Charlotte Weitze (1974 – )

Torsdag d. 12. april fylder den danske forfatterinde Charlotte Weitze 44 år.

Charlotte kom til verden i Kongens Lyngby og voksede her op sammen med sin far, mor og lillebror.

Allerede i skoletiden blev hendes karakteristiske forfatterskab formet, da hun skrev lange stile, der ofte var præget af det fantastiske og af overnaturlige hændelser. Eventyruniverset havde hun dog allerede lært om i den Rudolf Steiner børnehave som hun gik i, hvor børnene gik ture og fik at vide, hvor både nisser og alfer boede og legede eventyr, hvor de selv var nisser og trolde.

Weitze blev matematisk student i 1993 og tog herefter på højskole, hvor hun bl.a. tog et skrivekursus.

Ulig de fleste andre forfattere fik Charlotte Weitze etableret kontakt til en forlagsredaktør inden hendes egentlige forfatterskab blev skudt i gang, da hun i forbindelse med bogmessen i Forum i 1994, sammen med andre spirende forfattere, blev inviteret af forlaget Lindhart og Ringhof til at indlevere tekstprøver, og Charlottes tekster blev vel modtaget.

I 1995 begyndte Weitze studiet i folkloristik på Københavns Universitet, et studie der blandt andet omhandler myter, eventyr, sagn, vandrehistorier, traditioner, overtro og mundtlige fortællinger.

Forfatterinden debuterede i 1996 med novellesamlingen Skifting, som hun modtog BogForums debutantpris for. Denne debut hang i høj grad sammen med hendes studier, hvor hun samtidig med debuten var med til at lave en udstilling om netop skiftings-myten, hvor et menneskebarn bliver ombyttet med et troldebarn.

Også hendes bachelorprojekt på folkloristik-studiet, der handlede om bjergtagningsmyten, hvor mennesker, der er blevet lokket ind i bjergene af bjergfolk, vender sære, tungsindige eller vilde tilbage, hang tæt sammen med hendes forfatterskab. Bjergtaget (1999) er netop fortællinger om mennesker, der drager bort, opsluges eller på anden vis forsvinder ind i en anden verden.

Herefter fulgte romanerne Fandekke (2001) og Brevbæreren (2003).

I 2003 debuterede Weitze med sit første stykke som radiodramatiker med Tandfeen på DR P2 efterfulgt af Parken (2006).

Efter afsluttet uddannelse som cand.mag. i folkloristik i 2004 har forfatterinden levet af at skrive, som forfatter, samt som klummeskribent, foredragsholder og deltidsunderviser på Vallekilde Højskole samt gæsteunderviser på forskellige andre højskoler. Hun bor i vestsjællandske Vallekilde med sin mand og deres to døtre.

Ud over allerede nævnte udgivelser, står forfatterinden bag fortællingerne Mørkets Egne (2005), Sværmeri (2010), Det hvide kvarter (2011) og Mørke Cyklister (2016) samt romanerne Harzen-sanger (2013) og Den Afskyelige (2016).

Weitzes forfatterskab er især karakteriseret af eventyret. Hun skriver på grænsen mellem det hverdagsagtige og det eventyrlige og er blevet kaldt for eventyrpigen i ny dansk litteratur. Hun inddrager ofte motiver fra folkeeventyret og væsner fra folketroen i sine fortællinger, men forfatterindens rammer er dog den realistiske hverdag. På denne måde kommer hjemmehjælperen, kassedamen og kunstmaleren til at optræde side om side med trolde og spøgelser.

Weitze har i årenes løb hevet flere priser, legater og hædersbevisninger hjem på baggrund af sin forfattervirksomhed.

Herfra skal lyde et stort – og eventyrligt – tillykke til forfatterinden på hendes fødselsdag.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; rosinante-co.dk; litteratursiden.dk; charlotteweitze.dk)

Jakob Ejersbo (1968-2008)

Fredag d. 6. april er det 50 år siden, at den danske forfatter Jakob Ejersbo kom til verden i Rødovre – og 10 år siden, at vi alt for hurtigt måtte tage afsked med ham igen.

Som 6-årig rejste Jakob, sammen med resten af familien Ejersbo, grundet faderens job med udviklingsbistand til Tanzania, hvor den unge Jakob og storesøsteren Ea startede på Den Internationale Skole i byen Moshi.

Efter to år i det afrikanske, rejste familien tilbage til Danmark og bosatte sig i Frejlev uden for Aalborg, hvor Jakob begyndte i 3. klasse. Han fik dog lov til at tage med faderen til Tanzania igen som 13-årig.

I slutningen af 1980´erne rejste Jakob tilbage til Danmark igen, hvor han begyndte på efterskole og senere på HF, mens forældrene endnu engang rejste tilbage til Tanzania, denne gang uden børn.

Jakob Ejersbo afsluttede sin HF-eksamen i 1988 og forsøgte sig med en række universitetsuddannelser i Aalborg uden held. Han kom ind på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og dimitterede i 1995 som færdiguddannet journalist.

Ejersbo arbejdede herefter primært med radio, men også som isolatør, opvasker, piccolo, fabriksarbejder og brolægger – men forfatterdrømmen trak i ham og i 1998 debuterede han med brevromanen Fuga, skrevet sammen med vennen fra universitetsmiljøet i Aalborg, Morten Alsinger.

Debuten blev fulgt op af novellesamlingen Superego (2000), der blev afvist af flere forlag, indtil Gyldendal til sidst antog bogen.

Forfatteren fik sit endelige gennembrud i 2002 med romanen Nordkraft, om misbrugsmiljøet i Aalborg. Romanen indbragte ham De gyldne laurbær i 2003 og blev filmatiseret i 2005.

I 2003 rejste Ejersbo tilbage til Tanzania for at lave research til sit næste værk. Dette blev til Afrika-trilogien, baseret på Ejersbos tid i Tanzania og udgjort af Eksil, Revolution og Liberty.

Trilogien blev til på baggrund af et cirka 1.500 sider langt manuskript, som Ejersbo sammen med Gyldendal-forlægger Johannes Riis havde arbejdet på. Riis arbejdede efter Ejersbos død videre med manuskriptet og med hjælp fra venner og familie udkom de tre romaner med et par måneders mellemrum i 2009.

I 2010 modtog Ejersbo posthumt DR Romanprisen for det sidste bind i trilogien. Illustrationerne på trilogiens omslag er tegnet af Jakobs søster, Ea.

I september 2007 fik Jakob Ejersbo stillet diagnosen ondartet kræft i spiserøret og forfatteren døde d. 10. juli 2008 på Aalborg Sygehus, kun 40 år gammel. Halvdelen af hans aske er begravet på Assistens Kirkegård i København og den anden halvdel blev i 2013 spredt ud fra Kilimanjaro i Afrika.

I 2015 udkom novellesamlingen Nedrullede persienner og andre begyndelser, der er en samling af mindre kendte tekster fra Jakob Ejersbos pen, nogle få af disse tekster har aldrig før været publiceret og andre har bl.a. været bragt i forskellige tidsskrifter.

Herfra mindes vi en stor forfatter på hans fødselsdag, og vi må nøjes med den smule litteratur som han i sit korte liv nåede at videregive, selvom hans talent rakte til langt mere.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; litteratursiden.dk; saxo.com; gyldendal.dk)

Maxim Gorkij (1868-1936)

Onsdag d. 28. marts er det 150 år siden, at den russiske forfatter og dramatiker Aleksej Maksimovitj Pesjkov, bedre kendt som Maxim Gorkij (dvs. Maksim den bitre), kom til verden i den russiske by Nisjnij Novgorod.

Aleksej voksede op i fattige kår hos sin gudfrygtige bedstemor og brutale bedstefar. Som ung rejste han rundt som arbejdsmand i det sydlige Rusland og berettede om sine møder med samfundets laveste i forskønnede romantiske noveller.

Gorkij fik sit gennembrud i 1892 med sigøjnerfortællingen Makar Tjudra og denne blev efterfulgt af en lang række andre noveller, som fx Tschelkasch (1895) og Mor Isergil (1895), der snart gjorde forfatteren berømt i både ind- og udland.

Forfatteren blev i 1896 gift med Yekaterina Peshkova, men ægteskabet varede kun til 1903, hvor han i stedet ægtede Maria Fyodorovna Andreyeya.

Gorkijs litterære budskaber var revolutionære, og det kom bl.a. til udtryk i værker som romanen Foma Gordjejev (1901) samt i en række symbolskromantiske prosadigte, indledt med Sangen om stormfuglen (1901).

I starten af 1890´erne startede Gorkij sin livslange karriere som publicist og forlægger, og han blev flere gange fængslet for sit revolutionære engagement. Fra 1905 var han medlem af Lenins Socialdemokratiske Arbejderparti, og han blev her i gennem Lenins særlige protegé og deltog i den mislykkede revolution i 1905.

I 1906 udkom den politiske dannelsesroman Moderen, der fik yderligere opmærksomhed med en filmatisering i 1926.

Gorkij skrev også dramaer og skuespil, bl.a. inspireret af vennen Anton Tjekhov og han er fx kendt for Spidsborgere (1902), På bunden (også kendt som Natherberget eller Natasylet, 1902), Sommergæster (1904), Solens børn (1905), Fjender (1906) og Den ømme mor (1910) og i mange år havde forfatteren et tæt samarbejde med Moskva Kunstnerteater (MXAT).

Fra 1906-1913 opholdt Gorkij sig i udlandet, bl.a. på Capri og i USA, og drev herfra politisk agitation. Han vendte tilbage til Rusland i 1914.

I roman-manifestet Bekendelse (1908) forsøger forfatteren at skabe syntese mellem sine marxistiske og religiøse visioner og allerede her ses markante afvigelser fra Lenins linje. I 1913 startede han på sin erindringstrilogi, der udgøres af Min barndom (1913), Blandt fremmede (1916) og Læreår (1923), filmatiseret i 1938-40.

Forfatteren var en aktiv kultur-politiker i årene omkring Oktoberrevolutionen (1917), men kom mere og mere i modsætningsforhold til Kommunistpartiet.

Fra 1921 og ti år frem boede Gorkij i Vesteuropa, bl.a. grundet stigende kritik af Lenin samt tuberkulose. Her skrev han en række romaner, fx den store selvbiografiske roman i fire bind, Klim Sangins liv (1927).

I 1928 lod han sig overtale af Stalin til at vende hjem og blev primus motor i dannelsen af den sovjetiske forfatterforening 1932-34.

I 1932(-1990) blev Gorkijs fødeby Nisjnij Novgorod omdøbt til Gorkij, som én af en lang række af hædersbeviser, der tilfaldt forfatteren. Forlystelsesparken Gorkij Park i Moskva (som bl.a. nævnes i sangen Wind of Change fra 1990 af Scorpions) er opkaldt efter forfatteren. Under perestrojka i slutningen af 1980´erne blev forfatterens liv og position dog genstand for debat og omvurderinger.

Maksim Gorkij døde under gådefulde omstændigheder d. 18. juni 1936, 68 år gammel, i Moskva.

Herfra mindes vi Gorkij på hans 150-årsdag, som Ruslands første ægte proletarforfatter og en af de største indenfor den socialistiske realisme.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 182f); wikipedia.dk; denstoredanske.dk)