Ludvig Holberg (1684-1754)
Tirsdag den 3. december er det 335 år siden, at den norsk-danske forfatter Ludvig Holberg kom til verden i det norske hansestad Bergen, der på dette tidspunkt var en del af dobbelt-monarkiet Norge-Danmark.
Den lille Ludvig var den yngste i en børneflok på seks. Hans fader, oberstløjtnant Christian Nielsen Holberg døde, da den yngste søn var halvandet år og hans moder, Karen Pedersdatter Lem gik bort, da han var 11 år gammel. Moderens morfar var Bergens biskop Ludvig Munthe og faderen, der var bondefødt, opnåede adelig rang på grund af titlen som oberstløjtnant.
Efter at have mistet begge sine forældre blev Ludvig optaget i hjemmet hos sin fætter, præst Otto Munthe, i den lille bygd Fron i Guldbrandsdalen, og senere fik han bopæl i hjemmet hos morbroderen Peder Pedersen Lem i Bergen.
I sommeren 1702 dimitterede den unge Holberg fra Bergens latinskole og påbegyndte studier ved Københavns Universitet, hvorfra han i foråret 1704 tog den filosofiske eksamen samt den teologiske attestats, der gav ham ret til at virke som præst. Senere kastede han sig også over studier i blandt andet jura, historie og sprog. Herefter tjente han blandt andet som huslærer hos forskellige præster, hvilket overbeviste Holberg om, at han hverken drømte om at blive lærer eller præst. Han arbejdede desuden i mange år ved Københavns Universitet som underviser.
Grebet af udlængsel solgte den unge Holberg et arvet bodslod og tog i efteråret 1704 til Amsterdam, og fra 1705-06 boede han i Kristiansand hos en gejstlig slægtning.
I 1706 drog Holberg sammen med den velbeslåede ven Christian Brix til Oxford, hvor han på Bodleian Library besluttede sig for at blive populariserende forfatter. Han hjembragte fra Oxford et stort manuskript, der blev udgivet i to dele som Introduktion til de fornemste europæiske rigers historie fortsat indtil disse sidste tider (1711) samt et geografisk Anhang (1713) hertil.
Holbergs vejleder fra studietiden, græskprofessor Poul Vinding sendte den unge forfatter til Tyskland for at være mentor for sin søn, og i 1709 sørgede samme professor for, at Holberg blev optaget på Borchs Kollegium, hvor han for alvor påbegyndte sit forfatterskab med at skrive historiske og juridiske værker.
Holberg besluttede sig for at fuldføre Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike (1595-1604), der var standset ved Christian III´s død og videreført af C. C. Lyschander med Frederik II´s krønike (udgivet i 1680 af Peder Hansen Resen). I foråret 1711 lå de tre resterende kongers historie klar til censur. Selvom værket først blev udgivet i 1729 indbragte det i 1712 forfatteren Det Rosenkrantzske Legat på 120 rigsdaler i fire år samt et løfte fra Frederik IV om, at forfatteren kunne besætte det først ledige professorat.
Herefter kastede forfatteren sig blandt andet over emnet naturretten og folkeretten til studiebrug i værket Introduktion til naturens og folkerettens kundskab (1716), der blandt andet blev anvendt som grundbog til uddannelsen af de danske jurister med en fast formuleret rationel retslære og etik med udgangspunkt i mennesket og dets forhold til samfundet. Denne nye naturfilosofi, der føg henover Europa på dette tidspunkt i historien, skulle da også komme til at præge hele det senere forfatterskab.
I 1717 blev han professor i metafysik, da det var dette fag, der først blev ledigt. Dette var dog kun muligt efter at have tilbragt tre ud af fire år i udlandet, da et professorat krævede dette. Derfor rejste han i 1714-16 mere eller mindre ufrivilligt til blandt andet Paris og Rom, hvilket dog skulle få afgørende betydning for hans forfatterskab, hvor han siden benyttede inspiration fra fx de franske komedier, som han så i Paris, og fra gadeteatrene i Rom. Derudover åbnede rejserne hans sind og gjorde ham til den oplysningstidens mand, som vi siden har lært ham at kende som.
Senere fik han også professorater i latin og i 1730 i historie, som var det professorat, som han hele tiden havde stræbt efter. Fra 1735-36 bestred han rektorposten på Københavns Universitet og var fra 1737 dets kvæstor, altså ejendomsadministrator og forretningsfører, hvorfor han også blev fritaget for at undervise og hermed kunne koncentrere sig om at skrive og administrere – dels for universitetet, dels for sig selv.
Som en reaktion på historiker og jurist Andreas Hojers overlegne ord om Holbergs Europahistorie (1718), brød han ud som digter og prosaist, da han i 1719, i to pseudonyme smædeskrifter på et bevinget latin, både fik kaldt Hojer for en Don Quixote og pygmæ.
Holberg fortsatte sin satire under pseudonymet Hans Mikkelsen med blandt andet det komiske heltedigt Peder Paars (1719-20), Poeten raader sin gamle ven Jens Larsen fra at gifte sig (1722), Fire Skjæmte-digte (1722) og Zille Hans Dotters Forsvars-skrift for Qvinde-kjønnet (1722).
Inden Det Danske Teater åbnede i september 1722 med Moliéres Den Gerrige (1668) modtog Holberg opfordring fra kredse omkring hoffet til at skrive komedier. Den politiske kandestøber (1722) af Holberg blev således opsat som det andet stykke på teatret, kun to dage efter åbningen.
