C. J. L. Almqvist (1793-1866)
Onsdag den 28. november er det 225 år siden at den svenske forfatter, journalist, komponist, maler, præst og rektor, Carl Jonas Love Almqvist, kom til verden i Stockholm.
Den lille Carl voksede op på faderens gård Antuna i Upland omgivet af moderens sværmeriske forhold til religiøsitet og mystik igennem herrnhutismen. Forældrenes ægteskab syntes ikke lykkeligt og moderen døde, da sønnen kun var 12 år.
Den unge Almqvist blev student i Uppsala i 1808 og blev i 1815 uddannet i historie og teologi på universitetet i samme by. I 1823 blev han ansat som embedsmand i Stockholm.
Han begyndte tidligt at skrive og var draget af swedenborgianismen og Rosseau samt dennes svenske elev Thorild. Almqvist sluttede sig til ”Manhemsförbundet”, hvis formål var at fremme kærlighed til fædrelandet og sand kristendom og som forpligtede sine medlemmer til at leve et ”bondeliv”.
Sammen med et par ligesindede forsøgte han at realisere sig selv som ”den ideale bonde” i Värmland. Han købte en lille ejendom, giftede sig med sin tidligere barnepige, en bondepige fra faderens gård og kaldte sig for ”Bonden Love Carlsson”. Projektet mislykkedes dog, da han ikke var i stand til at ernære familien gennem landbrug og begyndte i stedet at skaffe midler ved blandt andet kartografi.
I 1826 vendte han tilbage til Stockholm og levede af afskrivning, korrekturlæsning, og lignende. Han blev ansat som lærer og et par år senere rektor for Nya Elementarskolan, en nyoprettet pædagogisk eksperimenterende skole. Hans mere omfattende end dybdegående kundskaber gjorde ham i stand til at forfatte et stort antal lærebøger inden for en række af skolens forskellige fag, fx hans berømte Svensk rättstafningsläre (1829) på over 20 oplag, en svensk, en græsk, en fransk og en ”almindelig” sproglære (1829-32), en lærebog i geometri (1833), en Regnekunst for begyndere (1832), m.fl.
I 1819 skrev Almqvist Murnis (omarbejdet til De dödas sagor i 1845) om sjælens møde med døden. Manuskriptet var dog så stærkt erotisk ladet, at det først kunne trykkes i 1960. Herefter fulgte blandt andet afhandlingen Om brottsliges behandling (1821), der diskuterer problemet om forbryderes tilregnelighed.
I 1822 skrev forfatteren Amorina, der er en blanding af roman og drama. Værket blev i første omgang tilintetgjort på foranledning af farbroderen Biskop Almqvist, på grund af dens burleske scener med vanvidsudbrud, incestuøse antydninger, slægtsforbandelse, osv., men overlevede dog i en ændret og mildere udgave til udgivelse i 1839 og sceneopførelse i 1951.
I 1830´erne begyndte forfatterens digteriske virksomhed for alvor at tage fart, og på trods af hans gode indtægter og afholdende levevis, tyngede hans pligter som familieforsørger.
I 1833-35 udgav Almqvist sit hovedværk i syv bind, som han kaldte Törnrosens Bok. Fria fantasier, hvilka, betraktade såsom ett helt, af Herr Hugo Löwenstjerna stundom kallades Törnrosens Bok, stundom En irrande Hind, hvor første bind, Jagtslottet (1833) skaber rammefortællingen, hvor en kreds af unge mennesker mødes på et slot og fortæller hinanden historier. Et af de mest populære stykker herfra er Dronningens juvelsmykke (1834) om det androgyne teaterbarn Tintomara. I 1838 kom fire nye bind, indledt med Återkomsten, med en række folkelivsskildringer.
I 1837 lod forfatteren sig præstevie, men hans ambitioner og håb om at opnå et godt præstekald gik ikke i opfyldelse.
I 1839 skete et drastisk skift i forfatterskabet efter en tabt konkurrence om et professorat i æstetik og moderne sprog i Lund. På trods af sine venners økonomiske hjælp så Alqvist sejren ende andetsteds, og herefter ændrede overvægten i hans forfatterskab sig fra det æstetiske til det samfundsreformatoriske som det fremherskende element. I en lang række skrifter, både i form af digte og afhandlinger, rettede forfatteren hårde angreb på mere eller mindre alle hævdvundne ideer og institutioner i samtiden.
Romanen Det går an (1839) satte ægteskabet til debat med ideer om kønnenes frihed. Romanen var meget kontroversiel og medførte en hidsig kamp i pressen, og megen polemik mod Almqvist. Han mistede sin stilling som rektor og da han var præsteviet blev han indstævnet for Uppsala Domkapitel, hvor han dog slap med en formaning.
Herefter fik han en stilling som medarbejder ved ”Aftonbladet”, men måtte ellers leve af sit litterære virke og på trods af en overvejende fremtvungen produktion, blev hans økonomiske situation langt fra bedre og han endte med at indlede sig med den berygtede ågerkarl v. Scheven.
I 1840-41 tog forfatteren til Tyskland, Frankrig og England og skrev hjem om de moderne begivenheder han stødte på. Disse rejseskildringer er samlet i Hvad är en tourist? (1861).
Efter hjemkomsten blev han storleverandør til romanmarkedet med værker som fx Tre fruer i Småland 1-3 (1842-43).
I en ny serie, Törnrosens bok udkom blandt andet de originale Songes (1849), 50 små lyriske tekster, der var tænkt opført som små teaterstykker.
Trængt af forargelse og som følge af økonomisk og personlig krise, flygtede forfatteren i 1851 pludselig til Amerika. Han var mistænkt for et giftmord på en af sine kreditorer. Han efterlod hustru og barn i Sverige og blev fradømt sit præsteembede.
Han giftede sig på ny i Amerika og ernærede sig primært ved undervisning og journalistik, men ellers ved vi stort set intet om hans liv og virksomhed i disse år. Han fortsatte dog med at forfatte, og fra perioden kan blandt andet nævnes en række mærkelige nonsensvers Om svenska rim.
I 1865 vendte Almqvist tilbage til Europa og bosatte sig under dæknavnet K. Westermann i Bremen.
Karakteristisk for Carl Almqvist er det modsætningsfyldte i hans væsen og tankeverden. Han havde en besynderlig sammensat natur med et væld af talenter inden for stort set alle litterære genrer, lige fra den fineste lyrik til den jordnære journalistik. Hans omfattende forfatterskab spejler brydningen mellem romantikken og realismen og har på denne måde haft stor betydning for svensk litteratur.
Det er dog især som folkelivsskildrer, at Almqvist har formået at slå sit navn fast for eftertiden som grundlæggeren af den svenske bondenovelle med fx værker som Kapellet (1838), Skällnora qvarn (1838) og Grimstahamns nybygge (1839).
Carl Jonas Love Almqvist døde den 26. september 1866, 72 år gammel, ensom og ukendt på et hospital i Bremen. Hans jordiske rester blev i 1901 bragt tilbage til Sverige.
Herfra skal lyde en stor tak til den paradoksale multilitterat, den sværmeriske religiøse og radikale samfundsreformator, den spekulative teoretiker og jordnære realist, Almqvist for hans bidrag til litteraturen.
(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 134ff); wikipedia.org; denstoredanske.dk; gyldendal.dk; litteraturbanken.se)
