989).

Ligesom i den tidligere fase af forfatterskabet udtrykker den senere fase dog en optimisme omkring menneskehedens broderskab.

Mohammed Dib døde den 2. maj 2003, 82 år gammel, i La Celle-Saint-Cloud, Frankrig.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 158); wikipedia.org; denstoredanske.dk; britannica.com