Patricia Highsmith (1921-1995)

Tirsdag den 19. januar er det 100 år siden, at den amerikanske forfatter Mary Patricia Plangman, bedre kendt som Patricia Highsmith, kom til verden i Fort Worth, Texas.

Den lille Mary Patricia var eneste barn af den tysk-anede kunstner Jay Bernard Plangman og Mary Plangman, der dog valgte en skilsmisse 10 dage inden datterens fødsel.

I 1924 giftede moderen sig med kunstneren Stanley Highsmith, der adopterede Mary Patricia, der ved denne anledning fik efternavnet Plangman ombyttet til Highsmith, og i 1927 flyttede den lille familie til New York City.

Som 12-årig blev Patricia Highsmith sendt tilbage til Fort Worth i et år, for at bo hos sin bedstemor. Dette år skulle efter hendes eget udsagn have været det sørgeligste år, da hun følte sig forladt af sin moder. Hun flyttede dog tilbage til moderen og stedfaderen i New York, hvor de primært havde bopæl på Manhattan, men også i Astoria, Queens.

Fra 1934 og til 1938 gik den unge Mary Patricia på Julia Richman High School og efterfølgende på Barnard College, hvorfra hun dimitterede i 1942. Herefter søgte hun job ved magasiner som fx Harper´s Bazaar, Vogue, Time og The New Yorker, dog uden succes. I stedet fik hun arbejde for forskellige tegneserieforlag, hvor hun skrev fra 1942 og indtil 1948 mens hun boede i henholdsvis New York City og Mexico.

I sommeren 1948 blev den unge forfatterspire, efter en anbefaling fra Truman Capote, indlogeret ved kunstner-kolonien Yaddo i New York, hvor hun arbejdede på sin debutroman.

Efter sit ophold ved Yaddo mødte Highsmith forfatteren Marc Brandel, som hun indledte et forhold til. I november samme år påbegyndte Highsmith psykoanalytisk behandling, for at afhjælpe sine homoseksuelle tendenser, så hun kunne gifte sig med Brandel, men både behandlingen og forholdet med Brandel blev afbrudt efter seks måneder.

Efter at have endt forholdet til Marc Brandel indledte Highsmith en affære med psykoanalytikeren Kathryn Hamill Cohen, der var gift med den britiske forlægger Dennis Cohen, grundlæggeren af forlaget Cresset Press, der i 1950 udgav Highsmiths debutroman Skæbnesvangert møde. Romanen blev en succes, der allerede året efter i 1951 blev filmatiseret af ingen ringere end Alfred Hitchcock, og efterfølgende yderligere er blevet omformet til både scene og skærm i flere omgange.

I slutningen af 1940´erne arbejde forfatterinden i Bloomingdale´s ved juletid, for at have råd til at betale for psykoterapien. Her i stormagasinet blev hun inspireret til sin anden roman, den delvist selvbiografiske The price of salt (1952), hvor to kvinder mødes i et stormagasin og indleder en passioneret affære. Romanen udkom under pseudonymet Claire Morgan, men blev genudgivet under forfatterindens eget navn 38 år senere med titlen Carol (1990) og filmatiseret af Todd Haynes i 2015. Romanen blev på grund af dens lykkelige slutning revolutionerende, da litteraturen forinden dette værk, havde ladet homoseksuelle kvinder og mænd betale for deres seksuelle afvigelser med ulykkelige slutninger så som depression eller selvmord.

I efteråret 1951 indledte forfatterinden en affære med sociolog Ellen Blumenthal Hill, hvilket medførte, at hun rejste frem og tilbage mellem USA og Europa. Sammen tog parret dog til New York i foråret 1953, men forholdet endte umiddelbart herefter. I stedet indledte Highsmith et forhold til den homoseksuelle tyske fotograf Rolf Tietgen, til hvilken hun dedikerede romanen Januar har to ansigter (1964).

I starten af 1950´erne begyndte forfatterindens noveller også for første gang at dukke op i Ellery Queen´s Mystery Magazine, blandt disse finder vi fx novellerne Den tomme fuglekasse, Skabningen og Skildpadden.

I 1955 udkom succesromanen Tom Ripleys talent, der blev efterfulgt af yderligere fire værker om den morderiske charmør og charlatan, Tom Ripley under jorden (1970), Tom Ripleys spil (1974), Tom Ripleys protegé (1980) og Tom Ripley under vand (1991). Samlet bliver de fem værker om Tom Ripley ofte betegnet som Ripliaden og disse romaner er nogle af forfatterindens mest populære værker, der har solgt millioner af eksemplarer verden over.

I tidens løb er det også blevet til flere film, teater- og radiostykker om kriminelle og charmerende Ripley, fx blev Tom Ripleys talent (1955) filmatiseret i 1960 af René Clément under den danske titel Kun solen var vidne og igen af Anthony Minghella i 1999 under originaltitlen The talented Mr. Ripley med navne som Matt Damon, Gwyneth Paltrow og Jude Law på rollelisten. Derudover kan filmatiseringen Tom Ripleys spil (1974) fra 1977 af Wim Wenders og fra 2002 af Liliana Cavani, med John Malkovich som Ripley, Roger Spottiswoodes filmatisering af Ripley under ground (1970) fra 2005 samt den kommende amerikanske tv-serie Ripley af Steven Zaillian, der i skrivende stund (2020) produceres, også nævnes.

Efter Tom Ripleys talent (1955) udgav Highsmith romanerne Det stille vand (1957), Mr. Kelseys dobbeltliv (1960) og Januar har to ansigter (1964), der blev filmatiseret i 2014 af Hossein Amini med Kirsten Dunst og Viggo Mortensen i hovedrollerne. I 1964 udkom romanen Glascellen, efterfulgt af romanerne Hvem er kat – hvem er mus? (1965), Den sommer i Hammamet (1969), Hund i et spil kegler (1972), Ediths dagbog (1977) og Himmelens tjenere (1983).

Karakteristisk for forfatterskabet er den psykologiske thriller, med en modpols-tematik, med fx eneren overfor samfundet eller Europa overfor USA. Highsmith var inspireret af eksistentialistisk litteratur og satte spørgsmålstegn ved begreber så som identitet og moralitet. Mange af hendes romaner foregår desuden i Greenwich Village, hvor hun boede fra 1940-42.

Igennem forfatterskabet fastholdt hun en vedvarende venstreorienteret kritik af det amerikanske samfund, hvilket da også var en af grundene til, at hendes foretrukne residens fra 1968 var Europa, i særdeleshed England, Frankrig og Schweiz.

Highsmith skrev i alt 22 romaner og flere noveller gennem et forfatterskab, der strakte sig over næsten fem årtier og hendes værker har dannet grundlag for over 20 filmmanuskripter.

Ved sin død efterlod hun omkring 8.000 sider håndskrevne notes- og dagbøger og det er blandt andet fra disse, at vi får et særdeles godt indblik i hendes privatliv, selvom hun i live, foretrak at holde det private for sig selv.

Highsmith led igennem hele livet af tilbagevendende depression på trods af sin succes, og igennem årene fik hun også besøg af lidelser som underskud af kvindeligt hormon, anoreksi, kronisk anæmi, Buergers sygdom, lungekræft, pukkelryggethed samt et forhold til alkohol, der ikke blev sundere som årene gik.

Hun foretrak dyrs, ikke mindst kattes, selskab frem for menneskers og skulle efter sigende i et interview fra 1991 have ytret, at hun havde valgt at bo alene, fordi hendes fantasi fungerede bedre, når hun ikke var nødt til at tale med mennesker. Hun havde til gengæld for sin manglende kærlighed overfor andre mennesker en forkærlighed for værktøj, og producerede i årenes løb flere møbler.

Hun avlede desuden hundredvis af snegle i sin have i det engelske Suffolk og skulle efter sigende være troppet op til et cocktailparty i London med en gigantisk håndtaske, der indeholdt et salathoved og et hundrede snegle, der ifølge forfatterinden udgjorde hendes ledsager for aftenen.

Hun blev af nogle opfattet som en misogyn lesbisk og hendes amerikanske forlægger Otto Penzler beskrev Highsmith, efter hendes død, som et ondsindet, hårdt, ikke elskelig, ikke elskende og helt igennem grimt menneske, men med fantastiske evner som forfatter. Andre har beskrevet hende som hård, besværlig, ligefrem, fuld af humor, støttende og deprimeret.

Highsmith modtog flere priser for sit forfatterskab, der ud over tegneserieteksterne, romanerne og novellerne også indbefatter børnebøger, fagbøger, essays og artikler og som allerede antydet, er en større del af forfatterindens værker omformet til andre medier, så som film, teater og radio, ofte mere end en enkelt gang og på både tysk, fransk og engelsk.

Mary Patricia Highsmith døde den 4. februar 1995, 74 år gammel, af en kombination af knoglemarvssygdommen aplastisk anæmi og lungekræft, på et hospital i Locarno i Schweiz, nær den landsby, hvor hun havde boet siden 1982.

Hun efterlod sin ejendom, estimeret en værdi af tre millioner dollars samt fremtidige royalties fra sit forfatterskab, til kunstner-kolonien Yaddo i New York, hvor hun havde tilbragt to måneder i 1948.

Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.lex.dk; imdb.com; bibliografi.dk

Sigurd Hoel (1890-1960)

Mandag den 14. december er det 130 år siden, at den norske forfatter og forlagsredaktør Sigurd Hoel kom til verden som søn af Lars Anton Hoel og Elisa Dorothea Hoel i det norske Sagstua, Nord-Odal.

Den lille Sigurd, der var nummer otte ud af en søskendeflok på ni, voksede op i det østnorske, hvor hans fader erhvervede sig som lærer. I 1906 rejste den unge Sigurd til Oslo for at tage middelskoleeksamen og fortsatte derefter videre til artium og realfag ved universitetet, hvor han blandt andet studerede naturvidenskab.

Sigurd Hoel var yderst aktiv i studentersamfundet og skrev her blandt andet for avisen Minerva. I 1918 vandt han en nordisk novellekonkurrence med Idioten og herefter tog karrieren fart. Han fik job som litteratur- og teaterkritiker i Arbejderbladet og fungerede som sekretær ved Videnskabsakademiet samt redaktionssekretær ved humorbladet Erlex.

Fra 1921-24 var han medredaktør af det radikale og kommunistiske tidsskrift Mot dag og herefter fungerede han som konsulent og redaktør på Gyldendal Norsk Forlag, hvor han blandt andet redigerede ”Den gule serie”. I denne serie fik han udgivet nyere udenlandske værker og præsenterede nordmændene for forfattere som fx Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og Franz Kafka, før de for alvor slog igennem på verdens litterære scene.

I 1927 blev Hoel gift med den norske børne- og ungdomspsykiater Nic Waal (født Caroline Schweigaard Nicolaysen). Parret blev skilt i 1936.

Sigurd Hoel debuterede som forfatter i 1922 med novellesamlingen Veien vi går, der tydeligt var inspireret af Knut Hamsun, hvem Hoel livet igennem nærede stor beundring for.

Herefter fulgte den ekspressionistiske roman Syvstjernen (1924), før hans gennembrud kom i 1927 med den satiriske generationsroman Syndere i sommersol, med en ironisk, fræk og ny tone, indenfor norsk litteratur. Romanen beskriver en flok unge intellektuelle i 1920`erne, der føler sig frigjorte, men gradvis indhentes af netop det, som de troede sig frie af. Romanen vakte forargelse i samtidens samfund på grund af forfatterens frimodige erotiske skildringer. Persongalleriet fra gennembrudsromanen genfindes i romanen Jeg elsker en anden (1951).

Efterfølgende kom romaner som En dag i oktober (1931) og Fjorten dage før frostnætterne (1935), der på trods af en psykologisk determinisme, har det positive budskab, at man netop kan opnå en frigørelse ved at forstå psyken. I førstnævnte værk går forfatteren heftigt til angreb på det borgerlige ægteskab, og i flere af hans senere romaner viser han, hvordan en traditionel patriarkalsk opdragelse skaber neurotiske individer. Et generelt tema i Hoels værker er de samfundsmæssige strukturers skadelige indvirkning på individet i både social og psykisk forstand.

Hoel var én af de første forfattere i Norge, der tydeligt var inspireret af psykoanalysen, og især psykoanalytikeren Wilhelm Reich, hvilket blandt andet kan ses i Fjorten dage før frostnætterne (1935) med kærlighedssvigt og angst for lykken som hovedtemaer samt i den store udviklingsroman Vejen til verdens ende (1933), hvor han beskriver, hvordan den gammeldags strenge opdragelse, hvor lyst er en synd, kan forgifte et menneske. Hans egen opvækst tjener som udgangspunkt for romanen, der er skrevet set gennem barnets øjne, et perspektiv, der går igen i fx Prinsessen på glasbjerget (1939). Dette perspektiv har blandt andet til hensigt at understrege forfatterens mening om den betydning, som oplevelser i barn- og ungdommen har for voksenlivet.

Forfatterens mest succesfulde roman skulle vise sig at blive Mødet ved milepælen (1947), der blev skrevet i Sverige, hvor forfatteren måtte flygte til i 1943. Romanen handler om nazisme-problematikken og igen bliver historien fortalt set igennem de psykoanalytiske briller.

Samfundskritikken fortsatte i Stævnemøde med de glemte år (1954) og i Ved foden af Babels tårn (1956).

Forfatterens sidste roman blev den sagaagtige tragedie Trylleringen (1958), der er en fortsættelse af Arvestålet (1941). I Trylleringen (1958) samles alle forfatterskabets hovedmotiver i et spændingsfelt mellem en fatalistisk skæbnetro og drømmen om det frie menneske i det frie samfund.

Til forfatterskabet hører desuden også romanerne Ingenting (1929) og Sesam, sesam (1938) samt dramaerne Mod muren (1930) og Don Juan (1930).

Hoel kan med rette, ved siden af kolleger som Tarjei Vesaas og Aksel Sandemose, betragtes som sin generations betydeligste norske forfatter af romaner og noveller.

Ud over sin forfattervirksomhed var Hoel også en indflydelsesrig og flittig debattør, kritiker og essayist. Derudover var han medstifter af Forfatterforeningen og formand i Rigsmålsforbundet fra 1956-1959. Han modtog den norske boghandlerpris i 1948, og fra samme år modtog han kunstnerløn fra den norske stat.

Flere af Hoels værker er blevet filmatiseret, heriblandt Syndere i sommersol (1924) i både 1934 og 2001, Stævnemøde med glemte år (1954) i 1957 og Fjorten dage Før Frostnætterne (1935) i 1966.

Sigurd Hoel døde den 14. oktober 1960 i Norges hovedstad Oslo, af et hjerteanfald, 69 år gammel.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 267f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne
(Rosinante, 2000, s. 207f); wikipedia.org; denstoredanske.lex.dk; gyldendal.no; imdb.com; bibliografi.dk