Holger Drachmann (1846-1908)
Tirsdag den 9. oktober er det 172 år siden, at den danske skribent, digter, dramatiker og kunstmaler Holger Henrik Herholdt Drachmann kom til verden i København.
Den lille Holger mistede som 11-årig sin mor, Wilhelmine Marie Stær til tuberkulose og voksede op mellem søskende og snart halvsøskende efter hans fader, Andreas Georg Drachmann, der ernærede sig som kirurg ved Sø-etaten, atter giftede sig.
Efter endt studentereksamen i 1865 fortsatte Drachmann videre på Kunstakademiet og fik en kunstnerisk uddannelse hos blandt andet marinemaleren C. F. Sørensen. Han tilbragte en stor del af studietiden på Bornholm, men tog, for helbredets skyld (svage lunger), også på en længere sørejse til Middelhavet i 1867.
Han debuterede som maler på Forårsudstillingen i 1869 og var de næste fem år fast inventar på Charlottenborgudstillingerne. Hans yndlingsmotiv var det brølende hav og den rasende storm.
Selvom Drachmann blev uddannet maler, og fortsatte med at male resten af livet, var det dog digtekunsten som han både helligede sit liv og som gav ham brød på bordet.
I 1868 drog Drachmann til Bornholm, og her fandt han Vilhelmine Erichsen, som han forlovede sig med året efter. I 1871 rejste han dog til England for at promovere sig som maler, men vendte samme år tilbage til København og blev gift med Vilhelmine og sammen fik parret datteren Eva.
Han blev samme år opsøgt af Georg Brandes, hvis radikale litterære forelæsninger betød et nybrud i åndslivet og Drachmann kastede sig ud i livet som den frie kunstner, litterat og boheme. Dette livsvalg betød dog, at hans ægteskab gled ud i sandet og blev endeligt opløst i 1878. Vilhelmine giftede sig igen med en mand, der adopterede Drachmanns datter Eva.
I 1872 debuterede han med novellesamlingen Med kul og kridt fulgt op af digtsamlingen Digte (1872), der satte aktuelle problemer på lyrikkens dagsorden og gav forfatteren sit litterære gennembrud. Værket var tilegnet vennen Georg Brandes.
De følgende års produktion, omflakkende men flittige, placerede Drachmann som én af det moderne gennembruds ledende mænd. Han skrev digte og noveller, der fortrinsvis var tilknyttet Brandeskredsen, selvom dette forhold ikke var uden friktioner.
Drachmann opholdt sig i denne periode meget i Helsingør og Hornbæk, hvor han var en farverig person i såvel borgerskabets selskabsliv og blandt fiskerne. Han indledte her en affære med proprietærfruen Polly, der fødte ham et barn men efterfølgende forlod ham.
Forfatteren rejste herefter til Hamborg, hvor han fandt trøst i den unge Emmy Culmsee, der dog viste sig at være ingen ringere end Pollys lillesøster. Hun flygtede først til England efter at have erfaret Drachmanns tilknytning til familien, for dog at vende tilbage. Parret blev gift i 1879 og Emmy adopterede Drachmanns datter med Polly og selv fik de fire børn yderligere. Emmy magtede at fastholde Drachmann i et familieliv indtil omkring 1887, hvor Emmy blev syg under sin sidste fødsel og samme år døde ét af deres børn af difteritis.
Måske som en form for flugt, forelskede Drachmann sig i tribunesangerinden Amanda Nilsson, som han kaldte ”Edith” og selvom han ikke ville udsætte Emmy og familien for en skilsmisse var ægteskabet med Emmy dog definitivt slut.
Senere brød Edith dog med Drachmann, dels på grund af, at hun på trods af sin fattige herkomst og tvivlsomme hverv havde fundet sig en rig pølsemager at gifte sig med, dels at Drachmanns opmærksomhed var blevet fanget af den norske visesangerinde Bokken Lasson. Forfatteren blev dog hurtigt fanget ind af Bokkens lunefulde og dominerende søster, Soffi, der var kvinden, der forlangte, at han skulle lade sig skille fra Emmy i 1903 og som blev hans sidste hustru.
Selv om forfatteren var travl beskæftiget med sine mange muser, blev der dog også tid til at skrive. Han kastede sig i 1876 over roman-genren med En Overkomplet, fulgt op af romanen Tannhäuser (1877) året efter, men opnåede først en egentlig succes med denne genre med Forskrevet i 1890.
I begyndelsen af 1880´erne rejste forfatteren en stigende kritik af det moderne gennembruds radikalisme, hvilket blandt andet kommer til udtryk i rejsebogen Skyggebilleder (1883). Det blev i 1883 til et voldsomt brud med kredsen omkring Georg Brandes, og Drachmann begyndte i stedet at nærme sig mere konservative kredse. Fra denne periode stammer nogle af hans mest populære dramaer som fx Der var engang (1887). I 1890 sluttede Drachmann sig dog på ny til Brandesfløjen.
Den sidste del af sit liv var forfatteren både på farten, hvor han blandt andet havde et længere ophold i USA, og hjemme opholdt han sig ofte på yndlingsstedet Villa Pax i Skagen.
Drachmann blev ridder af Dannebrog i 1877 og kommandør af 2. grad i 1906.
På forfatterens 60 års fødselsdag blev han fejret som folkets digter på Københavns Rådhus med udgivelsen af Samlede Poetiske Skrifter i 12 bind (1906-1907).
Fra debuten og indtil kort før sin død i 1908 udgav forfatteren et væld af bøger og teaterstykker, skrev journalistik, malede og illustrerede sine egne bøger. Det var et omfattende og alsidigt forfatterskab, der blev skabt i nær sammenhæng med et rastløst og broget livsforløb, der ofte bragte ham i offentlighedens søgelys.
Holger Henrik Herholdt Drachmann døde den 14. januar 1908 i Hornbæk, 61 år gammel. Hans urne blev nedsat i klitterne på Grenen ved Skagen under et gravmæle tegnet af kunstnervennen P. S. Krøyer.
Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren for hans bidrag til den danske litteraturhistorie som én af foregangsmændene i det moderne gennembrud.
(Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; adl.dk; drachmann-selskabet.dk; bibliografi.dk)
