Sigurd Hoel (1890-1960)
Mandag den 14. december er det 130 år siden, at den norske forfatter og forlagsredaktør Sigurd Hoel kom til verden som søn af Lars Anton Hoel og Elisa Dorothea Hoel i det norske Sagstua, Nord-Odal.
Den lille Sigurd, der var nummer otte ud af en søskendeflok på ni, voksede op i det østnorske, hvor hans fader erhvervede sig som lærer. I 1906 rejste den unge Sigurd til Oslo for at tage middelskoleeksamen og fortsatte derefter videre til artium og realfag ved universitetet, hvor han blandt andet studerede naturvidenskab.
Sigurd Hoel var yderst aktiv i studentersamfundet og skrev her blandt andet for avisen Minerva. I 1918 vandt han en nordisk novellekonkurrence med Idioten og herefter tog karrieren fart. Han fik job som litteratur- og teaterkritiker i Arbejderbladet og fungerede som sekretær ved Videnskabsakademiet samt redaktionssekretær ved humorbladet Erlex.
Fra 1921-24 var han medredaktør af det radikale og kommunistiske tidsskrift Mot dag og herefter fungerede han som konsulent og redaktør på Gyldendal Norsk Forlag, hvor han blandt andet redigerede ”Den gule serie”. I denne serie fik han udgivet nyere udenlandske værker og præsenterede nordmændene for forfattere som fx Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og Franz Kafka, før de for alvor slog igennem på verdens litterære scene.
I 1927 blev Hoel gift med den norske børne- og ungdomspsykiater Nic Waal (født Caroline Schweigaard Nicolaysen). Parret blev skilt i 1936.
Sigurd Hoel debuterede som forfatter i 1922 med novellesamlingen Veien vi går, der tydeligt var inspireret af Knut Hamsun, hvem Hoel livet igennem nærede stor beundring for.
Herefter fulgte den ekspressionistiske roman Syvstjernen (1924), før hans gennembrud kom i 1927 med den satiriske generationsroman Syndere i sommersol, med en ironisk, fræk og ny tone, indenfor norsk litteratur. Romanen beskriver en flok unge intellektuelle i 1920`erne, der føler sig frigjorte, men gradvis indhentes af netop det, som de troede sig frie af. Romanen vakte forargelse i samtidens samfund på grund af forfatterens frimodige erotiske skildringer. Persongalleriet fra gennembrudsromanen genfindes i romanen Jeg elsker en anden (1951).
Efterfølgende kom romaner som En dag i oktober (1931) og Fjorten dage før frostnætterne (1935), der på trods af en psykologisk determinisme, har det positive budskab, at man netop kan opnå en frigørelse ved at forstå psyken. I førstnævnte værk går forfatteren heftigt til angreb på det borgerlige ægteskab, og i flere af hans senere romaner viser han, hvordan en traditionel patriarkalsk opdragelse skaber neurotiske individer. Et generelt tema i Hoels værker er de samfundsmæssige strukturers skadelige indvirkning på individet i både social og psykisk forstand.
Hoel var én af de første forfattere i Norge, der tydeligt var inspireret af psykoanalysen, og især psykoanalytikeren Wilhelm Reich, hvilket blandt andet kan ses i Fjorten dage før frostnætterne (1935) med kærlighedssvigt og angst for lykken som hovedtemaer samt i den store udviklingsroman Vejen til verdens ende (1933), hvor han beskriver, hvordan den gammeldags strenge opdragelse, hvor lyst er en synd, kan forgifte et menneske. Hans egen opvækst tjener som udgangspunkt for romanen, der er skrevet set gennem barnets øjne, et perspektiv, der går igen i fx Prinsessen på glasbjerget (1939). Dette perspektiv har blandt andet til hensigt at understrege forfatterens mening om den betydning, som oplevelser i barn- og ungdommen har for voksenlivet.
Forfatterens mest succesfulde roman skulle vise sig at blive Mødet ved milepælen (1947), der blev skrevet i Sverige, hvor forfatteren måtte flygte til i 1943. Romanen handler om nazisme-problematikken og igen bliver historien fortalt set igennem de psykoanalytiske briller.
Samfundskritikken fortsatte i Stævnemøde med de glemte år (1954) og i Ved foden af Babels tårn (1956).
Forfatterens sidste roman blev den sagaagtige tragedie Trylleringen (1958), der er en fortsættelse af Arvestålet (1941). I Trylleringen (1958) samles alle forfatterskabets hovedmotiver i et spændingsfelt mellem en fatalistisk skæbnetro og drømmen om det frie menneske i det frie samfund.
Til forfatterskabet hører desuden også romanerne Ingenting (1929) og Sesam, sesam (1938) samt dramaerne Mod muren (1930) og Don Juan (1930).
Hoel kan med rette, ved siden af kolleger som Tarjei Vesaas og Aksel Sandemose, betragtes som sin generations betydeligste norske forfatter af romaner og noveller.
Ud over sin forfattervirksomhed var Hoel også en indflydelsesrig og flittig debattør, kritiker og essayist. Derudover var han medstifter af Forfatterforeningen og formand i Rigsmålsforbundet fra 1956-1959. Han modtog den norske boghandlerpris i 1948, og fra samme år modtog han kunstnerløn fra den norske stat.
Flere af Hoels værker er blevet filmatiseret, heriblandt Syndere i sommersol (1924) i både 1934 og 2001, Stævnemøde med glemte år (1954) i 1957 og Fjorten dage Før Frostnætterne (1935) i 1966.
Sigurd Hoel døde den 14. oktober 1960 i Norges hovedstad Oslo, af et hjerteanfald, 69 år gammel.
Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 267f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne
(Rosinante, 2000, s. 207f); wikipedia.org; denstoredanske.lex.dk; gyldendal.no; imdb.com; bibliografi.dk
