Ugens forfatter-fødselar, uge 16: Nick Hornby

Så er der rund fødselsdag!

I dag, mandag d. 17. april, fylder den engelske forfatter Nicholas Peter John Hornby nemlig 60 år.

Hornby fylder 60 år

Nick Hornby debuterede som forfatter i 1992 med novellesamlingen Contemporary American Fiction. Samme år fulgte han op med den autobiografiske Fodboldfeber (Fever Pitch), om hans passion for fodboldklubben Arsenal, hvilket indbragte ham prisen William Hill Sports Book of the Year. Bogen blev filmatiseret i 1997 og blev i 2005 omformet til et amerikansk publikum, hvilket bl.a. indebar at fodboldklubben Arsenal blev udskiftet med baseballholdet Boston Red Sox.

Blandt forfatterens andre kendte værker kan romanerne High Fidelity (1995), Omkring en dreng (About a Boy, 2008), Langt nede (A long way down, 2005), Juliet, nøgen (Juliete naked, 2009) og hans seneste Miss Blackpool (2015) også nævnes – og i flere tilfælde er det lykkedes Hornby at få plads på biograflærredet med hans historier.

Bogen Samtaler med en engel (Speaking with the Angel, 2002) blev til som et velgørenhedsprojekt, hvor royalties fra salget gik til støtte for autistiske børn. Forfatterens søn er selv ramt af autisme, og Hornby stod for at redigere bogens 12 noveller, skrevet dels af hans venner og en enkelt af ham selv (Jesus med brysterne / NippleJesus).

I år 2010 var Hornby med til at stifte The Ministry of Stories – en nonprofit organisation i det østlige London, med det formål at hjælpe børn og unge med at udvikle deres skriftlige evner og hjælpe undervisere til at inspirere deres elever til at skrive.

Ud over allerede nævnte, har Hornby foruden flere romaner, bidraget med et utal af artikler, anmeldelser, essays, filmmanuskripter, koncerter, sangtekster, m.m. samt høstet et hav af priser for sine mange skriblerier.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; litteratursiden.dk)

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *