Jules Gabriel Verne (1828-1905).
Torsdag d. 8. februar er det 190 år siden, at den franske forfatter Jules Gabriel Verne kom til verden på en ø i floden Loire, nær Nantes.
Den vordende forfatter voksede op i et borgerligt og strengt katolsk hjem, som søn af advokat Pierre Verne og hans kone Sophie. Han var den ældste ud af fem børn og blev som 9-årig sendt på kostskole i Nantes sammen med sin bror, hvor han bl.a. studerede latin.
Som 12-årig tog han hyre på en skonnert, der skulle til Indien. Her ville han hente et koralhalsbånd hjem til sin kusine, som han gjorde kur til. Den unge Jules nåede dog ikke længere end til Loireflodens udmunding, da hans fader lige akkurat nåede at fange den unge eventyrer, inden han forsvandt ud på det åbne hav.
Som ung flyttede Jules Verne til Paris for at læse jura. Sideløbende med studierne fulgte han forelæsninger i matematik og geografi samt besøgte byens litterære saloner og omgik forskellige videnskabsfolk og opdagelsesrejsende.
Faderen Pierre Verne opdagede, at sønnen var mere optaget af at skrive end at studere, og inddrog den økonomisk støtte til sønnen, hvorfor Jules blev nødt til at finde andre indtægtskilder, og han blev bl.a. børsmægler, hvilket han dog ikke brød sig synderligt om. Det lykkedes imidlertid også den unge Verne at tage den juridiske embedseksamen i 1850.
Verne omgikkes bl.a. Victor Hugo og Alexander Dumas (den ældre) i Paris. Dumas tog den unge forfatter under sine vinger og Verne debuterede i 1851 som dramatiker på Dumas´ Théâtre Historique med stykket De afbrækkede strå. Efterfølgende skaffede Dumas Verne en stilling som sekretær på Théâtre Lyrique, mens han sideløbende læste en del geografi og naturhistorie samt fulgte med i videnskabelige og tekniske nyheder, der senere skulle vise sig at danne grundlag for hans forfatterskab.
I løbet af 1850´erne udgav Jules Verne en lille håndfuld noveller og skrev en række teaterstykker mens han bestred forskellige stillinger. Forfatterens skønlitterære debut kom i 1851 med novellerne Syd-Amerika (1851) og Den videnskabelige familie (1851).
Modsat Paris´ ukronede førsteelsker Alexander Dumas, var Verne langt fra damernes ven. Han led af bulimiske spiseforstyrrelser og en nervelidelse lammede desuden i 1855 den venstre side af hans ansigt og selv kusinen, som han havde været på vej til Indien for, ville ikke vide af hans tilnærmelser. Lykken vendte dog i 1857, da han giftede sig med den 26-årige enke og mor til to døtre, Honorine Anne-Hébé Morel. De fik sammen sønnen Michel Jean Pierre Verne i 1861 og boede frem til midten af 1872 i Paris og herefter i Amiens.
Det folkelige gennembrud som forfatter kom i 1863, da den berømte og mest betydningsfulde forlægger i Frankrig, Pierre-Jules Hetzel, udgav Vernes Fem uger i ballon i serien ”fantastiske rejser” (Les Voyages Extraordinaires). Manuskriptet var landet på forlæggerens skrivebord efter at Vernes hustru havde reddet det fra kaminilden, da Verne havde kastet det derind i ren frustration, vrede og desperation. Hetzel skulle sidenhen vise sig at have en utrolig stor rolle at spille i Vernes videre forfatterskab, især som rådgiver.
Herefter fulgte den ene eventyrroman efter den anden i hastigt tempo – om rejser i den farlige og vilde natur, til lands, til vands og i luften, med ny teknologi som undervandsbåde, rumraketter og kæmpekanoner. Bl.a. kan Rejsen til jordens indre (1864), Rejsen til månen (1865), Kaptajn Grants børn (1868), En verdensomsejling under havet (1870), Jorden rundt i 80 dage (1872), Den hemmelighedsfulde ø (1875), Doktor Ox (1872), Kaptajnen på femten aar (1878) og Den indiske arv (1879), nævnes som få ud af mange.
De fleste af Vernes fortællinger blev udsendt som føljetoner i Magazine d´Éducation et de Récréation, der udkom to gange om ugen, og først herefter udkom de i bogform.
I marts 1886 blev forfatteren skudt og alvorligt såret i sin venstre fod af sin sindssyge nevø Gaston, der for gerningen kom til at tilbringe resten af sit liv på et sindssygehospital. Samme måned døde hans forlægger Hetzel og i 1887 fulgte Vernes elskede moder.
I de følgende år fortsatte Verne med at skrive, dog i en mørkere tone. Fra denne periode kan bl.a. Slottet i Karpatherne (1892) og Fyrtårnet ved verdens ende (1905), nævnes. I 1888 kastede forfatteren sig over lokalpolitik og blev valgt som medlem af byrådet i Amiens, hvor han var aktiv de næste 15 år.
Verne blev især kendt for at skrive om rejser i verdensrummet, luften og under vandet, længe før disse former for rejser var en mulighed for mennesket. Han havde sans for tekniske og naturvidenskabelige detaljer og dette har da også været grunden til, at titlen som science fiction romanens forgænger (delt med H. G. Wells) er tilfaldet ham i visse kredse. Selvom Verne foretog omhyggelige geografiske og tekniske studier, hentede han dog det meste af inspirationen til sine værker i fantasiens univers.
Verne blev i mange år regnet som børne- og ungdomsforfatter, bl.a. fordi hans ofte meget omfattende romaner i mange tilfælde og på mange sprog kun blev oversat i forkortede og bearbejdede udgaver, men det moderne voksne publikum har efterhånden lært at tage hans litteratur alvorligt og har desuden lært ham at kende igennem de talrige tv-serier og filmatiseringer af hans værker.
Forfatteren besøgte København i 1881 med sit eget sejlskib Saint Michel. Bl.a. var han en tur oppe i toppen af spiret på Vor Frelser Kirke. Netop denne tur havde Verne tidligere ladet to af sine hovedpersoner i romanen Rejsen til jordens indre (1864) tage, for at få kontrol over deres svimmelhed. Meget af romanens handling foregår netop i Danmark og på Island.
Verne er også forfatteren til Danmarks første billigbøger, der i 1913 udkom på Kunstforlaget Danmark i forkortede udgaver, men med de originale illustrationer. Desuden var Verne i sine senere romaner yderst tyskfjendsk indstillet som resultat af den fransk-tyske krig i 1871, hvilket ikke just blev opfattet som et minus hos et dansk publikum.
Forfatterens produktion blev i tidens løb til omkring 80 ”rejse”-romaner og 15 skuespil, hvoraf en del af skuespillene er dramatiseringer af romanerne. Desuden omfatter hans værker også en række digte, sange, voksenromaner, noveller og essays. Og blandt de mest kendte, ikke allerede nævnte titler, finder vi bl.a. Zarens kurer (1871).
I 1863 skrev Verne romanen Paris i det 20. århundrede om en ulykkelig ung mand, der levede i en verden af skyskrabere i glas, biler drevet af gas, højhastighedstog, regnemaskiner og et verdensomspændende kommunikationsnetværk. Historien slutter tragisk, og Vernes forlægger Hetzel foreslog, at han skulle vente 20 år med at udgive romanen, da den på daværende tidspunkt ville være ødelæggende for Vernes karriere. Verne gemte manuskriptet i et pengeskab og det blev først genfundet i 1989 af hans barnebarn og bogen udkom i 1994.
På trods af, at Jules Verne ifølge UNESCO´s oversætterstatistik er den anden mest oversatte forfatter i verden (næst efter Agatha Christie), har han aldrig modtaget nogen pris for sin forfattervirksomhed. ESA´s første automatiserede rum-shuttle er dog opkaldt efter forfatteren.
Forfatteren opnåede imidlertid rigdom og berømmelse. I alderdommen var hans syn kraftigt svækket med stær på det ene øje og det andet øje ødelagt på grund af overanstrengelse. Derudover led han af sukkersyge.
Jules Verne døde d. 24. marts 1905, i den franske by Amiens, 77 år gammel.
På trods af manglende priser til forfatteren, er vi her i Obscurum ham dybt taknemmelig for hans bidrag til den litterære verden med et næsten uhyggeligt fremtidssyn og en sublim formidling af eventyr og fantastiske rejser.
(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 452f); forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; unesco.org)
