Sidonie-Gabrielle Colette (1873-1954).

Søndag d. 28. januar er det 145 år siden, at den franske forfatterinde Sidonie-Gabrielle Colette kom til verden i landsbyen Saint-Sauveur-en-Puisaya i Bourgogne. Hendes far var krigshelt og skatteopkræver, og familien var forholdsvis velstillet, hvilket dog ændrede sig, pga. uheldige investeringer. Dog lykkedes det familien at sende Colette i folkeskole fra hun var 6-17, hvilket på dette tidspunkt var en forholdsvis lang uddannelse for en fransk pige. Hun havde en lykkelig barndom, der senere skulle blive emnet for flere af hendes bøger.

Hun blev i 1893 gift med den 14 år ældre levemand og trivialromanforfatter Henri-Gauthier Villars, også kendt under pseudonymet Willy, et ægteskab, der varede indtil separationen i 1906, da Colette forlod sin utro mand, indtil den endelige skilsmisse i 1910. Dog ville Colette efter eget udsagn aldrig være blevet forfatter, hvis det ikke havde været for Willy.

Sammen med Willy skrev Colette en serie utroligt populære pigebøger, indledt med Claudines Skoletid (1900) og efterfulgt af Claudine i Paris (1901), Claudine gifter sig (1902) og Claudines farvel (1903). Selvom disse bøger var skrevet semi-selvbiografiske fra Colettes perspektiv, blev de skrevet under pseudonymet ”Willy”, hendes første mand, som også havde ophavsretten til romanerne, hvorfor Colette aldrig selv fik finansiel vinding ved den populære debut.

Efter skilsmissen fra Willy indledte Colette lesbiske kærlighedsaffærer med forskellige kvinder, bl.a. kollegaen Mathilde de Morny, alias Missy, og den amerikanske forfatter Natalie Barney. Hun arbejdede i denne periode i den franske cabaret- og teaterverden, både som skuespillerinde, mimer og forfatter og hun spillede sågar sin egen fiktive Claudine i forskellige sketches, og tjente dog kun lige nok til dagen og vejen. Denne periode af Colettes liv kan genfindes i forfatterindens første selvstændige roman Lille Vagabond (1910), der handler om kvinders uafhængighed i en mandeverden – et ofte tilbagevendende tema i hendes forfatterskab.

I 1912 giftede hun sig med avisredaktøren Henry de Jouvenel, med hvem hun året efter fik datteren Colette de Jouvenel. Men heller ikke dette ægteskab holdt, delvis på grund af Jouvenels utroskab, og delvis på grund af Colettes affære med sin 16-årige stedsøn, Bertrand de Jouvenel. Parret gik hver til sit i 1924.

Under Første Verdenskrig arbejde Colette primært som journalist, og i 1920 udkom Colettes gennembrud Chéri, der handler om en ældre kvinde og en yngre mand.

1920´erne og 30´erne blev Colettes mest produktive periode og snart blev hun hyldet som Frankrigs største forfatterinde.

I 1925 mødte hun den 16 år yngre Maurice Goudeket, som hun giftede sig med ti år efter. Goudeket blev Colettes sidste ægtemand og de forblev sammen indtil forfatterindens død. Ved Frankrigs fald under 2. Verdenskrig befandt parret sig i Paris, og Maurice, der var jøde, blev arresteret af Gestapo i 1941. Selv om han blev løsladt efter få måneder, levede Colette resten af sit liv i frygt for endnu en arrestation. Under besættelsen skrev forfatterinden et par memoirer, bl.a. I Paris (1942).

Hendes nok bedst kendte værk er romanen Gigi (1944), filmatiseret i 1949 og adapteret til teater i 1951 med den, daværende, ukendte Audrey Hepburn i hovedrollen, personligt udvalgt af Colette. I 1958 blev værket desuden til en prisvindende Hollywoodmusical.

Colettes forfatterskab kan groft opdeles i to grupper: Romanerne, der omhandler forholdet mellem mænd og kvinder med temaer som utroskab og jalousi, som fx Letsindig uskyld (1909), Lænken (1913), Mitsou (1920), Den anden (1920) og Katten (1933) og historier og erindringer fra provinsen, med natur og dyr som omdrejningspunkt, som fx Den gryende dag (1928) og Sido (1929).

Colette blev i 1936 optaget i Det Belgiske Akademi, og efter krigen var hun i flere år et indflydelsesrigt medlem af Goncourt-akademiet. I efterkrigstiden var Colette en yderst velkendt offentlig personlighed, og på trods af, at hun var alvorligt gigtplaget, fortsatte hun med at skrive.

Sidonie-Gabrielle Colette døde d. 3. august 1954 i Paris, 81 år gammel. Den katolske kirke ville ikke tillade en kirkelig ceremoni, da hun var en fraskilt kvinde, men til gengæld fik hun som den første kvinde en statsbegravelse, da hun i 1953 var blevet officer af Æreslegionen. Hun blev, også som den første franske kvinde, begravet på Pére-Lachaise Kirkegården.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 102f); wikipedia.dk; wikipidea.org; bibliografi.dk; denstoredankse.dk)

Trisse Gejl (1968 – ).

Lørdag d. 20. januar fylder den danske forfatterinde Trisse Gejl 50 år.

Trisse er født og opvokset i Århus sammen med sine tre brødre. Hun blev i 1986 student fra Marselisborg gymnasium. Fra 1986-89 rejse hun med rygsæk i Europa, Indien og Nepal og i 1999 blev hun cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet.

Forfatterinden debuterede i 1995 med romanen Hvor mælkebøtter gror, der udspiller sig i Londons bz-miljø, hvor hun selv boede en tid i slutningen af 80´erne. Hovedparten af hendes forfatterskab tager på denne måde afsæt i personlige oplevelser. Debuten blev efterfulgt af romanerne Spradefuglen (1998), Bombayblues (2000) og Stilleben (2002).

I 2002 modtog hun det tre-årige legat fra Statens Kunstfond og er siden af Kunstrådet blevet tildelt en række arbejdslegater.

I 2003 debuterede Trisse Gejl som dramatiker med teaterstykket Æblefugl, og har siden bidraget til denne genre med forestillingen En lille én (2006), monologen Det sidste suk (2010) samt sansefortællingen Et aparte barn, der blev iscenesat af TeamTeatret i Herning.

Gejl fik sit folkelige gennembrud i 2006 med sin femte roman Patriarken, der blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris og P2s romanpris.

Herefter udkom romanerne Skjul (2008), Siden blev det for pænt (2011) og Ulvekvinten (2016), der blev nomineret til Blixenprisen.

Ud over at skrive romaner arbejder Gejl freelance som kulturjournalist, underviser i kreativ skrivning og skrivekunst og er foredragsholder. Fra 2000-2010 var hun desuden redaktør på Dansk Forfatterforenings blad ”Forfatteren”.

Trisse Gejl er i dag bosat i København med sin mand og tre sønner.

Herfra skal lyde et stort tillykke med den runde dag!

(Kilder: trissegejl.dk; forfatterweb.dk; wikipedia.dk; litteratursiden.dk)

Hans Kirk (1898 – 1962).

Torsdag d. 11. januar er det 120 år siden, at den danske forfatter og journalist Hans Rudolf Kirk kom til verden.

Hans Kirk voksede op som lægesøn sammen med sine søskende i Hadsund. Hans barndom var præget af såvel kapitalisme som socialisme, afspejlet hos moderens rige grundtvigianske storbondefamilie i Thy, sygebesøg med faderen og ferier hos faderens fattige indremissionske fiskerfamilie i Harboøre. Barndommen var dog et kort kapitel i den unge Hans´ liv, da han i 1909, som 11-årig, med egne ord blev ”landsforvist” til Sorø Akademi, for kun at vende tilbage til barndomslandet i sine fortællinger.

Han blev cand.jur. fra Københavns Universitet i starten af 1920´erne og havde et par korte ansættelser i Paris og i Københavns Magistrat, men opgav snart juraen og en lovende fremtid til fordel for sit marxistiske menneske- og samfundssyn, der absolut ikke var velset i dette miljø. Han kastede sig i stedet for alvor over skriveriet og hans levebrød blev nu romaner, litteraturanmeldelser og ugebladsnoveller.

I 1925 giftede Kirk sig med barndomsveninden Anna Welling, med hvem han fik to børn. Sønnen Hans Christian døde dog som spæd, hvilket ægteskabet ikke kunne klare. I 1937 giftede forfatteren sig igen, denne gang med Edith, Otto Gelsteds søster, med hvem han fik en søn.

I 1924 skrev han som litteraturanmelder for Lolland-Falsters Folketidende og i 1930 kom han til Social-Demokraten, der var landets største arbejderblad. Fra starten af 1930´erne var Kirk ansat ved det kommunistiske Arbejderbladet. Her skabte han et nyt fænomen – en ugentlig radiokommentar – og Kirk anmeldte her forskellige programmer. Der var dog ikke den store gejst at finde hos Kirk ved denne opfindelse, og han overlod efter otte måneder tjansen til Hans Scherfig, der beholdt den i mange år frem.

Den 3. maj 1945 startede det Danske Kommunist Parti avisen Land og Folk, hvor Kirk blev ansat som kulturredaktør med bl.a. Otto Gelsted, Sven Møller Kristensen, Hans Scherfig og Werner Thierry under sig. På denne avis blev forfatteren til sin død i 1962.

Hans Kirk debuterede i 1928 med kollektivromanen Fiskerne, der bl.a. trækker på inspiration fra Karl Marx, Sigmund Freud og Knut Hamsun og omhandler et mørkt indremissionsk fiskersamfund. Debuten blev så vel modtaget, at den bragte Kirk på finansloven i 1932.

Som følge af Tysklands angreb på Sovjetunionen og den danske regerings efterfølgende internering af ledende kommunister, blev Kirk i 1941 sat i Horserødlejren i Nordsjælland og i perioder i Vestre Fængsel i København. Herfra skrev han bandbuller mod justitsministeriet, der senere blev udgivet som Breve fra Horserød (1967). Kirk flygtede sammen med knap hundrede andre fanger fra Horserød natten til den 29. august 1943 og undgik på denne måde de tyske kz-lejre. Han var dog fremadrettet henvist til illegalt arbejde.

Blandt Kirks værker finder vi, ud over allerede nævnte, bl.a. romanerne Daglejerne (1936), De Nye Tider (1939), Slaven (1948), Vredens søn (1950), Djævelens Penge (1952), Klitgaard og sønner (1952), barndomserindringerne Skyggespil (1953) samt posthume udgivelser af hans journalistik i Danmarksrejsen (1966), Godtfolk (1980), Litteratur og tendens (1974) og En plads i verden (1987).

I 1977 blev hans debut Fiskerne (1928) vist som tv-serie, hvilket medvirkede til forøget kendskab til forfatteren og dermed et større publikum.

Hans Kirk døde d. 16. juni, 1962 i Brådebæk ved Hørsholm, 64 år gammel. Han ligger begravet på Ordrup Kirkegård.

Hans bidrag til den litterære samfundsskildring med psykologiske og sociologiske vinkler er vi dybt taknemmelige for og hans generelle samfundsengagement og bidrag til dansk litteratur kan ikke undervurderes.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; hans-kirk.de; saxo.com)