George Orwell (1903-1950)

Mandag d. 25. juni er det 115 år siden, at den engelske forfatter og journalist, Eric Arthur Blair, bedre kendt under pseudonymet George Orwell, kom til verden.

Eric Arthur Blair blev født i den bengalske by Motihari i Indien, mens landet stadig var en del af det britiske imperium. Hans moder tog dog den lille Eric med tilbage til England, da denne var et år gammelt, mens faderen blev i Indien. Familien blev først samlet igen i 1907, da faderen havde tre måneders orlov fra sin stilling i opiumdepartementet. Familien, der tilhørte den lavere middelklasse, bestod desuden af den ældre søster Marjorie og lillesøsteren Avril.

Den unge Eric Arthur var en dygtig elev, hvilket gav ham et stipendium til den prestigefulde britiske kostskole Eton fra 1917-1921. Her løjede hans flid dog en smule af, hvorfor han ikke fik et stipendium til et videre universitetsstudium.

Han meldte sig ind i Indian Imperial Police og fra 1922 og fem år frem, var Blair derfor udstationeret i Burma. Dette ophold inspirerede ham til sin første roman Burma dage (1934), der kritisk beskriver imperialismen og den burmesiske overklasse samt essays som fx Jeg skyder en elefant (1938).

I 1927 forlod han politiet og flyttede året efter til Paris, hvor hans tante boede. Hans hensigt var at ernære sig som freelance-journalist, hvilket dog ikke rigtig lykkedes. I stedet blev det til et række småjobs som blandt andet tallerkenopvasker, samtidig med at han skrev artikler, essays og digte for forskellige aviser og tidsskifter.

I 1929 flyttede forfatteren, syg og fattig, tilbage til sine forældres hus i Suffolk, men han kunne ikke slippe sine oplevelser i Paris. Han foretog i denne periode mindre rejser som vagabond, hvilket resulterede i hans første publikation, den selvbiografiske dokumentarbog Paris og London på vrangen / Elendighedens London og Paris (1933). Kort inden bogens udgivelse tog Blair pseudonymet George Orwell efter at have forkastet pseudonymerne Kenneth Miles, H. Lewis Allways og P. S. Burton.

Herefter arbejdede Orwell en periode som lærer, hvilket blandt andet resulterede i romanen A clergyman´s daughter (1935) og fra 1934 og de næste par år arbejdede han i en boghandel, hvilket bibragte romanen Keep the Aspidistra flying (1936), hvoraf ingen af disse dog vakte den store opmærksomhed.

I 1936 giftede forfatteren sig med Eileen O´Shaughnessy og året efter vendte forfatteren tilbage til dokumentargenren med The road to Wagan Pier (1937), der beskriver arbejdsløshed og fattigdom i Nordengland.

Hyldest til Catalonien (1938) beskriver Orwells oplevelser som kæmpende på republikanernes side i Den Spanske Borgerkrig. I krigen blev han en del af ILP (Independent Labour Party), der bestod af et par snese briter, som sluttede sig til militsen under det revolutionære socialistiske POUM (Partido Obrero de Unificación Marxista). Orwell blev ved fronten ramt i halsen af en kugle fra en snigskytte og næsten dræbt.

Herefter virker det til, at George Orwell havde fundet sin litterære rolle som uafhængig socialistisk journalist og debattør, samfundskritiker og revser af totalitarismen, hvilket blandt andet også kommer til udtryk i en række essaysamlinger fra 1940´erne.

I 1941 begyndte Orwell at arbejde som producer på BBC med ansvar for at udvikle propaganda-radioprogrammer, der skulle sikre støtte fra Indien og Østasien til Storbritanniens krigsindsats. Han var dog langt fra begejstret for propagandaaspektet i sit hverv og i 1943 skiftede han job og blev litteraturredaktør på det venstreorienterede tidsskrift Tribune, hvor han indtil 1945 blandt andet havde den faste ugentlige klumme ”As I please”.

Herefter var forfatteren en kort periode krigskorrespondent for The Observer, men vendte samme år tilbage til Tribune.
I 1945 døde hans kone under en operation, kort efter at parret havde adopteret den ét år gamle Ricard Horatio Blair.

I 1946 flyttede forfatteren til en fjerntliggende gård på den Hebridiske ø Jura ud for Skotlands kyst, på trods af et stadigt ringere helbred. Her arbejdede han som journalist, primært for Tribune, The Observer og Machester Evening News, men også for flere små politiske og litterære tidsskrifter, samtidig med, at han skrev på sin sidste roman 1984 (1949).
Det er Orwells to sidste romaner, der for eftertiden er kommet til at cementere hans forfatterskab, nemlig Kammerat Napoleon (1945), der er fablen om, hvordan dyrene på en bondegård gør oprør mod de undertrykkende mennesker, for efterfølgende selv at skabe et lignede undertrykkende magtsystem og 1984 (1949), der er en fremtidsroman, som udspiller sig i et London, der har udviklet sig til et totalitært overvågningssamfund uden plads til fri tænkning og som introducerede begreber som fx ”Big brother” og ”Tankepoliti”. Begge romaner afspejler tydeligt en afstandtagen fra propaganda, stalinismen, kommunismen, totalitarismen og diktaturet.

Flere af forfatterens værker er blevet filmatiseret, heriblandt Kammerat Napoleon (som tegnefilm, 1954), 1984 (1984), Keep the Aspidistra flying (1997) og Jeg skyder en elefant (2016).

I 1949 giftede Orwell sig med Sonia Brownell.
Eric Arthur Blair døde den 21. januar 1950 i London, Storbritannien, 46 år gammel, efter en længerevarende tuberkulose, som han formentlig havde pådraget sig i Paris eller London mens han fandt inspiration til Paris og London på vrangen (1933). Han ligger begravet på All Saints kirkegård i Sutton Courtenay, Oxfordshire.

Herfra vil vi mindes Eric Arthur Blair, der med sine romaner, essays og samfundskritik aldrig har været mere aktuel end nu qua hans syn på det totalitære og overvågende samfund.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 330f); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk)

Henrik Arnold Wergeland (1808-1845)
Søndag d. 17. juni er det 210 år siden, at den norske forfatter og lyriker Henrik Arnold Wergeland kom til verden i Kristiansand, som søn af forfatteren og præsten Nicolai Wergeland og Alette Dorothea Thaulow.

Henrik var opkaldt efter sin morfader Henrik Arnold Thaulow, der bl.a. stod bag stiftelsen af Det Dramatiske Selskab i Kristiansand.

Den lille Henriks fødsel inspirerede faderen til Henrikcopedien (1808), en vejledning for forældre med 43 læresætninger, inspireret af Rousseaus tanker om opdragelse. Sidenhen kom der yderligere fire børn til i Wergeland-klanen, heriblandt forfatteren og kvindesagsforkæmperen Camilla Collett.

Den unge Henrik studerede teologi ved universitetet i Oslo og virkede sideløbende med sit forfatterskab bl.a. som teolog, journalist, historiker, dramatiker og arkivar.

Henrik Wergeland er især blevet kendt for sin digtekunst, med påvirkninger fra datidens romantiske strømninger og hvor værker som fx versromanen Den engelske lods (1881) og de novellistiske skitser og digte som Digte, første ring (1829), Skabelsen, mennesket og Messias (1830), Cæsaris (1833), Digte, anden ring (1833), Spaniolen (1833) og Jan van Huysums blomsterstykke (1840) kan nævnes. Forfatteren skrev flere gange under pseudonymet Siful Sifadda.

Ud over digtekunsten udgav Wergeland også en række skuespil, historiske værker, biografier, samt de selvbiografiske skitser Hassel-Nødder (1845), skrevet på sygelejet kort forinden hans død.

Wergeland var i høj grad påvirket af den nationale patriotisme og pådrog sig mange fjender som aktiv deltager i datidens kulturkamp, hvor han bl.a. kæmpede for sproglig og kulturel løsrivelse fra Danmark og politisk frigørelse fra Sverige.

Forfatteren var desuden inspireret af den franske revolutions sociale og demokratiske ideer og var derudover forkæmper for religiøs tolerance, både for jødedom og islam, hvilket fx kan ses i digtsamlingerne Jøden (1842) og Jødinden (1844), der bl.a. polemiserer mod Norges daværende grundlov, der indeholdt et forbud for jøder mod at få adgang til Norge.

Wergeland var gift med Amalie Sofie Bekkevold, med hvem han fik sønnen Olaf Knutsen.

Henrik Wergeland døde den 12. juli 1845, kun 37 år gammel af tuberkulose i Oslo.

Forfatterens eftermæle hører til et af de mere omfangsrige. Han kan stadig vække offentlig debat, men dog ikke mere, end at hans portræt prægede den norske hundredkroneseddel fra 1949-77.

Desuden er et væld af veje og pladser er opkaldt efter ham og The European Wergeland Center, der er et resursecenter for uddannelse for interkulturel forståelse, menneskerettigheder og demokratisk medborgerskab for medlemslandene i Europarådet, viser også hans indflydelse for eftertiden. Nordmændene hylder ham desuden fortsat som initiativtager til fejringen af d. 17. maj som Norges nationaldag.

Herfra mindes vi forfatteren, der er blevet betegnet som Norges største lyriker og er blevet sammenlignet med forfattere som Byron og Hugo og takker for hans bidrag til litteraturen.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 468f); wikipedia.org; denstoredanske.dk)

Bent Haller (1946 – )

Grundlovsdag, tirsdag d. 5. juni, fylder den danske forfatter og billedkunstner Bent Haller 72 år.

Bent Haller blev født i Bangsbostrand, lidt uden for Frederikshavn (denne lille plet i provinsen danner udgangspunkt for mange af hans bøger). Den unge Bent begyndte, som de fleste af sine jævnaldrende, som lærling på skibsværftet i Frederikshavn. Dette blev dog afbrudt, da han blev optaget på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus, hvorfra han blev uddannet billedkunstner, maler og grafiker.

Forfatteren debuterede i 1972 med Den indre klokkes klang, men det var hans romandebut, den samfundskritiske ungdomsroman Katamaranen (1976), der for alvor vakte opsigt. Romanen, der blev fortsat med Sabotage (1977) ledte til en ophidset debat, på grund af værkernes usminkede skildring af en gruppe børns miserable liv i et moderne betonbyggeri, og det førte sågar til, at byrådet i Thisted nedlagde forbud mod bøgernes tilstedeværelse på byens bibliotek.

Hallers socialrealistiske stil blev med tiden justeret med inddragelse af dyrefabler, hvilket kan ses i bl.a. Kaskelotternes sang (1981) om forurening og truede dyrearter og Fuglekrigen i Kanøfleskoven (1990) om samfundets magtforhold. Begge værker er med succes blevet til animationsfilmene Samson og Sally (1984) og Fuglekrigen i Kanøfleskoven (1990). Flere af Hallers andre værker er også blevet filmatiseret.

I 1990´erne skrev forfatteren flere store historiske romaner, heriblandt Det romanske hus (1990), Brage Kongesøns saga (1993) og Lille Lucifer (1996).

Haller har primært skrevet romaner og noveller for børn og unge, men hans produktion omfatter også bøger for voksne, digte, noveller, biografier samt manuskripter til børnefilm og – teater.

Bent Haller har i årenes løb har modtaget flere priser for sit forfatterskab, især for sine børne- og ungdomsbøger.

Blandt andre af forfatterens mange værker, kan som et fåtal nævnes novellerne Morgen (1975), Hjemkomst (1981) og Hos regnormene (1998), børnebøgerne Indianeren (1978), Fredsaberne (1981), I englens spor (1988), Tossernes kærlighed (1997) og Historien om Julemanden (2004), ungdomsbøgerne Sin egen herre (1982), Kærligheden at føle (1992), Neondrengens profeti (1993) og Lazarus (2012), digtsamlingen Gud er blevet ædt af kannibaler (1983) samt gendigtninger af bl.a. Odysseen (1999) og Iliaden (2000).

Forfatteren er gift med Alice, med hvem han har fire børn. De boede i en årrække i Thisted, hvor Haller skrev fast for den lokale avis. I dag er de bosat i Aalborg.

Forfatteren optræder sjældent i medierne, da han ikke er interesseret i sine bøger efter at de er udkommet, men i stedet anser processen som det vigtige. Hans forholdsvis isolerede tilværelse fortæller han selv om i erindringsbogen Det man husker (2015).

Herfra skal lyde et stort tillykke til Bent Haller og ikke mindst en stor tak for at have bidraget til at lære os om rigtig og forkert, ret og uret og blot fortælle den gode historie, som vi fik fortalt som børn.

(Kilder: forfatterweb.dk; da.wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)

Ian Fleming (1908-1964)

Mandag d. 28. maj er det 110 år siden, at den engelske efterretningsagent, journalist og forfatter Ian Fleming kom til verden.
Ian Lancaster Fleming voksede op i London sammen med sin ét år ældre bror Peter, som søn af skotterne Valentine og Evelyn Beatrice Fleming, der var henholdsvis officer og kunstner.

De to brødre gik på kostskolen Burnford, men Ian blev efterhånden udstødt af både lærere og de andre elever. Hans reaktion var at begrave sig i bøgerne verden. I 1917, blev faderen dræbt i et tysk granatangreb.

I 1921 begyndte den unge Ian på Eton, hvor han endnu engang blev kuet af lærerne. Han udmærkede sig dog i flere sportsgrene samt debuterede som skribent i skolebladet med historien The ordeal of Caryl St. George.

Efter endt skoletid, i slutningen af 1920´erne, var Fleming ansat som rapporter for nyhedsbureauet Reuters i Centraleuropa. Han blev blandt andet sendt til Moskva for at dække en spionretssag med seks britiske ingeniører på anklagebænken. Han viste sig at have vidtrækkende evner som rapporter og formåede at få oplysninger og sende dem hjem til London.

I 1933 startede Fleming som børsmægler i London i et håb om rigdom, men tog i 1939 tilbage til Sovjetunionen som rapporter – muligvis inspireret af sin bror, der i mellemtiden var blevet en berømt rejsebogsforfatter. Parallelt med arbejdet som rapporter, officielt ansat af avisen The Times, sendte han på eget initiativ oplysninger hjem til udenrigsministeriet om det sovjetiske militær.

Ved Anden Verdenskrigs udbrud, blev Fleming indrulleret i Royal Navys efterretningstjeneste, hvor han fungerede som personlig assistent for admiral John Godfrey. Senere blev han udnævnt som kommandør, hvor han ledte en række missioner fra sin base i London.
Én af missionerne førte ham til Jamaica, hvor han i 1950´erne investerede i en byggegrund og bosatte sig der. Han tegnede selv huset, som han kaldte GoldenEye. Huset fungerer i dag som turistattraktion.

Efter krigen arbejdede han som avisrapporter, men dog ikke mere, end at livsnyderen Ian Fleming også fik rigelig plads.
I 1952 blev Fleming gift med Ann Geraldine Mary. Hun skulle dog lige igennem en graviditet og skilsmisse inden de kunne være sammen. De fik sønnen Caspar Robert Fleming.

Forfatteren er selvfølgelig bedst kendt for sin fiktive agent 007 – Bond, James Bond.
Efter at han i 1953 fik prikket hul på romanserien, skrev han cirka en Bond-roman om året og det blev til i alt 14 styk: Casino Royale / Banko for døden (1953 – filmatiseret i 1967), Live and let die / Blodig vej til Jamaica / Lev og lad dø (1954 – filmatiseret i 1973), Moonraker (1955 – filmatiseret i 1979), Diamonds are forever / Diamanter varer evigt (1956 – filmatiseret i 1971), From Russia with love / Med russisk kærlighed / Kærlig hilsen fra Kreml / Agent 007 jages (1957 – filmatiseret i 1963), Dr. No / Mission drab (1958 – filmatiseret i 1962), Goldfinger / Agent 007 contra Goldfinger (1959 – filmatiseret i 1964), For your eyes only / Strengt fortroligt (novellesamling, 1960 – filmatiseret i 1981), Thunderball / Domino / Kodenavn Thunderball / Agent 007 i ilden (1961– filmatiseret i 1965), The spy who loved me / Jeg elskede James Bond / Spionen der elskede mig (1962 – filmatiseret i 1977), On Her Majesty´s Secret Service / Spillet er ude – James Bond / I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste (1963 – filmatiseret i 1969), You only live twice / Du lever kun to gange (1964 – filmatiseret i 1967), The man with the golden gun / Manden med den gyldne revolver (1965 – filmatiseret i 1974) og Octopussy and the living daylights (novellesamling, 1966 – filmatiseret i 1983).

Filmatiseringerne af romanerne har i høj grad været med til at udbrede kendskabet til forfatteren, og historierne om agent 007 er da også blevet genoptaget af flere andre, hvilket har givet karakteren Bond et særligt liv ud over forfatterens eget.

Forfatteren fik navnet til sin fiktive agent fra den amerikanske ornitolog James Bond, der var ekspert i kanariske fugle og forfatter til et af hovedværkerne inden for faget, Birds of the West Indies (1936). Fleming var desuden selv en ihærdig fuglekigger og ledte efter det mest kedelige navn overhovedet, da han egentlig havde forestillet sig sin hovedperson Bond, som en ekstrem kedelig og uinteressant mand.

I 1961 skrev forfatteren bogen Thunderball. Han blev dog sagsøgt af producenten Kevin McClory, som Fleming, sammen med manuskriptforfatteren Jack Wittingham, havde arbejdet sammen med omkring et filmmanuskript. McClory vandt og bogen skulle nu krediteres alle tre forfattere.

Ud over Bond-romanerne udgav forfatteren også to dokumentarbøger, The diamond smugglers (1957) og Thrilling Cities (1963) samt børnebogen Chitty Chitty bang bang (1964 – filmatiseret i 1968).

Ian Flemings nevø, Rory Fleming, blev i 2001 gift med den danske Caroline Elizabeth Ada Iuel-Brockdorff (Caroline Fleming) – et ægteskab, der dog kun holdt et lille årti, men som fik bragt det store forfatternavn indenfor det danske lands grænser.

Ian Fleming døde d. 12. august 1964, 56 år gammel, i Canterbury, England. Hans død skyldtes en usund livsførelse som levemand, hvilket afstedkom et hjerteanfald. Han er begravet på kirkegården i Sevenhampton ved Swindon sammen med sin kone (1913-1981) og sønnen (1952-1975), der døde af en overdosis.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 154); wikipedia.org)