Antikvariat Obscurum har normale åbningstider under corona/Covid19-nedlukningen.
Vi har vurderet, at det er forsvarligt at holde butikken åben som normalt, da vi har et stort butiksareal, hvor kunderne ikke behøver at stå tæt.
Samtidig betyder nedlukningen af en række andre virksomheder, at en del mennesker vil have behov for at handle på nettet. Derfor er DAO-pakkeshoppen også åben.
Hvis der på et tidspunkt kommer krav om lukning af butikker, vil vi naturligvis overholde det.
Lørdag den 7. marts er det 80 år siden, at den danske forfatter, foredragsholder og samfundsdebattør Hans Ebbe Reich Nielsen, nok bedre kendt som Ebbe Kløvedal Reich, kom til verden i den fynske hovedstad Odense, som søn af salgschef Helge Reich Nielsen og Karen Rosengård Hansen.
Den unge Ebbe blev student fra Aurehøj Gymnasium i 1959 og påbegyndte et par år herefter studier i historie ved Københavns Universitet. Her var det især sin samtids historie og asiatiske forhold, der vakte hans interesse.
Større var interessen dog ikke, end at han i 1965 opgav studierne. Samme år udkom hans første bog, Vietnam krigen i perspektiv (1965), skrevet i samarbejde med Preben Dollerup.
Fra 1965-1967 var Reich redaktør for det venstreorienterede tidsskrift Politisk Revy.
Tiden 1967-70 var en væksttid for den unge forfatter, og han involverede sig og havde generelt stor indflydelse i den politiske, offentlige debat. Han fungerede som talsmand for en række af tidens grupperinger, som fx kampagnen mod atomvåben, Vietnam-bevægelsen, Folkebevægelsen mod EF og fristaden Christiania, hvor han som fortaler for frigivelsen af hash fx i juli 1970 under ungdomsoprøret deltog i en aktion for fri hash med hashrygningen på Kulturministeriets trappe sammen med blandt andre Klaus Rifbjerg og Niels Skousen.
I 1967 udkom forfatterens anden bog, Kina – den ideologiske stormagt, som blandt andet beskæftigede sig med maoismen, og året efter stillede han op som kandidat for Det Radikale Venstre til Folketinget. Mellem 1968-69 fungerede han som lærer ved Askov Højskole.
Det var også i 1967, at Reich debuterede som lyriker med værket Billedalmanak fra en rejse i det europæiske, om Europas nyere historie og af samme politisk-historiske art er fx digtene i Hvem var Malatesta? – album fra en ny og gammel verden (1969).
Forfatterens mellemnavn Kløvedal stammer fra kollektivet Maos Lyst, der blev stiftet i 1968 i København og som Reich boede i, i sin ungdom. Navnet, som alle beboerne tog som mellemnavn, og som skulle symbolisere fællesskabet, stammer fra J. R. R. Tolkiens Ringenes Herre-univers (1954-55), hvor Kløvedal betegner elvernes og lavalfernes bolig (på engelsk Rivendell), der var stedet for rådsforsamling, fællesskab og restitution på hobbitternes lange rejse.
I 1969 udkom en samling af forfatterens egne taler og artikler i Svampens tid – af en uerfaren kronikærs optegnelser (1969), der var første bind i det, som Reich kaldte sin ”samtidskrønike”. Senere i denne serie fulgte Svampen og korset – fortsatte optegnelser til en krønike (1973), Du danske svamp – afsluttende optegnelser til en tiårs krønike (1974), Til forsvar for masselinien og den rette tro – tekster om politik, ideologi, kristendom og erotik (1976), Svaneøglen – notater fra et eksperiment i tidsrummet 9/4-1976 – 17/2-1978 (1978), Mediesvampen – lægprædiken og krønike 1978-80 (1980) og I svampens hede – krønike imod tidsånden (2002).
Især i Svaneøglen (1978) finder man den mest åbne og personlige fremstilling af forfatterens personlige forhold, og den kan ses som et hovedværk indenfor moderne bekendelseslitteratur. Her beretter han blandt andet om sin fascination af okkultisme, astrologi og mystik, der kulminerede omkring 1970.
I 1972 startede et nyt kapitel i forfatterskabet indledt med biografien Frederik – en folkebog om N.F.S. Grundtvigs tid og liv (1972). Dette værk, der må betragtes som et hovedværk i forfatterskabet, bragte Reich ud til en helt ny læserskare, og han fortsatte herefter med en række historiske romaner, hvor han gik ombord i Danmarkshistorien for at beskrive danskernes rolle og egenart. Disse historiske romaner har ofte en moraliserende tendens, hvor Reich i rollen som folkeopdrager forsøgte at få danskerne til at huske på den tradition for demokrati, ligestilling og tolerance, der, ifølge ham, var blevet grundlagt i jernalderen, men glemt og forladt, hvilket fx kom til udtryk ved enevældens indførelse i 1660 og i tilslutningen til EF i 1972. Overfor dette nordiske frihedssyn står fjenden som den romerske, katolske verdensorden og imperialisme og militarisme, hvor staten og systemet går forud for individet.
Netop enevældens indførelse i 1660 er også omdrejningspunktet for Reichs historiske roman Rejsen til Messias I-III (1974) og i næste historiske roman, Fæ og Frænde – syv en halv nats fortællinger om vejene til Rom og Danmark (1977) skildrer han det forjættede danske jernaldersamfund, hvor demokrati og lighed herskede mellem både klasser og køn.
Et udvalg af den litterære produktion fra Ebbe Kløvedal Reich. Foto: Antikvariat Obscurum
Fra 1973-75 var Reich medredaktør på anti-EF-tidsskriftet Notat, fra 1975-77 på det litterære tidsskrift Fælleden og fra 1985-92 var han medlem af forretningsudvalget for Folkebevægelsen mod EF og fra 1993 medlem af Rådet for europæisk politik samt Nævnet vedr. EU-oplysning. Et udtryk for denne modstand mod EF kan fx ses i middelalderromanen Festen for Cæcilie – den hemmelige beretning om et kongemord (1979), hvor den romersk-katolske kirke står bag mordet på Erik Klipping i 1286 og infiltreres i det danske samfund, der hermed går i moralsk opløsning.
Reichs interesse for den danske forhistorie, gav yderligere udslag i fx genfortællingen af myterne om Holger Danske i Holger Danske – tolv fortællinger om en folkehelt (1970), efterskrift til Axel Olriks Danske heltesagn (1981) samt påbegyndelsen af danmarkshistorien i de tre bind: De første – 30 fortællinger om Danmarks fødsel (1981), Ploven og de to sværd – 30 fortællinger fra Danmarks unge dage (1982) og Den bærende magt – 30 fortællinger om Danmarks syv-otte yngste slægtled (1983).
Også kristendommen og folkekirken fangede forfatterens interesse, hvilket blandt andet kom til udtryk i hans senere bøger som fx de faglitterære værker Kun et gæstekammer – historien om den danske folkekirkes fødsel (1999) og Billeder af Jesus – en beretning fra danmarkshistorien (2001) samt biografien Solskin og lyn – Grundtvig og hans sang til livet (2000).
Flere har i tidens løb stillet Reich ved siden af kolleger som Johannes V. Jensen og Martin A. Hansen, som en forfatter, der søger danskernes identitet, som den spejles i historien. Politisk stod han for et folkeligt-grundtvigsk grundsyn fra et venstreorienteret perspektiv og gav som forfatter Grundtvig tilbage til det danske folk. Han var i en periode medlem af Det Radikale Venstre men stillede i 1990 op til Folketingsvalget for Enhedslisten.
Blandt andre romaner fra forfatterens pen, der som allerede indikeret, ofte blev udformet som en fusion mellem historie og fiktion, kan nævnes Kong Skildpadde (1985), Bygningen af en bro – en samtidsroman (1988), En engels vinger – roman fra det gotiske Norden (1990), Morgendagens mand (1993), Zenobias liv (1998) og Himlene og verden eller Himlene og Jorden – et hypatinsk rejseeventyr (2003)
Ebbe Kløvedal Reich skrev også skuespillene Hjertets søde morgendrøm eller til kamp mod dødbideriet (1983), Konfirmationen (1987) og Atterdag (1993). Han skrev desuden flere noveller, fortalte bibelhistorie og var konsulent på bibeloversættelsen fra 1992, gendigtede Dantes Guddommelig Komedie (1991) og skrev sangtekster til blandt andre Henrik Strube.
Derudover udgav han også flere børnebøger som fx Nissen fra Nürnberg – seks fortællinger om nissen fra Nürnberg og hans rejse fra Mille til Laurits til Hanne til Søren og tilbage igen (1979), Nornen fra Ygdrasil (1988), Till uglespil (1991) og serien om kong David bestående af David – de fredløses konge (1982), David – Guds udvalgte konge (1984) samt David – slægtens konge (1985).
Forfatteren formåede som ingen anden, at få to modpoler til at mødes i sit forfatterskab. På den ene side finder vi en kulturradikalisme, der dyrker det frie, grænseløse menneske og dets frisættende selvrealiseringsprojekt, hvor traditionen er en fjende, der skal bekæmpes for at skabe de optimale individuelle vækstmuligheder, og hvor religion repræsenterer forfald og tilbageskridt – og på den anden side en nationalchauvinisme, der dyrker kristendommen, fasthed, faglighed og familie, hvor traditionen er en nødvendighed, og det multikulturelle skal bekæmpes.
Forfatteren modtog et væld af priser og legater for sit arbejde, heriblandt De Gyldne Laurbær i 1978, Henri Nathansens mindelegat i 1986, Dansk Forfatterforenings Jubilæumspris i 1998, Holberg-Medaillen i 2003 og Otto Gelsted-prisen i 2004, for blot at nævne nogle få.
Ebbe Kløvedal Reich døde den 23. april 2005 i København, 65 år gammel, efter længere tids kræftsygdom. Han er begravet på Assistens Kirkegård i København.
Herfra skal lyde en stor tak til den marxistiske kristne forfatter for hans stemme i dansk ånds- og kulturliv og for hans bidrag til samfundsdebatten, hans hyldest til det danske jernaldersamfund og hans sammenknytning af tradition og modernitet.
Mandag den 17. februar er det 100 år siden, at den engelske forfatter Trevor Dudley-Smith kom til verden i Bromley, Kent.
Den lille Trevor voksede op som søn af en alkoholiseret børsmægler og dennes ligeså alkoholiserede hustru, og selvom forældrene elskede deres søn, var barndommen ulykkeligt præget af deres misbrug.
Der var hermed lagt op til en hård barndom, og de første skoleår på Yardley Court Preparatory School afskyede den lille Trevor da også, da han hver mandag morgen fik tæsk for ikke at klare sig godt nok i latin. Den senere skolegang på Sevenoaks School fra 1932-38 havde han da heller ikke meget til overs for.
Han undlod da også at frekventere universitetet, og hans største drøm var at skrive og distribuere sit eget magasin. I stedet kom han i lære som racerkører og efterfølgende, da Anden Verdenskrig brød ud, rekrutteret af RAF (det britiske luftvåben, Royal Air Force) som flymekaniker, hvor han primært arbejdede med Spitfire-fly. Under krigen i 1940´erne begyndte den unge Trevor at skrive noveller, ungdoms- og børnebøger under navnet T. Dudley-Smith. Her finder vi blandt andet værkerne Over the wall (1943), Double who double crossed (1944), Escape to fear (1948), Now try the morgue (1948) og børnebøgerne Into the happy glade (1943), Scamper-Foot the pine marten (1943), Ripple-swim the Otter (1944) og Shadow the fox (1945). En populær serie fra forfatteren var fortællingerne om koalaen Wumpus og hans venner. Den første af disse bøger, Wumpus, blev udgivet i 1945 og efterfulgt af More about Wumpus (1947) samt Where´s Wumpus (1948).
I 1947 giftede Dudley-Smith sig med børnebogsforfatterinden Jonquil Burgess. Parret fik sønnen Peregrine Scott (Jean-Pierre).
I 1946 opstod pseudonymet Elleston Trevor, som han senere tog som sit lovformelige navn og skrivestilen afhang herefter af, hvilket pseudonym han skrev under. Fx skrev pseudonymet Simon Rattray klassiske mysterium-romaner, mens Adam Hall skrev hurtigt fremadskridende og action-fyldte spion thrillere. Blandt andre af forfatterens mange pseudonymer finder vi også Howard North, Roger Fitzalan, Mansell Black, Trevor Burgess, Warwick Scott, Caesar Smith, Simone Caesar, Lesley Stone og Caesar Stone.
For at føje yderligere til forvirringen, har mange af forfatterens værker fået tildelt en ny titel, når de efter først at have være udgivet i Storbritannien skulle genudgives i USA, og desuden ofte blev udgivet under et alternativt pseudonym. Som Simon Rattray skrev forfatteren mellem 1951-1957 mysterieromaner med hovedpersonen Hugo Bishop, en yderst kløgtig mand, der ligesom Agatha Christies Hercule Poirot opklarede forbrydelser, for det intellektuelle hovedbruds skyld. Det blev til i alt seks bøger i denne serie, der senere blev genudgivet under pseudonymet Adam Hall. Serien udgøres af Knight sinister (1951), Queen in danger (1952), Bishop in check (1953), Dead silence (1954), Dead circuit (1955) og Dead sequence (1957).
I 1960´erne begyndte forfatteren at skrive populære spionhistorier under pseudonymet Adam Hall. Det er da også især denne serie af Koldkrigs-thrillere med den britiske hemmelige agent Quiller, som forfatteren senere er blevet husket for. Han har selv fortalt, at han besluttede sig for at skrive sine egen spion-historier efter at have læst John le Carres Spionen der kom ind fra kulden (1963). Quiller-karakteren arbejder for et hemmeligt London-bureau og er ekspert i kampsport (Trevor selv fik sit sorte bælte i Shotokan karate i en alder af 64 år) og er desuden velbevandret i sprog, flyvning, kørsel og dykning, men nægter at bære skydevåben og han hverken drikker eller ryger.
Den første ud af i alt 19 af disse agentromaner var Memorandum Berlin (1965), der modtog flere æresbevisninger og priser samt blev filmatiseret året efter af Michael Anderson. Blandt andre romaner i serien, der tager læseren med over hele verden, fra Peking til Sahara-ørkenen, finder vi også Den niende ordre – Agent Q i Bangkok (1966), Striker-affæren (1968), Warszawa dokumentet (1971), Operation Tango (1973), Mandarinkoden (1975), Kobra-gruppen (1976), Tvungen mission (1978), Skorpionens stik (1979), Agent Quiller på farten (1988) og serien blev afsluttet med Quiller Balalaika, færdiggjort kun to uger inden Trevors død, med hjælp fra sønnen Jean-Pierre og udgivet posthumt i 1996. Quillers karakter og hans superhemmelige organisation dannede desuden i 1975 basis for den britiske tv-miniserie Quiller.
I 1958 flyttede Trevor med søn og hustru til Frankrig, hvor forfatteren ud over skriveriet også fremstillede sin egen vin.
I 1964 udgav forfatteren, Vinger til fugl Føniks, skrevet under pseudonymet Elleston Trevor. Dette blev et hovedværk i forfatterskabet og romanen blev filmatiseret året efter af Robert Aldrich og i 2004 af John Moore. Filmatiseringen i 1965 foregik blandt andet i Arizonas ørken og dette landskab gjorde så stort et indtryk på Trevor, at han i 1973 flyttede til Phoenix, Arizona i USA med sin familie.
I 1986 døde Jonquil Burgess og året efter giftede forfatteren sig med kunstneren og hestetræneren Chaille Anne Groom.
Trevor arbejde med mange forskellige genrer igennem sit forfatterskab, heriblandt dramatik, radiospil, manuskripter, romaner, noveller, ungdomsbøger og børnebøger og i alt skrev forfatteren under sine mange pseudonymer over 100 bøger.
Blandt endnu ikke nævnte værker fra forfatteren pen kan nævnes Til sidste eskadrille (1955, skrevet under pseudonymet Elleston Trevor), Blodig jord (1956, Elleston Trevor), SOS Atlantic Whipper kalder… (1956, Elleston Trevor), Hedebølge (1957, Caesar Smith), Brændende kyst (1961, Elleston Trevor), San Domingo mysteriet (1963, Adam Hall), Højt gear (1973, Howard North/ Elleston Trevor) og Intensiv afdeling (1977, Elleston Trevor). Flere af Dudley-Smiths værker er som allerede nævnt blevet filmatiseret og hans roman Miraklet ved Dunkerque (1955, Elleston Trevor) var én af de historier, som filmen Dunkirk (1958), instrueret af Leslie Norman var baseret på.
Ud over al skriveriet, vinbryggeri og karate, havde forfatteren også en passion for drageflyvning og miniature racerbiler.
Elleston Trevor døde den 21. juli 1995, 75 år gammel, af kræft, i den amerikanske by Cave Creek, Arizona.
Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren med de mange navne for hans bidrag til litteraturen, især indenfor thriller- og mysterium-genren.
Onsdag den 15. januar er det 120 år siden, at den færøske forfatter, komponist og billedkunstner William Heinesen kom til verden i den færøske hovedstad Thorshavn.
Hans fader, Zacharias Heinesen, var købmand og skibsreder, men ikke specielt interesseret i åndslivet, hvilket moderen Caroline Jacobine, til gengæld opvejede, da hun var særdeles interesseret i kulturlivet og et gennemmusikalsk menneske, hvilket fx gjorde sig udslag i, at hun var en glimrende pianist.
Som barn var den lille William stærkt optaget af religion, men vendte sig dog hurtigt mod sekterikerne, som også hans kristne moder afskyede. Han havde respekt og sympati for religion som sådan, men afskyede den fordømmende og livsundertrykkende missioneren. Derudover blev hans livssyn præget af marxismen, introduceret af digtervennen Christian Matras.
I 1916 rejste den unge Heinesen, sammen med Matras og sin fætter og gode ven, forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen, til Danmark for at uddanne sig. Heinesen startede på Københavns Købmandsskole, som hans far nærmest havde lokket ham til, men da engagementet ikke rakte til at lave andre lektier end de danske stile, som han dog fik stor ros for, blev han smidt ud af skolen efter et par måneder. Herefter tog Heinesen til Ringsted, hvor han blev journalistelev på byens avis Folketidende.
I hovedstadsområdet fik den unge Heinesen hurtigt kontakt med 1920’ernes københavnske, især venstreorienterede, kunstnerkredse, hvor han blandt andet mødte den danske digter Otto Gelsted, der skulle få stor betydning for Heinesens litterære løbebane.
William Heinesen debuterede som forfatter i 1921 med Arktiske elegier og andre digte.
I 1918 ankom Heinesens to år yngre bror til Danmark, men valgte senere at udvandre til Canada. Her blev han i 1927 offer for tuberkulose, hvilket i 1938 også blev Jørgen-Frantz Jacobsens skæbne. Disse tab kom til at påvirke Heinesens forfatterskab, hvorfor han herefter begyndte at adressere religiøse og eksistentielle problemer, især døden. Dette kommer fx til udtryk i Heinesens næste digtsamlinger, Højbjergning ved havet (1924), Sange mod vaardybet (1927) og Stjernerne vaagner (1930), men præger også de senere værker.
I de kommende år pendlede Heinesen mellem København og hjembyen Torshavn, indtil han i 1932 gik ind i families handelsvirksomhed, som han drev videre efter faderens død i 1944. Han kæmpede dog konstant for at gøre forfattergerningen til sit levebrød.
I 1932 blev han også gift med Elisa Susanne Johansen, med hvem han fik tre sønner.
Det var også i denne periode, at Heinesen skiftede genre fra lyrikken til prosaen, og selvom han fortsatte med at udgive digtsamlinger, var denne ikke længere dominerende. I 1934 udkom debutromanen Blæsende gry, der med myldrende excentriske personligheds- og samfundsbeskrivelser tematiserer religiøse problematikker.
I Danmark havde Heinesen også stiftet bekendtskab med Hans Kirk, som han satte stor pris på, og hvis ideologiske livssyn kom til at øve stærk indflydelse på forfatterskabet. Dette ses blandt andet i hans anden roman Noatun (1938), der har stærke mindelser om Hans Kirks Fiskerne (1928).
I disse to første romaner sætter Heinesen den lutherske folkekirke, der indtil afskaffelsen af handelsmonopolet i 1856 havde været den dominerende trosretning på Færøerne, overfor forskellige sekter, der kom til at præge øriget op gennem sidste halvdel af 1800-tallet. Heinesen tager dog hverken parti for det ene eller det andet. Folkekirken bliver beskrevet som rigid, ubeslutsom og hyklerisk, mens sekterne skildres som livsfjendske. Denne generelle kritik af religionen bruger forfatteren hermed til at afmystificere og verdsliggøre religionen.
Udvalg af Heinesen i Antikvariat Obscurum. Foto: Antikvariat Obscurum
Der skulle nu gå elleve år, før verden igen fik fornøjelsen af Heinesens talent. Det skete med krigsromanen Den sorte gryde (1949) og efterfølgende hovedværket og det internationale gennembrud De fortabte spillemænd (1950), hvor tonen dog var markant ændret fra den socialrealistiske kollektivroman til den magiske realismes univers. Efter disse to litterære succeser kunne Heinesen leve af at skrive. I den næste roman, Moder Syvstjerne (1952), har Heinesen dog allerede kastet sig over en ny genre og er på vej væk fra den magiske realisme. Denne nye optagethed handler om myten, der kom til at præge resten af hans forfatterskab.