Blandt forfatterens nok bedst kendte værker finder vi komedierne Jeppe på bjerget eller den forvandlede bonde (1722), der er det mest spillede teaterstykke i Danmark og er blevet filmatiseret flere gange, blandt andet i 1981 af Kaspar Rostrup med Buster Larsen i hovedrollen samt Erasmus Montanus (1723). I perioden 1722-27 skrev Holberg i alt 25 komedier, hvoraf de første 15 blev skrevet på knap et år. Det er i disse første komedier, der er skrevet over samme genreskabelon, at man finder den største originalitet. Holbergs mission med disse komedier var at ”gavne og fornøje”, hvorfor de udover at være humoristiske også har et moralsk positivt budskab. Blandt andre af forfatterens komedier finder vi Den Vægelsindede (1722), Jean de France (1722), Den stundesløse (1723), Mester Gert Westphaler (1723), Jacob von Thyboe (1723), Barselstuen (1724), Mascarade (1724), Juele-stue (1724), Ulysses von Ithacia (1725), Melampe (1725) og De usynlige (1726).
Holbergs stil udviklede sig til en slags datidens sit-com, for hvis man læser et større udsnit af hans komedier, vil man opdage, at en del af personerne går igen i flere af værkerne. Her møder man dem i forskellige konstellationer, og Holberg kommer omkring et utal af livets aspekter – lige fra de små komiske situationer, som alle kender, til de helt store spørgsmål om kærligheden, rettigheder og livssyn.
Holberg vendte i 1729 tilbage til faglitteraturen, med Dannemarks og Norges beskrivelse, der blev en stor salgssucces. Herefter fulgte, nu med forfatteren som professor i Historie, Dannemarks Riges historie 1-3 (1732-35), Almindelig kirkehistorie fra Christendommens første begyndelse til lutheri reformation (1738), Jødiske historie fra verdens begyndelse forsatt til disse tider (1742) samt Adskillige Heltes- og heltinders sammenlignede historier (1739/1745).
I 1741 gav Holberg sine liberale holdninger til kvinder udtryk i romanen Niels Klims underjordiske rejse, der udkom anonymt og på latin i Leipzig og blev forfatterens internationale gennembrud. Holberg udbredte desuden sin filosofi om blandt andet frigjorte kvinder og religionsfrihed i en stor samling latinske Epigrammer (1737), Moralske tanker (1744), der grundlagde det danske essay, Epistler 1-5 (1748-54) samt i Moralske fabler (1751).
Holbergs Epistler dækker, ligesom resten af forfatterskabet, et utal af emner, lige fra dagligdags gøremål, så som kaffedrikning, til de helt store spørgsmål som fx ytringsfrihed eller naturretten. Han opfordrer sine læsere til at være kritiske overfor vante tankemønstre og være åben overfor nye overvejelser og tvivlen.
Holberg skrev altså både videnskabelige værker om jura, historie, filosofi og geografi, men er nok bedst kendt for sine romaner, poesi og ikke mindst komedier. Ud over det meget brede genrefelt, som Holberg skrev inden for, var hans forfatterskab også kolossalt, hvad omfang angik og hans Samlede skrifter (1913-63) fylder i alt 18 store bind. Holbergs forfatterskab bliver desuden af mange delt op i tre grupper – den historiske, den poetisk-komiske og den religiøst-filosofiske.
Holberg havde desuden sans for økonomi og handel. Han udgav og solgte selv sine værker, både hjemme fra professorboligen i Købmagergade men også gennem venner og boghandlere i provinsen. Han solgte både værkerne engros og enkeltvis – gerne efter forudbestilling, enten indbundne eller som løsark, som folk selv kunne få indbundne.
Desuden levede han hele livet meget asketisk. Fx foretrak han at gå frem for at køre og mente desuden, at det var én af grundene til, at han kunne leve med den malaria, som han havde pådraget sig i Italien. Han placerede sine midler i handelsforetagender og i fast ejendom, hvoraf den første store besiddelse, købt i 1740, var Brorupgaard nær Havrebjerg på Sydvestsjælland. Senere anskaffede forfatteren sig Tersløsegård ved Dianalund. Da Holberg var både ugift og barnløs nær slutningen af sit liv, blev han opfordret til at testamentere sin anseelige formue til Sorø Ridderlige Akademi, hvis formål var at etablere en institution på universitetsniveau for unge adelige mænd, hvilket han gjorde.
Holberg blev med tiden godsejer og oprettede i 1747 baroniet Holberg af sine ejendomme Brorup og Tersløsegård og fik på denne måde tilføjet titlen ”baron” til sit navn.
De sidste år af livet tilbragte forfatteren på Tersløsegård, der er den eneste af hans ejendomme som endnu er bevaret, da de andre, i Bergen, København og ved Havrebjerg, alle er brændt eller nedrevet. Ejendommen fungerer i dag som Holbergmuseum.
Ludvig Holberg døde den 28. januar 1754 i København, 69 år gammel. Hans sarkofag står i Sorø Klosterkirke.
Holbergs eftermæle er stort, og består ud over hans omfangsrige forfatterskab og Sorø Akademi også i Holberg-medaljen, der er blevet uddelt siden 1934 til en forfatter med ”en vis åndelig forbindelse til Holbergs psyke” samt det litterære selskab ”Holberg-samfundet”. Forfatteren bidrog i høj grad til indførelsen af mange af oplysningstidens tanker i Norge og Danmark og afviste den teologiske tilgang til videnskaben til fordel for den induktive og empiriske, hvor sandheden skal findes via erfaringer på grundlag af observationer.
Herfra skal lyde en stor tak til essayisten, historikeren, dramatikeren, manuskriptforfatteren, filosoffen, digteren, romanforfatteren og ikke mindst ”Den danske litteraturs fader” for hans bidrag til oplysningstidens litteratur, til det danske sprogs udvikling, til den nordiske komedieskat og til debatten om kvindens plads og ret i samfundet og religionsfrihed for mennesker.
Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; havrebjerg.dk; adl.dk; bibliografi.dk; imdb.com
