Bæredygtigt novembermarked i Fonnesbechsgade

Så er det med at få kridtet hyggestøvlerne folkens!

Fredag den 18. og lørdag den 19. november 2022 slår Antikvariat Obscurum dørene op for et bæredygtigt novembermarked, der kommer til at ose langt væk af hygge – og måske også en lille smule af jul.

Vi får i disse dage fint besøg fra Ørnhøj, hvor Antik og Kuriosa ved Cecilia pakker lidt af den skønne butik sammen og giver herningenserne mulighed for at gøre en god handel.

Vi har inviteret vores søde nabo Silje fra &Lu til at vise os et udvalg af sit smukke håndplukkede secondhand tøj.

Så hvis du mangler et outfit til julefrokosten eller bare vil gå rundt og være en lækkermås til hverdag, skal du helt sikkert kaste dig over hendes bløde univers.

Hvad mangler vi så mere…?

Nå ja, et godt glas vin, så man kan holde varmen i den lange mørke vintertid!

Så derfor har Boheme Vin & Madbar også lovet at kigge forbi og give inspiration til, hvilke druer og vinhuse, som vi skal holde øje med lige nu – og måske man ligefrem også kan få styr på julevinen.

Sidst men ikke mindst, så bugner hylderne i antikvariatet selvfølgelig, som altid, med masser af bøger og unikt interiør, som bare venter på at finde nye gode hjem.

Så har du lyst til at gå juletiden bæredygtigt, klimavenligt og lokalt i møde – og måske finde et par personlige og unikke julegaver – så kom forbi Antikvariat Obscurum den 18.  og 19. november 2022. Åbent fra 11-16 begge dage.

NYX ANBEFALER LOKAL GAVLKUNST

Vi har i antikvariatet fået lov til at forhandle bogen ”Kunsten på gavlen”, hvilket vi alle, men ikke mindst Nyx er ret begejstret for.

Hun er nemlig pjattet med at gå tur i Brande og se på de mangle flotte værker og er glad for, at Herning så småt er begyndt at følge trop med gavlmalerier i bybilledet.

En gang imellem er der oven i købet en spændende hanhund, der har tisset op ad muren – og på denne måde kommer der ekstra nuancer i kunstoplevelsen.

Men hvis vejret ikke lige er til en gavl-kigge-gå-tur, så anbefaler Nyx at kaste sig over det store og flotte værk ”Kunsten på gavlen”, som nu også kan erhverves i antikvariatet til 245 kr.

Der er tale dog om nye eksemplarer af bogen, hvorfor der ikke kommer hverken tis- eller røgaromaer med i prisen.

Bogen er skrevet af Lene Bilgrav-Nielsen, Bente Jensen og Kurt H. Jørgensen, udgivet af Gavlmaleriforeningen MUREN på Forlaget Himmerland i 2018.

Opslag i bogen.

Poetisk Politik i morgen!

Så er det i morgen, lørdag den 29. oktober fra kl. 14.00, at vi har fornemt besøg af vores lokale folketingskandidater, der vil præsentere os for deres politiske ståsted via højtlæsningens ædle kunst.               

Vi glæder os rigtig meget og alle er velkomne til at komme forbi til vores anderledes valgarrangement, hvor man helt sikkert vil få et mere nuanceret syn på dansk politik og ikke mindst politikerne bag.

Tilmelding er ikke nødvendig og der vil efter en times tid med oplæg fra politikerne være mulighed for at tale med dem over en forfriskning.

Antikvariatet holder åbent som normalt i morgen fra 11-14.

Valgarrangementet finder sted fra kl. 14.00 – ca. 15.30 i Antikvariat Obscurum, Fonnesbechsgade 7, Baggården, 7400 Herning.