Ugens forfatterfødselsdag, uge 12: Henrik Ibsen i 190 moderne år

dekorativt foto
Ugens forfatter-fødselar, uge 11: 40 provokerende år for Roche
12. marts 2018
Foto af Gorkij-bøger
Ugens forfatter-fødselar, uge 13: Den Bitre – Gorkij – runder 150 år
26. marts 2018
Vis alle

Ugens forfatterfødselsdag, uge 12: Henrik Ibsen i 190 moderne år

dekorativt foto
Henrik Ibsen (1828-1906)
Tirsdag d. 20. marts er det 190 år siden, at den norske dramatiker og digter Henrik Johan Ibsen kom til verden i Skien i det sydlige Norge.
Henrik var den ældste i en søskendeflok på fem og kom fra en velstående og kunstinteresseret familie med adelige aner (slægten Ibsen stammer fra Møn i Danmark). Faderen kom dog i 1835 i økonomiske vanskeligheder med sin købmandsbutik, hvilket kom til at præge familien og børnenes opvækst.
Efter konfirmationen flyttede den unge Henrik i 1843 til den lille kystby Grimstad, hvor han kom i lære som apoteker. Der havde dog været tale om både studier i medicin eller billedkunst, men dette kunne ikke realiseres på grund af familiens økonomiske situation.
I Grimstad lykkedes det den 18-årige Ibsen at gøre en ti år ældre vaskekone gravid. Hun fik en søn, som han aldrig vedkendte sig, men dog pligtskyldigt betalte en smule bidrag til.
Ibsen debuterede i 1850 under pseudonymet Brynjolf Bjarme med blankversdramaet Catilina, der langt fra blev den store succes. Men allerede her viste der sig dog temaer som fx konflikten mellem idealer og realiteter og kald og svigt, der skulle blive karakteristiske for hans videre forfatterskab.
Samme år flyttede Ibsen til Kristiania, hvor han forsøgte han sig som student, dog uden prangende resultater. Han fortsatte med at skrive digte, journalistik og dramatik. Han startede sammen med forfatteren Aasmund Vinje og litteraturkritikeren Paul Botten-Hansen et satirisk-litterært ugeblad, inspireret af det danske satiriske tidsskrift ”Corsaren”. Ibsen var bladets tegner og teateranmelder. Samtidig skrev han litteratur- og teateranmeldelser i andre aviser.
Forfatterens andet skuespil, Kæmpehøjen (1850), blev indleveret anonymt til Christiania Theater og blev antaget, og for første gang blev et skuespil af Henrik Ibsen opført på et teater.
Ud over at skrive, var Ibsen en habil billedkunstner og tegner og ernærede sig desuden fra 1851 som dramatiker, instruktør og teaterdirektør ved det nystartede Norske Theater i Bergen. Her skrev han sit første nogenlunde vellykkede drama, Fru Inger til Østeraad (1857).
I 1857 flyttede forfatteren tilbage til Oslo og blev kunstnerisk leder for Det Norske Theater, der dog gik konkurs og blev slået sammen med Christiania Theater fem år efter. Ibsen fortsatte her som litterær konsulent.
I Bergen mødte han Suzannah Daae Thorsen, som han i 1858 blev gift med. De fik i 1859 sønnen Sigurd Ibsen. Efter fødslen af sønnen erklærede Suzannah, ganske uhørt, at hun ikke agtede at få flere børn, og hun skulle angiveligt have inspireret Ibsen til at portrættere den moderne, frigjorte kvinde.
Som ung pige havde Suzannah og hendes veninde Karoline Bergliot aftalt, at hvis den ene fik en søn og den anden en datter, så skulle de giftes med hinanden. Nogle år efter at Suzannah havde født Sigurd fødte Karoline en datter, fædret af forfatterkollegaen Bjørnstjerne Bjørnson, som Ibsen havde et tvetydigt og rivaliserende forhold til, og som aftalt, blev børnene senere gift med hinanden.
