Holger Drachmann (1846-1908)

Tirsdag den 9. oktober er det 172 år siden, at den danske skribent, digter, dramatiker og kunstmaler Holger Henrik Herholdt Drachmann kom til verden i København.

Den lille Holger mistede som 11-årig sin mor, Wilhelmine Marie Stær til tuberkulose og voksede op mellem søskende og snart halvsøskende efter hans fader, Andreas Georg Drachmann, der ernærede sig som kirurg ved Sø-etaten, atter giftede sig.

Efter endt studentereksamen i 1865 fortsatte Drachmann videre på Kunstakademiet og fik en kunstnerisk uddannelse hos blandt andet marinemaleren C. F. Sørensen. Han tilbragte en stor del af studietiden på Bornholm, men tog, for helbredets skyld (svage lunger), også på en længere sørejse til Middelhavet i 1867.

Han debuterede som maler på Forårsudstillingen i 1869 og var de næste fem år fast inventar på Charlottenborgudstillingerne. Hans yndlingsmotiv var det brølende hav og den rasende storm.
Selvom Drachmann blev uddannet maler, og fortsatte med at male resten af livet, var det dog digtekunsten som han både helligede sit liv og som gav ham brød på bordet.

I 1868 drog Drachmann til Bornholm, og her fandt han Vilhelmine Erichsen, som han forlovede sig med året efter. I 1871 rejste han dog til England for at promovere sig som maler, men vendte samme år tilbage til København og blev gift med Vilhelmine og sammen fik parret datteren Eva.

Han blev samme år opsøgt af Georg Brandes, hvis radikale litterære forelæsninger betød et nybrud i åndslivet og Drachmann kastede sig ud i livet som den frie kunstner, litterat og boheme. Dette livsvalg betød dog, at hans ægteskab gled ud i sandet og blev endeligt opløst i 1878. Vilhelmine giftede sig igen med en mand, der adopterede Drachmanns datter Eva.

I 1872 debuterede han med novellesamlingen Med kul og kridt fulgt op af digtsamlingen Digte (1872), der satte aktuelle problemer på lyrikkens dagsorden og gav forfatteren sit litterære gennembrud. Værket var tilegnet vennen Georg Brandes.

De følgende års produktion, omflakkende men flittige, placerede Drachmann som én af det moderne gennembruds ledende mænd. Han skrev digte og noveller, der fortrinsvis var tilknyttet Brandeskredsen, selvom dette forhold ikke var uden friktioner.

Drachmann opholdt sig i denne periode meget i Helsingør og Hornbæk, hvor han var en farverig person i såvel borgerskabets selskabsliv og blandt fiskerne. Han indledte her en affære med proprietærfruen Polly, der fødte ham et barn men efterfølgende forlod ham.
Forfatteren rejste herefter til Hamborg, hvor han fandt trøst i den unge Emmy Culmsee, der dog viste sig at være ingen ringere end Pollys lillesøster. Hun flygtede først til England efter at have erfaret Drachmanns tilknytning til familien, for dog at vende tilbage. Parret blev gift i 1879 og Emmy adopterede Drachmanns datter med Polly og selv fik de fire børn yderligere. Emmy magtede at fastholde Drachmann i et familieliv indtil omkring 1887, hvor Emmy blev syg under sin sidste fødsel og samme år døde ét af deres børn af difteritis.

Måske som en form for flugt, forelskede Drachmann sig i tribunesangerinden Amanda Nilsson, som han kaldte ”Edith” og selvom han ikke ville udsætte Emmy og familien for en skilsmisse var ægteskabet med Emmy dog definitivt slut.
Senere brød Edith dog med Drachmann, dels på grund af, at hun på trods af sin fattige herkomst og tvivlsomme hverv havde fundet sig en rig pølsemager at gifte sig med, dels at Drachmanns opmærksomhed var blevet fanget af den norske visesangerinde Bokken Lasson. Forfatteren blev dog hurtigt fanget ind af Bokkens lunefulde og dominerende søster, Soffi, der var kvinden, der forlangte, at han skulle lade sig skille fra Emmy i 1903 og som blev hans sidste hustru.

Selv om forfatteren var travl beskæftiget med sine mange muser, blev der dog også tid til at skrive. Han kastede sig i 1876 over roman-genren med En Overkomplet, fulgt op af romanen Tannhäuser (1877) året efter, men opnåede først en egentlig succes med denne genre med Forskrevet i 1890.
I begyndelsen af 1880´erne rejste forfatteren en stigende kritik af det moderne gennembruds radikalisme, hvilket blandt andet kommer til udtryk i rejsebogen Skyggebilleder (1883). Det blev i 1883 til et voldsomt brud med kredsen omkring Georg Brandes, og Drachmann begyndte i stedet at nærme sig mere konservative kredse. Fra denne periode stammer nogle af hans mest populære dramaer som fx Der var engang (1887). I 1890 sluttede Drachmann sig dog på ny til Brandesfløjen.

Den sidste del af sit liv var forfatteren både på farten, hvor han blandt andet havde et længere ophold i USA, og hjemme opholdt han sig ofte på yndlingsstedet Villa Pax i Skagen.
Drachmann blev ridder af Dannebrog i 1877 og kommandør af 2. grad i 1906.

På forfatterens 60 års fødselsdag blev han fejret som folkets digter på Københavns Rådhus med udgivelsen af Samlede Poetiske Skrifter i 12 bind (1906-1907).
Fra debuten og indtil kort før sin død i 1908 udgav forfatteren et væld af bøger og teaterstykker, skrev journalistik, malede og illustrerede sine egne bøger. Det var et omfattende og alsidigt forfatterskab, der blev skabt i nær sammenhæng med et rastløst og broget livsforløb, der ofte bragte ham i offentlighedens søgelys.

Holger Henrik Herholdt Drachmann døde den 14. januar 1908 i Hornbæk, 61 år gammel. Hans urne blev nedsat i klitterne på Grenen ved Skagen under et gravmæle tegnet af kunstnervennen P. S. Krøyer.
Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren for hans bidrag til den danske litteraturhistorie som én af foregangsmændene i det moderne gennembrud.

(Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; adl.dk; drachmann-selskabet.dk; bibliografi.dk)

Václav Havel (1936-2011)

Fredag den 5. oktober er det 82 år siden, at den tjekkiske forfatter, dramatiker og politiker Václav Havel kom til verden i den tjekkiske hovedstad Prag.

Václav blev født ind i en velstående borgerlig familie, hvilket betød, at han blev nægtet en plads i gymnasiet af de kommunistiske myndigheder. I stedet uddannede han sig til kemisk laborant og tog studentereksamen på aftenskole.

Fra 1959 arbejdede Havel på forskellige pragske teatre, blandt andet som dramaturg og dramatiker på eksperimentalscenen Dívadlo na Zábradlí (Gelænderteatret) fra 1961-68, hvor han fik sit gennembrud med skuespillet Havefesten i 1963.

Havel blev i 1964 gift med Olga, et ægteskab, der holdt indtil hendes død i 1996.

Skuespillet Cirkulæret (1965, opført 1968), der gjorde grin med bureaukratiets absurditeter var i høj grad med til at etablere dramatikeren i Vesten. I 1967 fik Havel tilladelse til at tage eksamen i dramaturgi.

Både før og efter Pragforåret i 1968 var forfatteren ivrig tilhænger af reformer og talte for det ikke-kommunistiske befolkningsflertals rettigheder. Det medførte, at han efter den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet i august 1968 blev hårdt ramt af de kommunistiske myndigheders undertrykkelse af systemkritikere og oppositionsgrupper, og han fik blandt andet skrive- og publikationsforbud.

Havel fortsatte dog med at skrive dramatik, men hans stykker kunne ikke længere officielt opføres i hjemlandet – før end 1989. De blev i stedet opført i Vesteuropa, først og fremmest på Burgtheater i Wien, hvor blandt andet stykket Audiens (1976) var en stor succes.

Gennem 1970´erne og 80´erne blev Havel et intellektuelt samlingspunkt for den demokratiske opposition. Dette skyldtes blandt andet en række politisk-filosofiske essays og ikke mindst et åbent brev til Tjekkoslovakiets præsident Husák med en analyse af krisen i det tjekkoslovakiske samfund.

I 1977 var forfatteren en af ophavsmændene bag menneskerettighedsbevægelsen Charta 77, der åbent kritiserede det russiske regime for undertrykkelse og menneskerettighedskrænkelser efter den sovjetiske invasion i 1968. Dette medførte en række forhør, arrestationer og andre chikanerier og i 1979 blev han idømt 4½ års fængsel for at undergrave republikken. Hans breve fra fængslet til hustruen kan læses i Breve til Olga (1985).

Havel blev løsladt i 1983 af helbredsmæssige grunde og genoptog sit virke som dramatiker.

I november 1989, efter endnu en fængsling, ledede Havel demokratibevægelsen Borgerforum under Fløjlsrevolutionen, og i december samme år blev han valgt til Tjekkoslovakiets præsident efter kommunismens sammenbrud. Denne post trådte han dog tilbage fra i juli 1992 i protest mod den forestående deling af landet. I januar 1993 blev han valgt som den første præsident af den nye Tjekkiske Republik og genvalgt i 1998.

Forfatteren fratrådte som præsident i februar 2003 men fortsatte på trods af alvorlige helbredsmæssige problemer arbejdet for overholdelse af menneskerettigheder og indførelse af demokrati i en række lande, heriblandt Cuba, Ukraine og Hviderusland.

Havel fik skrevet i alt tretten skuespil og en lang række essays. Hans dramatik er især karakteriseret ved forbindelsen af elementer fra det absurde teater med politisk kritik og refleksioner over det moderne menneskes tab af identitet. Blandt andre af Havels stykker kan nævnes Fernisering (1977), Protesten (1978) og Sanering (1987).

Havel modtog et hav af priser og æresdoktorater gennem sin karriere, heriblandt Erasmusprisen i 1986 og den danske Sonning-pris i 1991.

I 1996 fik forfatteren en kræftsvulst i den ene lunge som han fik fjernet.

I 1997 ægtede han Dagmar, som han var sammen med indtil sin død den 18. december 2011 efter længere tids sygdom. Han blev 75 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til Václav Havel, der hele sit liv kommenterede verdenssituationen gennem sit forfatterskab, og ikke mindst tak for kampen for menneskerettighederne og demokratiet.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 199f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; b.dk; bibliografi.dk)

Thomas Stearns Eliot (1888-1965)

Onsdag den 26. september er det 130 år siden, at den amerikansk-britiske poet og dramatiker, Thomas Stearns Eliot, bedre kendt som blot T. S. Eliot, kom til verden i St. Louis, Missouri, USA.

Hans far var en succesfuld forretningsmand og moderen skrev digte på hobbyplan.

Den unge Thomas studerede filosofi ved Harvard. I 1914 fik Eliot et stipendium til Oxford, og efter et kort ophold i Tyskland flyttede han til England, hvor han færdiggjorde sin disputats om filosoffen F. H. Bradley, men han vendte dog aldrig hjem til Harvard for at tage doktorgraden. I 1927 fik han britisk statsborgerskab og blev medlem af den anglo-katolske kirke.

Eliot første litterære arbejder blev publiceret i tidsskriftet Poetry i 1915 og han fik sin egentlige debut i 1917 med digtsamlingen Prufrock and other observations, der slog hans navn som modernistisk lyriker fast.

I 1915 blev han gift med Vivienne Haigh-Wood, der skulle komme til at få stor indflydelse på forfatterens litterære produktion. I 1938 blev Vivienne indlagt på et hospital for sindslidende og døde dér i 1947. I 1957 giftede forfatteren sig med sin sekretær Valerie Fletcher, der blev hans litterære eksekutor.

I 1917 og et par år frem var T. S. Eliot litterær redaktør af The Egoist og fra 1922-39 redaktør af tidsskriftet The Criterion og senere bestred han posten som direktør for forlaget Faber & Gwyer (senere Faber & Faber). En af hans faste litterære støtter var den amerikanske digter og kritiker Ezra Pound, som spillede en yderst vigtig rolle for Eliots forfatterskab.

Forfatteren udgav sit hovedværk, digtet Ødemarken / The Waste Land, i 1922. Det blev skrevet under et nervøst sammenbrud og skildrer med sin collage af brudstykker i forskellige versemål et totalt værdisammenbrud, der kan ses som et markant udtryk for tidsånden lige efter 1. Verdenskrig. Her satte Eliot i den grad en ny standard for, hvad man kunne forvente af en moderne digter og af moderne lyrik, og digtet er blevet sammenlignet med Joyces bestræbelser inden for romangenren, Picassos inden for malerkunsten og Stravinskys inden for musikken – og har haft mindst lige så stor indflydelse.

I 1935 kom første del af Eliots andet lyriske hovedværk, det filosofisk-religiøse digt, Fire kvartetter / Four Quartets, inspireret af blandt andet Dantes Den guddommelige komedie (ca. 1320) og Beethovens strygekvartetter. Den sidste del af digtsamlingen udkom i 1945.

Tematisk kredser Eliots lyrik ofte omkring religion, seksualitet og død, og karakteristisk er hans konstante skift mellem tragik og humor, følelse og intellekt.
Ud over lyrikken, hvor også Poems (1920), The hollow men (1925) og Ash Wednesday (1930) bør nævnes, skrev han også prosa, blandt andet The birds of prey (1905), The wine and the puritans (1909) og Egoist (1909) samt faglitteratur som fx Tradition and the individual talent (1920), The sacred wood: Essays on poetry and critisicm (1920), Shakespeare and the stoicism of Seneca (1928), Dante (1929), The use of poetry and the use of criticism (1933), Christianity & culture (1939/1948), Notes towards the definition of culture (1948) og On poetry and Poets (1957).

Eliot skrev desuden også dramatik og blandt hans værker i denne genre finder vi blandt andet Sweeny agonisters (1926), The rock (1934), Mordet i domkirken / Murder in the cathedral (1935), Familiens genforening / The family reunion (1939), The cocktail party (1949) og Ved vejs ende / The elder statesman (1958-59).

På baggrund af Eliots børnerim Old possum´s book of practical cats (1939) skabte Andrew Lloyd Webber i 1981 en af Englands største teatersucceser nogensinde, nemlig musicalen Cats.

Forfatteren modtog Nobelprisen i litteratur i 1948.

T. S. Eliot er for eftertiden især blevet betragtet som en af de ledende skikkelser inden for den litterære modernisme. Hans litterære referencer var ikke som tidligere de enkelte forfattere, men værkerne, som han anså for at skulle kunne stå for sig selv uden biografi og periode.

Thomas Stearns Eliot døde den 4. januar 1965 i Kensington, London, 76 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til den konservative modernist, blandt andet for hans bidrag til den litterære modernisme men ikke mindst for hans litteraturteori, nykritik, der satte nye standarder for denne genre og har gennemsyret digtningen såvel som læsningsmetoder over hele verden.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 138f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)

Hjalmar Bergman (1883-1931)

Onsdag d. 19. september er det 135 år siden, at den svenske forfatter Hjalmar Bergman kom til verden i Örebro, Sverige. Forældrene var moderen Fredrique og faderen bankdirektør Claes Bergman.

Efter et uafsluttet studium ved universitetet i Uppsala tog Hjalmar til Italien, inden han i 1905 debuterede som forfatter med læsedramaet Maria, Jesu moder. Bergmans romandebut kom med Solivro, prins av Aeretanien (1906).

I 1908 blev han gift med Stina Bergman, datter af skuespillerparret August og Augusta Lindberg. Der var dog flere tegn på, at Bergman var homoseksuel.

Frem til faderens død i 1915 havde han kunne leve på underhold fra denne, men efterfølgende var han tvunget til at forsørge sig selv og sin hustru af sin litterære virksomhed.

De næste romaner fra Hjalmar Bergmans pen var i nogen grad inspireret af egnen, Bergslagen omkring Örebro, hvor han var vokset op. Dette kan blandt andet ses i Hans nåds testamente (1910, filmatiseret i 1919) og Markurells i Wadköping (1919), hvoraf førstnævnte roman opnåede en vis succes, og gav Bergman sit store gennembrud.

Bergman var yderst produktiv, og om sommeren boede han på en lille ø i Stockholms skærgård, hvor han skrev de fleste af sine romaner. Udover romaner var han også leveringsdygtig inden for noveller, teaterstykker, radiospil og filmmanuskripter, hvor han endog skulle vise sig at være lidt af en pioner. Han interesserede sig meget for film og skrev flere ting til dette medie samt tilbragte fire måneder i Hollywood i 1924.

Flere af forfatterens romaner blev med succes omformet til teatret, hvor hans største succes blev samtidskomedien Swedenhielms (1925).

Karakteristisk for Bergmans forfatterskab, der ofte former sig som analyser af det borgerlige familieliv, er pessimismen og tungsindet, der brydes med humor, skarp ironi og intens fabuleren i hans prosa og dramatik.

Blandt andre af forfatterens værker kan nævnes romanerne Farmor och Vår Herre (1921), Jag, Ljung och Medardus (1923), Chefen fru Ingeborg (1924), Flickan i frack (1925) og Kerrmans i Paradiset (1927), novellerne Amourer (1910), Loewennoveller (1915-26) og Kärlek genom ett fönster (1929) samt teaterstykkerne Eva (1908), Skandalskrivaren (1919) og Dollar (1926), for blot at nævne nogle få.

I 1930 udgav forfatteren sin sidste roman Clownen Jac, der delvis var inspireret af skuespilleren Gösta Ekman og delvis stærkt selvbiografisk.

Privat var forfatteren yderst ustabil og havde igennem 1920´erne et stort forbrug af alkohol. Han boede både i Firenze i Italien, hvor han mestrede sproget til en grad, hvor han blev brugt som oversætter og i Berlin i Tyskland.

Hjalmar Bergman døde i Berlin den 1. januar 1931 af en overdosis morfin og for meget alkohol, kun 47 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til Hjalmar Bergman for hans bidrag til litteraturens verden.

(Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; hjalmarbergmansamfundet.se; danskefilm.dk)

Jakob Knudsen (1858-1917)

Fredag den 14. september er det 160 år siden, at den danske præst og forfatter Jakob Christian Lindberg Knudsen kom til verden.

Den lille Jakob blev født i Rødding, hvor hans fader, Jens Lassen Knudsen, fungerede som højskolelærer. I 1862 flyttede familien til Dalum, hvor faderen blev ansat på Christen Kolds højskole, men flyttede atter efter et par år til Aggersborg i Nordjylland, hvor hans far fik virke som sognepræst. Moderen var Nanna Boisen. Jakob Knudsen fik hjemmeundervisning af forældrene suppleret med hjælpelærere og havde efter eget udsagn en lykkelig barndom og ungdom.

I 1872 fik faderen igen nyt job, denne gang som sognepræst i Lejrskov nær Kolding, og familien flyttede på ny. Befolkningen i dette område var mere velstillede end forrige bopæl og forskellen på landskabet, folkets levevilkår og åndelige modsætninger er en tematik, som Jakob Knudsen ofte vendte tilbage til i sit forfatterskab.

I 1875 blev den unge Jakob sendt på studenterkursus i København og fortsatte på teologistudiet, hvorfra han blev uddannet Cand.theol. i 1881. Drømmen for Jakob Knudsen var egentlig at blive filosof, og han startede da også på studiet på trods af manglende topkarakterer, men kørte fast efter kort tid, blandt andet på grund af stridigheder i universitetsmiljøet og det tunge pensum.

I 1881 blev Knudsen, på faderens foranstaltning, ansat som hjælpelærer på Askov Højskole. Her begyndte han så småt sin skribentvirksomhed med lejlighedsdigte, anmeldelser, essays og artikler i højskoleverdenens tidsskrifter. Her skrev Knudsen også den tekst, som han selv betragter som sin litterære debut, nemlig Bent Kongebroder (1884), optaget i Digte (1938). I spøg udgav han desuden en oversættelse af en retstale af Cicero til hanherredmål, Den først´ af de catalinarisk´ Taaler af Marcus Tullius Cicero øversaat epaa Jusk af Jakob (1887).

Knudsen trivedes ikke på Askov og lysten til at forkynde kristendommen voksede, hvorfor han skiftede til embedet som grundtvigiansk valgmenighedspræst i Mellerup nær Randers Fjord i 1890, da muligheden bød sig.

I 1879 havde Knudsen forlovet sig med Sofie Plockross fra en københavnsk overklassefamilie, og parret blev gift i 1883. Ægteskabet med Sofie blev dog aldrig lykkeligt og i 1893 blev de enige om at lade sig skille. Dette, at en præst lod sig skille, vakte stor forargelse i menigheden såvel som i resten af landet, og forargelsen blev alt andet end mindre, da Jakob Knudsen i 1896 giftede sig med den 19 år yngre forstanderdatter Helga Bek. Den offentlige kritik steg, og i 1897 følte Knudsen sig nødsaget til at tage sin afsked som præst.

Jakob Knudsen og hans 19-årige brud flyttede først til Randers og herefter til Sjælland, hvor han udviklede en omfattende foredragsvirksomhed om blandt andet moralske normer. Dette tærede på helbredet, og der skulle skrabes penge sammen til både at forsørge sin nye familie samt betale hustrubidrag til sin forrige kone. Af økonomisk nød udvidede han derfor også sin litterære virksomhed som 40-årig. Hans folkelige gennembrud som forfatter kom med Den gamle præst (1899) og da de efterfølgende romaner også viste sig succesfulde kunne Knudsen efterhånden ernære sig som forfatter.

I 1901 flyttede han med familien til Hillerød og i 1909 til Birkerød.

Jakob Knudsen var grundtvigianer, men stillede derudover strenge personlige krav til styrke, autoritet og lydighed, som han selv døjede med at leve op til. Han ønskede at forene det kristne livssyn med tidens naturalisme og realisme.

Flere af hans romaner har biografiske træk, som fx dobbeltromanen Gjæring – Afklaring (1902) eller i romanen Den gamle præst (1899), hvor barndomshjemmets præstegård i Aggersborg optræder.

Knudsens forfatterskab var blandt andet drevet af kritikken overfor tidens moderne samfunds- og skoleideer, der var alt for blødsødne. Dette ses blandt andet i romanerne Sind (1903), Fremskridt (1907), Lærer Urup (1909) og Rodfæstet (1911).

Blandt andre værker fra forfatterens hånd kan nævnes versdramaet Cromwell´s datter (1891), den lille roman Et Gjensyn (1898), En forlovelse (1900), En gammel slægt (1904), Varulven (1908) og det store romanværk om Luther, Angst – Mod (1912-14).

Forfatteren skrev også salmer, og blandt de mest kendte finder vi Tunge, mørke natteskyer (1890) og Se, nu stiger solen (1891). Begge blev optaget i den nye salmebog fra 1892 og står der stadig. Sidstnævnte er desuden anset for at være den hyppigst benyttede salme i den danske folkekirke og bliver især brugt som begravelsessalme. Begge tekster er at finde i Digte (1938).

Jakob Christian Lindberg Knudsen døde natten mellem den 20. og 21. januar 1917 i Birkerød, 59 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til Jakob Knudsen for hans bidrag til den danske litteratur.
(Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; adl.dk)