Ugens forfatterfødselar, uge 18: Jensen og de politiske thrillere

Jens Henrik Jensen (1963- )

Søndag d. 6. maj fylder den danske journalist og forfatter Jens Henrik Jensen 55 år.

Den lille Jens Henrik kom til verden i den jyske by Søvind ved Horsens som søn af Gerda og Victor Jensen.

Han blev student fra Horsens Statsskole i 1982 og tog afgangseksamen fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1987 efter praktiktid på Dagbladet Jyske Vestkysten. Fra 1987 arbejdede han som sportsjournalist på samme avis og fra 1992 som forsideredaktør.

Jens Henrik Jensen fik dog også plads til at rejse en del, fx tog han på en 8 måneder lang jordomrejse i 1988 og smuttede en tur til Sydamerika i 1994.

Jens Henrik Jensen debuterede i 1997 med romanen Wienerringen, en spionthriller med den amerikanske CIA-agenten med polske rødder, Jan Jordi Kazanski, som hovedperson.

Det er primært romaner, som forfatteren har givet sig i kast med, og ofte indenfor genren politiske thrillere.

Forfatteren fik stor succes med Kazanski-trilogoen, beståede af Kællingen i Kraków (1997), Hofnarren i Murmansk (1999) og Ulven i Banja Luka (2002), der har hovedpersonen fra forfatterens debut som den centrale figur.

Også serien om kriminalassistent og alenemor Nina Portland fra Esbjerg politi har været en stor succes, med titlerne Økseskibet (2004), Kulmanden (2007) og Spøgelsesfangen (2010).

Generelt virker forfatteren til at være glad for trilogier, hvoraf hans sidste er Oxen-trilogien, om den danske krigsveteran Niels Oxen, med titlerne De hængte hunde (2012), De mørke mænd (2014) og De frosne flammer (2016).

Jens Henrik Jensen nævner bl.a. Alistair McLean, Frederick Forsyth, Robert Ludlum, Len Deighton, John Le Carré samt de store svenske krimiforfattere som nogle af sine inspirationskilder, dog uden at have nogle egentlige forbilleder.

Forfatteren har bl.a. modtaget Det Danske Kriminalakademis diplom i 2005 og Krimimessens Publikumspris i 2017.

Herfra skal lyde et stort tillykke til den danske krimiforfatter og globetrotter med fødderne plantet solidt i den jyske muld.

(Kilder: jenshenrikjensen.dk; bibliografi.dk; forfatterweb.dk; litteratursiden.dk; wikipedia.dk; saxo.com)

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *