Tennessee Williams (1911-1983)

Fredag den 26. marts, er det 110 år siden, at den amerikanske dramatiker Thomas Lanier Williams III, bedre kendt under pseudonymet Tennessee Williams, kom til verden i Columbus, Mississippi, som søn af den handelsrejsende skosælger Cornelius Coffin Williams og den kønne og omsværmede præstedatter Edwina Estelle Dakin, der drømte om livet som skuespillerinde.

I 1909 fødte Edwina datteren Rose og to år senere sønnen Thomas. De første par år herefter tilbragte familien i Mississippi, men i 1919 flyttede de til St. Louis, Missouri. Denne flytning kom i høj grad til at præge den lille Thomas, der lagrede dette geografiske skift som en livslang splittelse mellem Sydstaternes nostalgiske og noget problematiske tilbageskuen, kontra Nordstaternes pragmatiske fremadrettethed.

Faderen Cornelius havde en tendens til jalousi overfor sine to ældste børn, som han viste al mulig foragt. Han omtalte blandt andet den lille Thomas som ”Miss Nancy”, og børnene voksede generelt op i ufred og ballade. Parrets yngste søn, Dakin, blev dog accepteret af faderen.

I 1929 tilmeldte Thomas sig universitetet i Missouri for at studere journalistik, men da faderen opdagede, at Thomas` barndomskæreste, Hazel Kramer, også gik på universitetet truede han med at melde sønnen ud. Den unge forfatterspire droppede herefter studierne og sank hen i depression. Han kom aldrig rigtig over sin barndoms kærlighed.

Skrivning blev den unge Thomas` terapi mod selve livet, i særdeleshed fra han som 13-årig fik en skrivemaskine af sin mor. Han var gennem hele sin barndom og resten af livet tæt knyttet til sin søster Rose, der led af skizofreni. Skrivningen forblev gennem hele forfatterens liv, der på denne måde var formørket af ufred, sygdom og depression, hans sjælelige terapi.

Den unge Williams forsøgte sig i flere erhverv, blandt andet som bogpakker, elevatormontør, tjener og dueplukker. En overgang forsøgte han sig også som kyllingefarmer sammen med en ven. Hans mor var i denne periode en stor hjælp og hun støttede ham blandt andet ved at finde penge i husholdningsbudgettet og sende sin søn checks på 10, 15 og 20 dollars engang imellem, alt efter, hvad hun kunne afse.

Williams begyndte for alvor at interessere sig for drama, mens han studerede ved universitetet i Iowa, og han debuterede i 1940 med dramaet Battle of Angels. En tid forsøgte han sig som manuskriptforfatter i Hollywood, men dog med ringe succes i første omgang.

Tennessee Williams, som var dét navn, som han valgte at skrive under, brød for alvor igennem som dramatiker med skuespillet Glasmenageriet, der åbnede i Chicago i 1944 og kun skulle spille et år, inden forestillingen flyttede til Broadway, hvor den blev opført 563 gange inden den blev pillet af plakaten. Dette værk, der handler om en familie i depressionsårenes USA, bragte Williams både penge og berømmelse, men hans jagt efter lykken fortsatte, blandt andet gennem stadig nye homoseksuelle forbindelser. Bag stykket, der bæres af en fortæller, der forsøger at befri sig for skyldfølelser over at have svigtet sin mor og sin psykisk skrøbelige søster, lå Williams stærke kærlighed til søsteren Rose, der blev muse og model for flere af hans berømte komplekse kvindeportrætter.

De to andre store værker, som Williams især er blevet kendt for, er skuespillene Omstigning til Paradis (1947), der blev filmatiseret i 1951 af Elia Kazan med Vivien Leigh og Marlon Brando i hovedrollerne, en filmatisering, der gav Marlon Brando hans store gennembrud og den indbragte fire Oskars. Det andet værk er Kat på et varmt bliktag (1955), der blev filmatiseret af Richard Brooks i 1958 med Elizabeth Taylor og Paul Newman i hovedrollerne. Begge værker foregår i de amerikanske sydstater med lidenskabelige kvinder som omdrejningspunkter og begge værker høstede en Pulitzerpris for bedste drama.

Karakteristisk for Williams` værker er outsideren, der indtager centrum for fortællingen og forfatterens generelle forkærlighed for den ensomme, den psykisk ustabile og det sårbare individ, hvilket ofte er blevet forbundet med hans egen status som homoseksuel. Denne side af sig selv acceptererede forfatteren dog aldrig for alvor, men dannede dog ikke desto mindre par med blandt andre Pancho Rodríguez y Gonzáles, Frank Philip Merlo, Robert Carroll og Eloi Bordelon.

Blandt andre titler fra forfatterens pen finder vi desuden dramaerne Magen til kærlighed (1945), Det sidste af mine ægte guldure (1945), Flyvende sommer (1948), Den tatoverede rose (1951), Uegnet som menneskebolig (1952) og Pludselig sidste sommer (1958). Herudover skrev Williams både digte og noveller som fx Englen i alkoven (1948). I 1950 udkom forfatterens eneste roman, Mrs. Stones romerske forår. Dette værk er blevet filmatiseret i 1961 af José Quintero med bærende roller spillet af Vivien Leigh og Warren Beatty.

I 1975 udkom forfatterens åbenhjertige selvbiografi Memoirs, der udfolder en tydelig sammenhæng mellem hans dramatik og hans eget eksistentielle psykodrama, specielt kredsende om problemet med hans homoseksuelle identitet. Williams udpegede desuden Lyle Leverich til at skrive endnu en biografi og overlod ham, en måned inden sin død, dagbøger, diverse papirer og breve, hvoraf mange aldrig var blevet sendt, da Williams ofte havde manglet penge til de frimærkerne, der skulle have været på.

Thomas Lanier Williams III døde den 25. februar 1983, 71 år gammel, i New York City, officielt af kvælning. Han blev fundet på hotel Elysée i New York, hvor han havde fået proppen fra en flaske øjendråber galt i halsen. Han plejede at holde proppen mellem tænderne når han dryppede sine øjne, men denne gang var det gået så galt som det kunne. Tragisk nok, var han livet igennem skrækslagen for at blive kvalt, efter at han som barn nær var død af difteri.

Der er dog andre teorier vedrørende forfatterens død, da han efter sigende skulle være på receptpligtig medicin grundet søvnløshed, og der er flere der mener, at hans død snarere skyldtes en overdosis. Dette er dog forsøgt fortiet, for at undgå spekulationer om selvmord.

Williams blev gravlagt samme sted som sin afdøde sekretær og elsker Frank Merlo, i sin barndomsby St. Louis, som han hadede noget så inderligt. Dette var desuden på trods af, at hans eget ønske havde været at få sin aske spredt i havet.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der på trods af modgang i livet såvel som i døden, formåede at indskrive sin store dramatik i den moderne litteraturhistorie.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 637ff); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 474f); wikipedia.org; denstoredanske.lex.dk; imdb.com

Dennis Jürgensen (1961 – )

Onsdag den 3. februar er det 60 år siden, at den danske forfatter Dennis Jürgensen kom til verden i den københavnske forstad Brønshøj.

Den unge Dennis fik realeksamen i 1978, men havde herefter ikke det store behov for at læse videre eller få sig et 8-16 job med en arbejdsgiver, der åndede ham i nakken, hvorfor han i denne nød kastede sig over forfattergerningen.

Stædigt skrev den unge forfatterspire manuskripter og sendte ind til forskellige forlag, men det skulle tage tre lange år og en del afslag, før forlaget Tellerup antog den første af forfatterens bøger.

Denne bog kom dog med det samme til at slå Dennis Jürgensens navn fast som en børne- og ungdomsbogsforfatter, der skulle tages yderst seriøst. Debutromanen var Kærlighed ved første hik (1981), der både blev og stadig er en stor succes. Bogen er siden udgivelsen i 1981 udkommet i mere end 20 oplag og blev filmatiseret i 1999 af Tomas Villum Jensen, med efterfølgerne Kærlighed ved første hik 2 – Anja & Viktor (2001) og Kærlighed ved første hik 3 – Anja efter Viktor (2003). I efteråret 2018 dukkede den minsandten også op som Kærlighed ved første hik – the musical i Tivoli. Alle tre film samt musicalen har, på trods af små tyve års mellemliggende periode, Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke i hovedrollerne.

Efter debuten fulgte ungdomsromanen Er du blød, mand? (1982) og samme år udkom den første bog i den såkaldte Freddy-serie om den 11-årige Freddy og hans venskab med en gruppe monstre, der til daglig optræder som voksfigurer på det lokale museum. I denne serie finder vi Balladen om den forsvundne mumie (1982), Brædder til Draculas kiste (1983), Bøvsedragens hemmelighed (1984), Blodspor i Transsylvanien (1986) og Bøvl med bandagerne (1988). De fem Freddy-bøger blev samlet og genudgivet i 2002 under titlen Freddy & monstrene. Derudover optræder Freddy og hans familie også i andre af forfatterens udgivelser, der dog ikke decideret er en del af serien, som i fx Snevampyren (1991).

Herefter udkom ungdomsromanerne Djævelens hule (1983), Jord i hovedet (1984), Grønne øjne (1985), Flyskræk (1986), Gargoylens gåde (1986), Stormesteren (1987), Dystopia (1989) og Midnatstimen (1989).

I slutfirserne kom også de såkaldte Krøniker fra Kvæhl, en serie, med menneskebørnene Arnold og Catharinas kamp mod vampyrdæmonen Knusum Kranikum. Serien omfatter Knusum Kranikum (1988), Vampyrtroldene (1988), Æzurvin slår til (1988), Heksens ansigt (1990) og Lusingandos fælde (1990). Serien blev genudgivet i 2010, revideret med et mere tidssvarende sprog og med illustrationer af Bent Holm.

I starten af halvfemserne kom romanerne Jeg, en nørd (1990), Sorte Ragn rider igen (1991), Kadavermarch (1991), Mirakler udføres (1992), Relief (1993), Måske (1994), Sidste time (1995) og Ikke en fjer bedre (1995).

Black Horror serien eller Den sorte serie er en løst sammensat serie af fire selvstændige horror-romaner, hvor den røde tråd, er noget mørkt og skræmmende, der forfølger, truer og dræber bøgernes karakterer. Serien udgøres af Tingen i cellen (1992), Monstret i kælderen (1993), Uhyret i brønden (1998) og Dæmonen i hælene (2007). Også denne serie blev genudgivet i 2010.

I 1993 udkom Benny og Brian med ketchup og sennep, der er den første af de to bøger om Benny og Brian, der hænger ud på Kajs Grill i forstanden Hæmningsløse. Deres noget udramatiske hverdag bliver dog med jævne mellemrum afbrudt af vilde eventyr og rejser i tid, sted og rum. I 1996 udkom Benny og Brian møder den sorte julemand og de to gutter optræder desuden kort i Sidste time (1995).

Herefter fulgte de to bøger om privatdetektiven Harry Norton og dennes assistent, rigmandsdatteren Tippi Tulip, i den såkaldte Cthulhu-mytologi-serie. I De hængte mænds hus (1997) og Gylperen (1999) følger vi deres skræmmende oplevelser med fanatiske kulter og overnaturlige væsner. Begge bøger bærer undertitlen En fortælling i H. P. Lovecrafts Cthulhu-mytologi.

Slut-halvfemserne bød desuden på titlerne Mørkeleg (1996), Et Grimm´t eventyr (1996), Snemanden (1998) og Hår(d) (1999).

I serien Drømmetjenerne, der udgøres af Evighedens port (2002), Mandators kappe (2004), Ondskabens dimension (2005) og Den gyldne by (2006). I bøgerne skal Miranda, Alex og Gabrielle sammen med deres drømmetjenere blandt andet finde ud af, hvordan de får stoppet den invasionshær, der er på vej mod Jorden, efter at der er opstået huller mellem menneskenes planet og de omkringliggende dimensioner.

I begyndelsen af årtusindskiftet udkom også Maskiner sanser ikke hud (2000), De kom fra blodsumpen 2 (2001) samt opfølgeren til succesen Kadavermarch fra 1991, Kadaverjagt (2006). De to apokalyptiske zombie-fortællinger Kadavermarch (1991) og Kadaverjagt (2006) er begge inspireret af George A. Romeros filmiske kultklassiker Dawn of the dead (1978), og der er da også fra flere sider ytret ønsker om, at filmatisere Jürgensens zombier.

Serien om spøgelseslinien handler om de fire børn, Absalon, Kasper, Tanja og Patricia, der forsøger at opklare forskellige paranormale sager. Serien består af Sagen om de japanske dræbergardiner (2003), Sagen om det blodige vampyrtrick (2003), Sagen om ugledrengens afklippede klo (2007), Sagen om det galoperende maleri (2008) og Sagen om den brændende klovn (2009).

Kælderkrigen (2010) og den psykologiske ungdomsthriller Tunnelmanden (2010), er af Jürgensen selv blevet betegnet som de sidste trædesten over til de kriminalromaner for voksne, som han kastede sig over i 2014. Dette genreskift i forfatterskabet skyldtes dels opfordringer fra fans, der i deres ungdom havde været glade for Jürgensens romaner, men nu var blevet voksne og savnede forfatteren, dels et eget behov for at udvikle sig som forfatter og give sig selv større udfordringer. Han introducerede en krimiserie om den klassiske antihelt, efterforskningslederen Roland Trier, der indbefatter Løbende tjener (2014), Dansende røde bjørne (2015), Hviskende lig (2016), Marcherende myrer (2017), Eksploderende skadedyr (2018) og Faldende masker (2019).

Ud over hans bøger, der tæller over 50 udgivelser, har Jürgensen lavet manuskripter til spillefilmene Sidste time (1995) og Mørkeleg (1996), begge instrueret af Martin Schmidt, Tomas Villum Jensens Kærlighed ved første hik (1981, filmatiseret i 1999) samt Bag det stille ydre fra 2005, også instrueret af Martin Schmidt. Derudover har han også skrevet flere noveller og artikler.

Karakteristisk for forfatterskabet, og især de senere ungdomsromaner, har været en forkærlighed for gys og gru, og blandt inspiratorerne finder man da også forfattere som Edgar Allan Poe og Stephen King. Han er da også af blandt andet Jakob Stegelmann blevet kaldt for ”Den danske Stephen King”. Derudover er en af de primære inspirationskilder til Jürgensens tidlige forfatterskab tegneseriemagasinet Gru (1972-1975), som han som 11-12-årig knægt blev introduceret og faldt for. Der findes dog mange flere facetter i forfatterskabet, der ud over gys, gru, horror og splatter også spænder over genrer som blandt andet humor, thriller, fantasy, sci-fi og krimi.

Dennis Jürgensen har vundet flere priser for sit forfatterskab, heriblandt Børnebibliotekarenes Kulturpris i 2001 og Orla-prisen i 2005 og 2007.

I 1992 stiftede Tellerup Dennis-klubben som et tilbud til alle Jürgensen-læsere og fans og hvis man er interesseret i at vide mere om forfatteren og alle hans monstre, kan man med fordel hive fat i M. F. Clasens Drager, damer & dæmoner – en guide til Dennis Jürgensens univers (2002).

Forfatteren bor i dag i Rødovre, hvor han ud over sit forfattervirke blandt andet er en ivrig fuglekigger.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Dennis Jürgensen på den runde dag, og en stor personlig tak herfra, for at have introduceret en inkarneret gyserfan for genren på skolebiblioteket såvel som på skærmen.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; tellerup.com; litteratursiden.dk; denstoredanske.lex.dk; bibliografi.dk; dennisklubben.dk; www.dr.dk/drtv/episode/troldspejlet-and-co (sendt 30/10-2020); imdb.com

Patricia Highsmith (1921-1995)

Tirsdag den 19. januar er det 100 år siden, at den amerikanske forfatter Mary Patricia Plangman, bedre kendt som Patricia Highsmith, kom til verden i Fort Worth, Texas.

Den lille Mary Patricia var eneste barn af den tysk-anede kunstner Jay Bernard Plangman og Mary Plangman, der dog valgte en skilsmisse 10 dage inden datterens fødsel.

I 1924 giftede moderen sig med kunstneren Stanley Highsmith, der adopterede Mary Patricia, der ved denne anledning fik efternavnet Plangman ombyttet til Highsmith, og i 1927 flyttede den lille familie til New York City.

Som 12-årig blev Patricia Highsmith sendt tilbage til Fort Worth i et år, for at bo hos sin bedstemor. Dette år skulle efter hendes eget udsagn have været det sørgeligste år, da hun følte sig forladt af sin moder. Hun flyttede dog tilbage til moderen og stedfaderen i New York, hvor de primært havde bopæl på Manhattan, men også i Astoria, Queens.

Fra 1934 og til 1938 gik den unge Mary Patricia på Julia Richman High School og efterfølgende på Barnard College, hvorfra hun dimitterede i 1942. Herefter søgte hun job ved magasiner som fx Harper´s Bazaar, Vogue, Time og The New Yorker, dog uden succes. I stedet fik hun arbejde for forskellige tegneserieforlag, hvor hun skrev fra 1942 og indtil 1948 mens hun boede i henholdsvis New York City og Mexico.

I sommeren 1948 blev den unge forfatterspire, efter en anbefaling fra Truman Capote, indlogeret ved kunstner-kolonien Yaddo i New York, hvor hun arbejdede på sin debutroman.

Efter sit ophold ved Yaddo mødte Highsmith forfatteren Marc Brandel, som hun indledte et forhold til. I november samme år påbegyndte Highsmith psykoanalytisk behandling, for at afhjælpe sine homoseksuelle tendenser, så hun kunne gifte sig med Brandel, men både behandlingen og forholdet med Brandel blev afbrudt efter seks måneder.

Efter at have endt forholdet til Marc Brandel indledte Highsmith en affære med psykoanalytikeren Kathryn Hamill Cohen, der var gift med den britiske forlægger Dennis Cohen, grundlæggeren af forlaget Cresset Press, der i 1950 udgav Highsmiths debutroman Skæbnesvangert møde. Romanen blev en succes, der allerede året efter i 1951 blev filmatiseret af ingen ringere end Alfred Hitchcock, og efterfølgende yderligere er blevet omformet til både scene og skærm i flere omgange.

I slutningen af 1940´erne arbejde forfatterinden i Bloomingdale´s ved juletid, for at have råd til at betale for psykoterapien. Her i stormagasinet blev hun inspireret til sin anden roman, den delvist selvbiografiske The price of salt (1952), hvor to kvinder mødes i et stormagasin og indleder en passioneret affære. Romanen udkom under pseudonymet Claire Morgan, men blev genudgivet under forfatterindens eget navn 38 år senere med titlen Carol (1990) og filmatiseret af Todd Haynes i 2015. Romanen blev på grund af dens lykkelige slutning revolutionerende, da litteraturen forinden dette værk, havde ladet homoseksuelle kvinder og mænd betale for deres seksuelle afvigelser med ulykkelige slutninger så som depression eller selvmord.

I efteråret 1951 indledte forfatterinden en affære med sociolog Ellen Blumenthal Hill, hvilket medførte, at hun rejste frem og tilbage mellem USA og Europa. Sammen tog parret dog til New York i foråret 1953, men forholdet endte umiddelbart herefter. I stedet indledte Highsmith et forhold til den homoseksuelle tyske fotograf Rolf Tietgen, til hvilken hun dedikerede romanen Januar har to ansigter (1964).

I starten af 1950´erne begyndte forfatterindens noveller også for første gang at dukke op i Ellery Queen´s Mystery Magazine, blandt disse finder vi fx novellerne Den tomme fuglekasse, Skabningen og Skildpadden.

I 1955 udkom succesromanen Tom Ripleys talent, der blev efterfulgt af yderligere fire værker om den morderiske charmør og charlatan, Tom Ripley under jorden (1970), Tom Ripleys spil (1974), Tom Ripleys protegé (1980) og Tom Ripley under vand (1991). Samlet bliver de fem værker om Tom Ripley ofte betegnet som Ripliaden og disse romaner er nogle af forfatterindens mest populære værker, der har solgt millioner af eksemplarer verden over.

I tidens løb er det også blevet til flere film, teater- og radiostykker om kriminelle og charmerende Ripley, fx blev Tom Ripleys talent (1955) filmatiseret i 1960 af René Clément under den danske titel Kun solen var vidne og igen af Anthony Minghella i 1999 under originaltitlen The talented Mr. Ripley med navne som Matt Damon, Gwyneth Paltrow og Jude Law på rollelisten. Derudover kan filmatiseringen Tom Ripleys spil (1974) fra 1977 af Wim Wenders og fra 2002 af Liliana Cavani, med John Malkovich som Ripley, Roger Spottiswoodes filmatisering af Ripley under ground (1970) fra 2005 samt den kommende amerikanske tv-serie Ripley af Steven Zaillian, der i skrivende stund (2020) produceres, også nævnes.

