Evelyn Waugh (1903-1966)

Søndag den 28. er det 115 år siden, at den britiske forfatter Arthur Evelyn St. John Waugh kom til verden i West Hampstead, London, Storbritannien.

Den lille Arthur Evelyn blev født ind i en forlæggerfamilie, og efter studier i Oxford forsøgte han sig som blandt andet maler, kostskolelærer og journalist.

Evelyn Waugh debuterede i 1928 med romanen Forfald og Fald, der giver en ironisk og grotesk beskrivelse af livet og lærerstaben på kostskolerne.

I 1928 blev Waugh gift med Evelyn Gardner. Ægteskabet holdt dog kun et par år, og efter skilsmissen i 1930 konverterede Waugh til katolicismen. En af grundene til dette var hans kritiske syn på samtidens overfladiske livsudfoldelse. Denne kritik kommer blandt andet til udtryk i Syndige sjæle (1930), Sort uheld (1932), En håndfuld støv (1934), Godt stof (1938) og Gensynet med Brideshead: Captain Ryders aandelige og verdslige erindringer (1945, tv-serie i 1981).

Fra 1928-1937 foretog Waugh flere rejser i Europa, Mellemøsten, Afrika og Amerika. Her arbejdede han blandt andet som journalist, og under disse rejser skrev han rejsebøger baseret på sine erfaringer, heriblandt Dante Gabriel Rossetti (1928) og Edmund Campion (1935).

I 1937 ægtede forfatteren Laura Herbert, med hvem han blev sammen indtil sin død i 1966. Han levede i denne periode som forfatter og som traditionel, konservativ godsejer.

Under 2. Verdenskrig gjorde Waugh tjeneste som officer ved Middelhavsflåden og hans nok mest ambitiøse værk, krigstrilogien Sword of Honour (samlet udgave 1965), der omfatter Tapre krigere (1952), Officerer og gentlemen (1955) og Unconditional Surrender (1961), bygger på forfatterens egne erfaringer fra krigen. Trilogien er en af engelsk litteraturs mest omfattende behandlinger af 2. Verdenskrig.

Efter krigen levede Waugh et tilbagetrukket liv i det vestlige England.

Ud over Waughs rejsebøger og erindringer, er det især hans satiriske samtidsromaner, der ofte portrætterer mellemkrigstidens engelske overklasse, der gjorde ham til en populær forfatter. Han benyttede sig ofte af egne oplevelser til sine romaner og til én af de mest succesfulde romaner hører Stemningsfuld begravelse (1948), der blev filmatiseret i 1965.

Efter krigen udviklede Waughs forfatterskab sig fra det satiriske til det mere ambitiøs. Dette kan fx ses i Sword of Honour trilogien, hvor den evige kamp mellem det gode og det onde og kampen mellem det civile og det barbariske kommer til udtryk, samt i romanen Helena (1950) om Konstantin den Stores moder, hvor forfatteren forsøgte at genskabe et vigtigt øjeblik i kristendommens historie med et specifikt teologisk aspekt for øje.

Arthur Evelyn St. John Waugh døde den 10. april 1966, 62 år gammel, I Combe Florey, Somerset, Storbritannien.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der gav os et unikt indblik i krig såvel som i det britiske godsejerliv med hans satiriske og fiktive førstehåndsskildringer.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 463); britannica.com; denstoredanske.dk; wikipedia.org; bibliografi.dk)

Günter Grass (1927-2015)

Tirsdag den 16. oktober er det 91 år siden, at den tyske grafiker, billedhugger og nobelprisvindende forfatter, Günter Grass, kom til verden i Fristaden Danzig, det nuværende Gdansk i Polen.

Som teenager blev Grass en del af nazisternes militærmaskine som medlem af Waffen-SS, og ved krigens afslutning i 1946 sad han i amerikansk krigsfangenskab. Han skulle efterfølgende finde sin plads i et ødelagt Tyskland, og det blev først som stenhuggerlærling og fra 1949-52 studerede han på kunstakademierne i Düsseldorf og Berlin.

Grass boede i Paris fra 1956-60 og flyttede senere til Berlin. Han havde blot fået en enkelt digtsamling og et par teaterstykker offentliggjort før hans massive internationale gennembrud kom med romanen Bliktrommen i 1959. Værket blev filmatiseret i 1979. Værket udgjorde første bind af forfatterens Danziger-trilogi, om Tysklands katastrofale historie i 1900-tallets første halvdel.

Denne trilogi satte for alvor Günter Grass på det litterære verdenskort og består ud over Bliktrommen (1959) af Kat og mus (1961) og Hundeår (1963). Trilogien fortælles fra et frøperspektiv, mest tydeligt i Bliktrommen, hvor fortælleren, dværgen Oskar Matzerath, i protest mod verden vælger at standse sin vækst som tre-årig.

Universet fra Danzig benytter Grass også i sine senere romaner som fx Lokalbedøvet (1969) og Flynderen (1977), hvoraf dele er skrevet i Naturstyrelsens Vogterhus i Ulvsdale på Møn, som Grass tog ophold i hver sommer fra 1976. En skulptur af Grass, Flynderen eller Flynder i håndtag (Der Butt im Griff, 2004), står desuden på Sønderborg Havn. Danzig-universet går igen i Rottesken (1986) samt Ildevarsler (1992) og det er først med En længere historie (1995), en kritisk roman om Tysklands genforening efter Berlinmurens fald, at Grass helt forlader Danzig rent litterært.

Som forfatter var Grass lyriker, dramatiker og prosaist. Han blev en fast bestanddel af den berømte Gruppe 47, der var en sammenslutning af tyske forfattere, der læste højt for hinanden af deres uudgivne materiale. Som kunstner bedrev Grass primært akvareller og skulpturer og han illustrerede selv flere af sine romaner.

Fra midt i 1960´erne engagerer forfatteren sig i politik, især som fortaler og taleskriver for socialdemokraten Willy Brandt, hvilket Grass blandt andet beretter om i den fiktive og kritiske ”dagbog” Af en snegls dagbog (1972), hvor han også gør rede for sine egne politiske standpunkter og erfaringer.

Privat var Grass´ liv lidt af en ”rodebutik”. Han fik i alt seks børn med fire forskellige kvinder. Han blev i 1954 gift med Anna Margareta Schwartz og parret fik sammen tre sønner og en datter. Ægteskabet fik dog en afslutning i 1978, da forfatteren ”løb hjemmefra” og fædrede endnu to døtre med forskellige kvinder. I 1979 ægtede Grass Ute Grunert. Hun bragte to sønner med sig ind i ægteskabet, og den yngste af hans døtre blev holdt hemmelig i flere år. Han var gift med Ute indtil sin død i 2015.

Igennem årene blev forfatteren af mange anset for at være Tysklands moralske stemme, da han gennem sine bøger og sit store engagement i den offentlige debat konstant insisterede på at skrive og tale om det, der gjorde mest ondt i den tyske folkesjæl. Han blev især berømt for at skildre Tyskland omkring Anden Verdenskrig og for at beskrive de tyske soldater – ikke kun som bødler, men også som ofre.

I 2006 udgav forfatteren selvbiografien Når løget skrælles, hvor Grass blandt andet afslørede, at han som 15-årig under Anden Verdenskrig havde meldt sig frivilligt som soldat og som 17-årig var blevet indkaldt til elitetropperne Waffen-SS. Dette afstedkom en hård kritik af forfatteren, da han igen og igen havde kritiseret tyskerne for ikke at konfrontere deres fortid, men først afslørede sin egen efter mere end 60 år. Selvbiografien var en del af en trilogi, der også omfatter Mørkekammerhistorier (2008), hvor forfatteren beskriver sit liv set ud fra sine børns perspektiv samt Grimms Wörter (2010), der ud over Grass selv og hans kærlighed for det tyske sprog og hans politiske engagement også handler om brødrene Jacob og Wilhelm Grimm.

Blandt andre værker fra forfatterens hånd finder vi en samling af 100 korte prosastykker, Mit århundrede (1999), den lange novelle I krebsgang (2002) og digtet Hvad der må siges (2012).

Grass modtog mange æresbevisninger for sit forfatterskab, der ud over stort set samtlige tyske litteraturpriser, blandt andet også omfatter Sonningprisen i 1996, nobelprisen i litteratur i 1999 og prisen som Årets Europæer i 2012.

Günter Grass døde den 13. april 2015 i den tyske by Lübeck, 87 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der løftede den tyske litteratur efter Anden Verdenskrig og formåede at skildre den tyske historie på en helt ny, skæv og krøllet, måde.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 183ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; politiken.dk; jyllands-posten.dk; information.dk).

Holger Drachmann (1846-1908)

Tirsdag den 9. oktober er det 172 år siden, at den danske skribent, digter, dramatiker og kunstmaler Holger Henrik Herholdt Drachmann kom til verden i København.

Den lille Holger mistede som 11-årig sin mor, Wilhelmine Marie Stær til tuberkulose og voksede op mellem søskende og snart halvsøskende efter hans fader, Andreas Georg Drachmann, der ernærede sig som kirurg ved Sø-etaten, atter giftede sig.

Efter endt studentereksamen i 1865 fortsatte Drachmann videre på Kunstakademiet og fik en kunstnerisk uddannelse hos blandt andet marinemaleren C. F. Sørensen. Han tilbragte en stor del af studietiden på Bornholm, men tog, for helbredets skyld (svage lunger), også på en længere sørejse til Middelhavet i 1867.

Han debuterede som maler på Forårsudstillingen i 1869 og var de næste fem år fast inventar på Charlottenborgudstillingerne. Hans yndlingsmotiv var det brølende hav og den rasende storm.
Selvom Drachmann blev uddannet maler, og fortsatte med at male resten af livet, var det dog digtekunsten som han både helligede sit liv og som gav ham brød på bordet.

I 1868 drog Drachmann til Bornholm, og her fandt han Vilhelmine Erichsen, som han forlovede sig med året efter. I 1871 rejste han dog til England for at promovere sig som maler, men vendte samme år tilbage til København og blev gift med Vilhelmine og sammen fik parret datteren Eva.

Han blev samme år opsøgt af Georg Brandes, hvis radikale litterære forelæsninger betød et nybrud i åndslivet og Drachmann kastede sig ud i livet som den frie kunstner, litterat og boheme. Dette livsvalg betød dog, at hans ægteskab gled ud i sandet og blev endeligt opløst i 1878. Vilhelmine giftede sig igen med en mand, der adopterede Drachmanns datter Eva.

I 1872 debuterede han med novellesamlingen Med kul og kridt fulgt op af digtsamlingen Digte (1872), der satte aktuelle problemer på lyrikkens dagsorden og gav forfatteren sit litterære gennembrud. Værket var tilegnet vennen Georg Brandes.

De følgende års produktion, omflakkende men flittige, placerede Drachmann som én af det moderne gennembruds ledende mænd. Han skrev digte og noveller, der fortrinsvis var tilknyttet Brandeskredsen, selvom dette forhold ikke var uden friktioner.

Drachmann opholdt sig i denne periode meget i Helsingør og Hornbæk, hvor han var en farverig person i såvel borgerskabets selskabsliv og blandt fiskerne. Han indledte her en affære med proprietærfruen Polly, der fødte ham et barn men efterfølgende forlod ham.
Forfatteren rejste herefter til Hamborg, hvor han fandt trøst i den unge Emmy Culmsee, der dog viste sig at være ingen ringere end Pollys lillesøster. Hun flygtede først til England efter at have erfaret Drachmanns tilknytning til familien, for dog at vende tilbage. Parret blev gift i 1879 og Emmy adopterede Drachmanns datter med Polly og selv fik de fire børn yderligere. Emmy magtede at fastholde Drachmann i et familieliv indtil omkring 1887, hvor Emmy blev syg under sin sidste fødsel og samme år døde ét af deres børn af difteritis.

Måske som en form for flugt, forelskede Drachmann sig i tribunesangerinden Amanda Nilsson, som han kaldte ”Edith” og selvom han ikke ville udsætte Emmy og familien for en skilsmisse var ægteskabet med Emmy dog definitivt slut.
Senere brød Edith dog med Drachmann, dels på grund af, at hun på trods af sin fattige herkomst og tvivlsomme hverv havde fundet sig en rig pølsemager at gifte sig med, dels at Drachmanns opmærksomhed var blevet fanget af den norske visesangerinde Bokken Lasson. Forfatteren blev dog hurtigt fanget ind af Bokkens lunefulde og dominerende søster, Soffi, der var kvinden, der forlangte, at han skulle lade sig skille fra Emmy i 1903 og som blev hans sidste hustru.

Selv om forfatteren var travl beskæftiget med sine mange muser, blev der dog også tid til at skrive. Han kastede sig i 1876 over roman-genren med En Overkomplet, fulgt op af romanen Tannhäuser (1877) året efter, men opnåede først en egentlig succes med denne genre med Forskrevet i 1890.
I begyndelsen af 1880´erne rejste forfatteren en stigende kritik af det moderne gennembruds radikalisme, hvilket blandt andet kommer til udtryk i rejsebogen Skyggebilleder (1883). Det blev i 1883 til et voldsomt brud med kredsen omkring Georg Brandes, og Drachmann begyndte i stedet at nærme sig mere konservative kredse. Fra denne periode stammer nogle af hans mest populære dramaer som fx Der var engang (1887). I 1890 sluttede Drachmann sig dog på ny til Brandesfløjen.

Den sidste del af sit liv var forfatteren både på farten, hvor han blandt andet havde et længere ophold i USA, og hjemme opholdt han sig ofte på yndlingsstedet Villa Pax i Skagen.
Drachmann blev ridder af Dannebrog i 1877 og kommandør af 2. grad i 1906.

På forfatterens 60 års fødselsdag blev han fejret som folkets digter på Københavns Rådhus med udgivelsen af Samlede Poetiske Skrifter i 12 bind (1906-1907).
Fra debuten og indtil kort før sin død i 1908 udgav forfatteren et væld af bøger og teaterstykker, skrev journalistik, malede og illustrerede sine egne bøger. Det var et omfattende og alsidigt forfatterskab, der blev skabt i nær sammenhæng med et rastløst og broget livsforløb, der ofte bragte ham i offentlighedens søgelys.

Holger Henrik Herholdt Drachmann døde den 14. januar 1908 i Hornbæk, 61 år gammel. Hans urne blev nedsat i klitterne på Grenen ved Skagen under et gravmæle tegnet af kunstnervennen P. S. Krøyer.
Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren for hans bidrag til den danske litteraturhistorie som én af foregangsmændene i det moderne gennembrud.

(Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; adl.dk; drachmann-selskabet.dk; bibliografi.dk)

Václav Havel (1936-2011)

Fredag den 5. oktober er det 82 år siden, at den tjekkiske forfatter, dramatiker og politiker Václav Havel kom til verden i den tjekkiske hovedstad Prag.

Václav blev født ind i en velstående borgerlig familie, hvilket betød, at han blev nægtet en plads i gymnasiet af de kommunistiske myndigheder. I stedet uddannede han sig til kemisk laborant og tog studentereksamen på aftenskole.

Fra 1959 arbejdede Havel på forskellige pragske teatre, blandt andet som dramaturg og dramatiker på eksperimentalscenen Dívadlo na Zábradlí (Gelænderteatret) fra 1961-68, hvor han fik sit gennembrud med skuespillet Havefesten i 1963.

Havel blev i 1964 gift med Olga, et ægteskab, der holdt indtil hendes død i 1996.

Skuespillet Cirkulæret (1965, opført 1968), der gjorde grin med bureaukratiets absurditeter var i høj grad med til at etablere dramatikeren i Vesten. I 1967 fik Havel tilladelse til at tage eksamen i dramaturgi.

