Georges Joseph Chrétien Simenon (1903-1989)
Tirsdag d. 13. februar er det 115 år siden, at den franskskrivende, belgiske forfatter Georges Joseph Chrétien Simenon kom til verden i den belgiske by Liége. Ifølge de officielle papirer kom han til verden torsdag d. 12. februar 1903, kl. 23.30, men ifølge forfatterens eget udsagn, fandt fødslen først sted fredag d. 13., kl. 00.10 – men at hans fader, på foranledning af sin overtroiske kone, havde efterdateret fødselstidspunktet.
Moderen, Henriette, var ud af en bondeslægt og havde tidligere arbejdet som ekspeditrice og faderen, Désiré, arbejdede som bogholder i et forsikringsselskab. Familieidyllen var så langt fra intakt. Da den tre år yngre lillebror Christian kom til verden følte Georges sig overset af moderen, hvilket førte til en splittelse, både fra mor og bror. Faderen blev til gengæld idealiseret som rolig, nøjsom og arbejdsom.
Den lille Georges lærte allerede at læse og skrive i børnehaven, og han gik ud af sin katolske folkeskole som den dygtigste elev. Han var desuden messedreng og overvejede i en periode at blive præst.
Han valgte dog i stedet at kaste sig over den russiske litteratur og var særdeles glad for Gogol, Tjekhov og Dostojevskij og det var ikke unormalt, at han lånte omkring ti bøger om ugen på det offentlige bibliotek, dog ikke alle af russiske forfattere.
Som 12-årig fik den unge Georges sine første seksuelle erfaringer med en tre år ældre pige. Han skiftede skole, for at være tættere på denne pige, blot for at finde ud af, at hun havde en ældre kæreste. Han følte sig som en outsider på den nye skole, hvilket resulterede i, at han mistede interessen for religion, vandrede rundt i gaderne om natten, skændtes med sin mor, begyndte at drikke og begå småtyverier samt opsøge prostituerede.
Som 15-årig blev faderen alvorligt syg, og dermed måtte Georges påtage sig at forsørge familien. Han droppede ud af skolen og forsøgte sig, uden den store succes, som konditor og butiksassistent hos en boghandler.
Georges Simenon indledte sin skibentkarriere i en alder af knap seksten år, som journalist på avisen La Gazette de Liége. Han skrev her under pseudonymet Georges Sim og førte sig frem med regnfrakke og pibe. Han fik sin egen daglige klumme og begyndte desuden at offentliggøre korte historier i avisen samt i andre tidsskrifter.
Forfatteren fik sin romandebut i 1921 med Au Pont des Arches.
På trods af Simenons succes, blev han på redaktionen betragtet som en enfant terrible – utilpasset og oprørsk. Dette bragte ham dog til gengæld ind i kunstnerkredse, hvor han i 1920 mødte kunstneren Régine Renchon, som han blev gift med i 1923. Han blev ansat som privatsekretær hos markis Raymond de Tracy, der kom til at fungere som en slags faderfigur for den unge forfatter.
Simenon forsøgte i starten af 20´erne at få fodfæste på den parisiske litterære scene og det lykkedes ham mellem 1924-26 at offentliggøre 200-300 historier i forskellige tidsskrifter, bl.a. med hjælp fra den franske forfatterinde Colette, der fungerede som litteraturredaktør på avisen Le Matin.
Forfatteren kastede sig herefter over billigbogsromaner og triviallitteratur og blev efterhånden en kommerciel succes.
Georges og Régine boede i Paris fra 1924-27 og mens Régine etablerede sig som kunstmaler, benyttede Simenon sin efterhånden pæne indtægt til fester, rejser, biler og kvinder. Der var især to kvinder, der fik forfatterens opmærksomhed. Den ene var den 18-årige Henriette Liberges, som var ansat som husassistent (m.m.), den anden var verdensstjernen Josephine Baker, som Simenon var privatsekretær (m.m.) for.
De første bøger, som forfatteren udgav i eget navn, var bøgerne om kriminalkommissær Jules Maigret. Han startede på serien i 1931 med Pieter fra Letland og den skulle vise sig at blive den store succes, der gav ham et gennembrud som forfatter.
Det var dog ikke med Simenons´ forlags gode vilje, at deres indbringende trivialforfatter havde skiftet stil, og forfatteren måtte kæmpe hårdt for Maigret og sin egen mulighed for at udvikle sig litterært. Maigret-romanerne blev dog med det samme en stor succes og gjorde med ét slag Simenon berømt. Romanerne blev hurtigt oversat til en række andre sprog og allerede i 1931 var et par af romanerne sikret filmatisering.
Sideløbende med værkerne om Maigret, skrev Simenon over hundrede pessimistisk-realistiske romaner om personer, der gør oprør mod tilgroede normer og som forfatteren selv betegnede som ”hårde romaner”. Blandt disse finder vi fx Menneskejagt (1933), Borgmesteren (1939), Sneen var sort (1948), Sandheden om en mand (1963) og Far og søn (1954).
I 1939 fik Régine sønnen Marc, der senere blev filminstruktør og bl.a. filmatiserede mange af sin fars romaner.
Under 2. Verdenskrig blev Simenon udnævnt som kommissær for belgiske flygtninge i området omkring La Rochelle i Frankrig. Flygtningenes skæbne bearbejdede forfatteren senere i romanerne Le Clan des Ostendais (1947) og Le Train (1961).
I 1945 flyttede den lille familie Simenon til New York, men på grund af forfatterens ringe engelskkundskaber rejste de snart videre til det fransktalende Canada. Her fandt han i sin nyansatte sekretær, Denyse Quimet, sin anden kone.
Simenon fortsatte med at rejse rundt, men nu var det europæiske kontinent udskiftet med det amerikanske. Régine havde for lang tid siden affundet sig med at ægtemandens udenomsægteskabelige affærer og et ménage á trois involverende Georges, Régine og Denyse blev ovenikøbet til en ménage á quatre, da Henriette Liberges ankom fra Frankrig. Denyse fødte Georges hans anden søn, John i 1949 og i 1950 lod Simenon sig skille fra Régine og ægtede dagen efter Denyse.
I 1953 fødte Denyse datteren Marie-Georges, kaldet Marie-Jo og et par år efter rejste familien tilbage til Frankrig, uden dog at bosætte sig et fast sted. I 1957 flyttede Simenon til Lausanne i den fransktalende del af Schweiz. I 1959 blev sønnen Pierre født, selvom Georges´ og Denyses ægteskab på dette tidspunkt var præget af druk og vold, og i 1962-64 lod Denyse sig indlægge på en psykiatrisk klinik. Hun flyttede herefter fra ægtemanden, selvom han til sin død modsatte sig en skilsmisse.
Efter at han i 1964 havde ladet Henriette Liberges gå i tjeneste hos sin søn Marc blev Teresa Sburelin ansat som tjenestepige, men blev snart hans elskerinde og desuden plejer, da han blev gammel.
George Simenons sidste roman var Maigret og advokaten (1972) og herefter stoppede han helt med at skrive romaner. Dog dikterede han en lang række erindringsbøger og fra 1973-79 blev det til i alt 21 selvbiografiske bånd.
Georges Simenon var en yderst produktiv forfatter og ud over 75 romaner og 28 noveller om Maigret, blev det til yderligere mindst 117 romaner og 134 noveller, skrevet i eget navn samt næsten 200 romaner og 1.000 noveller, der kan betegnes som triviallitteratur, der blev skrevet under forskellige pseudonymer. Alle hans værker er skrevet på fransk, og han var en af de få populære forfattere, der var højt værdsat af flere af sine forfatterkolleger. Desuden er hans romaner i stor udstrækning blevet filmatiseret. Der er lavet over 65 biograffilm og over 60 internationale tv-produktioner, som fx serier, baseret på forfatterens værker. Derudover skrev Simenon også en smule indenfor andre genrer, som fx rejseberetninger, brevvekslinger og selvbiografier.
Simenons livsstil var ikke uden konsekvenser. Fx skød datteren Marie-Jo sig selv i Paris 1978 og hendes aske blev strøet i Simenons have under et stort træ. Han forsøgte at retfærdiggøre sig selv i sin sidste bog, Mémoires intimes (1981).
I 1984 fik forfatteren med held fjernet en tumor i hjernen, men fik i 1988 en hjerneblødning og blev lammet. Georges Simenon døde d. 4. september 1989 i sit hus i Lausanne, 86 år gammel. Hans aske blev, som hans datters, strøet i haven. På dette tidspunkt havde forfatteren boet ikke mindre end 33 forskellige steder og kendt mere end 10.000 kvinder (ifølge ham selv – Denyse anslår derimod et tal på omkring de 1.200).
Herfra skal lyde en stor tak til den berejste og dameglade belgiske forfatter, der er en af de mest læste forfattere i det 20. århundrede og som især vil blive husket for den eminente kriminalkommissær Maigret.
(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 400f); wikipedia.dk; denstoredanske.dk; arnoldbusck.dk)
