Doris Lessing (1919-2013)
Tirsdag den 22. oktober er det 100 år siden, at den engelske forfatterinde Doris May Taylor, senere bedre kendt som Doris Lessing, kom til verden som datter af britiske forældre i den persiske by Kermanshah.
Faderen, kaptajn Alfred Taylor, havde mistet det ene ben under første Verdenskrig og mødte i denne forbindelse sin kommende hustru og moder til Doris, Emily Taylor (født McVeagh), der arbejdede som sygeplejerske. Faderen havde svært ved at finde ro i England og flyttede derfor med familien til byen Kermanshah i Persien (det nuværende Iran).
I midten af 1920´erne flyttede familien til den britiske koloni Sydrhodesia (det nuværende Zimbabwe), hvor faderen havde købt jord for at dyrke majs. Det gik dog ikke specielt godt med landbruget og familien opnåede ikke den velstand, som de havde drømt om. Ikke desto mindre blev den lille Doris indskrevet i en lokal katolsk klosterskole i hovedstaden Salisbury (det nuværende Harare), men den strenge undervisningskultur passede hende ikke, så hun forlod skolen som 14-årig.
Moderen var i Afrika en vigtig kilde til den unge Doris´ introduktion til litteraturen, da hun sørgede for at bestille bøger hjem fra England, så Doris og hendes yngre bror kunne introduceres for forfattere som fx Charles Dickens, Rudyard Kipling og Robert Louis Stevenson.
Den unge Doris forlod barndomshjemmet som 15-årig og arbejde som barnepige. Det var omkring dette tidspunkt, at den unge forfatterspire begyndte at læse bøger om politik og sociologi, som hun fik af sin arbejdsgiver, samt selv begyndte at skrive.
I 1937 flyttede hun videre til Salisbury for at arbejde som telefonist, og her mødte hun Frank Wisdom, med hvem hun blev gift i 1939. Parret fik sammen børnene Jean og John Wisdom, men ægteskabet holdt dog ikke længere end til 1943, hvor Doris besluttede sig for at forlade familien. Denne beslutning har hun senere blandt andet begrundet som nødvendig for sin intellektuelle udvikling, selv om hun dog også har forholdt sig selvkritisk i forhold til det korrekte i denne beslutning.
Efter skilsmissen blev Lessing medlem af en kommunistisk og antiracistisk gruppe, hvor hun mødte sin anden mand Gottfried Lessing. De blev gift i 1944 og fik sønnen Peter, men heller ikke dette ægteskab holdt. Parret gik hver til sit i 1949, og Doris tog sammen med sønnen til London, da hun på grund af sin modstand mod atomvåben og det sydafrikanske apartheidstyre i mange år blev nægtet indrejse i Sydafrika og Rhodesia. Gottfried Lessing blev senere østtysk ambassadør i Uganda, hvor han i 1979 blev dræbt under oprøret mod Idi Amin Dada.
Året efter skilsmissen udkom forfatterindens debutroman Græsset synger (1950), med inspiration fra hendes iagttagelser af landbrugslivet i Afrika. Romanen vakte stor opmærksomhed med historien om en hvid farmers kone og hendes sorte tjeners umulige forhold.
Den eksperimenterende roman Den gyldne bog (1962), der portrætterer kvinden Anna Wulfs frihedskamp og sammenbrud, blev forfatterindens gennembrud og anses af visse forskere, men dog ikke Lessing selv, som en klassiker indenfor feministbevægelsen.
I 1984 forsøgte Lessing at udgive et par romaner, heriblandt En god nabos dagbog (1983) under pseudonymet Jane Somers for at gøre opmærksom på de vanskeligheder, som nye forfattere havde med at få deres værker udgivet. Begge bøger blev afvist af hendes eget engelske forlag, men blev dog antaget af en anden engelsk forlægger samt af en amerikansk.
Karakteristisk for Doris Lessings forfatterskab er fortællingen om det nære, om barndom og familie, selvom hun dog også har givet sig i kast med fjernere verdener indenfor science fiction, hvilket har medvirket til at skubbe til forestillingerne om, hvad en anmelderrost forfatter må skrive om.
På baggrund af hendes produktivitet kan forfatterskabet desuden knyttes til flere årtiers kulturdebatter vedrørende identitetsdannelse, samliv, race og kulturforskelle. Hun blev født i kølvandet på 1. Verdenskrig, oplevede 2. Verdenskrig med Hitlers og Mussolinis storhed og fald, hun var vidne til det britiske imperiums undergang, opløsningen af Sovjetunionen, racekonflikter og kultursammenstød, og som resultat af dette er hendes bøger ofte skrevet ud fra et samtidigt socialt og politisk perspektiv. Mange af forfatterindens romaner og noveller indeholder desuden selvbiografiske repræsentationer af selvet.
Dette selvbiografiske træk kan man blandt andet se i romanserien Børn af vold, der udgøres af Martha Quest (1952), Et ordentligt ægteskab (1954), En krusning efter uvejret (1958), Dødvande (1965) og Byen med de fire porte (1969).
Lessings forfatterskab opdeles almindeligvis i tre tematiske faser: Den kommunistiske fase (ca. 1944-56), hvor hun skriver om sociale emner; den psykologiske fase (ca. 1956-69); og den sufistiske fase, som hun blandt andet udforsker i science fiction-serien Canopus in Argos: Archives (1979-83), som hun selv anser for sit vigtigste værk, der udgøres af fem bind om menneskets udvikling efter en verdensomspændende atomkatastrofe; Shikasta (1979), Ægteskaberne mellem zone tre, fire og fem (1980), De sirianske eksperimenter (1981), Repræsentanten for planet nr. 8 (1982) og De følsomme agenter i Volyen-imperiet (1983). Også hendes forsøg på en selvbiografi, En overlevendes erindringer (1974) er skrevet indenfor science fiction-genren. I samme genre finder vi også blandt andet Instruks om nedstigning til helvede (1971) samt Sommeren før mørket (1973).
I værker fra slutningen af 1980´erne og 1990´erne vender forfatterinden tilbage til ældre temaer som fx Afrika, opvækst og samfundsskildring i fx romanerne Den gode terrorist (1985) og Det femte barn (1988) samt i erindringsværkerne Under huden (1994) og Vandring i skyggen (1996).
Blandt andre værker fra forfatterindens pen kan blandt andet nævnes Vinter i juli (1951), Katte især (1967), Vores ord forsvinder med vinden og andre dokumenter vedrørende den afganske modstandskamp (1987), Kærlighedens teater (1996) og Mara og Dann (1999).
I 2007 modtog Doris Lessing Nobelprisen i litteratur. Hun blev blot den 11. kvindelige forfatter til at modtage prisen ud af de 106 gange den på daværende tidspunkt var blevet uddelt, og hun var som 88-årig den ældste modtager nogensinde.
Ud over romaner har Lessing igennem hele sin karriere også skrevet noveller og essays, hvoraf nogle af de bedste er samlet i Forsvar for undergrundsbanen (1992). Flere af hendes værker er desuden filmatiseret.
Doris May Lessing døde den 17. november 2013, 94 år gammel, af et slagtilfælde, i London.
Herfra skal lyde en stor tak til forfatterinden på 100-årsdagen for hendes fødsel, for hendes bidrag til beretninger om Afrika, kvinder, kampe, det ydre rum, islamisk mystik og meget, meget mere.
Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 347f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 266ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; imdb.com
