Sigurd Hoel (1890-1960)

Mandag den 14. december er det 130 år siden, at den norske forfatter og forlagsredaktør Sigurd Hoel kom til verden som søn af Lars Anton Hoel og Elisa Dorothea Hoel i det norske Sagstua, Nord-Odal.

Den lille Sigurd, der var nummer otte ud af en søskendeflok på ni, voksede op i det østnorske, hvor hans fader erhvervede sig som lærer. I 1906 rejste den unge Sigurd til Oslo for at tage middelskoleeksamen og fortsatte derefter videre til artium og realfag ved universitetet, hvor han blandt andet studerede naturvidenskab.

Sigurd Hoel var yderst aktiv i studentersamfundet og skrev her blandt andet for avisen Minerva. I 1918 vandt han en nordisk novellekonkurrence med Idioten og herefter tog karrieren fart. Han fik job som litteratur- og teaterkritiker i Arbejderbladet og fungerede som sekretær ved Videnskabsakademiet samt redaktionssekretær ved humorbladet Erlex.

Fra 1921-24 var han medredaktør af det radikale og kommunistiske tidsskrift Mot dag og herefter fungerede han som konsulent og redaktør på Gyldendal Norsk Forlag, hvor han blandt andet redigerede ”Den gule serie”. I denne serie fik han udgivet nyere udenlandske værker og præsenterede nordmændene for forfattere som fx Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og Franz Kafka, før de for alvor slog igennem på verdens litterære scene.

I 1927 blev Hoel gift med den norske børne- og ungdomspsykiater Nic Waal (født Caroline Schweigaard Nicolaysen). Parret blev skilt i 1936.

Sigurd Hoel debuterede som forfatter i 1922 med novellesamlingen Veien vi går, der tydeligt var inspireret af Knut Hamsun, hvem Hoel livet igennem nærede stor beundring for.

Herefter fulgte den ekspressionistiske roman Syvstjernen (1924), før hans gennembrud kom i 1927 med den satiriske generationsroman Syndere i sommersol, med en ironisk, fræk og ny tone, indenfor norsk litteratur. Romanen beskriver en flok unge intellektuelle i 1920`erne, der føler sig frigjorte, men gradvis indhentes af netop det, som de troede sig frie af. Romanen vakte forargelse i samtidens samfund på grund af forfatterens frimodige erotiske skildringer. Persongalleriet fra gennembrudsromanen genfindes i romanen Jeg elsker en anden (1951).

Efterfølgende kom romaner som En dag i oktober (1931) og Fjorten dage før frostnætterne (1935), der på trods af en psykologisk determinisme, har det positive budskab, at man netop kan opnå en frigørelse ved at forstå psyken. I førstnævnte værk går forfatteren heftigt til angreb på det borgerlige ægteskab, og i flere af hans senere romaner viser han, hvordan en traditionel patriarkalsk opdragelse skaber neurotiske individer. Et generelt tema i Hoels værker er de samfundsmæssige strukturers skadelige indvirkning på individet i både social og psykisk forstand.

Hoel var én af de første forfattere i Norge, der tydeligt var inspireret af psykoanalysen, og især psykoanalytikeren Wilhelm Reich, hvilket blandt andet kan ses i Fjorten dage før frostnætterne (1935) med kærlighedssvigt og angst for lykken som hovedtemaer samt i den store udviklingsroman Vejen til verdens ende (1933), hvor han beskriver, hvordan den gammeldags strenge opdragelse, hvor lyst er en synd, kan forgifte et menneske. Hans egen opvækst tjener som udgangspunkt for romanen, der er skrevet set gennem barnets øjne, et perspektiv, der går igen i fx Prinsessen på glasbjerget (1939). Dette perspektiv har blandt andet til hensigt at understrege forfatterens mening om den betydning, som oplevelser i barn- og ungdommen har for voksenlivet.

Forfatterens mest succesfulde roman skulle vise sig at blive Mødet ved milepælen (1947), der blev skrevet i Sverige, hvor forfatteren måtte flygte til i 1943. Romanen handler om nazisme-problematikken og igen bliver historien fortalt set igennem de psykoanalytiske briller.

Samfundskritikken fortsatte i Stævnemøde med de glemte år (1954) og i Ved foden af Babels tårn (1956).

Forfatterens sidste roman blev den sagaagtige tragedie Trylleringen (1958), der er en fortsættelse af Arvestålet (1941). I Trylleringen (1958) samles alle forfatterskabets hovedmotiver i et spændingsfelt mellem en fatalistisk skæbnetro og drømmen om det frie menneske i det frie samfund.

Til forfatterskabet hører desuden også romanerne Ingenting (1929) og Sesam, sesam (1938) samt dramaerne Mod muren (1930) og Don Juan (1930).

Hoel kan med rette, ved siden af kolleger som Tarjei Vesaas og Aksel Sandemose, betragtes som sin generations betydeligste norske forfatter af romaner og noveller.

Ud over sin forfattervirksomhed var Hoel også en indflydelsesrig og flittig debattør, kritiker og essayist. Derudover var han medstifter af Forfatterforeningen og formand i Rigsmålsforbundet fra 1956-1959. Han modtog den norske boghandlerpris i 1948, og fra samme år modtog han kunstnerløn fra den norske stat.

Flere af Hoels værker er blevet filmatiseret, heriblandt Syndere i sommersol (1924) i både 1934 og 2001, Stævnemøde med glemte år (1954) i 1957 og Fjorten dage Før Frostnætterne (1935) i 1966.

Sigurd Hoel døde den 14. oktober 1960 i Norges hovedstad Oslo, af et hjerteanfald, 69 år gammel.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 267f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne
(Rosinante, 2000, s. 207f); wikipedia.org; denstoredanske.lex.dk; gyldendal.no; imdb.com; bibliografi.dk

Robert Louis Stevenson (1850-1894)

Fredag den 13. november er det 170 år siden, at den skotske forfatter Robert Louis Balfour Stevenson kom til verden i Edinburgh, som søn af ingeniør Thomas Stevenson og Margaret Isabella Balfour.

Den lille Robert voksede op i et meget religiøst hjem, hvor begge forældre var overbeviste calvinister, hvilket siden afstedkom konflikter mellem søn og forældre, og religionen kom på denne måde til at påvirke ham resten af livet.

Som barn døjede han med slemme tuberkulose-angreb. Han startede derfor også relativt sent i skole og skiftede desuden ofte skole. Han gik blandt andet på Mr. Henderson´s Scool nær hjemmet i Edinburgh, men undervisningen blev ofte afbrudt af sygeperioder i årene 1855-61, og også årene på Edinburgh Academy, hvor han startede som 11-årig, blev afbrudt af hans svigtende helbred. Sidenhen studerede han på University of Edinburgh, først til ingeniør som sin far, men skiftede senere til jura.

Den unge Stevenson blev uddannet jurist i 1872, men beskæftigede sig fra sin ungdom med journalistik og andre skriblerier’, og ifølge ham selv havde han altid to bøger i sine lommer – én til at læse i og én til at skrive i.

Stevenson debuterede allerede som 16-årig med bogen The Pentland rising (1866), men var dog sidenhen ikke synderligt stolt af værket og afviste da også teksten, da han sammen med sin forlægger i 1894 skulle vurdere, hvad der skulle med i hans samlede udgivne skrifter.

Stevenson begyndte herefter at publicere essays i blandt andet Cornhill Magazine og fra 1873 tilbragte han en stor del af sin tid i Frankrig, dels i Paris og dels i forskellige kunstnerkolonier.

I Frankrig mødte Stevenson Fanny Vandegrift Osbourne, der havde forladt sin mand i Californien og var taget til Europa med sine børn for at studere kunst. Kort efter ankomsten til Frankrig var hendes yngste dog død af tuberkulose. På trods af, at udgangspunktet var en noget deprimeret kvinde, udviklede der sig varme følelser mellem Fanny og forfatteren, og de to besluttede sig for at blive gift, så snart hendes skilsmisse var gået igennem.

Parret blev gift i 1880 i USA og rejste efterfølgende til Skotland, for at besøge Stevensons forældre. Disse blev så begejstrede for deres nye svigerdatter, at de tidligere familiefejder om især religionens rolle, blev fejet af bordet. Herefter gik turen til Schweiz, hvor forfatteren indlogerede sig på et nyt og berømt tuberkulose sanatorium og i 1881 vendte de, for en kort stund, tilbage til Skotland, hvor Stevenson påbegyndte romanen Skatteøen (1883).

I 1883 romandebuterede Stevenson med Skatteøen, der skulle vise sig at blive et helt utroligt populært værk i litteraturhistorien. Værket udsprang af et kort over en ø med en nedgravet skat, som forfatteren havde tegnet til sin stedsøn Hervey og oprindeligt blev historien præsenteret et par år forinden som en føljeton i ungdomsmagasinet Young Foks i 1881-82.

Skatteøen (1883) er blevet dramatiseret over 75 gange til både film, radio og tv og blandt disse finder vi fx Victor Flemings udgave fra 1934 og Fraser C. Hestons fra 1990. Stevensons debutroman har også haft en altafgørende betydning for den populære opfattelse af pirater, der lever i en verden med skibe, skattekort, øde øer, etbenede sømænd og papegøjer på skulderen.

Fra efteråret 1882 boede familien Stevenson i den sydlige del af Frankrig, men da et lokalt udbrud af kolera udbrød i sommeren 1884 fik bekymring over forfatterens fortsat skrantende helbred dem til at flytte til Bournemouth på Englands sydkyst, hvor Stevenson senior købte et hus til familien i foråret 1885 som en forsinket bryllupsgave.

Selvom Stevenson værker primært var tænkt som ren underholdning, indeholder personskildringerne ofte stor psykologisk indsigt. Fx kan den træbenede skurk fra Skatteøen, Long John Silver, ses som et forstudie til hovedpersonen i hans senere science fiction-roman Dr. Jekyll og Mr. Hyde (1886) om den personlighedsspaltede respekterede læge og forsker Dr. Henry Jekyll, der opfinder en mikstur, der forvandler ham til den voldelige og kriminelle Edward Hyde (1886).

Denne roman skulle også vise sig at blive et hovedværk i forfatterskabet og indenfor horrorgenren generelt. Inspirationen til Dr. Jekyll og Mr. Hyde (1886) skulle efter sigende være kommet i et mareridt, hvor Stevenson vågnede skrigende og straks gik i gang med at nedfælde historien. Også dette værk har dannet grundlag for adskillige film og teaterstykker.

I 1886 udkom også eventyrromanen Kidnappet, om den sidste Stuart-opstand i Skotland i 1746 og i 1893 blev denne roman fortsat i Catriona.

Blandt hans andre værker, der udgøres af alt lige fra essays, rejseskildringer, noveller, romaner, børnebøger, poesi og skuespil, finder vi blandt andet også romanerne Den sorte pil (1888), Junkeren af Ballantrae (1891) og Fyrst Otto (1900), novellen De lystige mænd (1887) samt Ungdomsessays (1881). Også Stevensons omfattende korrespondance, hvor der på dansk findes udvalget Breve (1967), har bidraget til forfatterens berømmelse og popularitet.

I foråret 1887 døde forfatterens fader og efterlod 3000 pund i arv, men Stevensons helbred var i denne periode ikke godt nok til at deltage i begravelsen. I sommeren samme år rejste han med sin familie og sin mor til USA, hvor han igen kom i behandling for tuberkulose.

I 1888 fortsatte familien fra USA på et krydstogt, dels for at se en ny del af verden, dels for at afprøve effekten af havluft på forfatterens helbred. Over de næste par år besøgte de blandt andet Australien, Gilbert-øerne, Tahiti og Hawaii, før end de endelig i 1889 slog sig ned på Samoa i Polynesien, hvor de købte et stort stykke land og byggede et hus.

Langt om længe syntes forfatteren endelig at have fundet et klima og en levevis på Samoa, der kunne holde hans tuberkulose i skak og hans pludselige død overraskede derfor alle.

Robert Louis Balfour Stevenson døde den 3. december 1894, 44 år gammel, af en hjerneblødning, i Vailima Apia på Samoa. Han skulle efter sigende være faldet om i samtale med sin kone og i gang med at trækket en flaske vin op. Han døde i løbet af få timer og samoanerne insisterede på at holde vagt over den døde forfatter hele natten, hvorefter de på skuldrene bar ham til det nærliggende Vaea-bjerg, hvor de gravlagde ham med udsigt over havet.

Ved Stevensons død blev han af kritikere såvel som af læsere mere eller mindre betragtet som den vigtigste forfatter i hele den engelsktalende verden. Dette er dog til tider svært at forestille sig i dag, hvor hans romaner hovedsageligt er henvist til børneværelset.

Herfra skal dog lyde en stor tak til Stevenson, for hans fantastiske eventyr, skrevet på de syv verdenshave om de syv verdenshave.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 562f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 414f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; forfatterskabet.dk; gyseren.dk; imdb.com

Mario Puzo (1920-1999)

Torsdag den 15. oktober er det 100 år siden, at den amerikanske forfatter Mario Guanluigi Puzo kom til verden i Hells Kitchen på Manhattan i New York City.

Den lille Mario voksede op som søn af en fattig familie fra Pietradefusi i Italien og hans senere forfatterskab bærer tydeligt præg af hans herkomst.

Den unge Mario blev uddannet fra City College of New York og blev herefter, under Anden Verdenskrig, indrulleret i det amerikanske flyvevåben. På grund af sit dårlige syn fik han dog ikke lov til at deltage i kamphandlinger, men fungerede primært som PR-officer (public relations-officer), udstationeret i Tyskland.

Efter krigen vendte Puzo hjem til New York, hvor han gik på New School for Social Research og efterfølgende på Columbia University.

I 1946 blev Puzo gift med Erika Lina Broske. Sammen fik parret børnene Anthony, Joseph, Dorothy, Virginia og Eugene, og ægteskabet varede frem til hendes død i 1978. Efterfølgende fandt han sammen med Carol Gina, med hvem han var sammen frem til sin død i 1999.

I 1950 skrev Puzo sin første novelle The last Christmas, der blev udgivet i American Vanguard og hans første roman, Den mørke arena, blev udgivet i 1955.

Igennem 1950´erne og de tidlige 60´erne, arbejdede Puzo som forfatter/redaktør for forlægger Martin Goodman´s Magazine Management Company. Han arbejdede især med forlagets mande-magasiner med titler som ”Male”, ”True Action” og ”Swank” under pseudonymet Mario Cleri.

Puzo er utvivlsomt bedst kendt for sine skildringer af den amerikanske underverden, som den blandt andet beskrives i storværket Mafia (1969), der dog nok er bedre kendt under den amerikanske originaltitel The Godfather, om den sicilianske Mafia og dens forgreninger i USA.

Værket blev filmatiseret af Francis Ford Coppola og indbragte både instruktør og forfatter en Oscar, der sammen havde omformede værket Mafia (1969) til den yderst succesfulde trilogi The Godfather (1972), The Godfather Part II (1974) og The Godfather Part III (1990).

Blandt andre værker fra Puzos pen finder vi også romanerne Tåber dør (1978), Sicilianeren (1984), filmatiseret i 1987 af Michael Cimino, Den fjerde K (1990), Den sidste Don (1996), der i 1997 blev omformet til en TV-miniserie og den posthume Omerta (2000) samt selvbiografien The Godfather Papers & Other Confessions (1972).

Også det originale manuskript til Richard Donners film Superman (1978) stod Puzo bag, og han havde også en finger med i spillet i manuskripter til film som Mark Robsons Jordskælv (1974), Richard Lesters Superman på nye eventyr (1980), Matt Cimber og Joe Tornatores A time to die (1982), filmatiseret under den danske titel Nazijægeren, Francis Ford Coppolas The cotton club (1984) og John Glens Christopher Columbus – Den store eventyrer (1992).

Mario Guanluigi Puzo døde den 2. juli 1999, 78 år gammel, i sit hjem i West Bay Shore, Long Island, New York, af et hjerteanfald.

Herfra skal lyde en stor tak til Mario Puzo for hans romaner og filmmanuskripter, der på godt og ondt har bidraget til et romantiseret syn på den amerikanske underverden.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 473);
wikipedia.org; denstoredanske.dk; dfi.dk; imdb.com

Elsebeth Egholm (1960 – )

Torsdag den 17. september, er det 60 år siden, at den danske journalist og forfatterinde Elsebeth Egholm kom til verden i Nyborg.

Den lille Elsebeth voksede, fra 1969 og frem, op i Lisbjerg, nord for Aarhus, hvor hendes forældre drev et havecenter. Hun gik i skole på Lisbjergskolen til 7. klasse og derefter i 1. og 2. real på Nørre Boulevard Skole i Aarhus.

Hun blev samfundssproglig student fra Statsgymnasiet i Hasle og læste efterfølgende musikvidenskab ved Aarhus Universitet fra 1980-1981 og ved det Jyske Musikkonservatorium fra 1981-1985, hvor det især var klaverspillet, der var i fokus.

Den unge Elsebeth skiftede dog i 1985 retning, og blev i 1989 uddannet journalist fra Danmarks Journalist Højskole. Kort tid efter endt uddannelse fik hun job som bagsideredaktør ved Berlingske Tidende, der var avisen, hvor hun også havde aftjent sin praktikperiode.

Det var også i denne periode, at hun boede i Åbyhøj, som nabo til sin bogelskende mormor, der introducerede hende for alt fra Agatha Christie og Dorothy L. Sayers til Charles Dickens og Alexander Dumas.

I 1992 sagde Egholm sit job på Berlingske Tidende op og flyttede med sin mand, den britiske krimi- og thrillerforfatter Philip Nicholson, kendt under pseudonymet A. J. Quinnell, til den lille maltesiske ø Gozo i Middelhavet syd for Sicilien. Her ernærede hun sig som freelanceskribent, hvor hun blandt andet leverede noveller og klummer til diverse ugeblade. Her tilbragte Egholm og Nicholson halvdelen af året, mens den anden halvdel blev tilbragt hjemme i Kasted ved Aarhus. Efter ægtefællens død i 2005 flyttede Egholm permanent hjem til Kasted. Hun har skrevet om livet på Gozo i blandt andet novellesamlingen Mig og min ø (2000) og i krimien Scirocco (2000).

I 1998 dumpede et brev fra forlægger Lars Ringhof ind af brevsprækken, der, efter at have læst hendes klummer i Alt for Damerne, anmodede hende om at skrive noget til deres forlag. Det satte Egholm sig for, hvilket resulterede i samtidsromanen De frie kvinders klub (1999), der modtog Bogklubben 12 Bøgers læserpris.

Siden år 2000 har Egholm primært beskæftiget sig med at skrive fiktion.

Det blev efterhånden tydelig, at en krimibølge, med stærke kvindelige hovedpersoner var begyndt at rulle ind over USA og Europa og Egholm tog fat på, især inspireret af Liza Marklund, femi-krimi-genren. Hun påbegyndte krimiserien om den aarhusianske journalist og nysgerrige amatørdetektiv Dicte Svendsen, der skulle vise sig at blive en overordentlig stor succes. Serien indbefatter Skjulte fejl og mangler (2002), Selvrisiko (2004), Personskade (2005), Nærmeste pårørende (2006), Liv og legeme (2008), Vold og magt (2009) samt Dødvægt (2015).

To bøger, Tre hundes nat (2011) og De døde sjæles nat (2012), med Dicte Svendsens søn, Peter Boutrup som hovedperson, er der også blevet plads til, samt Eget ansvar (2013) og Kød og blod (2014), hvor både mor Dicte og søn Peter udfylder hovedrollerne.

Serien om Dicte Svendsen blev i 2012 filmatiseret til tv som Dicte, der blev vist på TV2 fra 2013 og frem til 2016, med Iben Hjejle i hovedrollen.

Siden hen er Rina-serien blevet præsenteret, med den ansigtsblinde læge, Katarina Svane-Dissing, der lever dobbeltlivet som den hemmelig kunstner og klatrer, Private Eye, der sammen med efterforsker Helge Stanek rydder mordere af vejen i Aarhus. I denne serie finder vi Jeg finder dig altid (2017) samt Frit fald (2019).

Blandt andre værker fra forfatterinden finder vi også romanerne Kysser dig (2001) og Opium (2001) samt manuskriptet til tv-serien Den som dræber (2011).

Egholm beskriver selv sin stil og sit forfatterskab som værende af den objektive journalists, der fremlægger historien så nuanceret som muligt og overlader konklusionen til læseren. Hun har gode kontakter ved politiet i Aarhus og på Retsmedicinsk Institut, der hjælper hende med at undgå de værste polititekniske fejl og hun tager gerne ud og besøger forskellige lokaliteter, der kan indgå i hendes romaner.

Egholm er blandt Danmarks mest læste forfattere, og hendes bøger er solgt til udgivelse i mange andre lande, heriblandt Norge, Sverige, England, Tyskland, Holland, Polen, Frankrig, Italien og Japan.

Privat bor hun i Risskov ved Aarhus med labradoren Django og kæresten Jürgen Klahn, der handler aktier, men også skriver krimier. Hun har dog også stadig tilknytning til det maltesiske, da hun tager til Gozo og arbejder, når skriverierne skal intensiveres. Ud over romanerne ernærer hun sig desuden som klummeskribent og foredragsholder.

Elsebeth Egholm har modtaget flere æresbevisninger for sit forfatterskab, heriblandt prisen som Årets Østjyske Æreshåndværker i 2015 og for den første Rina-bog, Jeg finder dig altid (2017), blev hun i 2017 tildelt Harald Mogensen-prisen for Årets bedste danske krimi.

Herfra skal lyde et stort tillykke til den danske forfatterinde og en stor tak for hendes bidrag til den danske krimi-litteratur.

Kilder: Elsebethegholm.dk; wikipedia.org; politikensforlag.dk; forfatterweb.dk; bog-ide.dk; litteratursiden.dk; arnoldbusck.dk; denstoredanske.lex.dk; imdb.com; bibliografi.dk