I sine unge år skrev forfatteren altså lyriske digte, men bevæger sig senere over i realismen, for endelig at finde sin egen form i genren mytisk realisme.
Gennem farverige, humoristiske og ofte bizarre og groteske fortællinger træder forfatterens historier frem og giver læseren et levende billede af Færøerne samt tematiserer livets tunge og universelle problematikker. Heinesens forfatterskab var skrevet på dansk, da det var det sprog, som han var vokset op med i hjemmet og i skolen, da det indtil hjemmestyreloven fra 1948 var hovedsproget på øerne.
Fra én af Færøernes 18 forblæste øer, ude midt i Atlanterhavet, udmaler Heinesen gennem sit forfatterskab særegne og fremmedartede verdener, beboet af fiskere, spekulanter, forførere, kunstnere, drankere, excentrikere, aparte intellektuelle og religiøse fanatikere. Litterært bevæger Heinesen sig sjældent udenfor Færøernes grænser. Hans faders, og senere hans egen, rederivirksomhed dukker også op flere steder i forfatterskabet, og hans persongalleri er for en stor del bygget på hans barndoms lærdom i den gamle del af Torshavn, Tinganæs. Det skal dog understreges, at selvom Heinesens værker giver et unikt indblik i det lille øsamfund og i særdeleshed i Torshavns alsidige bybillede, er han på ingen måde en hjemstavnsdigter, da han netop beskæftiger sig med det almenmenneskelige og kosmiske.
Blandt andre værker fra Heinesens pen finder vi digtsamlingerne Den dunkle sol (1936), der er samfundskritiske tekster mod blandt andet nazismen og Hymne og harmsang (1961) novellesamlingerne Det vingede mørke (1957), Det fortryllende lys (1957), Gamaliels besættelse (1960), Kur mod onde ånder (1967), Fortællinger fra Torshavn (1973), Grylen og andre noveller (1975), Her skal danses (1980) og Laterna Magica (1985), den Hans Kirk-inspirerede brevroman Det gode håb (1965), om det danske koloniregimes grove fremfærd i det færøske len omkring år 1670 samt romanerne Don Juan fra Tranhuset (1971), Panorama med regnbue (1972) og Tårnet ved verdens ende (1976). I Fra billedmagerens værksted (1980), bliver vi præsenteret for et udvalg af Heinesens malerier, tegninger og klip. Billedmageren Heinesen er inspireret af forfatteren Heinesens fantasifulde historier. Han har illustreret mange bøger med eventyr og sagn, talrige bogomslag og papirklip og -collager, plakater, bladtegninger, pladecovers, vægdekorationer samt frimærker. I hans tegninger af kvinder og mænd fra Thorshavn ses hans specielle form for humor og satire og hans motiver fra Sigurd-kvadet dekorerer aulaen i Torshavn folkeskole.
Derudover både spillede og komponerede Heinesen musik.
Heinesen modtog flere priser og æresbevisninger for sit forfatterskab, heriblandt Holbergmedaljen i 1960, Nordisk Råds Litteraturpris i 1965, Emil Aarestrup Medaillen i 1968, Færøernes Litteraturpris i 1975, Kritikerprisen i 1980, Karen Blixen-medaljen samt Sonningprisen i 1985 og Det svenske akademis nordiske pris i 1987. I 1961 blev han desuden medlem af Det Danske Akademi og i 1980 æresborger i Torshavn.
William Heinesen døde den 12. marts 1991, 91 år gammel, i Thorshavn. Dette, døden, anså Heinesen dog ikke nødvendigvis selv som afslutningen, da der på hans gravsten selvvalgt står ”Alt er endnu i vorden” og kan på denne måde opfattes som essensen af hans forfatterskab, uden svar men som evigt søgende og dermed evigt begyndende.
Herfra skal lyde en stor tak til Færøernes nok betydeligste forfatterskab, og for han bidrag til at placere Færøerne på det litterære verdenskort.
Tredje udgave af Antikvariat Obscurums årsplakat er udført af Jesper Mørch, Herning, der har valgt at donere 50 kroner pr. plakat til headspace Herning.
