Ugens forfatter-fødselar -uge 34: Isherwood

Christopher Isherwood (1904 – 1986)

Lørdag d. 26. august er det 113 år siden, at den britisk-amerikanske forfatter Christopher Isherwood kom til verden.

Christopher William Bradshaw Isherwood blev født i Cheshire, nær Manchester, England. Han forlod college i Cambridge uden afsluttet eksamen i 1925, studerede medicin i et halvt års tid indtil 1929, men opgav også disse studier og valgte i stedet at rejse til Berlin.

Christopher Isherwood debuterede i 1928 med All The Conspirators.

Isherwood er især kendt for romanerne Mr. Norris skifter tog (1935) og Farvel til Berlin (1939), der begge er inspireret af hans egne oplevelser som ung mand i Berlin under Weimarrepublikken. Farvel til Berlin danner desuden det litterære forlæg til musicalen og filmen Cabaret (hhv. 1966 og 1972).

Forfatteren emigrerede i 1939 sammen med sin gode ven, digteren W. H. Auden til USA som følge af sin pacifistiske filosofi og han fik amerikansk statsborgerskab i 1946. I USA udskiftede han sit berlinske ungdomsoprørs ateisme med californisk-indisk mystik, der bl.a. blev introduceret til ham af forfatteren Aldous Huxley. Isherwood blev én af Ramakrishna-munken Swami Prabhavanandas disciple. Dette skrift kan bl.a. ses afspejlet i selvbiografierne Christopher og hans kreds (1976) og Ramakrishna og hans disciple (1982). Han levede som drejebogsforfatter i Hollywood sideløbende med, at han skrev romaner.

Homoseksualitet er, på trods af det ofte usagte og underspillede, et tema i Isherwoods forfatterskab, hvilket bl.a. kan ses i Enlig Herre (1968). Blandt andre af forfatterens bøger kan romanerne Møde ved Floden (1968), Essentials of Vedanta (1969) og rejsebogen, Journey to War (1939) skrevet sammen med W. H. Auden, nævnes.

I 1953 mødte forfatteren den 30 år yngre kunstner Don Barchardy, som han levede sammen med i Santa Monica, Californien, frem til sin død i januar 1986.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; bibliografi.dk)

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *