Sidonie-Gabrielle Colette (1873-1954).
Søndag d. 28. januar er det 145 år siden, at den franske forfatterinde Sidonie-Gabrielle Colette kom til verden i landsbyen Saint-Sauveur-en-Puisaya i Bourgogne. Hendes far var krigshelt og skatteopkræver, og familien var forholdsvis velstillet, hvilket dog ændrede sig, pga. uheldige investeringer. Dog lykkedes det familien at sende Colette i folkeskole fra hun var 6-17, hvilket på dette tidspunkt var en forholdsvis lang uddannelse for en fransk pige. Hun havde en lykkelig barndom, der senere skulle blive emnet for flere af hendes bøger.
Hun blev i 1893 gift med den 14 år ældre levemand og trivialromanforfatter Henri-Gauthier Villars, også kendt under pseudonymet Willy, et ægteskab, der varede indtil separationen i 1906, da Colette forlod sin utro mand, indtil den endelige skilsmisse i 1910. Dog ville Colette efter eget udsagn aldrig være blevet forfatter, hvis det ikke havde været for Willy.
Sammen med Willy skrev Colette en serie utroligt populære pigebøger, indledt med Claudines Skoletid (1900) og efterfulgt af Claudine i Paris (1901), Claudine gifter sig (1902) og Claudines farvel (1903). Selvom disse bøger var skrevet semi-selvbiografiske fra Colettes perspektiv, blev de skrevet under pseudonymet ”Willy”, hendes første mand, som også havde ophavsretten til romanerne, hvorfor Colette aldrig selv fik finansiel vinding ved den populære debut.
Efter skilsmissen fra Willy indledte Colette lesbiske kærlighedsaffærer med forskellige kvinder, bl.a. kollegaen Mathilde de Morny, alias Missy, og den amerikanske forfatter Natalie Barney. Hun arbejdede i denne periode i den franske cabaret- og teaterverden, både som skuespillerinde, mimer og forfatter og hun spillede sågar sin egen fiktive Claudine i forskellige sketches, og tjente dog kun lige nok til dagen og vejen. Denne periode af Colettes liv kan genfindes i forfatterindens første selvstændige roman Lille Vagabond (1910), der handler om kvinders uafhængighed i en mandeverden – et ofte tilbagevendende tema i hendes forfatterskab.
I 1912 giftede hun sig med avisredaktøren Henry de Jouvenel, med hvem hun året efter fik datteren Colette de Jouvenel. Men heller ikke dette ægteskab holdt, delvis på grund af Jouvenels utroskab, og delvis på grund af Colettes affære med sin 16-årige stedsøn, Bertrand de Jouvenel. Parret gik hver til sit i 1924.
Under Første Verdenskrig arbejde Colette primært som journalist, og i 1920 udkom Colettes gennembrud Chéri, der handler om en ældre kvinde og en yngre mand.
1920´erne og 30´erne blev Colettes mest produktive periode og snart blev hun hyldet som Frankrigs største forfatterinde.
I 1925 mødte hun den 16 år yngre Maurice Goudeket, som hun giftede sig med ti år efter. Goudeket blev Colettes sidste ægtemand og de forblev sammen indtil forfatterindens død. Ved Frankrigs fald under 2. Verdenskrig befandt parret sig i Paris, og Maurice, der var jøde, blev arresteret af Gestapo i 1941. Selv om han blev løsladt efter få måneder, levede Colette resten af sit liv i frygt for endnu en arrestation. Under besættelsen skrev forfatterinden et par memoirer, bl.a. I Paris (1942).
Hendes nok bedst kendte værk er romanen Gigi (1944), filmatiseret i 1949 og adapteret til teater i 1951 med den, daværende, ukendte Audrey Hepburn i hovedrollen, personligt udvalgt af Colette. I 1958 blev værket desuden til en prisvindende Hollywoodmusical.
Colettes forfatterskab kan groft opdeles i to grupper: Romanerne, der omhandler forholdet mellem mænd og kvinder med temaer som utroskab og jalousi, som fx Letsindig uskyld (1909), Lænken (1913), Mitsou (1920), Den anden (1920) og Katten (1933) og historier og erindringer fra provinsen, med natur og dyr som omdrejningspunkt, som fx Den gryende dag (1928) og Sido (1929).
Colette blev i 1936 optaget i Det Belgiske Akademi, og efter krigen var hun i flere år et indflydelsesrigt medlem af Goncourt-akademiet. I efterkrigstiden var Colette en yderst velkendt offentlig personlighed, og på trods af, at hun var alvorligt gigtplaget, fortsatte hun med at skrive.
Sidonie-Gabrielle Colette døde d. 3. august 1954 i Paris, 81 år gammel. Den katolske kirke ville ikke tillade en kirkelig ceremoni, da hun var en fraskilt kvinde, men til gengæld fik hun som den første kvinde en statsbegravelse, da hun i 1953 var blevet officer af Æreslegionen. Hun blev, også som den første franske kvinde, begravet på Pére-Lachaise Kirkegården.
(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 102f); wikipedia.dk; wikipidea.org; bibliografi.dk; denstoredankse.dk)
