Hans Scherfig (1905-1979)
Mandag den 8. april er det 114 år siden, at den danske forfatter og billedkunstner Hans Christian Scherfig kom til verden på Østerbro i København.
Den lille Hans blev født ind i det bedre borgerskab og voksede op i et solidt borgerligt hjem præget af konservative ideer. Hans farfar var én af hovedstadens store bagermestre, med bagerbutik i Nørregade og hans fader ernærede sig som direktør for Det Heffenbergske Etablissement, et af byens største trykkerier.
Den unge Hans blev student fra Metropolitanskolen i 1924 og begyndte herefter at studere zoologi, dansk og tysk på Københavns Universitet, men opgav studierne i 1928 efter sin første maleriudstilling ved Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor han deltog med fire kubistiske malerier.
1925-28 rejste Scherfig flere gange til Østrig og han besøgte i 1927 Jugoslavien. I 1929 rejste han til New York for at mødes med den østrigske maler og kommunist Elisabeth Karlinsky. Han tilbragte syv måneder i den amerikanske storby, og blev her bekræftet i sin kommunistiske livsanskuelse og modvilje mod kapitalismen. Tilbage i Danmark blev han efter en rejse til Frankrig i 1932 medlem af DKP, Det Danske Kommunistparti, på trods af, at de havde afvist hans optagelse i 1927. Han forblev medlem af partiet frem til sin død og sad blandt andet i en årrække i partiets ledelse, Centralkomiteen.
I 1931 giftede Scherfig sig med Elisabeth Karlinsky, og sammen fik de børnene Peter, Martin og Christine. De første fem år af ægteskabet boede parret i det indre København, men de flyttede i 1936 til Nordsjælland, først til Tibirke Gamle Skole, efterfølgende til et bondehus i Såne ved Tikøb og i 1955 til en trelænget bondegård på Asminderød Mark.
Scherfig led af en slem øjensygdom. I 1930´erne arbejdede han med en lup, for at kunne se bare en smule, men i 1940´erne gennemgik han en øjenoperation, der gjorde ham i stand til at arbejde med stærke briller.
For at skaffe til dagen og vejen og på grund af øjenlidelsen, der nedsatte hans syn til omkring 2%, koncentrerede Scherfig sig i stadig stigende grad om skriveriet frem for maleriet og i starten af 1930´erne levede han primært af at skrive noveller og artikler til ugebladet Ude og Hjemme.
Hans Scherfig debuterede som forfatter i 1933 med børnebogen Hvad lærer vi i skolen. Den blev udgivet af det kommunistiske forlag Monde og var en satirisk billedbog om undervisningens indoktrinering af borgerskabets værdier.
Hans Scherfig er dog især kendt for sine romaner, som det i alt blev til syv af, og han debuterede indenfor denne genre i 1937 med Den døde mand. Blandt hans mest kendte værker finder vi Den forsvundne fuldmægtig (1938), Det forsømte forår (1940), Idealister (1942, men kunne først trykkes i 1945) og Frydenholm (1962). Hans mest udbredte roman er dog Bothus Occitanus eller den otteøjede Skorpionen (1953), der er udkommet i mere end 20 lande og er inspireret af tidens Edderkop-sag om sortbørs og korruption. Som den sidste blandt forfatterens romaner finder vi Den fortabte abe (1964).
Flere af hans romaner er blevet filmatiseret, heriblandt Det forsømte forår (1940, filmatiseret i 1993 med Frits Helmuth som den nærmest sadistiske lektor Blomme). Dette værk er også blevet sat op som musical (i 1985) og som forfatteren selv har betegnet romanen som repræsentativ for hele sit forfatterskab. Også Den forsvundne fuldmægtig er blevet filmatiseret (1938, filmatiseret i 1971 med Ove Sprogøe i hovedrollen som Teodor Amsted og med Scherfig selv som fortæller samt som statist).
Under den tyske besættelse af Danmark blev Hans Scherfig i juni 1941 hentet i sit hjem af danske betjente og ført til Vestre Fængsel. Han undgik dog, modsat mange af sine partifæller, internering i Horserødlejren, da han på dette tidspunkt kun havde 1/36 af normalt syn og blev derfor i stedet indlagt til behandling på øjenafdelingen på Finsen Hospitalet.
Forfatteren skrev for Arbejderbladet 1930-41 og efter besættelsen blev han sammen med Otto Gelsted og Hans Kirk en vigtig del af DKPs kulturpolitik som medlem af Centralkomitéen og som vigtig medarbejder ved Land og Folk. Polemiske kommentarer og kulturkritiske essays herfra er optrykt i 13-bindsværket Årbog 1966-78, Den gloende drage over Roskilde (1959), Den fattige mands bil (1971) samt i Månen og trediveårskrigen (1972). Da han i 1973 modtog Det danske akademis pris, lod han pengene gå videre til Land og Folk ”som tak for den ytringsfrihed, det har givet mig i de år, da andre blade var lukkede for mig”.
Han var desuden stærk modstander af EF/EU, som han sammenlignede med en kapitalistisk monopolisering af Europa og i 1972 sammenlignede han enddog EF med Nazi-Tyskland.
På trods af sit forholdsvis snævre partipolitiske tilhørsforhold, repræsenterede Scherfigs forfatterskab en langt bredere samfundskritik, som regel udført i en satirisk tone.
Ud over romaner skrev Scherfig også blandt andet rejsebeskrivelser, som fx Rejse i Sovjetunionen (1951), Det befriede Rumænien (1953), Hos kirgiserne (1965) og I morgenrødens land (1971), noveller, artikler og udviklede desuden et omfattende essayistisk-journalistisk forfatterskab, ofte skrevet på baggrund af amatørnaturforskerens interesser, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Dammen (1958), På vej ind i vandmanden (1965) og Naturens uorden (1965).
Selv om det nok er som forfatter, at de fleste er bekendte med Scherfig, er han også kendt som maler, især for sine naivistiske (en betegnelse, som Scherfig ikke selv brød sig om) litografier med dyr i urskoven. Derudover har han også illustreret bøger og lavet reklamefilm. Han var frem til sin død medlem af Corner-gruppen, og ud over hans tæmmede urskovsidyller og allegorier fra besættelsen, kan hans talent inden for malerkunsten ses i tegneserien over Ludvig Holbergs Niels Klims underjordiske rejse (1955-56/1961) og i børneklipbøger som Cecilies bog (1976).
Hans Christian Scherfig døde den 28. januar 1979 af en blodprop, 73 år gammel, i Hillerød. Han ligger begravet på Assistens Kirkegård i København under en godt skjult og navnløs gravsten, forestillende en skildpadde.
Herfra skal lyde en stor tak til én af vores største og mest læste danske forfattere i det 20. århundrede, for hans vigtige bidrag til den danske litteraturskat.
Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk
