Maxim Gorkij (1868-1936)
Onsdag d. 28. marts er det 150 år siden, at den russiske forfatter og dramatiker Aleksej Maksimovitj Pesjkov, bedre kendt som Maxim Gorkij (dvs. Maksim den bitre), kom til verden i den russiske by Nisjnij Novgorod.
Aleksej voksede op i fattige kår hos sin gudfrygtige bedstemor og brutale bedstefar. Som ung rejste han rundt som arbejdsmand i det sydlige Rusland og berettede om sine møder med samfundets laveste i forskønnede romantiske noveller.
Gorkij fik sit gennembrud i 1892 med sigøjnerfortællingen Makar Tjudra og denne blev efterfulgt af en lang række andre noveller, som fx Tschelkasch (1895) og Mor Isergil (1895), der snart gjorde forfatteren berømt i både ind- og udland.
Forfatteren blev i 1896 gift med Yekaterina Peshkova, men ægteskabet varede kun til 1903, hvor han i stedet ægtede Maria Fyodorovna Andreyeya.
Gorkijs litterære budskaber var revolutionære, og det kom bl.a. til udtryk i værker som romanen Foma Gordjejev (1901) samt i en række symbolskromantiske prosadigte, indledt med Sangen om stormfuglen (1901).
I starten af 1890´erne startede Gorkij sin livslange karriere som publicist og forlægger, og han blev flere gange fængslet for sit revolutionære engagement. Fra 1905 var han medlem af Lenins Socialdemokratiske Arbejderparti, og han blev her i gennem Lenins særlige protegé og deltog i den mislykkede revolution i 1905.
I 1906 udkom den politiske dannelsesroman Moderen, der fik yderligere opmærksomhed med en filmatisering i 1926.
Gorkij skrev også dramaer og skuespil, bl.a. inspireret af vennen Anton Tjekhov og han er fx kendt for Spidsborgere (1902), På bunden (også kendt som Natherberget eller Natasylet, 1902), Sommergæster (1904), Solens børn (1905), Fjender (1906) og Den ømme mor (1910) og i mange år havde forfatteren et tæt samarbejde med Moskva Kunstnerteater (MXAT).
Fra 1906-1913 opholdt Gorkij sig i udlandet, bl.a. på Capri og i USA, og drev herfra politisk agitation. Han vendte tilbage til Rusland i 1914.
I roman-manifestet Bekendelse (1908) forsøger forfatteren at skabe syntese mellem sine marxistiske og religiøse visioner og allerede her ses markante afvigelser fra Lenins linje. I 1913 startede han på sin erindringstrilogi, der udgøres af Min barndom (1913), Blandt fremmede (1916) og Læreår (1923), filmatiseret i 1938-40.
Forfatteren var en aktiv kultur-politiker i årene omkring Oktoberrevolutionen (1917), men kom mere og mere i modsætningsforhold til Kommunistpartiet.
Fra 1921 og ti år frem boede Gorkij i Vesteuropa, bl.a. grundet stigende kritik af Lenin samt tuberkulose. Her skrev han en række romaner, fx den store selvbiografiske roman i fire bind, Klim Sangins liv (1927).
I 1928 lod han sig overtale af Stalin til at vende hjem og blev primus motor i dannelsen af den sovjetiske forfatterforening 1932-34.
I 1932(-1990) blev Gorkijs fødeby Nisjnij Novgorod omdøbt til Gorkij, som én af en lang række af hædersbeviser, der tilfaldt forfatteren. Forlystelsesparken Gorkij Park i Moskva (som bl.a. nævnes i sangen Wind of Change fra 1990 af Scorpions) er opkaldt efter forfatteren. Under perestrojka i slutningen af 1980´erne blev forfatterens liv og position dog genstand for debat og omvurderinger.
Maksim Gorkij døde under gådefulde omstændigheder d. 18. juni 1936, 68 år gammel, i Moskva.
Herfra mindes vi Gorkij på hans 150-årsdag, som Ruslands første ægte proletarforfatter og en af de største indenfor den socialistiske realisme.
(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 182f); wikipedia.dk; denstoredanske.dk)
