Harry Martinson (1904-1978)
Mandag den 6. maj er det 115 år siden, at den svenske forfatter Harry Edmund Martinson kom til verden i den svenske by Jämshög i Blekinge som søn af Bengta Svensdotter og Martin Olofsson.
Han mistede dog begge sine forældre som lille, da faderen døde i 1910, og moderen herefter valgte at emigrere til USA og efterlod sine børn til kommunen, der herefter lod dem gå på omgang blandt egnens bønder. Denne rodløse start på livet som plejebarn på landet, kan man blandt andet læse om i forfatterens selvbiografiske romaner Nælderne blomstrer (1935) og Ud i livet (1936).
Som 16-årig stak den unge Harry til søs, og i de følgende år sejlede han som fyrbøder rundt i verden og kom på denne måde til lande som fx Brasilien og Indien. Disse erfaringer danner baggrunden for debutdigtene Spökskepp (1929) samt prosabøgerne Resor utan mål (1932) og Kap farvel (1933).
I 1927 blev den unge Harry dog ramt af tuberkulose, og lungeproblemerne tvang ham tilbage på land i Sverige, hvor han rejste om på må og få som vagabond uden fast arbejde, hvorfor han som 21-årig blev arresteret for landsstrygeri i Lund.
I 1929 blev han gift med forfatterinden Moa Martinson. Parret bosatte sig på et husmandssted, hvor Harry Martinson udviklede sin særegne naturlyrik med et surrealistisk og naivistisk islæt, hvilket blandt andet kommer til udtryk i digtsamlingen Natur (1934). Ægteskabet endte dog i skilsmisse i 1941, blandt andet på grund af Moas kritik af ægtemandens mangel på politisk engagement, selvom hans forfatterskab dog i høj grad er præget af kritik af den moderne civilisation. Fra 1942 og indtil sin død var forfatteren gift Ingrid Lindcrantz.
Det var også i 1929, at Martinson debuterede som poet. Dette skete sammen med Artur Lundkvist, Gustav Sandgren, Erik Asklund og Josef Kjellgren i antologien Fem unge, der desuden introducerede svensk modernisme.
Han slog igennem med digtsamlingen Nomad i 1931, der ligesom essayene Resor utan mål (1932) og Kap Farvel (1933) bygger på erindringer fra årene på havet samt fra barndommens Blekinge.
Som romanforfatter gjorde Martinson sig for alvor bemærket med sine semi-selvbiografiske romaner Nælderne blomstrer (1935) og Ud i livet (1936).
I 1940 gjorde forfatteren tjeneste som frivilligt postbud under den finske vinterkrig og engagerede sig stærkt i Finlands sag. Oplevelser fra denne periode ses blandt andet beskrevet i essayet Verklighet till döds (1940). Forfatteren havde tidligere besøgt Sovjetunionen, men efter denne krig var hans flirten med kommunisten definitivt ovre.
I midten af 1940´erne fik han succes med digtsamlingen Passad (1945) og vagabondromanen Vejen til de tusind drømme (1948, filmatiseret i 1953 under titlen Frie fugle), der formulerede en frihedsfilosofi om ”verdensnomaden”. Dette verdenssyn kommer også til udtryk i digtsamlingerne Cikada (1953), Gräsen i Thule (1958) og Vagnen (1960) samt det apokalyptiske naturvidenskabeligt inspirerede versepos Anaira (1956). Sidstnævnte værk blev omformet til en opera i 1959.
I 1949 blev forfatteren medlem af Det Svenske Akademi, som den første autodidakte digter nogensinde.
Martinson høstede i årenes løb et hav af priser og anerkendelser for sit forfatterskab, heriblandt Svenska Dagbladets litteraturpris i 1944 og Bellmanprisen i både 1951 og 1962. I 1974 blev han endog tildelt Nobelprisen i litteratur sammen med landsmanden Eyvind Johnson. Denne hæder til disse to forfattere var dog kontroversiel, da de begge var medlemmer af Det Svenske Akademi og derfor selv sad i panelet, der skulle godkende vinderne af prisen.
Valget af årets Nobelprismodtagere medførte da også en del kritik, hvilket Martinson havde svært ved at kapere og den 11. februar 1978 valgte han at tage livet af sig selv på Karolinska Universitetshospitalet i Stockholm ved at skære sin mave åben med en saks. Harry Martinson døde 73 år gammel, af forblødning som følge af dette harakiri-agtige selvmord.
Herfra skal lyde en stor tak til den svenske forfatter for at dele ud af hans eventyr og bidrage til verdenslitteraturen.
Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 294f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk
