Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910).
Fredag d. 8. december er det 185 år siden, at den norske forfatter Bjørnstjerne Martinius Bjørnson kom til verden.
Bjørnstjerne blev født i Kvikne i Norge. Hans far var præst og blev overflyttet til et pastorat i Romsdal, hvor Bjørnstjerne voksede op.
Efter endt studentereksamen i 1852 arbejdede Bjørnson som journalist og teater- og litteraturkritiker. Han debuterede i 1857 som forfatter med romanen Synnøve Solbakken. Samme år udgav han det historiske skuespil Mellem Slagene (1857).
I de næste år skrev forfatteren en stor mængde romaner og teaterstykker og han fik, især med trilogien Sigurd Slembe (1862), slået sit navn fast som en betydningsfuld forfatter.
I 1858 blev Bjørnson gift med præstedatteren Karoline Reimers med hvem han fik 6 børn. Ægteskabet var dog langt fra problemfrit, og de gik fra hinanden i 1869.
I 1857-59 var Bj. Bjørnson chef for Bergens Teater og i 1865 blev han direktør for Kristiania Teater, og han benyttede denne stilling til at opføre en stor del af sine egne stykker. Han helligede sig det næste årti teaterledelse og politik, og hans bidrag til litteraturen var i denne periode derfor begrænset.
I 1875, efter et toårigt udenlandsophold, begyndte forfatteren dog atter at vise den digteriske virksomhed interesse, hvilket bl.a. resulterede i dramaerne En fallit (1875) og Redaktøren (1875). Disse stykker adskilte sig fra hans tidligere produktion, og En fallit regnes som Norges første realistiske drama. Det er i dramaerne fra denne periode, at forfatterens politiske engagement tydeligst kommer til udtryk.
Bjørnstjernes nok mest kendte værk er digtet Ja, vi elsker dette landet (1859), da det er Norges nationalsang, og forfatterens vedblivende storhed, skal da heller ikke nødvendigvis findes i selve hans litterære produktion, men nærmere i det, som han stod for. Han var i høj grad med til at definere Norge som selvstændig nation efter landets frigørelse fra Danmark i 1814. Norge blev egentlig lagt under Sverige ved denne frigørelse, men Bjørnson kæmpede for landets selvstændighed, hvilket bl.a. medførte en anklage for højforræderi og videre eksil i Paris indtil 1887. Det er da også svært at lave et skarpt skel mellem forfatterens politiske virksomhed og hans litterære bedrifter, da befrielsesbestræbelserne ses meget stærkt begge steder.
Bjørnson er bl.a. blevet kaldt ”digterhøvdingen”, og han var om nogen en forfatter, der tegnede det kulturelle og politiske liv i 1800-tallets Norge. Han har op til vore dage været symbol for den norske patriotisme. Han udgjorde sammen med Henrik Ibsen, Jonas Lie og Alexander Kielland de såkaldte ”Fire store” af norske attenhundredetals forfattere, og han var i høj grad anerkendt i sin samtid.
Man kan se den norske nationalisme i forfatterens debutroman Synnøve Solbakken (1857), hvor han ”fornorsker” sit sprog, men på trods af dette er det bl.a. takket være Bjørnson, at vi danskere stadig har forholdsvis let ved at læse norske tekster. Det er også denne roman, der indleder forfatterens såkaldte Bondefortællinger, der var med til at forme den nationalromantiske periode i norsk litteratur. Blandt andre romaner i denne kategori finder vi Arne (1858), En glad gutt (1860) og Fiskerjenten (1868).
Bjørnstjerne Bjørnson deltog i allerhøjeste grad også i ligestillingsdebatten, hvilket især ses i hans dramaer. Han var hele sit liv engageret i kvindesagen, og bidrog med teaterstykket En handske (1883) til den store ”Sædelighedsfejde”, der føg hen over Skandinavien i 1880´erne. Han var her fortaler for både kvindens og mandens kyskhed inden ægteskabet og ikke for seksuel frigørelse i ligestillingens tegn.
I 1860´erne sluttede forfatteren sig til dansk-norske grundtvigianske højskolekredse. Han brød med kirken, men ikke med den kristne moral, og han bekendte sig til Darwins udviklingslære, men tolkede den videre ind i menneskelivet som en tro på sædernes højnelse. Denne ”omvendelse” kommer bl.a. til udtryk i dramaet Over Ævne 1 (1883).
Efter eksilet i Paris vendte forfatteren atter tilbage til Norge i 1887. Fra denne periode kan romanen Paa Guds veje (1889) og dramaet Sigurd Jorsalfar (1872) bl.a. nævnes.
Bjørnstjerne Bjørnsons produktion var stor, og han skrev indenfor de fleste genrer, selvom det dog er hans lyrik, der bedst har modstået tidens tand. Der er sat musik til mange af hans digte, og de er i dag en levende del af Norges nationale sangskat.
I 1897 sad Bjørnson i den første Nobelkomité og i 1903 modtog han selv Nobelprisen i litteratur.
Bjørnstjerne Bjørnson døde d. 26. april 1910 i Paris, Frankrig og hans jordiske rester blev ført til København i den norske konges salonvogn og herefter sejlet til hjemlandet i panserskibet ”Norge”. Denne ligfærd vidner om den status, som forfatteren havde opnået i de 77 år han havde levet.
(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 47f); wikipedia.dk; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk)
