William Heinesen (1900-1991)
Onsdag den 15. januar er det 120 år siden, at den færøske forfatter, komponist og billedkunstner William Heinesen kom til verden i den færøske hovedstad Thorshavn.
Hans fader, Zacharias Heinesen, var købmand og skibsreder, men ikke specielt interesseret i åndslivet, hvilket moderen Caroline Jacobine, til gengæld opvejede, da hun var særdeles interesseret i kulturlivet og et gennemmusikalsk menneske, hvilket fx gjorde sig udslag i, at hun var en glimrende pianist.
Som barn var den lille William stærkt optaget af religion, men vendte sig dog hurtigt mod sekterikerne, som også hans kristne moder afskyede. Han havde respekt og sympati for religion som sådan, men afskyede den fordømmende og livsundertrykkende missioneren. Derudover blev hans livssyn præget af marxismen, introduceret af digtervennen Christian Matras.
I 1916 rejste den unge Heinesen, sammen med Matras og sin fætter og gode ven, forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen, til Danmark for at uddanne sig. Heinesen startede på Københavns Købmandsskole, som hans far nærmest havde lokket ham til, men da engagementet ikke rakte til at lave andre lektier end de danske stile, som han dog fik stor ros for, blev han smidt ud af skolen efter et par måneder. Herefter tog Heinesen til Ringsted, hvor han blev journalistelev på byens avis Folketidende.
I hovedstadsområdet fik den unge Heinesen hurtigt kontakt med 1920’ernes københavnske, især venstreorienterede, kunstnerkredse, hvor han blandt andet mødte den danske digter Otto Gelsted, der skulle få stor betydning for Heinesens litterære løbebane.
William Heinesen debuterede som forfatter i 1921 med Arktiske elegier og andre digte.
I 1918 ankom Heinesens to år yngre bror til Danmark, men valgte senere at udvandre til Canada. Her blev han i 1927 offer for tuberkulose, hvilket i 1938 også blev Jørgen-Frantz Jacobsens skæbne. Disse tab kom til at påvirke Heinesens forfatterskab, hvorfor han herefter begyndte at adressere religiøse og eksistentielle problemer, især døden. Dette kommer fx til udtryk i Heinesens næste digtsamlinger, Højbjergning ved havet (1924), Sange mod vaardybet (1927) og Stjernerne vaagner (1930), men præger også de senere værker.
I de kommende år pendlede Heinesen mellem København og hjembyen Torshavn, indtil han i 1932 gik ind i families handelsvirksomhed, som han drev videre efter faderens død i 1944. Han kæmpede dog konstant for at gøre forfattergerningen til sit levebrød.
I 1932 blev han også gift med Elisa Susanne Johansen, med hvem han fik tre sønner.
Det var også i denne periode, at Heinesen skiftede genre fra lyrikken til prosaen, og selvom han fortsatte med at udgive digtsamlinger, var denne ikke længere dominerende. I 1934 udkom debutromanen Blæsende gry, der med myldrende excentriske personligheds- og samfundsbeskrivelser tematiserer religiøse problematikker.
I Danmark havde Heinesen også stiftet bekendtskab med Hans Kirk, som han satte stor pris på, og hvis ideologiske livssyn kom til at øve stærk indflydelse på forfatterskabet. Dette ses blandt andet i hans anden roman Noatun (1938), der har stærke mindelser om Hans Kirks Fiskerne (1928).
I disse to første romaner sætter Heinesen den lutherske folkekirke, der indtil afskaffelsen af handelsmonopolet i 1856 havde været den dominerende trosretning på Færøerne, overfor forskellige sekter, der kom til at præge øriget op gennem sidste halvdel af 1800-tallet. Heinesen tager dog hverken parti for det ene eller det andet. Folkekirken bliver beskrevet som rigid, ubeslutsom og hyklerisk, mens sekterne skildres som livsfjendske. Denne generelle kritik af religionen bruger forfatteren hermed til at afmystificere og verdsliggøre religionen.
Der skulle nu gå elleve år, før verden igen fik fornøjelsen af Heinesens talent. Det skete med krigsromanen Den sorte gryde (1949) og efterfølgende hovedværket og det internationale gennembrud De fortabte spillemænd (1950), hvor tonen dog var markant ændret fra den socialrealistiske kollektivroman til den magiske realismes univers. Efter disse to litterære succeser kunne Heinesen leve af at skrive. I den næste roman, Moder Syvstjerne (1952), har Heinesen dog allerede kastet sig over en ny genre og er på vej væk fra den magiske realisme. Denne nye optagethed handler om myten, der kom til at præge resten af hans forfatterskab.