Med 2020 på trapperne er tredje udgave af Antikvariat Obscurums Årsplakat snart klar til at blive afsløret. Det sker lørdag 11. januar klokken 14 – 15 i antikvariatets lokaler i Fonnesbechsgade 7, baggården, hvor der også vil være mulighed for at møde manden bag årsplakaten, grafisk designer Jesper Mørch fra Herning.
Som vanligt er det eneste kriterium for plakaten, at den på en eller anden måde skal inkorporere bøger – og ellers er der mulighed for at benytte eller udnytte den kreative frihed ubegrænset. Det har i år resulteret i et lidt mere uhyggeligt – men absolut ikke mindre stemningsfyldt og seværdigt – motiv end de foregående år.
Plakaterne sælges for 200 kroner stykket (500 kroner for en indrammet plakat) og 50 kroner fra hver solgte plakat doneres til et godt formål efter Jespers valg. Beløbet fra salg af 2020-plakaten går, ligesom salget fra årsplakaten 2019, til headspace Herning. Plakaterne forhandles i Antikvariat Obscurum.
Et lille udsnit af Årsplakat 2020, udført af Jesper Mørch for Antikvariat Obscurum.
-Det er nu tredje gang, vi afslører en årsplakat, og vi synes, vi har fået en god tradition op at stå. Vi håber meget på, at der er en hel masse mennesker, der har lyst til at have den superfede årsplakat 2020 hængende eller give den som gave. Så kan vi nemlig få smidt nogle penge efter headspace Herning og dermed støtte arbejdet med de skønne unge mennesker i byen, siger ejer af Antikvariat Obscurum, Pernille Boye Thulstrup.
Alle plakater er signeret og nummereret af Jesper Mørch. Det grafiske arbejde samt selve trykningen af plakaten er lagt i hænderne på de kyndige mennesker fra Herning-virksomhederne GRC Graphic House og Trykstuen på Platanvej. Indramningen er foretaget af Bonne – Rammer & Billeder på Silkeborgvej. Plakaten er derfor i høj grad et lokalt produceret produkt.
Mandag den 30. december er det 154 år siden, at den engelske journalist, forfatter og digter, Joseph Rudyard Kipling kom til verden i Bombay (det nuværende Mumbai) i Indien som søn af Alice og John Lockwood Kipling, der tilhørte det britiske anglo-indiske kunstnermiljø. Faderen arbejdede som kunstlærer i Bombay og senere som museumsdirektør i Lahore.
I 1871, da den lille Joseph var seks år gammel, blev han sendt hjem til England for at gå i skole. Først boede han hos familie og siden på kostskole. Her begyndte han at skrive digte, og disse kan blandt andet læses i Schoolboy lyrics (1881). Tiden på kostskolen skulle desuden også komme til at resultere i den muntre skoleroman Stilk & Co. (1899, også kendt under titlen Langben & Co.).
Kipling tog tilbage til Bombay i 1882, hvor han arbejdede som journalist og redaktør ved lokale engelsksprogede aviser. I dagspressen udgav han i disse år også sine digte og noveller, som senere blev samlet i fx Engelskmænd i Indien (1888).
Temaerne i disse værker, der udspilles i en uhøjtidelig og broget naturalistisk stil, er oftest om dagliglivets mindre komedier og tragedier, om menige soldaters beskedne kår samt om indernes myldrende og mystificerende liv.
I 1889 tog forfatteren tilbage i England, hvor hans ry var ilet i forvejen, og allerede havde gjort ham til en folkekær forfatter. Her fortsatte han med at skrive digte og noveller men forsøgte sig også udi romanskrivningens kunst, dog uden større succes i første omgang. Der kan dog findes et par romaner som fangede læserne, her i blandt ungdomsromanen Havets helte (1897) og eventyrromanen Kim (1901).
Blandt Kiplings vigtigste udgivelser fra denne periode finder vi desuden versbøgerne Afdelings-viser (1886) og Belægningsstue-ballader (1892), med blandt andet den kendte cockney-ballade The road to Mandalay, som er blevet optaget i den danske visetradition med fortolkere så som Mogens Wieth, Kim Larsen og Four Jacks. Desuden er der prosasamlingerne Tre soldater og andre historier (1888) og Lille Willie Winkie (1888). Også fra denne periode stammer den selvbiografiske roman Lyset, der sluktes (1890).
Efter opholdet i England rejste Kipling videre til blandt andet Sydafrika, hvor Boerkrigen rasede på daværende tidspunkt, inden han bosatte sig permanent i Sussex.
I 1892 giftede forfatteren sig med Caroline Starr Balestier og sammen fik parret sønnen John samt døtrene Elsie og Josephine. Sønnen John skulle dog kun overleve til sit 18. år, hvor han faldt som løjtnant i Irish Guards i Slaget ved Loos i Nordfrankrig i september 1915. Det lykkedes aldrig forældrene at lokalisere sønnens grav, hvilket tog hårdt på dem.
Udvalg af Kipling-bøger i Antikvariat Obscurum. Foto: Antikvariat Obscurum
Bosiddende i England var det især forfatterens fortællinger for børn, som fik succes, fx Eventyr (1902), hvor Kipling fortæller om, hvordan dyrene har fået deres forskelligartede egenskaber, heriblandt fablen om, hvordan elefanten fik sin snabel og Nis Puk fra Pukhøj (1906), hvor Kipling med sin karakteristiske belærende og moraliserende tone beretter om Englands fortid og traditioner.
Hans eftermæle beror dog især blev især på Junglebogen (1894) og Den nye junglebog (1895), om drengen Mowglis opvækst blandt junglens vilde dyr. Junglebogen er filmatiseret flere gange, blandt andet i 1942 af Zoltan Korda, i 2016 af Jon Favreau og som tegnefilm i 1967 af Walt Disney.
Det er også i dette værk, at Kipling eksplicit udtrykker sin centrale trosbekendelse om ”Loven” eller ”Jungleloven”, hvor den selvregulerende natur finder og sørger for orden uden menneskelig indgriben. Den giver det enkelte individ ret til at nyde i forhold til sin ydelse til almenvellet.
Det skal i denne sammenhæng nævnes, at forfatteren var forsvarer af den britiske imperialisme, hvor de vestlige teknologisk og økonomisk overlegne lande var forpligtet til at hjælpe andre lande, som Kipling udtrykte i begrebet ”den hvide mands byrde”, hvilket blandt andet ses afspejlet i digtet Hvid mands byrde (1899).
Dog kan Kiplings filosofi, med skepsis overfor demokrati, foragt for slaphed, troen på den imperialistiske krigs berettigelse, på disciplin og på ubetinget loyalitet, i historiens lys, med blandt andet afviklingen af Det Britiske Imperium og to verdenskriges rædsler, klinge en smule hult. Efter århundredeskiftet faldt Kiplings status da også på grund af netop dette. Hans imperialistiske synspunkter blev skarpere og mere polemiske, men den offentlige mening og de dominerende intellektuelle præferencer bevægede sig i den modsatte retning.
Selvom Kiplings litterære talent primært var bundet til novellegenren, gjorde han sig også som salmedigter, krigskorrespondent, selvbiograf, science fiction-forfatter, manuskriptforfatter og som allerede nævnt journalist, børnebogsforfatter, digter og romanforfatter.
Blandt andre værker fra forfatterens pen kan, for blot at fremhæve nogle få, nævnes novellesamlingerne Fra Indien (1892), Lys og skygge (1897), Spærret og andre fortællinger (1898), Fortællinger fra mange lande (1903), Soldaterhistorier (1907), Mange slags folk (1910), Med nat-expressen aar 2000 og andre fortællinger (1914), Under egene (1915), Malstrømmen og andre fortællinger (1918), Fra land til sø (1923), Debet og Credit (1926), Færden og fund (1932), romanerne Naulakke, fortælling fra Vesten og Østen (1892), Mange krogveje (1898), Til orlogs med kanaleskadren (1909), Fra hav til hav (1912) og Liv og drøm (1913), digtsamlingerne Soldatersange og andre digte (1914) og Banjoen synger (1921), de faglitterære værker Den nye hær (1915), Frankrig i krig (1915), Fra flaadens overdrev (1916), Undervandsbaadenes bedrifter (1916), Krigsliv til søs (1917) samt selvbiografien Lidt om mig selv (1937).
I 1907 modtog Kipling, som den første britiske forfatter, Nobelprisen i litteratur.
Joseph Rudyard Kipling døde den 18. januar 1936, 70 år gammel, af ulcus, i Storbritanniens hovedstad London.
Herfra skal lyde en stor tak til den britiske forfatter for hans bidrag til verdenslitteraturen og for hans eventyrlige historier – samt for sin udgave af den hvide mands syn på de mere primitive samfund, som under alle omstændigheder i historisk perspektiv absolut ikke er ubrugbar.
Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 316); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 243f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; imdb.com
