Poul Ørum (1919-1997)
Mandag den 23. december er det 100 år siden, at den danske forfatter Poul Erik Nørholm Ørum kom til verden på Nykøbing Mors, hvor han voksede op i et jævnt arbejderhjem som søn af Constance Nørholm og kedel- og maskinpasser Laurits Ørum.
Efter realeksamen fra Skive tog han hyre som jungmand på en skonnert. Skipperen viste sig dog så brutal overfor den unge Poul Erik, at skipperen var på nippet til at slå den unge forfatterspire ihjel. Oplevelserne på skonnerten bidrog dog til at forme den unge mands erfaringer om underkuelse og sindets mørke dybder, der senere er blevet skildret i fx novellen Atlanten (1965) og i romanen Tilbagerejsen (1973).
Efter halvandet år på havet gik Ørum i land og måtte under 1930ernes krise, som ung uden uddannelse eller andre privilegier, tage tilfældigt forefaldende arbejde som blandt andet landarbejder, gartner, børstesælger, reservebetjent, leder af en ungdomslejr, tørvegraver, røgter og dyrelægeassistent.
I 1944 fik Ørum ansættelse som journalist i fødebyen ved Morsø Ventreblad. Samme år giftede han sig med skibonitten Signe Andersen. Siden blev han ansat som kriminalreporter ved Ny Tid i Aalborg, og fra 1947 var han ved den socialdemokratiske provinspresse i København. Han følte sig dog aldrig hjemme i hovedstaden, men længtes tilbage mod hjemstavnen og fortiden.
Denne længsel kan blandt andet ses udtryk i Ørums to tidligste romaner, der er socialhistoriske betragtninger fra 1700-tallets Jylland; debuten Dansen med de fire vinde (1953) om en dødsdømt hestetyv og Ulveleg (1954), der handler om en rømmet tugthusfange og er skildret efter folkelivsforskeren H. P. Hansens Natmændsfolk og kjæltringer (1921-1922) samt digtsamlingen Sommerens genfærd (1956).
Forfatterens tid som politireporter, samt det indgående kendskab som han havde fået til samfundets udstødte og underprivilegerede i 1930erne, qua sit arbejde forskellige steder, betød en unik indlevelse i marginaliserede borgere og lovbrydere, som efterhånden blev et hovedmotiv i mange af de følgende nutidsromaner, hvor den første i rækken, Sidste flugt (1955), udsprang af en avisreportage om en undvegen arrestant, der begik selvmord for at undslippe sine forfølgere.
Efter romanen Slet dine spor (1956), der rummer en del autobiografisk stof og indbragte ham Kollegernes Ærespris i 1957, følte Ørum sig tilstrækkeligt konsolideret til at opsige sin stilling som journalist, og han nøjedes herefter med at levere ugentlige artikler til ugebladet Hjemmet. Udvalg af Ørums livsbetragtninger, refleksioner og erindringsglimt fra bladet kan blandt andet findes i Det lille lys (1959) og Tagdryp (1963).
I 1957 slog han sig ned på Fanø, hvorfra hans mødrene slægt stammede,
med sin familie. Herefter fulgte romanerne Det gyldne rav (1957), Ræven og jomfruen (1957), gennembrudsromanen Lyksalighedens ø (1958), Skyggen ved din højre hånd (1959), Komedie i Florens (1960), Natten i ventesalen (1962, filmatiseret i 1974 af Henning Ørnbak), samt Rundt om en enebærbusk (1963).
Kriminalassistent Jonas Mørck, der spiller hovedrollen i flere af Ørums krimier som fx Syndebuk (1972), Kun sandheden (1974, filmatiseret i 1975 af Henning Ørnbak), Tavse vidner (1976) og Vildspor (1994), beskriver forfatteren selv som en afspaltning af hans eget væsen i form af en let idealisering men også en vis dæmonisering, og Mørck kan på denne måde anses for et alter ego for Ørum.
Sammen med sin hustru Signe engagerede forfatteren sig i sagen for at få frikendt den svagt begavede Jacob Bølling for et seksualmord i Egebæksvang, der er beskrevet i bogen Retssikkerhedens illusion. Analyse af et justitsmord (1980). Inden bogens afslutning havde Ørum dog den store sorg at miste sin hustru og partner i bestræbelserne for ”at skaffe forfordelte, tilsidesatte og uretfærdigt behandlede mennesker ret og rimelighed” (fra bogens forord), og han forsøgte sig herefter med at skrive sig ud af sorgen og depressionen, hvilket blandt andet resulterede i romanen Ravnen mod aften (1982) og senere fagbogen Sorgens følelser (1984).
Ørum skrev, som allerede antydet, primært romaner, der ofte er bygget op omkring egne oplevelser, og forfatterskabet er på denne måde en stadig søgen efter selvet. Han skrev i alt 23 romaner, men forfattede også indenfor andre genrer så som digte, noveller, erindringer og essays.
Blandt andre værker fra forfatterens pen kan da også nævnes novellesamlingerne I vandenes dyb (1961), Uskylds frugt (1964) og Nattens gæster (1969), romanerne Hanegal (1965), Romance for Selma (1966), Ukendt offer (1967), Spionen ud af den blå luft (1968), Hjemkomst til drab (1970), dobbeltromanen om lærer Ronald Sørensen Et andet ansigt (1970) og Den stjålne ild (1971), og videre romanerne Det 11. bud (1972), De uforsonlige (1975), Bristepunktet (1978), Efterforskningen (1986), Dagens lys (1989), de to bøger om fanøboen Georg Manning, Af hjertets grund (1992) og Galgenfrist (1993) og romanen Det uopklarlige (1997) samt erindringsværkerne Tilbagerejsen (1973), Den magiske dimension – et barns oplevelsesverden (1995) og Drøm og selvindsigt (1998).
Forfatteren har modtaget et hav af legater og priser for sit arbejde, heriblandt Kritikerprisen i 1958, De Gyldne Laurbær i 1963, Søren Gyldendal Prisen i 1973 og han var modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Poul Ørum døde den 27. december 1997, 78 år gammel på Fanø, hvor han også ligger begravet på Nordby Kirkegård.
Herfra skal lyde en stor tak til den store danske forfatter for hans meget fine bidrag til den danske litteraturhistorie – og især for historierne om de udstødte, kriminelle og underbemidlede i samfundet.
Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; imdb.com