Efter Tom Ripleys talent (1955) udgav Highsmith romanerne Det stille vand (1957), Mr. Kelseys dobbeltliv (1960) og Januar har to ansigter (1964), der blev filmatiseret i 2014 af Hossein Amini med Kirsten Dunst og Viggo Mortensen i hovedrollerne. I 1964 udkom romanen Glascellen, efterfulgt af romanerne Hvem er kat – hvem er mus? (1965), Den sommer i Hammamet (1969), Hund i et spil kegler (1972), Ediths dagbog (1977) og Himmelens tjenere (1983).

Karakteristisk for forfatterskabet er den psykologiske thriller, med en modpols-tematik, med fx eneren overfor samfundet eller Europa overfor USA. Highsmith var inspireret af eksistentialistisk litteratur og satte spørgsmålstegn ved begreber så som identitet og moralitet. Mange af hendes romaner foregår desuden i Greenwich Village, hvor hun boede fra 1940-42.

Igennem forfatterskabet fastholdt hun en vedvarende venstreorienteret kritik af det amerikanske samfund, hvilket da også var en af grundene til, at hendes foretrukne residens fra 1968 var Europa, i særdeleshed England, Frankrig og Schweiz.

Highsmith skrev i alt 22 romaner og flere noveller gennem et forfatterskab, der strakte sig over næsten fem årtier og hendes værker har dannet grundlag for over 20 filmmanuskripter.

Ved sin død efterlod hun omkring 8.000 sider håndskrevne notes- og dagbøger og det er blandt andet fra disse, at vi får et særdeles godt indblik i hendes privatliv, selvom hun i live, foretrak at holde det private for sig selv.

Highsmith led igennem hele livet af tilbagevendende depression på trods af sin succes, og igennem årene fik hun også besøg af lidelser som underskud af kvindeligt hormon, anoreksi, kronisk anæmi, Buergers sygdom, lungekræft, pukkelryggethed samt et forhold til alkohol, der ikke blev sundere som årene gik.

Hun foretrak dyrs, ikke mindst kattes, selskab frem for menneskers og skulle efter sigende i et interview fra 1991 have ytret, at hun havde valgt at bo alene, fordi hendes fantasi fungerede bedre, når hun ikke var nødt til at tale med mennesker. Hun havde til gengæld for sin manglende kærlighed overfor andre mennesker en forkærlighed for værktøj, og producerede i årenes løb flere møbler.

Hun avlede desuden hundredvis af snegle i sin have i det engelske Suffolk og skulle efter sigende være troppet op til et cocktailparty i London med en gigantisk håndtaske, der indeholdt et salathoved og et hundrede snegle, der ifølge forfatterinden udgjorde hendes ledsager for aftenen.

Hun blev af nogle opfattet som en misogyn lesbisk og hendes amerikanske forlægger Otto Penzler beskrev Highsmith, efter hendes død, som et ondsindet, hårdt, ikke elskelig, ikke elskende og helt igennem grimt menneske, men med fantastiske evner som forfatter. Andre har beskrevet hende som hård, besværlig, ligefrem, fuld af humor, støttende og deprimeret.

Highsmith modtog flere priser for sit forfatterskab, der ud over tegneserieteksterne, romanerne og novellerne også indbefatter børnebøger, fagbøger, essays og artikler og som allerede antydet, er en større del af forfatterindens værker omformet til andre medier, så som film, teater og radio, ofte mere end en enkelt gang og på både tysk, fransk og engelsk.

Mary Patricia Highsmith døde den 4. februar 1995, 74 år gammel, af en kombination af knoglemarvssygdommen aplastisk anæmi og lungekræft, på et hospital i Locarno i Schweiz, nær den landsby, hvor hun havde boet siden 1982.

Hun efterlod sin ejendom, estimeret en værdi af tre millioner dollars samt fremtidige royalties fra sit forfatterskab, til kunstner-kolonien Yaddo i New York, hvor hun havde tilbragt to måneder i 1948.

Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.lex.dk; imdb.com; bibliografi.dk