Václav Havel (1936-2011)

Fredag den 5. oktober er det 82 år siden, at den tjekkiske forfatter, dramatiker og politiker Václav Havel kom til verden i den tjekkiske hovedstad Prag.

Václav blev født ind i en velstående borgerlig familie, hvilket betød, at han blev nægtet en plads i gymnasiet af de kommunistiske myndigheder. I stedet uddannede han sig til kemisk laborant og tog studentereksamen på aftenskole.

Fra 1959 arbejdede Havel på forskellige pragske teatre, blandt andet som dramaturg og dramatiker på eksperimentalscenen Dívadlo na Zábradlí (Gelænderteatret) fra 1961-68, hvor han fik sit gennembrud med skuespillet Havefesten i 1963.

Havel blev i 1964 gift med Olga, et ægteskab, der holdt indtil hendes død i 1996.

Skuespillet Cirkulæret (1965, opført 1968), der gjorde grin med bureaukratiets absurditeter var i høj grad med til at etablere dramatikeren i Vesten. I 1967 fik Havel tilladelse til at tage eksamen i dramaturgi.

Både før og efter Pragforåret i 1968 var forfatteren ivrig tilhænger af reformer og talte for det ikke-kommunistiske befolkningsflertals rettigheder. Det medførte, at han efter den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet i august 1968 blev hårdt ramt af de kommunistiske myndigheders undertrykkelse af systemkritikere og oppositionsgrupper, og han fik blandt andet skrive- og publikationsforbud.

Havel fortsatte dog med at skrive dramatik, men hans stykker kunne ikke længere officielt opføres i hjemlandet – før end 1989. De blev i stedet opført i Vesteuropa, først og fremmest på Burgtheater i Wien, hvor blandt andet stykket Audiens (1976) var en stor succes.

Gennem 1970´erne og 80´erne blev Havel et intellektuelt samlingspunkt for den demokratiske opposition. Dette skyldtes blandt andet en række politisk-filosofiske essays og ikke mindst et åbent brev til Tjekkoslovakiets præsident Husák med en analyse af krisen i det tjekkoslovakiske samfund.

I 1977 var forfatteren en af ophavsmændene bag menneskerettighedsbevægelsen Charta 77, der åbent kritiserede det russiske regime for undertrykkelse og menneskerettighedskrænkelser efter den sovjetiske invasion i 1968. Dette medførte en række forhør, arrestationer og andre chikanerier og i 1979 blev han idømt 4½ års fængsel for at undergrave republikken. Hans breve fra fængslet til hustruen kan læses i Breve til Olga (1985).

Havel blev løsladt i 1983 af helbredsmæssige grunde og genoptog sit virke som dramatiker.

I november 1989, efter endnu en fængsling, ledede Havel demokratibevægelsen Borgerforum under Fløjlsrevolutionen, og i december samme år blev han valgt til Tjekkoslovakiets præsident efter kommunismens sammenbrud. Denne post trådte han dog tilbage fra i juli 1992 i protest mod den forestående deling af landet. I januar 1993 blev han valgt som den første præsident af den nye Tjekkiske Republik og genvalgt i 1998.

Forfatteren fratrådte som præsident i februar 2003 men fortsatte på trods af alvorlige helbredsmæssige problemer arbejdet for overholdelse af menneskerettigheder og indførelse af demokrati i en række lande, heriblandt Cuba, Ukraine og Hviderusland.

Havel fik skrevet i alt tretten skuespil og en lang række essays. Hans dramatik er især karakteriseret ved forbindelsen af elementer fra det absurde teater med politisk kritik og refleksioner over det moderne menneskes tab af identitet. Blandt andre af Havels stykker kan nævnes Fernisering (1977), Protesten (1978) og Sanering (1987).

Havel modtog et hav af priser og æresdoktorater gennem sin karriere, heriblandt Erasmusprisen i 1986 og den danske Sonning-pris i 1991.

I 1996 fik forfatteren en kræftsvulst i den ene lunge som han fik fjernet.

I 1997 ægtede han Dagmar, som han var sammen med indtil sin død den 18. december 2011 efter længere tids sygdom. Han blev 75 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til Václav Havel, der hele sit liv kommenterede verdenssituationen gennem sit forfatterskab, og ikke mindst tak for kampen for menneskerettighederne og demokratiet.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 199f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; b.dk; bibliografi.dk)

Thomas Stearns Eliot (1888-1965)

Onsdag den 26. september er det 130 år siden, at den amerikansk-britiske poet og dramatiker, Thomas Stearns Eliot, bedre kendt som blot T. S. Eliot, kom til verden i St. Louis, Missouri, USA.

Hans far var en succesfuld forretningsmand og moderen skrev digte på hobbyplan.

Den unge Thomas studerede filosofi ved Harvard. I 1914 fik Eliot et stipendium til Oxford, og efter et kort ophold i Tyskland flyttede han til England, hvor han færdiggjorde sin disputats om filosoffen F. H. Bradley, men han vendte dog aldrig hjem til Harvard for at tage doktorgraden. I 1927 fik han britisk statsborgerskab og blev medlem af den anglo-katolske kirke.

Eliot første litterære arbejder blev publiceret i tidsskriftet Poetry i 1915 og han fik sin egentlige debut i 1917 med digtsamlingen Prufrock and other observations, der slog hans navn som modernistisk lyriker fast.

I 1915 blev han gift med Vivienne Haigh-Wood, der skulle komme til at få stor indflydelse på forfatterens litterære produktion. I 1938 blev Vivienne indlagt på et hospital for sindslidende og døde dér i 1947. I 1957 giftede forfatteren sig med sin sekretær Valerie Fletcher, der blev hans litterære eksekutor.

I 1917 og et par år frem var T. S. Eliot litterær redaktør af The Egoist og fra 1922-39 redaktør af tidsskriftet The Criterion og senere bestred han posten som direktør for forlaget Faber & Gwyer (senere Faber & Faber). En af hans faste litterære støtter var den amerikanske digter og kritiker Ezra Pound, som spillede en yderst vigtig rolle for Eliots forfatterskab.

Forfatteren udgav sit hovedværk, digtet Ødemarken / The Waste Land, i 1922. Det blev skrevet under et nervøst sammenbrud og skildrer med sin collage af brudstykker i forskellige versemål et totalt værdisammenbrud, der kan ses som et markant udtryk for tidsånden lige efter 1. Verdenskrig. Her satte Eliot i den grad en ny standard for, hvad man kunne forvente af en moderne digter og af moderne lyrik, og digtet er blevet sammenlignet med Joyces bestræbelser inden for romangenren, Picassos inden for malerkunsten og Stravinskys inden for musikken – og har haft mindst lige så stor indflydelse.

I 1935 kom første del af Eliots andet lyriske hovedværk, det filosofisk-religiøse digt, Fire kvartetter / Four Quartets, inspireret af blandt andet Dantes Den guddommelige komedie (ca. 1320) og Beethovens strygekvartetter. Den sidste del af digtsamlingen udkom i 1945.

Tematisk kredser Eliots lyrik ofte omkring religion, seksualitet og død, og karakteristisk er hans konstante skift mellem tragik og humor, følelse og intellekt.
Ud over lyrikken, hvor også Poems (1920), The hollow men (1925) og Ash Wednesday (1930) bør nævnes, skrev han også prosa, blandt andet The birds of prey (1905), The wine and the puritans (1909) og Egoist (1909) samt faglitteratur som fx Tradition and the individual talent (1920), The sacred wood: Essays on poetry and critisicm (1920), Shakespeare and the stoicism of Seneca (1928), Dante (1929), The use of poetry and the use of criticism (1933), Christianity & culture (1939/1948), Notes towards the definition of culture (1948) og On poetry and Poets (1957).

Eliot skrev desuden også dramatik og blandt hans værker i denne genre finder vi blandt andet Sweeny agonisters (1926), The rock (1934), Mordet i domkirken / Murder in the cathedral (1935), Familiens genforening / The family reunion (1939), The cocktail party (1949) og Ved vejs ende / The elder statesman (1958-59).

På baggrund af Eliots børnerim Old possum´s book of practical cats (1939) skabte Andrew Lloyd Webber i 1981 en af Englands største teatersucceser nogensinde, nemlig musicalen Cats.

Forfatteren modtog Nobelprisen i litteratur i 1948.

T. S. Eliot er for eftertiden især blevet betragtet som en af de ledende skikkelser inden for den litterære modernisme. Hans litterære referencer var ikke som tidligere de enkelte forfattere, men værkerne, som han anså for at skulle kunne stå for sig selv uden biografi og periode.

Thomas Stearns Eliot døde den 4. januar 1965 i Kensington, London, 76 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til den konservative modernist, blandt andet for hans bidrag til den litterære modernisme men ikke mindst for hans litteraturteori, nykritik, der satte nye standarder for denne genre og har gennemsyret digtningen såvel som læsningsmetoder over hele verden.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 138f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)

Hjalmar Bergman (1883-1931)

Onsdag d. 19. september er det 135 år siden, at den svenske forfatter Hjalmar Bergman kom til verden i Örebro, Sverige. Forældrene var moderen Fredrique og faderen bankdirektør Claes Bergman.

Efter et uafsluttet studium ved universitetet i Uppsala tog Hjalmar til Italien, inden han i 1905 debuterede som forfatter med læsedramaet Maria, Jesu moder. Bergmans romandebut kom med Solivro, prins av Aeretanien (1906).

I 1908 blev han gift med Stina Bergman, datter af skuespillerparret August og Augusta Lindberg. Der var dog flere tegn på, at Bergman var homoseksuel.

Frem til faderens død i 1915 havde han kunne leve på underhold fra denne, men efterfølgende var han tvunget til at forsørge sig selv og sin hustru af sin litterære virksomhed.

De næste romaner fra Hjalmar Bergmans pen var i nogen grad inspireret af egnen, Bergslagen omkring Örebro, hvor han var vokset op. Dette kan blandt andet ses i Hans nåds testamente (1910, filmatiseret i 1919) og Markurells i Wadköping (1919), hvoraf førstnævnte roman opnåede en vis succes, og gav Bergman sit store gennembrud.

Bergman var yderst produktiv, og om sommeren boede han på en lille ø i Stockholms skærgård, hvor han skrev de fleste af sine romaner. Udover romaner var han også leveringsdygtig inden for noveller, teaterstykker, radiospil og filmmanuskripter, hvor han endog skulle vise sig at være lidt af en pioner. Han interesserede sig meget for film og skrev flere ting til dette medie samt tilbragte fire måneder i Hollywood i 1924.

Flere af forfatterens romaner blev med succes omformet til teatret, hvor hans største succes blev samtidskomedien Swedenhielms (1925).

Karakteristisk for Bergmans forfatterskab, der ofte former sig som analyser af det borgerlige familieliv, er pessimismen og tungsindet, der brydes med humor, skarp ironi og intens fabuleren i hans prosa og dramatik.

Blandt andre af forfatterens værker kan nævnes romanerne Farmor och Vår Herre (1921), Jag, Ljung och Medardus (1923), Chefen fru Ingeborg (1924), Flickan i frack (1925) og Kerrmans i Paradiset (1927), novellerne Amourer (1910), Loewennoveller (1915-26) og Kärlek genom ett fönster (1929) samt teaterstykkerne Eva (1908), Skandalskrivaren (1919) og Dollar (1926), for blot at nævne nogle få.

I 1930 udgav forfatteren sin sidste roman Clownen Jac, der delvis var inspireret af skuespilleren Gösta Ekman og delvis stærkt selvbiografisk.

Privat var forfatteren yderst ustabil og havde igennem 1920´erne et stort forbrug af alkohol. Han boede både i Firenze i Italien, hvor han mestrede sproget til en grad, hvor han blev brugt som oversætter og i Berlin i Tyskland.

Hjalmar Bergman døde i Berlin den 1. januar 1931 af en overdosis morfin og for meget alkohol, kun 47 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til Hjalmar Bergman for hans bidrag til litteraturens verden.

(Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; hjalmarbergmansamfundet.se; danskefilm.dk)

Jakob Knudsen (1858-1917)

Fredag den 14. september er det 160 år siden, at den danske præst og forfatter Jakob Christian Lindberg Knudsen kom til verden.

Den lille Jakob blev født i Rødding, hvor hans fader, Jens Lassen Knudsen, fungerede som højskolelærer. I 1862 flyttede familien til Dalum, hvor faderen blev ansat på Christen Kolds højskole, men flyttede atter efter et par år til Aggersborg i Nordjylland, hvor hans far fik virke som sognepræst. Moderen var Nanna Boisen. Jakob Knudsen fik hjemmeundervisning af forældrene suppleret med hjælpelærere og havde efter eget udsagn en lykkelig barndom og ungdom.

I 1872 fik faderen igen nyt job, denne gang som sognepræst i Lejrskov nær Kolding, og familien flyttede på ny. Befolkningen i dette område var mere velstillede end forrige bopæl og forskellen på landskabet, folkets levevilkår og åndelige modsætninger er en tematik, som Jakob Knudsen ofte vendte tilbage til i sit forfatterskab.

I 1875 blev den unge Jakob sendt på studenterkursus i København og fortsatte på teologistudiet, hvorfra han blev uddannet Cand.theol. i 1881. Drømmen for Jakob Knudsen var egentlig at blive filosof, og han startede da også på studiet på trods af manglende topkarakterer, men kørte fast efter kort tid, blandt andet på grund af stridigheder i universitetsmiljøet og det tunge pensum.

I 1881 blev Knudsen, på faderens foranstaltning, ansat som hjælpelærer på Askov Højskole. Her begyndte han så småt sin skribentvirksomhed med lejlighedsdigte, anmeldelser, essays og artikler i højskoleverdenens tidsskrifter. Her skrev Knudsen også den tekst, som han selv betragter som sin litterære debut, nemlig Bent Kongebroder (1884), optaget i Digte (1938). I spøg udgav han desuden en oversættelse af en retstale af Cicero til hanherredmål, Den først´ af de catalinarisk´ Taaler af Marcus Tullius Cicero øversaat epaa Jusk af Jakob (1887).

Knudsen trivedes ikke på Askov og lysten til at forkynde kristendommen voksede, hvorfor han skiftede til embedet som grundtvigiansk valgmenighedspræst i Mellerup nær Randers Fjord i 1890, da muligheden bød sig.

I 1879 havde Knudsen forlovet sig med Sofie Plockross fra en københavnsk overklassefamilie, og parret blev gift i 1883. Ægteskabet med Sofie blev dog aldrig lykkeligt og i 1893 blev de enige om at lade sig skille. Dette, at en præst lod sig skille, vakte stor forargelse i menigheden såvel som i resten af landet, og forargelsen blev alt andet end mindre, da Jakob Knudsen i 1896 giftede sig med den 19 år yngre forstanderdatter Helga Bek. Den offentlige kritik steg, og i 1897 følte Knudsen sig nødsaget til at tage sin afsked som præst.

Jakob Knudsen og hans 19-årige brud flyttede først til Randers og herefter til Sjælland, hvor han udviklede en omfattende foredragsvirksomhed om blandt andet moralske normer. Dette tærede på helbredet, og der skulle skrabes penge sammen til både at forsørge sin nye familie samt betale hustrubidrag til sin forrige kone. Af økonomisk nød udvidede han derfor også sin litterære virksomhed som 40-årig. Hans folkelige gennembrud som forfatter kom med Den gamle præst (1899) og da de efterfølgende romaner også viste sig succesfulde kunne Knudsen efterhånden ernære sig som forfatter.

I 1901 flyttede han med familien til Hillerød og i 1909 til Birkerød.

Jakob Knudsen var grundtvigianer, men stillede derudover strenge personlige krav til styrke, autoritet og lydighed, som han selv døjede med at leve op til. Han ønskede at forene det kristne livssyn med tidens naturalisme og realisme.

Flere af hans romaner har biografiske træk, som fx dobbeltromanen Gjæring – Afklaring (1902) eller i romanen Den gamle præst (1899), hvor barndomshjemmets præstegård i Aggersborg optræder.

Knudsens forfatterskab var blandt andet drevet af kritikken overfor tidens moderne samfunds- og skoleideer, der var alt for blødsødne. Dette ses blandt andet i romanerne Sind (1903), Fremskridt (1907), Lærer Urup (1909) og Rodfæstet (1911).

Blandt andre værker fra forfatterens hånd kan nævnes versdramaet Cromwell´s datter (1891), den lille roman Et Gjensyn (1898), En forlovelse (1900), En gammel slægt (1904), Varulven (1908) og det store romanværk om Luther, Angst – Mod (1912-14).

Forfatteren skrev også salmer, og blandt de mest kendte finder vi Tunge, mørke natteskyer (1890) og Se, nu stiger solen (1891). Begge blev optaget i den nye salmebog fra 1892 og står der stadig. Sidstnævnte er desuden anset for at være den hyppigst benyttede salme i den danske folkekirke og bliver især brugt som begravelsessalme. Begge tekster er at finde i Digte (1938).

Jakob Christian Lindberg Knudsen døde natten mellem den 20. og 21. januar 1917 i Birkerød, 59 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til Jakob Knudsen for hans bidrag til den danske litteratur.
(Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; adl.dk)

Lev Tolstoj (1828-1910)

Søndag den 9. september er det 190 år siden, at den russiske forfatter Lev Nikolajevitj Tolstoj, også kendt som Leo Tolstoj, kom til verden på familiens gods i Jasnaja Poljana, syd for Moskva.

Den lille grev Lev tilhørte den adelige Tolstoj-slægt, hvoriblandt man også finder to andre russiske forfattere – Aleksei Konstantinovitj Tolstoj og Aleksei Nikolajevitj Tolstoj.

Han havde tre ældre brødre og en yngre søster. Moderen døde i barselssengen, da Lev var blot 2 år gammel.
I 1844 indledte Lev Tolstoj studier i jura og orientalske sprog ved universitetet i Kazan, men koncentrationen om studierne blev afledt af druk, spil og sværmeri, hvorfor han droppede studiet i 1847 og aldrig fik sin eksamen.

I 1851 gik han ind i den russiske hær og gjorde blandt andet tjeneste i Kaukasus og under Krim-krigen i 1854. Under militærtjenesten fungerede han også som krigskorrespondent for de russiske aviser, og erfaringen med researcharbejde gjorde ham stor gavn i forfattervirket.

I 1855 forlod han hæren og boede dels på familiegodset i Jasnaja Poljana og dels i Moskva, afbrudt af rejser til Vesteuropa.

Lev Tolstoj fik sit litterære gennembrud i 1852 med (det delvis fiktive) erindringsværk Barndom, efterfulgt af Drengeaar (1854) og Ungdom (1857).

Trilogien, der tog afstand fra romantikken, varslede den russiske realisme indenfor litteraturen, som Tolstoj selv skulle blive én af de væsentligste repræsentanter for.

Hans selvoplevede og kontroversielle Fortællinger og skildringer fra Sebastopol (eller Sevastopol i andre udgaver) (1855-56) og dramaet Mørkets magt (1886, opført i 1895) befæstede yderligere hans position som litterært talent.

Her kom Tolstojs modstand mod romantikken i særlig grad til udtryk i den antiromantiske skildring af krigens gru, der skildres som modstridende al menneskelig fornuft og forandrer mennesker, frem for at forherlige heltemodet og patriotismen.

Fortællingerne En rekognoscering (1853) og Kosakkerne (1863) bygger også på forfatterens egne oplevelser i Kaukasus.

I 1862, ægtede forfatteren den 16 år yngre Sofija Andrejevna Bers (efterfølgende Sofija Tolstaja) og bosatte sig på sit barndoms gods. På bryllupsnatten modtog Sofija Levs dagbøger, der blandt andet detaljeret beskrev hans tidligere, omfattende sexliv samt oplysninger om et faderskab til en søn født af et af godsets arbejdere.

På trods af dette virkede deres ægteskab lykkeligt. Sammen fik de 13 børn (hvoraf 5 dog døde som børn) og Sofija fungerede som forfatterens sekretær, korrekturlæser og økonomiansvarlige.

I det følgende årti skrev forfatteren sine to hovedværker Krig og fred (1869) om fem familiers skæbne under den franske kejser Napoleons invasion af Rusland og krigens tilfældigheder samt Anna Karenina (1877) om Anna og hendes forhold til ægtemanden Karenin og elskeren Vronskij.

Det var også i denne periode, at Tolstoj for alvor begyndte at virkeliggøre de tanker, der længe havde optaget ham. Han anfægtede sine privilegier som velhavende greve og godsejer. Han afviste det gode i det klasseopdelte, kapitalistiske samfund, i kirken og i militæret.

Han var fortaler for individets ansvar for at bidrage til pacifisme og han søgte det asketiske liv med den rene krop i form af afkald på kød, alkohol, tobak og sex.

Selv overførte han sin formue til sin hustru og begyndte at leve som en fattig bonde. Han arbejde på markerne, spiste og klædte sig som en bonde. Han prædikede en oprindelig, praktisk betonet kristendom, renset for kirkens dogmer og mystik.

”Tolstojanismen” blev en anti-autoritær og anti-voldelig bevægelse, der fik talrige tilhængere i både Rusland og i udlandet.

Tolstojs sympati for det uciviliserede og uspolerede menneske kan tydeligt ses i fortællinger som Kosakkerne (1863), Fangen i Kaykasus (1872) og Khadzji-Murat (1912).

Han kæmpede for oplysning af bønderne og for et mere retfærdigt jordfordelingssystem. Han satte den russiske bondes fornuft og medmenneskelighed i kontrast med sin egen stands dekadence og hykleri, hvilket blandt andet ses udtrykt i fortællingerne Ivan Iliitsj´s død (1886) og Husbond og arbejder (1895).

Efter at cencuren i 1882 nedlagde forbud mod hans Skriftemål (som dog udkom 1884 i Genéve), udgav han massevis af moraliserende skrifter. Disse skrifter skuffede en del, der forventede mere fra samme skuffe som Krig og Fred (1869) og Anna Karenina (1877), men de gav ham tusindvis af nye tilhængere, der valfartede fra hele verden til godset i Jasnaja Poljana for at blive undervist i ”tolstojanismens” lære om det sande, asketiske liv, om ikke-vold og civil ulydighed.

Efter flere års kamp mod censuren i Rusland udkom romanen Kreutzersonaten i 1890, der med dens radikale påbud om kønslig afholdenhed, også i ægteskabet, rejste en ny storm af debatter.

I forfatterens sidste roman, Opstandelse (1899), rettede han et frontalt angreb mod den ortodokse kirke, hvor forfatteren protesterede mod de autoritære institutioner og proklamerede den enkeltes samvittighed som den højeste instans. Som modsvar blev forfatteren udstødt af kirken i 1901.

Ud over romaner og kortere fortællinger skrev Tolstoj også skuespil, fx Mørkets magt (1886) og Det levende lig (1911) og hans to hovedværker Krig og Fred (1869) og Anna Karenina (1877) er begge blevet filmatiseret adskillige gange.

Blandt andet grundet Tolstojs værdisæt var den sidste del af Levs og Sofijas liv sammen ikke nær så harmonisk som først antydet. Deres ægteskabs konflikter er legendariske og disse opstod blandt andet på grund af forfatterens ambition om at omdanne sit gods til et mønstersamfund, hvor han blandt andet grundlagde en skole for bøndernes børn, mens hustruen måtte varetage alle de praktiske opgaver med godsets drift, opdragelsen af deres egne børn, renskrivning af mandens værker og kampen mod censuren.

Derudover havde Tolstoj et heftige temperament og Sofijas rolle som sekretær og nærmeste assistent blev med tiden overtaget af den ideologiske tilhænger Vladimir Chertkov. Det endte da også i et brud i 1910, hvor Tolstoj forlod hjemmet.

Lev Tolstoj døde den 20. november 1910, 82 år gammel, af lungebetændelse – alene og ensom på jernbanestationen Astapovo, efter at have forladt hus og hjem. Han kom dog tilbage til godset Jasnaja Poljana for at blive begravet.

Herfra skal lyde en tak til den store russiske forfatter, der igennem sit forfatterskab og øvrige virke gentænkte og inspirerede til alternativer til det levede liv. Ikke mindst for opfordringen til pacifismen og ikke-volden som et alternativ til krig!

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 433ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)

Hanne Marie Svendsen (1933 – )

Mandag den 27. august fylder den danske forfatter Hanne Marie Svendsen 85 år.

Hanne Marie blev født i Skagen af moderen, bibliotekar Ingeborg Bruun. Faderen var lærer Ditlev Magnus Jensen. Faderen døde dog, da Hanne Marie var otte år og i stedet trådte moderens moster til. Den øvrige familie bestod primært af fiskere – og Skagen som et geografisk fikspunkt og miljøet i byen kan til tider ses som inspiration i hendes forfatterskab.

Hun blev student fra Frederikshavn Gymnasium i 1951 og Cand.mag. i dansk og tysk fra Københavns Universitet i 1958.

I 1954 blev hun gift med forlægger Werner Svendsen, med hvem hun i 1956 fik datteren Cathrine og sønnerne Morten og Christian i henholdsvis 1960 og 1963. Hanne Marie måtte dog tage afsked med ægtefællen Werner i år (2018), da han gik bort i marts.

Hanne Marie Svendsen debuterede i 1962 med den faglitterære essaysamling På rejse ind i romanen og som romanforfatter i 1977 med Mathildes Drømmebog.

Hun har blandt andet arbejdet som lektor ved Københavns Universitet (1965-70), som programmedarbejder ved Danmarks Radios Teater- og Litteraturafdeling (1960-63, 1972-79) samt som anmelder af litteratur og teater ved forskellige dagblade.

Forfatterinden brød for alvor igennem i 1985 med romanen Guldkuglen, en bog skrevet med inspiration fra genren magisk realisme, om tiden og samfundets udvikling, lokalt og globalt. Den vakte også international begejstring og er blevet oversat til flere sprog.

I dag lever hun som fuldtidsforfatter og karakteristisk for hendes forfatterskab er fortællingen om mennesker, der bryder op eller på anden vis bliver bragt ud af hverdagens rutine. Hun skaber bro mellem det fornuftsprægede hverdagsliv og fantasiens verden med drømme, eventyr og kunst.

Svendsen siger selv, at hun har brug for ro og rum til at skrive sine romaner, og dette har hun blandt andet fundet i refugiet San Cataldo i Italien. Stedet kan desuden ses som direkte inspirationskilde til fx romanen Ingen genvej til Paradis (1999). Derudover har hun haft studieophold i blandt andet Nord-, Mellem- og Sydamerika.

Forfatterinden har bevæget sig inden for flere forskellige litterære genre, heriblandt antologier, danskfaglige bøger, skuespil, radiospil, børne- og ungdomsbøger og ikke mindst romaner. Som eksempler kan her nævnes skuespillet Rosmarin og heksevin (1987), børnebøgerne Den røde sten (1990), Lisa Månestråle og hendes søstre (1992), Spejlsøster (1995) og Den skjulte by (2006), romanerne Dans under frostmåne (1979), Klovnefisk (1980), Kaila på fyret (1987), Under solen (1991), Karantæne (1995), Unn fra stjernestene (2003), Rudimenter af R (2009), Gyngende grund (2010), Bølgernes skum (2012) og Himmelsten. Erindringsskitser og billeder fra provinsen (2013).

Svendsen har høstet flere priser og legater for sit forfatterskab, blandt andet Kritikerprisen (1985), Herman Bangs Mindelegat (1987) og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse (siden 1993).

Herfra skal lyde et stort tillykke til forfatterinden på hendes halvrunde dag – og en stor tak for hendes bidrag til den magiske realisme inden for den danske litteratur.
(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk; kvinfo.dk)