Nyx anbefaler, uge 41

Nyx anbefaler i denne uge bogen “Lokkemad” af David Albahari, Husets Forlag, 2000.

For hvis der er noget en hvalp kan relatere til, så er det alle typer for godbidder, lokkemad og i det hele taget ting, der kan spises 🙂.

(For de interesserede kan vi om bogen berette, at fortælleren er jødisk-serber fra Kosovo. Bosat i Canada fortæller han sin mors historie fra 1930erne til 1990ernes udrensninger i Eksjugoslavien og om de problemer, der er ved at forene europæisk og nordamerikansk kultur).

Vi fylder 5 år!

ANTIKVARIAT OBSCURUM fejrer 5 års fødselsdag i uge 40 (5. – 9. oktober).

Det fejrer vi med alle tiders tilbud, hvis du skal have gode bøger til efteråret:
Køb 5 bøger – betalt for 3
(de to billigste bøger er uden beregning)

OBS: Gælder kun ved køb af bøger i den fysiske butik.

Nyx anbefaler, uge 39

Nyx anbefaler i denne uge “Græsplænen – Bunddækkeplanter og ukrudtsbekæmpelse” af David Pycraft, Politikens Forlag (1982).

Der findes mange forskellige måder at holde sin græsplæne – nogle foretrækker en pæn, jævn og grøn én, men her tænker Nyx mere ud af boksen.

Hun foretrækker det ujævne og strukturelle plæne-look med så mange huller som muligt. På denne måde er bede også unødvendige, da man bare kan smide planterne direkte i de gode og allerede producerede huller.

Hun anbefaler desuden, at man lufter plænen bedst ved at tage en god mundfuld mos eller græs og kaste det godt op i luften og herefter snappe lidt efter det.

Nyx anbefaler, uge 37

Træer af enhver slags er helt klart inden for Nyx’ interesseområde.

Derfor faldt hun også pladask for den danske udgave af “Stue Bonsai” af Horst Stahl (Clausen Bøger, 1990).

“Noget af det bedste ved træer er, at de har bark – og bark er virkelig godt at tygge på. Ideen om at have bark frit tilgængligt inde i stuen er derfor meget tiltalende”, forklarer Nyx sådan cirka.

Nyx anbefaler, uge 36

Vores ivrige antikvariats-hvalp er allerede klar med en ny anbefaling.

Denne gang er valget faldet på romanen “Den hund🐶 -rede årige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt” af Jonas Jonasson (2009), der blandt andet byder på en humoristisk rejse gennem Sverige.

Der er ikke sååå mange hunde med, men derfor er bogen stadig ok, lyder dommen fra Nyx.

Kig selv forbi Antikvariat Obscurum, og bliv inspireret til nye læseoplevelser, hver tirsdag, onsdag, torsdag og fredag fra 11.00-17.00 og lørdag fra 11.00-14.00.