Miguel Ángel Asturias (1899-1974)
Lørdag den 19. oktober er det 120 år siden, at den guatemalanske forfatter og diplomat Miguel Ángel Asturias Rosales kom til verden i Guatemala City/Ciudad de Guatemala.
Den lille Miguel voksede op sammen med sin to år yngre lillebror Marco Antonio som søn af advokat og dommer Ernesto Asturias Girón og skolelærerinde María Rosales de Asturias. Begge forældre var af spansk oprindelse og faderens aner kunne spores tilbage til de kolonister, der ankom til Guatemala i 1660´erne.
Selvom den unge Miguel voksede op i Guatemala, skulle han komme til at tilbringe en stor del af sit voksne liv i eksil, da faderen ikke kunne støtte op omkring diktator Manuel Estrada Cabrera, der kom til magten i 1898. Familien blev i 1905 tvunget til at flytte til byen Salamá, efter at faderen i sit embede som dommer havde løsladt nogle studerende, der var blevet anholdt for urostiftelse. Dette var i direkte modstrid med diktaturet, og faderen mistede hermed sit job. Familien flyttede herefter ind hos bedsteforældrene på deres farm. I 1908 flyttede familien dog tilbage til en forstad til Guatemala City, hvor de etablerede forretning.
I 1920 deltog den unge Asturias i aktiviteter imod diktator Manuel Estrada Cabrera, hvor han havde en yderst aktiv rolle med blandt andet at arrangere strejker på sit gymnasium. I 1921, hundredåret for den spansk-amerikanske uafhængighed, deltog han i en bevægelse for at oprette en føderation af centralamerikanske stater, og i 1923 var han som opposition til det guatemalanske diktatur med til at grundlægge et folkeuniversitet i Mexico City.
Den unge Miguel startede på medicin-studierne men skiftede efter et års tid til jura ved San Carlos de Guatemala-universitetet. Han færdiggjorde sin uddannelse i 1923 og modtog Gálvezprisen for sin tese om ”indianer-problemer” samt endnu en pris for at være den bedste studerende på fakultetet.
Det var også på dette universitet, at Asturias stiftede et par fagpolitiske grupper og aktivt deltog i La Tribuna del Partido Unionista, der ultimativt skulle blive endens på Cabreras diktatur. Sideløbende med studierne arbejde Asturias som repræsentant for Asociación General de Estudiantes Universitarios, der var én af de grupper, som den unge forfatterspire stod bag. I dette embede rejste han rundt til blandt andet i El Salvador og Honduras.
Efter endt universitetsuddannelse i 1923 rejste Asturias til Europa. Den oprindelige plan var at studere politisk økonomi i England, men han ændrede mening og tog i stedet til Paris, hvor han læste etnologi ved Sorbonne, og blandt andet fulgte antropologiske kurser om de indianske kulturer og religioner i Mellemamerika.
Det var også her, at han stiftede bekendtskab med den franske surrealisme. Begge dele skulle vise sig at få afgørende indflydelse på det senere forfatterskab. Han begyndte i denne periode så småt at skrive lyrik og fiktion under indflydelse af grupperne af forfattere og kunstnere i det parisiske Montparnasse-område. I Paris stiftede han desuden tidsskriftet Tiempos Nuevos / New Times.
Miguel Ángel Asturias debuterede i 1930 med Legender fra Guatemala og fik sit store gennembrud i 1946 med Præsidenten, der skulle blive en nøgleroman i forfatterskabet. Det er en grum beskrivelse af et diktatur og er delvis baseret på historiske fakta med fordømmelse af den guatemalanske diktator Manuel Estrada Cabrera, men struktureret som myte med magiske træk. Romanen var egentlig allerede færdig i 1933, da han vendte hjem efter ti år i Paris, til endnu et diktatur i Guatemala, men kunne af disse politiske grunde ikke udgive den før end 1946.
I 1939 giftede forfatteren sig med Clemencia Amado, og de fik sammen sønnerne Miguel og Rodrigo Ángel. Parret blev skilt i 1947. I 1950 giftede Asturias sig på ny, denne gang med den argentinske Blanca de Mora y Araujo, et ægteskab der varede indtil hans død i 1974.
I 1954 mistede forfatteren sit guatemalanske statsborgerskab på grund af støtte til Jacobo Árbenz, og de næste otte år levede han i eksil i Chile og Buenos Aires. Et nyt styre i Argentina betød dog, at han endnu engang måtte finde et nyt hjem, og denne gang valgte han at flytte til den italienske by Genoa.
Efter sin litterære debut etablerede Asturias sig som én af mange store latinamerikanske forfattere i det 20. århundrede. Karakteristisk for forfatterskabet, der i flere henseender ligger indenfor den latinamerikanske tradition, er kampen mod imperialisme og anden politisk undertrykkelse, og ligesom mange af sine latinamerikanske kolleger bevæger han sig også indenfor den magiske realisme og surrealismen genremæssigt, i Asturias tilfælde ofte i mayaernes legende-univers. Legender fra Guatemala (1930) er fx en poetisk genskabelse af folkeeventyr og myter fra mayakulturen.
Et hovedværk fra forfatterens pen er Majsmennesker (1949), om kampen mellem indianernes organiske livsmønster kontra mestizernes (statens) destruktion af netop dette. Forfatterens mest omfattende værk er den såkaldte Banan-trilogi om et nordamerikansk frugtfirmas ødelæggende fremfærd i Guatemala. Trilogien udgøres af Stormvind (1950), Den grønne pave (1954) og De begravedes øjne (1960). Novellesamlingen Weekend i Guatemala (1956) indeholder stærke sociale protester og er i høj grad inspireret af den politiske og økonomiske situation i landet på daværende tidspunkt.
Ud over romaner har Asturias skrevet digte, dramatik og noveller og blandt andre værker fra forfatterens portefølje kan nævnes romanen Mulatkvinden (1963) og digtsamlingen Lysvågent forår (1965).
I 1966 kom præsident Julio César Méndez Montenegro til magten via et demokratisk valg, og Asturias fik sit guatemalanske statsborgerskab tilbage. Han blev herefter udnævnt som fransk ambassadør, et hverv han bestred indtil 1970 og hvorunder han endnu engang bosatte sig permanent i Paris. Efter årtier i eksil og på flere punkter marginaliseret individ blev Asturias altså endelig bredt anerkendt. I 1966 modtog han Lenins Fredspris og året efter vandt han Nobelprisen i litteratur, som blot den anden latinamerikaner til at modtage denne anerkendelse (Gabriela Mistral modtog Nobelprisen i litteratur i 1945).
Miguel Ángel Asturias Rosales tilbragte de sidste år af sit liv i den spanske hovedstad Madrid og døde her den 9. juni 1974, 74 år gammel. Han er begravet på Père Lachaise kirkegården i Paris.
Herfra skal lyde en stor tak til den guatemalanske forfatter for hans bidrag til den politiske debat, ihukommelsen af mayaernes univers og til det latinamerikanske magisk-realistiske tradition.
Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 42f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 23f); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk
