Ugens forfatter-fødselar, uge 46: Holt – krimiforfatter og minister fylder 60

dekorativt foto

Anne Holt (1958 – )

Fredag den 16. november fylder den norske forfatterinde og politiker Anne Holt 60 år.

Anne Holt blev født i Larvik og opvoksede i Lillestrøm og Tromsø.

Hun blev uddannet jurist fra Bergens Universitet i 1986 og har siden arbejdet som politifuldmægtig, journalist på Dagsrevyen, advokat i egen praksis samt beklædt posten som norsk justitsminister fra 1996-97 for Arbeiderpartiet.

Dette CV, med kriminalsager og juridiske og politiske anliggender, bliver da også i rigt omfang benyttet i hendes forfatterskab som krimiforfatterinde.

Anne Holt debuterede i 1993 med krimien Blind gudinde (filmatiseret i 1997). Hun havde tilfældigvis læst en annonce for en krimikonkurrence i et dagblad, mens hun arbejde som advokat, og besluttede sig for at give det et forsøg. Hun nåede dog ikke at indsende sit manuskript, inden konkurrencens deadline udløb, men blev antaget med det samme hun indsendte manuskriptet til et forlag. Romanen blev en stor succes og det samme gjorde de efterfølgende bøger i serierne om den lesbiske politibetjent Hanne Wilhelmsen, og efter få år som forfatter kunne Holt ernære sig af dette hverv på fuld tid.

Holt er især kendt for sine stærke plot, de velskrevne miljø- og personskildringer og beskrivelser af storbylivet i Oslo.

Hun har indtil videre skrevet en ordentlig bunke kriminalromaner, og ud over serien om Hanne Wilhelmsen med bøgerne Blind gudinde (1993), Salige er de som tørster (1994), Dæmonens død (1995), Løvens gab (1997), Død joker (1999), Uden ekko (2000), Sandheden bag sandheden (2003), 1222 (2007) og Offline (2015), finder vi også serien med Inger Johanne Vik og Yngvar Stubø som de centrale figurer med Det der er mit (2001), Det som aldrig sker (2004), Madam President (2006), Pengemanden (2009) og Skyggedød (2012).

Forfatterindens romanserie om hjertelægen Sara Zuckerman med Flimmer (2011) og Sudden Death (2015) er skrevet i samarbejde med hendes bror Evan Holt.

Derudover har Holt skrevet børnebogsserien om Kasper og Sofie sammen med Tor Åge Bringsværd, der omfatter Kasper kommer på hospitalet (1996), Kasper og Sofie får nye cykler (2008) og Kasper og Sofie lærer at svømme (2008).

Forfatterinden har siden 2000 dannet par med Anne Christine Kjær, med hvem hun i dag bor i Oslo sammen med deres datter Iohanne.

Holts seneste udgivelse er I støv og aske (2018) og den fortsætter Hanne Wilhelmsen-serien med det 11. bind.

Holt har vundet flere priser for sit forfatterskab, heriblandt Rivertonprisen i 1994, Boghandlerprisen i 1995 og Cappelenprisen i 2001 og hun er medejer af Piratforlaget.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Anne Holt på hendes runde dag – og en stor tak for bidraget til litterære figurer med girl power i og grundigt researchet kriminallitteratur.

(Kilder: gyldendal.dk; forfatterweb.dk; wikipedia.org; krimiwiki.dk; saxo.com; bog-ide.dk; bibliografi.dk)

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *