Ugens forfatter-fødselar: Rushdie runder 70

Salman Rushdie (1947)

Mandag d. 19. juni fylder den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie 70 år.

Ahmed Salman Rushdie blev født i Mumbai (tidl. Bombay) som søn af en velhavende muslimsk familie. Da denne var europæisk orienteret, sendte de den 13-årige Rushdie på kostskole i England. Familien flyttede til Pakistan og Rushdie, der ikke længere følte han havde et hjemland, blev i England og tog en kandidatgrad i historie fra King´s College i Cambridge. Denne landsmæssige rodløshed ses tydeligt igennem Rushdies forfatterskab.

Rushdie arbejdede efter studierne som tekstforfatter i Londons reklamebranche op gennem 1970´erne og debuterede med Grimus i 1975. Hans gennembrud kom dog først i 1981 med Midnatsbørn.

Blandt forfatterens inspirationskilder kan nævnes hans indiske ophav, den irske James Joyce (1882-1941), den tyske Günter Grass (1927-2015) samt genrerne den latinamerikanske magiske realisme, postmodernisme og postkolonialisme.

Salman Rushdie blev for alvor verdenskendt, da han pådrog sig muslimers vrede verden over med romanen De Sataniske Vers (1988), der året efter medførte en fatwa fra præstestyret i Iran, der fordømte forfatteren som blasfemisk og desuden udlovede en dusør til den, der ville dræbe forfatteren.

Den primære årsag til dette vredesudbrud var, at mange muslimer mente, at bogen var en hån mod profeten Muhammed, da der bl.a. i en drømmescene antydes, at nogle af versene i Koranen skulle være skrevet af Satan. Dette medførte, at bogen blev forbudt i flere lande – og Rushdie måtte gå under jorden og leve med konstant politibeskyttelse.

Fatwaen blev ophævet i 1999, men en ny fatwa blev udstedt i 2003. Forfatteren har dog fra sit eksil (i dag i USA) deltaget i debatten om ytringsfrihed og kulturforskelle, som eksilet jo netop gav glimrende anledning til at tage op til drøftelse.

Ud over romaner, hvor bl.a. Skam (1983), Jaguarens smil (1987), Maurerens sidste suk (1995) og Klovnen Shalimar (2005) kan nævnes, har forfatteren beskæftiget sig med journalistik, fortællinger for børn, som fx Harun og eventyrhavet (1990), noveller, som fx Øst, vest (1996) samt kultur- og litteraturkritik som fx Fantasiens hjemlande (1991).

I 2012 udgav Rushdie erindringsværket Joseph Anton, hvor han fortæller om sit liv under fatwaen og følgerne af denne.

Rushdie-edit

Rushdie har dog ikke kun fået opmærksomhed pga. sin litterære produktion, men også pga. de kønne koner han igennem årenes løb har haft.

Fire styks er det indtil videre blevet til – senest ægteskabet (der holdt fra 2004-2007) med den 23-årige indiske model, m.m. Padma Lakshmi.

Salman Rushdie har vundet et hav af priser i årenes løb, bl.a. Booker McConnell-prisen for Midnatsbørn i 1981, Den internationale Man Booker Pris i 2007, James Joyce Prisen i 2008 og Hans Christian Andersens Litteraturpris i 2014. I 2007 blev Rushdie slået til Ridder af den britiske dronning.

Et stort tillykke med den runde dag herfra til Salman Rushdie!

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; saxo.com; arnoldbusck.dk)

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *