Ugens forfatter-fødselar:
August Strindberg (1849-1912)
Tirsdag den 22. januar er det 170 år siden, at den svenske dramatiker, forfatter og multikunstner Johan August Strindberg kom til verden i den svenske hovedstad Stockholm.
I 1867 tog den unge Johan studentereksamen, og året efter begyndte han at studere filosofi og æstetik ved universitetet i Uppsala samt kemi og medicin ved Teknologiska Instituttet i Stockholm, men afbrød studierne og arbejdede efterfølgende som hus- og skolelærer. En kort periode forsøgte han sig som skuespiller, dog uden større succes.
I stedet fik han blandt andet arbejde som freelancejournalist og kunstkritiker ved siden af sin litterære produktion. Desuden gjorde han sig bemærket som forsker på Kungliga Biblioteket, blandt andet med speciale i sinologi, det videnskabelige studie af kinesisk sprog og kultur samt svensk historie.
Strindberg debuterede i 1869 med skuespillet Fritænkeren. Værket blev dog brændt af forfatteren, efter at være blevet afvist af den svenske nationalscene Dramaten. Han gav dog ikke op og fik hurtigt et par stykker, I Rom (1871) og Den fredløse (1872), der fulgte tidens trend for historiske skuespil opført på Kungliga Teatern, hvorefter svendestykket og forfatterens første hovedværk, Mester Olof (1872) fulgte. Stykket brød markant med tidens deklamatoriske historiedrama med dialogernes hverdagssprog.
Lige så nyskabende var forfatterens første roman Den røde stue (1879), der er blevet kaldt Sveriges første moderne roman.
I 1877 blev forfatteren gift for første, men ikke eneste gang. Hans første kone var den finsk-svenske adelskvinde og skuespillerinde Siri von Essen med hvem han fik datteren Karin Smirnov og ægteskabet varede indtil 1889. Fra 1893-1897 var han gift med den østrigske journalist Frida Uhl og mellem 1901-1904 med skuespillerinden Harriet Bosse, der fødte ham datteren Anne-Marie. Forfatterens stormomsuste ægteskab med Siri von Essen er skildret i P. O. Enquists drama Tribadernes Nat (1975) og de to følgende ægteskaber var heller ikke just harmoniske.
Efter at have erobret scenen producerede Strindberg værker i en løbende strøm. Historiske dramaer som Lykke-Pers rejse: Æventyrkomedie i 5 akter (1882) og Herr Bengts hustru (1882), svenske kulturhistoriske værker som Svenska folket (1880-82), romaner som Det nye rige (1882) og lyrik som Digte (1883).
Strindberg var især kendt for at provokere med omdebatterede artikler og kontroversielle skuespil og han havde da også både sine svenske forfatterkolleger, den svenske presse samt det svenske politi på nakken ad flere omgange. På grund af dette levede forfatteren indtil 1896 i flere omgange i frivilligt ”eksil” i blandt andet Frankrig, Tyskland og Danmark. Han boede fx i årene 1887-89 henholdsvis i Villa Maud på Strandvejen i Tårbæk og på landstedet Skovlyst i Virum.
I 1884 flyttede forfatteren til Schweiz efter at have skaffet sig fjender i forskellige lejre. Værkerne Lige og ulige (1885) og Utopier i virkeligheden (1885) var med til at starte branden, hvor Strindberg satte sig for at afsløre samfundets ”væv af løgne”, med skytset rettet mod den idealistiske ideologi, der besmykkede de kulturbærende institutioner som kirke, skole, familie og stat. Det var dog med Ægteskab 1-2 (1884-86), at bålet for alvor blussede op, da forfatteren pådrog sig en blasfemianklage, der gjorde hans forlæggere så nervøse, at det truede ham på levebrødet. Samtidig tog hans venner afstand fra hans kønspolitiske holdninger, og Georg Brandes kaldte ham blandt andet den første rigtige kvindehader i nordisk litteratur.
Forfatteren er ofte blevet opfattet som kvindefjendsk i sin dramatik og litteratur og er af mange blevet betragtet som en modsætning til norske Henrik Ibsen, der med sine værker kæmpede for kvinders rettigheder, især i hjemmet.
Strindberg blev dog frikendt af domstolen, men et behov for selvlegitimering opstod, hvilket han blandt andet forløste i litterære eksperimenter som fx selvbiografien Tjenestepigens søn (1886-1909) i fem bind, romanen En dåres forsvarstale (på fransk, 1887) og de naturalistiske sørgespil Faderen (1887) og Frøken Julie (1888).
Forfatterens nok bedst kendte stykke er Frøken Julie (1888), der blev skrevet under et ophold I Danmark, hvor det også havde præmiere, da ingen svenske skuespillere ville medvirke på grunde af dets vovede plot med utroskab og selvmord samt med moderne ideer om ”karakterløse” individer. Hovedrollen som grevens datter, den frigjorte frøken Julie, blev da også spillet af Strindbergs egen hustru. Både Faderen (1887) og Frøken Julie (1888) bygger på magtkampen mellem mand og kvinde og kampen mellem over- og underklasse.
I 1887 udkom den folkelige roman Folkene på Hemsø (omformet som tv-serie i 1966), der med lyse minder om ungdommen sommerophold i Stockholms skærgård står i skærende kontrast til Strindbergs tekster fra denne periode.
I 1889 vendte forfatteren, efter ophold i Schweiz og København, hvor han forgæves havde forsøgt at opbygge en eksperimentalscene, tilbage til Stockholm. Efter en opslidende skilsmisse fra Siri von Essen skrev han romanen I Hafsbandet (1890). Herefter rejste han til Berlin, hvor han for en kort bemærkning ægtede Frida Uhl. Videre gik det til Paris, hvor han studerede okkultisme og alkymi og gennemlevede den såkaldte Inferno-krise, hvis nærmere karakter er omstridt. Strindbergs oplevelser i Paris blev bearbejdet i skriftet Inferno (1897) og i dramatrilogien Til Damaskus 1-3 (1898-1901). Herefter fulgte historiske dramaer som Gustav Vasa (1899), Et drømmespil (1902) og Dronning Kristina (1903).
I 1904 blev forfatterens sidste ægteskab opløst og han vendte efter romanen I ensomhed (1903) tilbage med voldsomme angreb på det samtidige kulturliv i fx romanen Sorte faner (1907), der skaffede ham en lang række nye fjender.
I starten af 1900-tallet vendte Strindberg tilbage til teatret med det såkaldte moderne vandringsdrama, hvor drøm og virkelighed blandes og tid og rum ophæves samt kammerspil. Fra denne periode kan blandt andet nævnes skuespillene Et drømmespil (1901), Tordenluft (1907), Spøgelsessonaten (1907) og Casino (1907). Med disse gjorde forfatteren sig til foregangsmand for såvel det ekspressionistiske som det absurde drama.
Traditionelt deler man Strindbergs forfatterskab op i to perioder. Den første er naturalistisk, med værker som fx Ægteskab (1884), Faderen (1887) og Frøken Julie (1888). Den anden periode er inspireret af nye strømninger i Europa, så som symbolismen og ekspressionismen over surrealismen til absurdismen og herfra finder vi blandt andet værkerne Et drømmespil (1902) og Spøgelsessonaten (1907). Med sine formeksperimenterende skuespil fik Strindberg på denne måde central betydning for 1900-tallets drama.
Det er da også med dramatikken, at Strindberg har fået en plads i verdenslitteraturen. Han producerede mere end 50 skuespil, varierende over adskillige genrer.
Blandt hovedtemaerne i Strindbergs forfatterskab og dramaturgi finder vi det aristokratiske æreskodeks, kvinders magt og indflydelse, kønsroller samt det seksuelle område. Disse temaer er generelt karakteristiske for Det Moderne Gennembrud, der i 1870´erne slog igennem i København og hurtigt spredte sig til resten af Skandinavien.
I En blå bog 1-4 (1907-12) samlede forfatteren mod slutningen af sit liv videnskabelige indfald, filosofiske aforismer, psykologiske skitser. Satiriske udfald og små fortællinger. Her var Strindbergs autoriteter Swedenborg og Biblen og han lagde stor energi i at afvise den samtidige naturvidenskab og i at afsløre bedrageriet i det moderne samfund. Generelt havde forfatteren en usædvanlig stor hang til at skrive selvbiografiske værker som fx Tjenestepigens søn 1-4 (1886-1909), Inferno (1898), Legender (1898), I ensomhed (1903) og Han og hun (1919). Han havde ingen problemer med at udlevere sig selv eller sine hustruer for den sags skyld.
Ved siden af forfatterskabet var han desuden en ihærdig billedkunstner og arbejdede med både fotografi, maleri, tegning og skulptur. En del af hans værker kan i dag ses på Strindbergmuseet, der i 1973 blev indviet i den lejlighed i Blå tornet, Drottninggatan 85 i Stockholm, hvor han boede fra 1908 og frem til sin død i 1912.
Johan August Strindberg døde den 14. maj 1912 i Stockholm, 63 år gammel. Han blev, på trods af sin kontroversielle position, hyldet af store folkemasser og bliver i dag betragtet som Sveriges største digter.
Herfra skal lyde en stor tak til en af Sveriges mest betydningsfulde og internationalt kendte kunstnere, den provokerende forfatter og dramatiker, der via hans komplekse og brede forfatterskab har bidraget til at adaptere litteraturen den facetterede moderne verden.
(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 417ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk)
