Georges Duhamel (1884-1966)
Søndag den 30. juni er det 135 år siden, at den franske forfatter Denis Thévenin, bedre kendt under navnet George Duhamel, kom til verden.
Den lille Georges blev født i 13. arrondissement i den franske hovedstad Paris som det tredje barn i en fattig familie. På grund af forskellige kriser flyttede familien ofte og pludseligt, men på trods af dette lykkedes det den unge Duhamel at færdiggøre sin studentereksamen i 1902.
I 1906 stiftede Duhamel, sammen med blandt andet hans kommende svoger, det kunstneriske kollektiv Abbaye de Créteil. Dette kollektiv havde til formål at sammenbringe digtere, forfattere, musikere og kunstmalere med fokus på menneskets sociale status frem for dets individuelle.
Duhamels første værker bestod af digtsamlinger som fx Des legendes, des batailes (1907), L´himme en tête (1909) og Selon ma loi (1910) og efterfølgende kom et par skuespil i form af fx La lumière (1911) og Le combat (1913).
I 1912 blev han redaktør for det litterære magasin Marcure de France og i 1937 blev han direktør for samme magasin og dets forlag.
På trods af Duhamels store kærlighed for litteratur og de mere humanistiske fag, blev han uddannet som læge og fungerede i fire år som kirurg for den franske hær under 1. Verdenskrig, hvor han udførte over 1.500 operationer.
I 1909 blev forfatteren gift med Blanche Albane, et ægteskab, der varede frem til hans død i 1966. Sammen fik parret børnene Antoine, Bernard og Jean.
Efter krigen viede Duhamel sit liv til litteraturen og som forsvarer af den menneskelige civilisation. Fra 1930 og et årti frem deltog han, som medlem af Det Franske Akademi (Académie francaise), i et hav af konferencer i Frankrig såvel som i udlandet og talte varmt om det franske sprog og den franske kultur samt promoverede ideen om en civilisation baseret på menneskelig kærlighed frem for på teknologisk udvikling.
Under 2. Verdenskrig beskrev Duhamel sig selv som pacifist og internationalist og hans værker blev på grund af hans afstandtagen fra besættelsesmagten forbudt af tyskerne. Efter krigen blev Durhamel udnævnt som præsident af Alliance francaise og han fortsatte sine offentlige taler om fransk kultur.
Forfatteren blev i første omgang især kendt for sine skildringer af menneskeskæbner fra 1. Verdenskrig, som fx kommer til udtryk i Martyrernes liv (1917), der blev udgivet under hans oprindelige navn Denis Thévenin og Civilisation (1918). Disse værker indeholdt en skarp og indigneret kritik af krigens væsen.
Senere introducerede forfatteren det første romanværk om en absurd-eksistentiel problemstilling i Salavins historie 1-5 (1920-32), bestående af Confession de minuit, Deux hommes, Journal de Salavin, Le club des lyonnais og Tel qu´en lui même, om antihelten, den lille grå kontormand Salavin. Fra det individuelle portræt fortsatte forfatteren til det mere brede tidsbillede med Familien Pasquiers Krønike 1-10 (1933-44). Den første bog i denne krønike, Le Notaire du Havre (1933) afspejler på selvbiografisk vis forfatterens første leveår med alle dens begrænsninger og spændinger.
Udover romaner, lyrik og skuespil har Duhamel også beskæftiget sig med blandt andet essays og blandt andre værker fra forfatterens pen kan blandt andet nævnes novellesamlingen Les hommes abandonnés (1919), La possession du monde (1922), hvor forfatteren fremlægger sin livsfilosofi, det satiriske værk Lettres au Patagon (1926), Les plaisirs et les jeux (1926), Les sept dernières plaies (1928), Scènes de la vie future (1931) og Les espoirs et le Épreuves (1953).
Forfatteren modtog i årenes løb flere udmærkelser, blandt andet modtog han i 1918 Goncourtprisen for romanen Civilisation. På trods af 27 nomineringer til Nobelprisen i litteratur modtog Durhamel aldrig denne pris.
Georges Duhamel døde den 13. april 1966, 81 år gammel i Valmondois, Frankrig.
Herfra skal lyde en stor tak til den franske forfatter for hans bidrag til verdenslitteraturen, for hans kærlighed til bøgerne og for hans afstandtagen fra krigen og alle dens rædsler.
Kilder: sv.wikipedia.org; da.wikipedia.org; en.wikipedia.org; denstoredanske.dk
