Maxim Gorkij (1868-1936)

Onsdag d. 28. marts er det 150 år siden, at den russiske forfatter og dramatiker Aleksej Maksimovitj Pesjkov, bedre kendt som Maxim Gorkij (dvs. Maksim den bitre), kom til verden i den russiske by Nisjnij Novgorod.

Aleksej voksede op i fattige kår hos sin gudfrygtige bedstemor og brutale bedstefar. Som ung rejste han rundt som arbejdsmand i det sydlige Rusland og berettede om sine møder med samfundets laveste i forskønnede romantiske noveller.

Gorkij fik sit gennembrud i 1892 med sigøjnerfortællingen Makar Tjudra og denne blev efterfulgt af en lang række andre noveller, som fx Tschelkasch (1895) og Mor Isergil (1895), der snart gjorde forfatteren berømt i både ind- og udland.

Forfatteren blev i 1896 gift med Yekaterina Peshkova, men ægteskabet varede kun til 1903, hvor han i stedet ægtede Maria Fyodorovna Andreyeya.

Gorkijs litterære budskaber var revolutionære, og det kom bl.a. til udtryk i værker som romanen Foma Gordjejev (1901) samt i en række symbolskromantiske prosadigte, indledt med Sangen om stormfuglen (1901).

I starten af 1890´erne startede Gorkij sin livslange karriere som publicist og forlægger, og han blev flere gange fængslet for sit revolutionære engagement. Fra 1905 var han medlem af Lenins Socialdemokratiske Arbejderparti, og han blev her i gennem Lenins særlige protegé og deltog i den mislykkede revolution i 1905.

I 1906 udkom den politiske dannelsesroman Moderen, der fik yderligere opmærksomhed med en filmatisering i 1926.

Gorkij skrev også dramaer og skuespil, bl.a. inspireret af vennen Anton Tjekhov og han er fx kendt for Spidsborgere (1902), På bunden (også kendt som Natherberget eller Natasylet, 1902), Sommergæster (1904), Solens børn (1905), Fjender (1906) og Den ømme mor (1910) og i mange år havde forfatteren et tæt samarbejde med Moskva Kunstnerteater (MXAT).

Fra 1906-1913 opholdt Gorkij sig i udlandet, bl.a. på Capri og i USA, og drev herfra politisk agitation. Han vendte tilbage til Rusland i 1914.

I roman-manifestet Bekendelse (1908) forsøger forfatteren at skabe syntese mellem sine marxistiske og religiøse visioner og allerede her ses markante afvigelser fra Lenins linje. I 1913 startede han på sin erindringstrilogi, der udgøres af Min barndom (1913), Blandt fremmede (1916) og Læreår (1923), filmatiseret i 1938-40.

Forfatteren var en aktiv kultur-politiker i årene omkring Oktoberrevolutionen (1917), men kom mere og mere i modsætningsforhold til Kommunistpartiet.

Fra 1921 og ti år frem boede Gorkij i Vesteuropa, bl.a. grundet stigende kritik af Lenin samt tuberkulose. Her skrev han en række romaner, fx den store selvbiografiske roman i fire bind, Klim Sangins liv (1927).

I 1928 lod han sig overtale af Stalin til at vende hjem og blev primus motor i dannelsen af den sovjetiske forfatterforening 1932-34.

I 1932(-1990) blev Gorkijs fødeby Nisjnij Novgorod omdøbt til Gorkij, som én af en lang række af hædersbeviser, der tilfaldt forfatteren. Forlystelsesparken Gorkij Park i Moskva (som bl.a. nævnes i sangen Wind of Change fra 1990 af Scorpions) er opkaldt efter forfatteren. Under perestrojka i slutningen af 1980´erne blev forfatterens liv og position dog genstand for debat og omvurderinger.

Maksim Gorkij døde under gådefulde omstændigheder d. 18. juni 1936, 68 år gammel, i Moskva.

Herfra mindes vi Gorkij på hans 150-årsdag, som Ruslands første ægte proletarforfatter og en af de største indenfor den socialistiske realisme.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 182f); wikipedia.dk; denstoredanske.dk)

Ugens forfatter-fødselar, Uge 11

Charlotte Roche (1978)

Søndag d. 18. marts fylder den engelske forfatterinde Charlotte Roche 40 år.
Charlotte Elisabeth Grace Roche kom til verden i den engelske by High Wycombe. Hendes far er ingeniør og hendes mor er kunstner og politisk aktiv feminist, hvilket i høj grad har påvirket datteren.

Da Charlotte var fem år blev hendes forældre skilt, og hun boede herefter først i London, derefter i Holland og da Charlotte var otte år, flyttede hun videre til den tyske Rhin-region, der grænser op mod Holland. Opvæksten var præget af alternative kulturer og familiens frisind.

I skolen blev Charlotte betaget af teater og optrådte bl.a. med en ”antikapitalistisk mavedans” i Shakespeares En skærsommernats drøm (1600).

Hun flyttede hjemmefra i 1993, som 15-årig, og startede garage-punk-bandet ”The Dubinskis” sammen med tre veninder. Bandet gik dog i opløsning efter en række mindre optrædener.

Den unge Charlotte kastede sig videre ud i en grænsesøgende livsstil for at chokere omverdenen – hun droppede ud af gymnasiet, skar i sig selv, malede med sit eget blod, barberede sit hoved og eksperimenterede med stoffer.

I 1998 blev hun ansat som vært på den tyske musikkanal VIVA, hvor hun hurtigt fik succes og bl.a. blev nomineret til den tyske Adolf Grimme tv-pris, hvilket hun vandt i 2004. I 2002 modtog hun desuden Den Bayerske Fjernsyns-pris. Hun blev på musikkanalen især kendt for sin originale interviewstil og er bl.a. blevet kaldt ”Dronningen af tysk pop-tv”.

Roche kastede sig i 2006 ud som skuespillerinde med hovedrollen i den tyske film Eden.

Roche debuterede som forfatter i 2008 med succesromanen Vådområder, der repræsenterede et nyt og vildt feministisk opgør med ”damebladsæstetikken” og romanen blev udråbt som både en feministisk ny-klassiker og som ren pornografi. Offentligheden i Tyskland var delt i begejstring og forargelse over den voldsomme roman, da de hidtil havde anset Roche for en sød, om end lidt fræk, men ufarlig tv-personlighed.

I 2011 udgav forfatterinden sin anden roman Fra Skødet, der blandt andet omhandler hendes egen familietragedie, da hendes tre brødre, på henholdsvis seks, ni og atten år, i 2001 blev dræbt i et trafikuheld på vej til hendes bryllup med hendes brudekjole og forfatterens mor som chauffør.

Roche er med sine romaner, omhandlende kønsdele, kropsvæsker, hæmorider, død og meget andet, der af mange bliver anset for tabu, en kontroversiel forfatter.

Hun arbejder i dag som talkshow-vært på den tyske kanal ZDF. Forfatterinden har de sidste ti år været gift med Martin Keß, og har teenagedatteren Polly med Eric Pfeil.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Charlotte Roche og ikke mindst en tak for at turde tale og skrive om yderst vigtige og relevante emner.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; femina.dk)

Gustav Wied (1858-1914)

Tirsdag d. 6. marts er det 160 år siden, at den danske forfatter Gustav Johannes Wied kom til verden på Holmegård i Branderslev ved Nakskov på Lolland.

Gustav var søn af gårdejer Carl August Wied og Catharine Wied og var det femte barn i en børneflok på elleve.

Allerede som seksårig begyndte den lille Gustav at skrive små digte og skuespil og drømte om at blive skuespiller. Hans moder støttede hans ambitioner, og de havde livet igennem et nært forhold. Faderen var derimod ikke den store tilhænger af litterære og kunstneriske interesser, men lod sønnen gå i lære som boghandler efter sin konfirmation, som et slags kompromis. Han startede i Nakskov og flyttede senere til København som boghandlermedhjælpervikar hos C. A. Reitzels Boghandel.

I hovedstaden fik han lejlighed til at dyrke sin passion, teatret, og i 1878 fik han overtalt sin far til at yde økonomisk støtte, så han kunne læse til studentereksamen. Han bestod endelig eksamen i 1884, efter at have dumpet ikke mindre end tre gange. I 1886 blev han uddannet cand.phil. fra Københavns Universitet.

En tid var han ansat som timelærer på Sundby realskole, men scenelivet trak dog stadig i den unge Wied, og som stor beundrer af August Strindberg fik han i 1889 lov til at medvirke i den svenske dramatikers Kreditorer i København.

Wieds første skrift var som ”Peter Idealist” med pamfletten Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Storehedinge og dens Følger (1887), der ubarmhjertigt latterliggør kulturminister Scavenius´ dobbeltmoral efter at være blevet afsløret i, at have opsøgt en københavnsk prostitueret. Forfatterens egentlige debut kom et par år efter, med skuespillet En hjemkomst (1889), omhandlende had mellem fædre og sønner.

Forfatterens ungdom er for øvrigt skildret i Ungdomshistorier (1895) samt i erindringerne Digt og Virkelighed (1914).

I begyndelsen af 1890´erne indledte Wied sin karriere som prosaist, først med små historier, der blev trykt i avisen København, der senere blev udgivet som novellesamlinger. Nogle af Wieds historier var dog for heftige for den offentlige moral og han tilbragte bl.a. i 1892 14 dage i fængsel for overtrædelse af den litterære blufærdighed pga. historien De unge og de gamle, der skildrer incestuøse forhold mellem voksne kvinder og små drenge.

I 1892 indledte han også et forhold til Alice Tutein, der var datter af godsejer og folketingsmand Frederik Christian Ferdinand Tutein. Også dette vakte offentlig forargelse, ikke mindst pga. de to børn som parret fik sammen uden at være ægtefolk. De blev dog gift i 1896, efter at Alice´s fader havde meldt Wied til politiet for usædelighed. Svigerfaderen skulle endvidere vise sig at blive en betydelig kilde til Wieds personkarakteristikker og kritik af borgerskabet.

Forfatteren skrev, ud over dramatik, primært romaner og noveller og er især kendt for at portrættere den danske provins på en overbevisende og satirisk måde. Overfor den satiriske tone i forfatterskabet, står dog et sort menneskesyn, der næsten har taget overhånd i den sene del af forfatterskabet, og som tydeligt kan ses i bl.a. romanen Slægten (1898) og fortsættelsen Fædrene æde druer (1908). Begge romaner er filmatiseret under titlerne Slægten i 1978 og Sort høst i 1993.
Blandt andre af forfatterens mest kendte værker finder vi novellerne Silhuetter (1891) og Barnlige sjæle (1893) samt romanerne Livsens Ondskab (1899), Knagsted (1902) og Pastor Sørensen og Co. (1913).
Som dramatiker beskæftigede Wied sig primært med den folkelige komedie, men fornyede også teateret med en ny genre, de såkaldte ”satyrspil”, med detaljerede beskrivelser af interiører, stemninger og personernes tanker. Blandt de mere populære af disse kan bl.a. Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde (1897), To Kroner og halvtreds (1901) og Dansemus (1905), nævnes. Blandt andre af hans mest populære skuespil kan desuden nævnes En Bryllupsnat (1890), Thummelumsen (1901), Skærmydsler (1901) og Ærtehalm (1909).

Forfatteren levede et forholdsvis omflakkende liv, på Møn, ved Ebeltoft, i Sæby, i Næstved og i Berlin foruden en større rejse til Middelhavet og flere til Tyskland. Han slog sig dog endelig ned i Roskilde, hvor han fik opført et hus efter specifikke ønsker, opdelt i to adskilte afdelinger, det ene til familien og det andet til arbejde. Forfatterkollegaen Walter Christmas betegnede efter et besøg huset som ”Kastellet”, hvilket Wied sidenhen anvendte konsekvent.

Wied led i perioder af sindssygdom, der med jævne mellemrum sendte ham ud i dybe depressioner og sågar indlæggelser. I hans sidste år blev hans indtægter formindsket og han led desuden af kraftige mavesmerter.

Gustav Wied døde d. 24. oktober 1914 i Roskilde. Han begik selvmord med en dosis cyankalium og blev hermed kun 56 år gammel. Han blev begravet på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde, hvor Gustav Wied Selskabet hvert år mødes d. 6. marts og lægger en krans på hans sarkofag.

Han var ved sin død en højt elsket dramatiker og forfatter blandt teatergængere og det læsende publikum og herfra skal lyde et tak for hans bidrag til den danske litteratur.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk)

Michel Eyquem de Montaigne (1533-1592)

Onsdag d. 28. februar er det 485 år siden, at den franske humanistiske adelsmand og grundlægger af essaygenren, Michel Eyquem de Montaigne, kom til verden på slottet Château de Montaigne, nær byen Bordeaux i Frankrig.

Michel var den ældste søn i en meget velhavende familie, hvor faderen havde fungeret som borgmester for byen Bordeaux. Hans opdragelse var utraditionel og foregik uden prygl. Faderen havde udviklet en pædagogisk plan for sønnen og kort efter hans fødsel, blev han bragt til en gård, hvor han levede de første tre år af hans liv hos en bondefamilie, for at han kunne lære om det liv, og være tæt på de folk, som havde behov for hjælp fra en familie som Montaignes. Herefter blev Michel bragt tilbage til Château de Montaigne, hvor han hver morgen blev vækket af musik og hvor han lærte at tale latin, længe inden han blev undervist i fransk.

Faderen bliver ofte nævnt i Montaignes forfatterskab, mens moderen, der levede en stor del af sit liv nær sønnen og sågar overlevede ham, kun nævnes et par gange.

Omkring år 1539 blev Montaigne sendt på kostskole og i 1546 havde han færdiggjort jurastudiet på universitetet i Toulouse. Han startede en karriere indenfor retssystemet og blev i 1557 medlem af byrådet i Bordeaux. Her mødte han forfatteren La Boétie, der blev en nær ven og vakte Montaignes interesse for antikken.

Han blev i 1565 gift med Francoise de la Cassaigne, i et formentligt arrangeret ægteskab. De fik seks døtre, hvoraf dog kun den andenfødte, Léonor, overlevede.

I 1568 udgav Montaigne den første oversættelse af den catalanske munk Raymond Sebond´s Theologia naturalis.

Året før var Montaignes fader død, og han arvede derfor slottet Château de Montaigne og i 1570, da han flyttede ind, også titlen Lord af Montaigne.

Montaigne fungerede fra 1557-71 som dommer i Bordeaux, men trak sig fra embedet i 1571 i en alder af 38 år, for at skrive sine essays. Dette foregik ved, at han mere eller mindre totalt isolerede sig fra alle familiære og sociale begivenheder i sit såkaldte citadel i tårnet på Château de Montaigne, omgivet af omkring 1.500 bøger.

I 1580 udsendte han de første to bind af sine Essays, og blev omgående en berømt mand i Frankrig. Han rejste efterfølgende til Frankrig, Tyskland, Østrig, Schweiz og Italien, dels for at finde en kur mod sine smertende nyresten, dels som en pilgrimsrejse til det Hellige Hus i Loreto. Han førte under denne rejse en dagbog, hvor han optegnede regionale forskelle og skikke og skrev om personlige episoder, heriblandt den succesfulde kurering af hans nyresten. Dagbogen blev senere fundet og udgivet i 1774 under titlen Italiensrejse. I 1581 fik forfatteren at vide, at han var blevet udråbt til borgmester i Bordeaux, men der måtte en kongelig ordre til, før end han vendte hjem for at overtage posten, som han bestred frem til 1585.

I 1588 udsendte forfatteren sit tredje bind af Essays.

Forfatterens Essays (1580-88) kan kort beskrives som en samling af et stort antal af korte subjektive behandlinger af forskellige moralske, livsfilosofiske eller mere hverdagsagtige emner som fx beskrivelser af mennesker fra forskellige udgangspunkter (hukommelse, magt, idealer, m.m.), religion, psykologi og børneopdragelse, og hans berømte motto og valgsprog var ”Hvad ved jeg?”.

Essayet kan karakteriseres som et løst komponeret, ræsonnerende prosastykke, som fra forskellige vinkler belyser et bestemt emne, og på denne måde behandlede Montaigne alt fra religion og politik til spisevaner og transportmidler.

Montaigne var en af renæssancens store humanister. Han var inspireret af antikkens filosofi, især Plutarch, Platon, Seneca og Lukrets, og brød med middelalderens teologiske verdensopfattelse, for i stedet at koncentrere sig om menneskelivet her på jorden.

Montaignes Essays blev nærmest et bibel for den franske og engelske adel og hans arbejde kan ses at have inspireret mange senere forfattere og tænkere som fx William Shakespeare, René Descartes, Friedrich Nietzsche, Francis Bacon og Ludvig Holberg.

Michel de Montaigne døde d. 13. september 1592 af en halsbyld. Han døde samme sted, som han var født, 59 år gammel. Han blev begravet i nærheden, men senere flyttet til, først den ene, og så den anden kirke, hvoraf ingen længere er bevaret. Hans hjerte er dog bevaret i den parisiske Saint-Michel-de-Montaigne kirke.

Herfra siger vi tak til den franske adelsmand, der skabte essayet og med sine værker fik en betydningsfuld plads i såvel pædagogikkens som i filosofihistorien, som en af de første moderne europæiske tænkere.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 307); wikipedia.dk; denstoredanske.dk; wikipedia.org)