I sine unge år skrev forfatteren altså lyriske digte, men bevæger sig senere over i realismen, for endelig at finde sin egen form i genren mytisk realisme.
Gennem farverige, humoristiske og ofte bizarre og groteske fortællinger træder forfatterens historier frem og giver læseren et levende billede af Færøerne samt tematiserer livets tunge og universelle problematikker. Heinesens forfatterskab var skrevet på dansk, da det var det sprog, som han var vokset op med i hjemmet og i skolen, da det indtil hjemmestyreloven fra 1948 var hovedsproget på øerne.
Fra én af Færøernes 18 forblæste øer, ude midt i Atlanterhavet, udmaler Heinesen gennem sit forfatterskab særegne og fremmedartede verdener, beboet af fiskere, spekulanter, forførere, kunstnere, drankere, excentrikere, aparte intellektuelle og religiøse fanatikere. Litterært bevæger Heinesen sig sjældent udenfor Færøernes grænser. Hans faders, og senere hans egen, rederivirksomhed dukker også op flere steder i forfatterskabet, og hans persongalleri er for en stor del bygget på hans barndoms lærdom i den gamle del af Torshavn, Tinganæs. Det skal dog understreges, at selvom Heinesens værker giver et unikt indblik i det lille øsamfund og i særdeleshed i Torshavns alsidige bybillede, er han på ingen måde en hjemstavnsdigter, da han netop beskæftiger sig med det almenmenneskelige og kosmiske.
Blandt andre værker fra Heinesens pen finder vi digtsamlingerne Den dunkle sol (1936), der er samfundskritiske tekster mod blandt andet nazismen og Hymne og harmsang (1961) novellesamlingerne Det vingede mørke (1957), Det fortryllende lys (1957), Gamaliels besættelse (1960), Kur mod onde ånder (1967), Fortællinger fra Torshavn (1973), Grylen og andre noveller (1975), Her skal danses (1980) og Laterna Magica (1985), den Hans Kirk-inspirerede brevroman Det gode håb (1965), om det danske koloniregimes grove fremfærd i det færøske len omkring år 1670 samt romanerne Don Juan fra Tranhuset (1971), Panorama med regnbue (1972) og Tårnet ved verdens ende (1976).
I Fra billedmagerens værksted (1980), bliver vi præsenteret for et udvalg af Heinesens malerier, tegninger og klip. Billedmageren Heinesen er inspireret af forfatteren Heinesens fantasifulde historier. Han har illustreret mange bøger med eventyr og sagn, talrige bogomslag og papirklip og -collager, plakater, bladtegninger, pladecovers, vægdekorationer samt frimærker. I hans tegninger af kvinder og mænd fra Thorshavn ses hans specielle form for humor og satire og hans motiver fra Sigurd-kvadet dekorerer aulaen i Torshavn folkeskole.
Derudover både spillede og komponerede Heinesen musik.
Heinesen modtog flere priser og æresbevisninger for sit forfatterskab, heriblandt Holbergmedaljen i 1960, Nordisk Råds Litteraturpris i 1965, Emil Aarestrup Medaillen i 1968, Færøernes Litteraturpris i 1975, Kritikerprisen i 1980, Karen Blixen-medaljen samt Sonningprisen i 1985 og Det svenske akademis nordiske pris i 1987. I 1961 blev han desuden medlem af Det Danske Akademi og i 1980 æresborger i Torshavn.
William Heinesen døde den 12. marts 1991, 91 år gammel, i Thorshavn. Dette, døden, anså Heinesen dog ikke nødvendigvis selv som afslutningen, da der på hans gravsten selvvalgt står ”Alt er endnu i vorden” og kan på denne måde opfattes som essensen af hans forfatterskab, uden svar men som evigt søgende og dermed evigt begyndende.
Herfra skal lyde en stor tak til Færøernes nok betydeligste forfatterskab, og for han bidrag til at placere Færøerne på det litterære verdenskort.
Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; forfatterweb.dk; bibliografi.dk; politiken.dk