Både før og efter Pragforåret i 1968 var forfatteren ivrig tilhænger af reformer og talte for det ikke-kommunistiske befolkningsflertals rettigheder. Det medførte, at han efter den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet i august 1968 blev hårdt ramt af de kommunistiske myndigheders undertrykkelse af systemkritikere og oppositionsgrupper, og han fik blandt andet skrive- og publikationsforbud.

Havel fortsatte dog med at skrive dramatik, men hans stykker kunne ikke længere officielt opføres i hjemlandet – før end 1989. De blev i stedet opført i Vesteuropa, først og fremmest på Burgtheater i Wien, hvor blandt andet stykket Audiens (1976) var en stor succes.

Gennem 1970´erne og 80´erne blev Havel et intellektuelt samlingspunkt for den demokratiske opposition. Dette skyldtes blandt andet en række politisk-filosofiske essays og ikke mindst et åbent brev til Tjekkoslovakiets præsident Husák med en analyse af krisen i det tjekkoslovakiske samfund.

I 1977 var forfatteren en af ophavsmændene bag menneskerettighedsbevægelsen Charta 77, der åbent kritiserede det russiske regime for undertrykkelse og menneskerettighedskrænkelser efter den sovjetiske invasion i 1968. Dette medførte en række forhør, arrestationer og andre chikanerier og i 1979 blev han idømt 4½ års fængsel for at undergrave republikken. Hans breve fra fængslet til hustruen kan læses i Breve til Olga (1985).

Havel blev løsladt i 1983 af helbredsmæssige grunde og genoptog sit virke som dramatiker.

I november 1989, efter endnu en fængsling, ledede Havel demokratibevægelsen Borgerforum under Fløjlsrevolutionen, og i december samme år blev han valgt til Tjekkoslovakiets præsident efter kommunismens sammenbrud. Denne post trådte han dog tilbage fra i juli 1992 i protest mod den forestående deling af landet. I januar 1993 blev han valgt som den første præsident af den nye Tjekkiske Republik og genvalgt i 1998.

Forfatteren fratrådte som præsident i februar 2003 men fortsatte på trods af alvorlige helbredsmæssige problemer arbejdet for overholdelse af menneskerettigheder og indførelse af demokrati i en række lande, heriblandt Cuba, Ukraine og Hviderusland.

Havel fik skrevet i alt tretten skuespil og en lang række essays. Hans dramatik er især karakteriseret ved forbindelsen af elementer fra det absurde teater med politisk kritik og refleksioner over det moderne menneskes tab af identitet. Blandt andre af Havels stykker kan nævnes Fernisering (1977), Protesten (1978) og Sanering (1987).

Havel modtog et hav af priser og æresdoktorater gennem sin karriere, heriblandt Erasmusprisen i 1986 og den danske Sonning-pris i 1991.

I 1996 fik forfatteren en kræftsvulst i den ene lunge som han fik fjernet.

I 1997 ægtede han Dagmar, som han var sammen med indtil sin død den 18. december 2011 efter længere tids sygdom. Han blev 75 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til Václav Havel, der hele sit liv kommenterede verdenssituationen gennem sit forfatterskab, og ikke mindst tak for kampen for menneskerettighederne og demokratiet.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 199f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; b.dk; bibliografi.dk)

Thomas Stearns Eliot (1888-1965)

Onsdag den 26. september er det 130 år siden, at den amerikansk-britiske poet og dramatiker, Thomas Stearns Eliot, bedre kendt som blot T. S. Eliot, kom til verden i St. Louis, Missouri, USA.

Hans far var en succesfuld forretningsmand og moderen skrev digte på hobbyplan.

Den unge Thomas studerede filosofi ved Harvard. I 1914 fik Eliot et stipendium til Oxford, og efter et kort ophold i Tyskland flyttede han til England, hvor han færdiggjorde sin disputats om filosoffen F. H. Bradley, men han vendte dog aldrig hjem til Harvard for at tage doktorgraden. I 1927 fik han britisk statsborgerskab og blev medlem af den anglo-katolske kirke.

Eliot første litterære arbejder blev publiceret i tidsskriftet Poetry i 1915 og han fik sin egentlige debut i 1917 med digtsamlingen Prufrock and other observations, der slog hans navn som modernistisk lyriker fast.

I 1915 blev han gift med Vivienne Haigh-Wood, der skulle komme til at få stor indflydelse på forfatterens litterære produktion. I 1938 blev Vivienne indlagt på et hospital for sindslidende og døde dér i 1947. I 1957 giftede forfatteren sig med sin sekretær Valerie Fletcher, der blev hans litterære eksekutor.

I 1917 og et par år frem var T. S. Eliot litterær redaktør af The Egoist og fra 1922-39 redaktør af tidsskriftet The Criterion og senere bestred han posten som direktør for forlaget Faber & Gwyer (senere Faber & Faber). En af hans faste litterære støtter var den amerikanske digter og kritiker Ezra Pound, som spillede en yderst vigtig rolle for Eliots forfatterskab.

Forfatteren udgav sit hovedværk, digtet Ødemarken / The Waste Land, i 1922. Det blev skrevet under et nervøst sammenbrud og skildrer med sin collage af brudstykker i forskellige versemål et totalt værdisammenbrud, der kan ses som et markant udtryk for tidsånden lige efter 1. Verdenskrig. Her satte Eliot i den grad en ny standard for, hvad man kunne forvente af en moderne digter og af moderne lyrik, og digtet er blevet sammenlignet med Joyces bestræbelser inden for romangenren, Picassos inden for malerkunsten og Stravinskys inden for musikken – og har haft mindst lige så stor indflydelse.

I 1935 kom første del af Eliots andet lyriske hovedværk, det filosofisk-religiøse digt, Fire kvartetter / Four Quartets, inspireret af blandt andet Dantes Den guddommelige komedie (ca. 1320) og Beethovens strygekvartetter. Den sidste del af digtsamlingen udkom i 1945.

Tematisk kredser Eliots lyrik ofte omkring religion, seksualitet og død, og karakteristisk er hans konstante skift mellem tragik og humor, følelse og intellekt.
Ud over lyrikken, hvor også Poems (1920), The hollow men (1925) og Ash Wednesday (1930) bør nævnes, skrev han også prosa, blandt andet The birds of prey (1905), The wine and the puritans (1909) og Egoist (1909) samt faglitteratur som fx Tradition and the individual talent (1920), The sacred wood: Essays on poetry and critisicm (1920), Shakespeare and the stoicism of Seneca (1928), Dante (1929), The use of poetry and the use of criticism (1933), Christianity & culture (1939/1948), Notes towards the definition of culture (1948) og On poetry and Poets (1957).

Eliot skrev desuden også dramatik og blandt hans værker i denne genre finder vi blandt andet Sweeny agonisters (1926), The rock (1934), Mordet i domkirken / Murder in the cathedral (1935), Familiens genforening / The family reunion (1939), The cocktail party (1949) og Ved vejs ende / The elder statesman (1958-59).

På baggrund af Eliots børnerim Old possum´s book of practical cats (1939) skabte Andrew Lloyd Webber i 1981 en af Englands største teatersucceser nogensinde, nemlig musicalen Cats.

Forfatteren modtog Nobelprisen i litteratur i 1948.

T. S. Eliot er for eftertiden især blevet betragtet som en af de ledende skikkelser inden for den litterære modernisme. Hans litterære referencer var ikke som tidligere de enkelte forfattere, men værkerne, som han anså for at skulle kunne stå for sig selv uden biografi og periode.

Thomas Stearns Eliot døde den 4. januar 1965 i Kensington, London, 76 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til den konservative modernist, blandt andet for hans bidrag til den litterære modernisme men ikke mindst for hans litteraturteori, nykritik, der satte nye standarder for denne genre og har gennemsyret digtningen såvel som læsningsmetoder over hele verden.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 138f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)