Forfatteren skrev sit sidste norsksindede romantiske drama Kongsemnerne i 1863, der kom til at repræsentere hans gennembrud. Året efterforlod han Norge, da han fik et stipendium og rejste til Italien, for først at vende tilbage til hjemlandet 27 år efter.
Han boede herefter bl.a. i Rom, Dresden og München og i 1866 udgav forfatteren Brand, der blev hans første kommercielle succes. Året efter kom Peer Gynt (1867), der fik en mere blandet modtagelse – bl.a. af H. C. Andersen, der ikke kunne fordrage Ibsen. Værkerne var med mangel på heltedyrkelsen og ideale kærlighedsintriger de første skridt væk fra romantikken og mod det moderne gennembrud.
I 1869 kom lystspillet De unges forbund, der er det første drama på prosa. I 1873 udgav Ibsen dobbeltdramaet Kejser og Galilæer, som Ibsen senere selv karakteriserede som sit hovedværk.
I 1877 indledte forfatteren rækken af sine berømte og banebrydende samtidsdramaer med Samfundets støtter. Med disse dramaer stillede han sig i spidsen for det moderne gennembrud i Europa, hvor han behandlede emner som fx kvinders stilling i ægteskab og samfund, moralsk hykleri og magtmisbrug blandt ledende mænd.
Dramaet Et dukkehjem (1879) fik en noget skandaleombrust modtagelse på grund af dets radikale kritik af kvindens rolle i samfundet og i familien, men ikke desto mindre blev den forfatterens internationale gennembrud og fik enorm betydning for kvindekampen overalt i verden, og er formentlig verdens mest spillede drama i moderne tid.
Postyret omkring Et dukkehjem var dog ingenting sammenlignet med Gengangere (1881) om den borgerlige familie som en institution, grundlagt på forstillelse og falskhed, med inkorporering af tabulagte emner som fx incest og syfilis.
Herefter fulgte skuespillene En folkefjende (1882), Vildanden (1884), Rosmersholm (1886), Fruen fra havet (1888) samt Hedda Gabler (1890), og i disse skuespil var paralleller til psykoanalytisk tænkning tydelige, hvilket bl.a. blev fremhævet af Sigmund Freud.
dekorativt foto
I 1891 vendte forfatteren hjem til Norge og skrev her sine sidste fire dramaer, Bygmester Solness (1892), Lille Eyolf (1894), John Gabriel Borkman (1896) og Når vi døde vågner (1899), der alle var ægteskabs- eller kærlighedstragedier, bygget op omkring splittede personer med illusionen om en tryg tilværelse i et splittet samfund og de karakteriseres ofte som en form for dramatiske selvportrætter.
Forfatteren skrev i alt 26 skuespil og omkring 300 digte, hvor især Terje Viken (1862) kan fremhæves.
I de første tyve år af Ibsens karriere prægede især nationalromantikken, med inspiration i bl.a. folkeeventyrene og folkesangene, hans forfatterskab. I den efterfølgende del af hans forfatterskab, var det især realisme og de frigjorte kvinder, der havde en central rolle i hans værker.
Forfatteren skrev sine teaterstykker med henblik på bogsalg og fik på denne måde stor indflydelse på litteraturen og fornyede samtidig datidens dramatik og teater.
Det er ikke småting, som Ibsen regnes for, heriblandt som en af de vigtigste forfattere i anden halvdel af det 19. århundrede, som den vigtigste dramatiker i den europæiske teaterhistorie samt en af hoveforfatterne i det moderne gennembrud.
I 1900 fik Henrik Ibsen det første af en serie af slagtilfælde og indstillede forfatterskabet. Forfatteren døde i sit hjem i Oslo den 23. maj 1906.
En tanke skal herfra sendes til den store dramatiker på hans 190-årsdag. Han er stadig yderst relevant i nutiden med sin dramatiske konflikt mellem individet og samfundet.
(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 218ff); forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk)