Anatole France (1844-1924)
Tirsdag den 16. april er det 175 år siden, at den franske forfatter Jacques Anatole Francois Thibault, bedre kendt som Anatole France, kom til verden i Paris, Frankrig.
Den lille Jacques voksede op som søn af en parisisk boghandler og fik en god, klassisk uddannelse på den fine drengeskole Collége Stanislas.
Efter endt skolegang havde han et væld af forskellige jobs, blandt andet hos en forlægger og som bibliotekar på Senatsbiblioteket.
Han skrev dog ved siden af og opnåede en omfattende produktion inden for mange forskellige genrer, lige fra romaner og noveller til aforismer. Som litteraturkritiker var han desuden højt respekteret for sin subjektive stil. I 1868 skrev Anatole en bog om Vigny og året efter udgav han digtsamlingen Forgyldte digte (1869), tilegnet den franske digter Leconte de Lisle.
I 1877 blev han gift med Valerie Guérin de Sauville, et ægteskab, der varede indtil 1893. I 1920 og frem til sin død, var han gift med Emma Laprévotte.
Anatole France fik sit store gennembrud med Sylvestre Bonnards forbrydelse i 1881, hvis titelperson er en stor bogelsker, men ellers står temmelig desorienteret over for livet i øvrigt.
Efter gennembruddet udgav han blandt andet de poetiske barndomserindringer Min vens bog (1885) og Pierres barndom (1918) samt en række filosofisk-humanistiske romaner som fx Dronning Gåsefod (1893). Den sociale indignation blev fulgt op af mere militante socialistiske anskuelser, hvilket blandt andet kommer til udtryk i La Révolte des Anges (1914).
Forfatterskabet er dog også en hyldest til den menneskelige tolerance og udtrykker en indædt kamp mod enhver form for fanatisme. Dette ses fx i roman-fablen Pingvinernes ø (1908) og i romanen om Den Franske Revolution, Guderne tørster (1912).
Herefter viste forfatteren et mere direkte socialt engagement i blandt andet Crainquebille (1901), om den lille gadehandler, der kommer i klammeri med retsvæsnet og i romantetralogien Under Elmene, Hjemmets hygge, Ametystringen og Hr. Bergeret i Paris (1897-1901), der er en satirisk skildring af Frankrig under Dreyfusaffæren.
Forfatteren var stor fortaler for Dreyfus´ sag under denne franske retsskandale og fra 1888 og mange år frem havde han et forhold til den gifte Madame Arman de Caillavet, hvis litterære salon var samlingssted for Dreyfus´ tilhængere.
France er især kendt for sin elegante stil og ironiske tone og blandt andre af hans mest kendte værker finder vi Thaïs (1890) og nøgleromanen Den røde lilje (1894).
Anatole France blev i 1897 medlem af Det Franske Akademi og i 1921 blev han tildelt Nobelprisen i litteratur. Han forsøgte med sine værker at overføre 1700-tallets klare skepticisme og liberale holdninger til sin samtid og var en meget læst forfatter mens han levede, men han blev en yndlingsaversion for surrealisterne, og har herefter aldrig rigtig fået et comeback.
Francois-Anatole Thibault døde den 12. oktober 1924, 80 år gammel, i den franske by Saint-Cyr-sur-Loire.
Herfra skal lyde en stor tak til den bibliofile Anatole France for hans yderst omfangsrige og stilrene forfatterskab.
Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 160f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk
