Ugens forfatter-fødselar, uge 15: Eventyrlige Weitze

Foto af Weitze-bøger

Charlotte Weitze (1974 – )

Torsdag d. 12. april fylder den danske forfatterinde Charlotte Weitze 44 år.

Charlotte kom til verden i Kongens Lyngby og voksede her op sammen med sin far, mor og lillebror.

Allerede i skoletiden blev hendes karakteristiske forfatterskab formet, da hun skrev lange stile, der ofte var præget af det fantastiske og af overnaturlige hændelser. Eventyruniverset havde hun dog allerede lært om i den Rudolf Steiner børnehave som hun gik i, hvor børnene gik ture og fik at vide, hvor både nisser og alfer boede og legede eventyr, hvor de selv var nisser og trolde.

Weitze blev matematisk student i 1993 og tog herefter på højskole, hvor hun bl.a. tog et skrivekursus.

Ulig de fleste andre forfattere fik Charlotte Weitze etableret kontakt til en forlagsredaktør inden hendes egentlige forfatterskab blev skudt i gang, da hun i forbindelse med bogmessen i Forum i 1994, sammen med andre spirende forfattere, blev inviteret af forlaget Lindhart og Ringhof til at indlevere tekstprøver, og Charlottes tekster blev vel modtaget.

I 1995 begyndte Weitze studiet i folkloristik på Københavns Universitet, et studie der blandt andet omhandler myter, eventyr, sagn, vandrehistorier, traditioner, overtro og mundtlige fortællinger.

Forfatterinden debuterede i 1996 med novellesamlingen Skifting, som hun modtog BogForums debutantpris for. Denne debut hang i høj grad sammen med hendes studier, hvor hun samtidig med debuten var med til at lave en udstilling om netop skiftings-myten, hvor et menneskebarn bliver ombyttet med et troldebarn.

Også hendes bachelorprojekt på folkloristik-studiet, der handlede om bjergtagningsmyten, hvor mennesker, der er blevet lokket ind i bjergene af bjergfolk, vender sære, tungsindige eller vilde tilbage, hang tæt sammen med hendes forfatterskab. Bjergtaget (1999) er netop fortællinger om mennesker, der drager bort, opsluges eller på anden vis forsvinder ind i en anden verden.

Herefter fulgte romanerne Fandekke (2001) og Brevbæreren (2003).

I 2003 debuterede Weitze med sit første stykke som radiodramatiker med Tandfeen på DR P2 efterfulgt af Parken (2006).

Efter afsluttet uddannelse som cand.mag. i folkloristik i 2004 har forfatterinden levet af at skrive, som forfatter, samt som klummeskribent, foredragsholder og deltidsunderviser på Vallekilde Højskole samt gæsteunderviser på forskellige andre højskoler. Hun bor i vestsjællandske Vallekilde med sin mand og deres to døtre.

Ud over allerede nævnte udgivelser, står forfatterinden bag fortællingerne Mørkets Egne (2005), Sværmeri (2010), Det hvide kvarter (2011) og Mørke Cyklister (2016) samt romanerne Harzen-sanger (2013) og Den Afskyelige (2016).

Weitzes forfatterskab er især karakteriseret af eventyret. Hun skriver på grænsen mellem det hverdagsagtige og det eventyrlige og er blevet kaldt for eventyrpigen i ny dansk litteratur. Hun inddrager ofte motiver fra folkeeventyret og væsner fra folketroen i sine fortællinger, men forfatterindens rammer er dog den realistiske hverdag. På denne måde kommer hjemmehjælperen, kassedamen og kunstmaleren til at optræde side om side med trolde og spøgelser.

Weitze har i årenes løb hevet flere priser, legater og hædersbevisninger hjem på baggrund af sin forfattervirksomhed.

Herfra skal lyde et stort – og eventyrligt – tillykke til forfatterinden på hendes fødselsdag.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; rosinante-co.dk; litteratursiden.dk; charlotteweitze.dk)

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *