Ugens forfatter-fødselar, uge 20: Peter Høeg (1957)

Onsdag d. 17. maj fylder den danske forfatter Peter Høeg 60 år.

Peter Høeg er uddannet mag.art. i litteraturvidenskab, med bifag i idræt, fra Københavns Universitet (1984) og lever i dag som fuldtidsforfatter. Tidligere har han arbejdet som bl.a. danser, idrætslærer og teatermedlem i en tanzaniansk teatertrup. I sine ungdomsår var Høeg en ferm fægter og bjergbestiger, og han havde også en afstikker til søs midt i sin universitetsuddannelse.

Høeg debuterede i 1988 med romanen Forestilling om det tyvende århundrede, og han nævner selv to afgørende faktorer til sit forfatterskab: Den ene, da han som 21-årig kunne skrive sig ud af en kærestesorg og den anden, da han som 26-årig (i 1984) fik ideen til sin debutroman. Debuten blev efterfulgt af novellesamlingen Fortællinger om natten (1990).

Forfatterens tredje værk, Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992), fik for alvor skudt Høeg ud over rampen – både i Danmark og internationalt. Romanen blev filmatiseret, på engelsk, af Bille August i 1997.

Høeg har modtaget en del nationale priser for sit forfatterskab, og er derudover et af de største danske navne på den internationale forfatterscene. Blandt andre af hans kendte værker kan De måske egnede (1993) og Kvinden og aben (1996), nævnes.

På trods af Høegs popularitet er han absolut ikke pjattet med mediebevågenhed omkring sin person og han forholder sig som regel meget forsigtig overfor pressen.

Hans roman Den stille pige (2006) fik  en hård medfart, men han tog revanche med Elefantpasserens Børn (2010), der viste en hidtil uset humoristisk side af forfatteren.

I mange år levede forfatteren uden telefon og tv og en del af det tiårige eksil fra forfatterskabet (1996-2006) tilbragte han med åndelig fordybelse på Vækstcentret i Nr. Snede – angiveligt skulle alle forfatterens bøger være skrevet i hånden.

Peter Høeg oprettede i 1996 fondet Lolwe, hvor en stor del af hans forfatterindtægter går til at støtte kvinder og børn i 3. verdenslande.

Forfatterens seneste roman er Effekten af Susan fra 2014.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)

Sigrid Undset (1882)

Onsdag d. 10. maj, 2017, er det 135 år siden, at den norske forfatter Sigrid Undset kom til verden.

Familien flyttede i 1884 fra Kalundborg til Oslo (datidens Kristiania), og selvom den norske faders job som arkæolog i høj grad interesserede den unge Sigrid, måtte hun nøjes med en kortvarig handelsuddannelse og et tiårigt kontorjob for den tyske virksomhed AEG, for at bidrage til familiens (hendes danske moder og to søstre) økonomi efter faderens død i 1893.

Undset kunne dog ikke helt holde sig fra fortiden, og studerede videre på egen hånd, og i 1909 fik hun udgivet sin første historiske roman, Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis, som var inspireret af de islandske sagaer. Hendes forfatterskab bærer generelt præg af inspiration hentet fra bl.a. folkeviser og sagaer.

Dog debuterede forfatteren allerede i 1907 med samtidsromanen i dagbogsform Fru Martha Oulie, der omhandler et af datidens yndlingstemaer: Den gifte kvindes frustrerede lykkedrøm, hvor Undsets ærinde var at opfordre kvinden til at udfylde sin plads i hjemmet som hustru og mor. Dette tema om pligt og virkelighedsorientering går igen i en række af hendes novellesamlinger, som fx Den lykkelige alder (1908), Splinten av troldspeilet (1917) og De kloge jomfruer (1918), samt i romanerne Vaaren (1914) samt hovedværket, den delvist selvbiografiske, Jenny (1911).

Sigrid Undset rejste i 1909 til Italien, hvor hun mødte og senere (i 1912) ægtede den norske maler Anders Svarstad (1849-1943). Han havde tre børn fra det ægteskab han var i, da han mødte Sigrid og parret fik selv en søn og en multihandicappet datter. Sigrid Undset havde derfor nok at se til med en håndfuld børn, et rend af gæster samt husmoderrollen at udfylde. Dog lykkedes det hende fortsat at finde tid til at skrive. Parret blev skilt i 1919 og Sigrid flyttede til gården Bjerkebæk ved Lillehammer, hvor hun fødte deres tredje barn, sønnen Hans.

Sigrid Undset var generelt dybt utilfreds med sin egen tid og skrev, ud over skønlitteratur, en strøm af avis- og tidsskriftsartikler, hvoraf flere siden blev udgivet i bogform. Her benyttede hun bl.a. sit forfatterskab til kritisk analyse af tidens fænomener, og blev med tiden en af Nordens største fortalere for ihukommelse af glemte værdier i det 20. århundrede og er derfor, på sin egen måde, en spiller i kvindekampen.

På trods af, at Sigrid Undset inden sin egentlige forfatterdebut, havde fået at vide af Gyldendal, på baggrund af et indsendt og afvist manuskript, at hun ikke kunne skrive historiske romaner, og derfor i stedet begyndte sin karriere med realistiske samtidsromaner, lykkedes det hende i 1928 at modtage nobelprisen for middelalderromanerne Kristin Lavransdatter (Kransen (1920), Husfrue (1921) og Korset (1922). Kristin-bøgerne blev i 1995 filmatiseret af Liv Ullmann.

Selv om hun blev opdraget ateistisk konverterede Undset i 1924 til katolicismen, og vakte med dette stor skandale i nationale såvel som internationale intellektuelle kredse, der på dette tidspunkt var optaget af socialismen og kommunismen. Denne omvendelse gav hende øgenavnet ”den katolske dame”. Hun blev aldrig egentlig accepteret af den katolske kirke pga. skilsmissen, hvilket dog ikke fik hende til at afstå fra at give en stor del af sine nobelpris-penge til Legatet for ubemidlede katolikker. Nobelprismedaljen solgte hun senere for at hjælpe finske børn, da Rusland invaderede Finland i 1939.

Hun fortsatte med at udgive romaner og som formand for forfatterforeningen 1935-40 tog hun et frontalt opgør med nazismen. Dette betød, ud over at hendes bøger blev forbudt i Tyskland, at hun blev nødt til at flygte til USA da 2. Verdenskrig brød ud. Her fortsatte hun med at agitere mod nazismen og skrev erindringsbogen Happy Times in Norway (1943) om livet på Bjerkebæk, en efterfølger til Elleve aar (1934) om barndommen indtil faderens død.

Hendes ældste søn faldt i kamp ved tyskernes besættelse af Norge i 1940, og hendes handicappede datter var død nogle år forinden.

Da krigen sluttede i 1945 vendte Sigrid Undset tilbage til Norge og døde her d. 10. juni 1949, 67 år gammel.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)

Uge 18 (1/5-7/5)

Søren Aabye Kierkegaard (1813)

Fredag d. 5. maj er det 204 år siden, at den store danske filosof, teolog og forfatter Søren Aabye Kierkegaard kom til verden på Nytorv i København.

Kierkegaard, der var den yngste i en søskendeflok på syv, blev uddannet indenfor filosofi og teologi og kunne, på baggrund af sin velhavende familie (hans far havde fra fattige kår på den jyske hede oparbejdet sig til at blive en succesrig uldkræmmer og senere storkøbmand), benytte alle sine talenter indenfor tankevirksomhed frem for fysisk arbejde.

Kierkegaard kan uden tvivl betegnes som en sværvægter indenfor dansk filosofi. Et gennemgående tema for hans forfatterskab er den menneskelige eksistens, hvorfor han også anses som en af fædrene til eksistentialismen. Hans forfatterskab er derudover karakteriseret ved de tre livsanskuelser: den æstetiske, den etiske og den religiøse.

Det første offentliggjorte skrift og dermed forfatterdebut af Søren Kierkegaard er Af en endnu Levendes Papirer (1838) og er en – ikke videre flatterende – anmeldelse af H. C. Andersens Kun en spillemand. De to danske verdensberømtheder fra guldalderen boede i samme by og færdedes i de samme kredse, men havde dog ikke af den grund meget med hinanden at gøre.

Kierkegaard efterlod sig en stor litterær produktion (ca. 40 bogtitler og et tilsvarende antal dagbladsartikler), og det berettes da også, at han havde en skrivepult i hvert et rum i sin store lejlighed i København, så han kunne nedfælde en idé så snart han fik den.

I den tidlige fase af sit forfatterskab udgav han sine værker under pseudonymer, fx er to-binds romanen Enten-Eller (1843) udgivet under pseudonymet Victor Eremita (Den sejrende eneboer). Blandt andre pseudonymer som forfatteren benyttede sig af, kan nævnes Johannes de Silentio (Johannes af Tavsheden) og Johannes Climacus (Johannes Himmelstormeren). Enkelte af navnene er inspirerede af virkelige personer, mens andre er fri fantasi. Dog vedkendte Kierkegaard sig senere samtlige af sine værker.

På grund af Kierkegaards omfattende produktion af litteratur skete der faktisk ikke så forfærdelig meget andet i hans liv – et par rejser til Berlin, en tur til Jylland og de daglige spadsereture gennem hovedstaden. Dog spillede den ni år yngre Regine Olsen en afgørende rolle i hans forfatterskab. De blev forlovet i 1840, men Kierkegaard brød efter et år denne forlovelse, da han var i tvivl om, hvorvidt han kunne gøre hende lykkelig. Selvom Regine intet sted i Kierkegaards forfatterskab er nævnt ved navn, er de to på sigt blevet et af de mest kendte par i den danske litteraturhistorie.

Kirkegaards menneskeforagt blev vækket af vittighedsbladet ”Cosaren” i 1846, da dette blads redaktør M. A. Goldschmidt gjorde forfatteren til genstand for en offentlig smædekampagne, der latterliggjorde Kirkegaards forfatterskab såvel som hans karakter og fysiske fremtræden.

I 1855 indledte Kierkegaard det, der er blevet betegnet som kirkekampen eller kirkestormen, hvor han polemiserede voldsomt og injurierende imod kirken og dens præsteskab, først i avisartikler og derefter i sit eget flyveblad Øieblikket. Under denne kamp mod kirken, på en af sine daglige spadsereture, faldt Søren Kierkegaard pludselig bevidstløs om på gaden, og han døde efter få ugers indlæggelse på Frederiksberg Hospital, d. 11. november 1855, 42 år gammel. Han er begravet på Assistens Kirkegård.

Her afslutningsvis et citat fra Enten-Eller (1843):

”Det store er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det”.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; kristeligt-dagblad.dk; litteratursiden.dk)

På lørdag, d. 29. april, fylder den danske forfatter Bjarne Reuter 67 år.

Bjarne Bertram Reuter er uddannet som lærer og udgav sin debutroman Kidnapning samme år, som han blev færdiguddannet (1975) – efter sigende fordi han kedede sig en smule under eksamenslæsningen.

I starten af forfatterskabet skrev han især bøger til børn og unge, og som nogle få titler kan her nævnes Busters Verden (1979), serien om Bertram (1975-1989), Zappa (1977), Når snerlen blomster (1983), Shamran – den som kommer (1985) og Drengene fra Sankt Petri (1991). Siden har han dog også beriget de voksnes boghylder med bl.a. Den cubanske kabale (1988), Månen over Bella Bio (1988), Prins Faisals Ring (2000) og Løgnhalsen fra Umbrien (2004).

Gennem årene har Bjarne Reuter modtaget et væld af priser for sit omfangsrige forfatterskab og flere af hans værker (15 stk., faktisk) er blevet filmatiseret.

Reuters popularitet kan tydeligt ses afspejlet i, at han hvert år i perioden 1999-2016 har været den forfatter, der har modtaget flest bibliotekspenge.

(Kilder: forfatterweb.dk; gyldendal.dk; litteratursiden.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk)