Nyheder – Side 19 – ANTIKVARIAT OBSCURUM

Månedens forfatter, februar: Manden med de mange navne

Posted on 2020-02-07 by obscurum / 0 Comment

Trevor Dudley-Smith / Elleston Trevor (1920-1995)

Mandag den 17. februar er det 100 år siden, at den engelske forfatter Trevor Dudley-Smith kom til verden i Bromley, Kent.

Den lille Trevor voksede op som søn af en alkoholiseret børsmægler og dennes ligeså alkoholiserede hustru, og selvom forældrene elskede deres søn, var barndommen ulykkeligt præget af deres misbrug.

Der var hermed lagt op til en hård barndom, og de første skoleår på Yardley Court Preparatory School afskyede den lille Trevor da også, da han hver mandag morgen fik tæsk for ikke at klare sig godt nok i latin. Den senere skolegang på Sevenoaks School fra 1932-38 havde han da heller ikke meget til overs for.

Han undlod da også at frekventere universitetet, og hans største drøm var at skrive og distribuere sit eget magasin. I stedet kom han i lære som racerkører og efterfølgende, da Anden Verdenskrig brød ud, rekrutteret af RAF (det britiske luftvåben, Royal Air Force) som flymekaniker, hvor han primært arbejdede med Spitfire-fly.
Under krigen i 1940´erne begyndte den unge Trevor at skrive noveller, ungdoms- og børnebøger under navnet T. Dudley-Smith. Her finder vi blandt andet værkerne Over the wall (1943), Double who double crossed (1944), Escape to fear (1948), Now try the morgue (1948) og børnebøgerne Into the happy glade (1943), Scamper-Foot the pine marten (1943), Ripple-swim the Otter (1944) og Shadow the fox (1945). En populær serie fra forfatteren var fortællingerne om koalaen Wumpus og hans venner. Den første af disse bøger, Wumpus, blev udgivet i 1945 og efterfulgt af More about Wumpus (1947) samt Where´s Wumpus (1948).

I 1947 giftede Dudley-Smith sig med børnebogsforfatterinden Jonquil Burgess. Parret fik sønnen Peregrine Scott (Jean-Pierre).

I 1946 opstod pseudonymet Elleston Trevor, som han senere tog som sit lovformelige navn og skrivestilen afhang herefter af, hvilket pseudonym han skrev under. Fx skrev pseudonymet Simon Rattray klassiske mysterium-romaner, mens Adam Hall skrev hurtigt fremadskridende og action-fyldte spion thrillere. Blandt andre af forfatterens mange pseudonymer finder vi også Howard North, Roger Fitzalan, Mansell Black, Trevor Burgess, Warwick Scott, Caesar Smith, Simone Caesar, Lesley Stone og Caesar Stone.

For at føje yderligere til forvirringen, har mange af forfatterens værker fået tildelt en ny titel, når de efter først at have være udgivet i Storbritannien skulle genudgives i USA, og desuden ofte blev udgivet under et alternativt pseudonym.
Som Simon Rattray skrev forfatteren mellem 1951-1957 mysterieromaner med hovedpersonen Hugo Bishop, en yderst kløgtig mand, der ligesom Agatha Christies Hercule Poirot opklarede forbrydelser, for det intellektuelle hovedbruds skyld. Det blev til i alt seks bøger i denne serie, der senere blev genudgivet under pseudonymet Adam Hall. Serien udgøres af Knight sinister (1951), Queen in danger (1952), Bishop in check (1953), Dead silence (1954), Dead circuit (1955) og Dead sequence (1957).

I 1960´erne begyndte forfatteren at skrive populære spionhistorier under pseudonymet Adam Hall. Det er da også især denne serie af Koldkrigs-thrillere med den britiske hemmelige agent Quiller, som forfatteren senere er blevet husket for. Han har selv fortalt, at han besluttede sig for at skrive sine egen spion-historier efter at have læst John le Carres Spionen der kom ind fra kulden (1963). Quiller-karakteren arbejder for et hemmeligt London-bureau og er ekspert i kampsport (Trevor selv fik sit sorte bælte i Shotokan karate i en alder af 64 år) og er desuden velbevandret i sprog, flyvning, kørsel og dykning, men nægter at bære skydevåben og han hverken drikker eller ryger.

Den første ud af i alt 19 af disse agentromaner var Memorandum Berlin (1965), der modtog flere æresbevisninger og priser samt blev filmatiseret året efter af Michael Anderson. Blandt andre romaner i serien, der tager læseren med over hele verden, fra Peking til Sahara-ørkenen, finder vi også Den niende ordre – Agent Q i Bangkok (1966), Striker-affæren (1968), Warszawa dokumentet (1971), Operation Tango (1973), Mandarinkoden (1975), Kobra-gruppen (1976), Tvungen mission (1978), Skorpionens stik (1979), Agent Quiller på farten (1988) og serien blev afsluttet med Quiller Balalaika, færdiggjort kun to uger inden Trevors død, med hjælp fra sønnen Jean-Pierre og udgivet posthumt i 1996. Quillers karakter og hans superhemmelige organisation dannede desuden i 1975 basis for den britiske tv-miniserie Quiller.

I 1958 flyttede Trevor med søn og hustru til Frankrig, hvor forfatteren ud over skriveriet også fremstillede sin egen vin.

I 1964 udgav forfatteren, Vinger til fugl Føniks, skrevet under pseudonymet Elleston Trevor. Dette blev et hovedværk i forfatterskabet og romanen blev filmatiseret året efter af Robert Aldrich og i 2004 af John Moore. Filmatiseringen i 1965 foregik blandt andet i Arizonas ørken og dette landskab gjorde så stort et indtryk på Trevor, at han i 1973 flyttede til Phoenix, Arizona i USA med sin familie.

I 1986 døde Jonquil Burgess og året efter giftede forfatteren sig med kunstneren og hestetræneren Chaille Anne Groom.

Trevor arbejde med mange forskellige genrer igennem sit forfatterskab, heriblandt dramatik, radiospil, manuskripter, romaner, noveller, ungdomsbøger og børnebøger og i alt skrev forfatteren under sine mange pseudonymer over 100 bøger.

Blandt endnu ikke nævnte værker fra forfatteren pen kan nævnes Til sidste eskadrille (1955, skrevet under pseudonymet Elleston Trevor), Blodig jord (1956, Elleston Trevor), SOS Atlantic Whipper kalder… (1956, Elleston Trevor), Hedebølge (1957, Caesar Smith), Brændende kyst (1961, Elleston Trevor), San Domingo mysteriet (1963, Adam Hall), Højt gear (1973, Howard North/ Elleston Trevor) og Intensiv afdeling (1977, Elleston Trevor).
Flere af Dudley-Smiths værker er som allerede nævnt blevet filmatiseret og hans roman Miraklet ved Dunkerque (1955, Elleston Trevor) var én af de historier, som filmen Dunkirk (1958), instrueret af Leslie Norman var baseret på.

Ud over al skriveriet, vinbryggeri og karate, havde forfatteren også en passion for drageflyvning og miniature racerbiler.

Elleston Trevor døde den 21. juli 1995, 75 år gammel, af kræft, i den amerikanske by Cave Creek, Arizona.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren med de mange navne for hans bidrag til litteraturen, især indenfor thriller- og mysterium-genren.

Kilder: wikipedia.org, bibliografi.dk; authorscalender.info; independent.co.uk; imdb.com

Månedens forfatter/Nyt fra obscurum

Januar måneds forfatterfødselsdag: 120 år med Heinesen

Posted on 2020-01-05 by obscurum / 0 Comment

William Heinesen (1900-1991)

Onsdag den 15. januar er det 120 år siden, at den færøske forfatter, komponist og billedkunstner William Heinesen kom til verden i den færøske hovedstad Thorshavn.

Hans fader, Zacharias Heinesen, var købmand og skibsreder, men ikke specielt interesseret i åndslivet, hvilket moderen Caroline Jacobine, til gengæld opvejede, da hun var særdeles interesseret i kulturlivet og et gennemmusikalsk menneske, hvilket fx gjorde sig udslag i, at hun var en glimrende pianist.

Som barn var den lille William stærkt optaget af religion, men vendte sig dog hurtigt mod sekterikerne, som også hans kristne moder afskyede. Han havde respekt og sympati for religion som sådan, men afskyede den fordømmende og livsundertrykkende missioneren. Derudover blev hans livssyn præget af marxismen, introduceret af digtervennen Christian Matras.

I 1916 rejste den unge Heinesen, sammen med Matras og sin fætter og gode ven, forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen, til Danmark for at uddanne sig. Heinesen startede på Københavns Købmandsskole, som hans far nærmest havde lokket ham til, men da engagementet ikke rakte til at lave andre lektier end de danske stile, som han dog fik stor ros for, blev han smidt ud af skolen efter et par måneder. Herefter tog Heinesen til Ringsted, hvor han blev journalistelev på byens avis Folketidende.

I hovedstadsområdet fik den unge Heinesen hurtigt kontakt med 1920’ernes københavnske, især venstreorienterede, kunstnerkredse, hvor han blandt andet mødte den danske digter Otto Gelsted, der skulle få stor betydning for Heinesens litterære løbebane.

William Heinesen debuterede som forfatter i 1921 med Arktiske elegier og andre digte.

I 1918 ankom Heinesens to år yngre bror til Danmark, men valgte senere at udvandre til Canada. Her blev han i 1927 offer for tuberkulose, hvilket i 1938 også blev Jørgen-Frantz Jacobsens skæbne. Disse tab kom til at påvirke Heinesens forfatterskab, hvorfor han herefter begyndte at adressere religiøse og eksistentielle problemer, især døden. Dette kommer fx til udtryk i Heinesens næste digtsamlinger, Højbjergning ved havet (1924), Sange mod vaardybet (1927) og Stjernerne vaagner (1930), men præger også de senere værker.

I de kommende år pendlede Heinesen mellem København og hjembyen Torshavn, indtil han i 1932 gik ind i families handelsvirksomhed, som han drev videre efter faderens død i 1944. Han kæmpede dog konstant for at gøre forfattergerningen til sit levebrød.

I 1932 blev han også gift med Elisa Susanne Johansen, med hvem han fik tre sønner.

Det var også i denne periode, at Heinesen skiftede genre fra lyrikken til prosaen, og selvom han fortsatte med at udgive digtsamlinger, var denne ikke længere dominerende. I 1934 udkom debutromanen Blæsende gry, der med myldrende excentriske personligheds- og samfundsbeskrivelser tematiserer religiøse problematikker.

I Danmark havde Heinesen også stiftet bekendtskab med Hans Kirk, som han satte stor pris på, og hvis ideologiske livssyn kom til at øve stærk indflydelse på forfatterskabet. Dette ses blandt andet i hans anden roman Noatun (1938), der har stærke mindelser om Hans Kirks Fiskerne (1928).

I disse to første romaner sætter Heinesen den lutherske folkekirke, der indtil afskaffelsen af handelsmonopolet i 1856 havde været den dominerende trosretning på Færøerne, overfor forskellige sekter, der kom til at præge øriget op gennem sidste halvdel af 1800-tallet. Heinesen tager dog hverken parti for det ene eller det andet. Folkekirken bliver beskrevet som rigid, ubeslutsom og hyklerisk, mens sekterne skildres som livsfjendske. Denne generelle kritik af religionen bruger forfatteren hermed til at afmystificere og verdsliggøre religionen.

Der skulle nu gå elleve år, før verden igen fik fornøjelsen af Heinesens talent. Det skete med krigsromanen Den sorte gryde (1949) og efterfølgende hovedværket og det internationale gennembrud De fortabte spillemænd (1950), hvor tonen dog var markant ændret fra den socialrealistiske kollektivroman til den magiske realismes univers. Efter disse to litterære succeser kunne Heinesen leve af at skrive. I den næste roman, Moder Syvstjerne (1952), har Heinesen dog allerede kastet sig over en ny genre og er på vej væk fra den magiske realisme. Denne nye optagethed handler om myten, der kom til at præge resten af hans forfatterskab.

I sine unge år skrev forfatteren altså lyriske digte, men bevæger sig senere over i realismen, for endelig at finde sin egen form i genren mytisk realisme.

Gennem farverige, humoristiske og ofte bizarre og groteske fortællinger træder forfatterens historier frem og giver læseren et levende billede af Færøerne samt tematiserer livets tunge og universelle problematikker. Heinesens forfatterskab var skrevet på dansk, da det var det sprog, som han var vokset op med i hjemmet og i skolen, da det indtil hjemmestyreloven fra 1948 var hovedsproget på øerne.

Fra én af Færøernes 18 forblæste øer, ude midt i Atlanterhavet, udmaler Heinesen gennem sit forfatterskab særegne og fremmedartede verdener, beboet af fiskere, spekulanter, forførere, kunstnere, drankere, excentrikere, aparte intellektuelle og religiøse fanatikere. Litterært bevæger Heinesen sig sjældent udenfor Færøernes grænser. Hans faders, og senere hans egen, rederivirksomhed dukker også op flere steder i forfatterskabet, og hans persongalleri er for en stor del bygget på hans barndoms lærdom i den gamle del af Torshavn, Tinganæs. Det skal dog understreges, at selvom Heinesens værker giver et unikt indblik i det lille øsamfund og i særdeleshed i Torshavns alsidige bybillede, er han på ingen måde en hjemstavnsdigter, da han netop beskæftiger sig med det almenmenneskelige og kosmiske.

Blandt andre værker fra Heinesens pen finder vi digtsamlingerne Den dunkle sol (1936), der er samfundskritiske tekster mod blandt andet nazismen og Hymne og harmsang (1961) novellesamlingerne Det vingede mørke (1957), Det fortryllende lys (1957), Gamaliels besættelse (1960), Kur mod onde ånder (1967), Fortællinger fra Torshavn (1973), Grylen og andre noveller (1975), Her skal danses (1980) og Laterna Magica (1985), den Hans Kirk-inspirerede brevroman Det gode håb (1965), om det danske koloniregimes grove fremfærd i det færøske len omkring år 1670 samt romanerne Don Juan fra Tranhuset (1971), Panorama med regnbue (1972) og Tårnet ved verdens ende (1976).
I Fra billedmagerens værksted (1980), bliver vi præsenteret for et udvalg af Heinesens malerier, tegninger og klip. Billedmageren Heinesen er inspireret af forfatteren Heinesens fantasifulde historier. Han har illustreret mange bøger med eventyr og sagn, talrige bogomslag og papirklip og -collager, plakater, bladtegninger, pladecovers, vægdekorationer samt frimærker. I hans tegninger af kvinder og mænd fra Thorshavn ses hans specielle form for humor og satire og hans motiver fra Sigurd-kvadet dekorerer aulaen i Torshavn folkeskole.

Derudover både spillede og komponerede Heinesen musik.

Heinesen modtog flere priser og æresbevisninger for sit forfatterskab, heriblandt Holbergmedaljen i 1960, Nordisk Råds Litteraturpris i 1965, Emil Aarestrup Medaillen i 1968, Færøernes Litteraturpris i 1975, Kritikerprisen i 1980, Karen Blixen-medaljen samt Sonningprisen i 1985 og Det svenske akademis nordiske pris i 1987. I 1961 blev han desuden medlem af Det Danske Akademi og i 1980 æresborger i Torshavn.

William Heinesen døde den 12. marts 1991, 91 år gammel, i Thorshavn. Dette, døden, anså Heinesen dog ikke nødvendigvis selv som afslutningen, da der på hans gravsten selvvalgt står ”Alt er endnu i vorden” og kan på denne måde opfattes som essensen af hans forfatterskab, uden svar men som evigt søgende og dermed evigt begyndende.

Herfra skal lyde en stor tak til Færøernes nok betydeligste forfatterskab, og for han bidrag til at placere Færøerne på det litterære verdenskort.

Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; forfatterweb.dk; bibliografi.dk; politiken.dk

Nyt fra obscurum/plakat

11. januar: Oplev Årsplakat 2020

Posted on 2019-12-30 by obscurum / 0 Comment

Tredje udgave af Antikvariat Obscurums årsplakat er udført af Jesper Mørch, Herning, der har valgt at donere 50 kroner pr. plakat til headspace Herning.

Med 2020 på trapperne er tredje udgave af Antikvariat Obscurums Årsplakat snart klar til at blive afsløret.
Det sker lørdag 11. januar klokken 14 – 15 i antikvariatets lokaler i Fonnesbechsgade 7, baggården, hvor der også vil være mulighed for at møde manden bag årsplakaten, grafisk designer Jesper Mørch fra Herning.

Som vanligt er det eneste kriterium for plakaten, at den på en eller anden måde skal inkorporere bøger – og ellers er der mulighed for at benytte eller udnytte den kreative frihed ubegrænset. Det har i år resulteret i et lidt mere uhyggeligt – men absolut ikke mindre stemningsfyldt og seværdigt – motiv end de foregående år.

Plakaterne sælges for 200 kroner stykket (500 kroner for en indrammet plakat) og 50 kroner fra hver solgte plakat doneres til et godt formål efter Jespers valg. Beløbet fra salg af 2020-plakaten går, ligesom salget fra årsplakaten 2019, til headspace Herning. Plakaterne forhandles i Antikvariat Obscurum.

-Det er nu tredje gang, vi afslører en årsplakat, og vi synes, vi har fået en god tradition op at stå. Vi håber meget på, at der er en hel masse mennesker, der har lyst til at have den superfede årsplakat 2020 hængende eller give den som gave. Så kan vi nemlig få smidt nogle penge efter headspace Herning og dermed støtte arbejdet med de skønne unge mennesker i byen, siger ejer af Antikvariat Obscurum, Pernille Boye Thulstrup.

Alle plakater er signeret og nummereret af Jesper Mørch.
Det grafiske arbejde samt selve trykningen af plakaten er lagt i hænderne på de kyndige mennesker fra Herning-virksomhederne GRC Graphic House og Trykstuen på Platanvej. Indramningen er foretaget af Bonne – Rammer & Billeder på Silkeborgvej. Plakaten er derfor i høj grad et lokalt produceret produkt.

Nyt fra obscurum/ugens forfatter-fødselsdag

Ugens forfatter-fødselar, uge 53: Junglebogens Kipling

Posted on 2019-12-30 by obscurum / 0 Comment

Joseph Rudyard Kipling (1865-1936)

Mandag den 30. december er det 154 år siden, at den engelske journalist, forfatter og digter, Joseph Rudyard Kipling kom til verden i Bombay (det nuværende Mumbai) i Indien som søn af Alice og John Lockwood Kipling, der tilhørte det britiske anglo-indiske kunstnermiljø. Faderen arbejdede som kunstlærer i Bombay og senere som museumsdirektør i Lahore.

I 1871, da den lille Joseph var seks år gammel, blev han sendt hjem til England for at gå i skole. Først boede han hos familie og siden på kostskole. Her begyndte han at skrive digte, og disse kan blandt andet læses i Schoolboy lyrics (1881). Tiden på kostskolen skulle desuden også komme til at resultere i den muntre skoleroman Stilk & Co. (1899, også kendt under titlen Langben & Co.).

Kipling tog tilbage til Bombay i 1882, hvor han arbejdede som journalist og redaktør ved lokale engelsksprogede aviser. I dagspressen udgav han i disse år også sine digte og noveller, som senere blev samlet i fx Engelskmænd i Indien (1888).

Temaerne i disse værker, der udspilles i en uhøjtidelig og broget naturalistisk stil, er oftest om dagliglivets mindre komedier og tragedier, om menige soldaters beskedne kår samt om indernes myldrende og mystificerende liv.

I 1889 tog forfatteren tilbage i England, hvor hans ry var ilet i forvejen, og allerede havde gjort ham til en folkekær forfatter. Her fortsatte han med at skrive digte og noveller men forsøgte sig også udi romanskrivningens kunst, dog uden større succes i første omgang. Der kan dog findes et par romaner som fangede læserne, her i blandt ungdomsromanen Havets helte (1897) og eventyrromanen Kim (1901).

Blandt Kiplings vigtigste udgivelser fra denne periode finder vi desuden versbøgerne Afdelings-viser (1886) og Belægningsstue-ballader (1892), med blandt andet den kendte cockney-ballade The road to Mandalay, som er blevet optaget i den danske visetradition med fortolkere så som Mogens Wieth, Kim Larsen og Four Jacks. Desuden er der prosasamlingerne Tre soldater og andre historier (1888) og Lille Willie Winkie (1888). Også fra denne periode stammer den selvbiografiske roman Lyset, der sluktes (1890).

Efter opholdet i England rejste Kipling videre til blandt andet Sydafrika, hvor Boerkrigen rasede på daværende tidspunkt, inden han bosatte sig permanent i Sussex.

I 1892 giftede forfatteren sig med Caroline Starr Balestier og sammen fik parret sønnen John samt døtrene Elsie og Josephine. Sønnen John skulle dog kun overleve til sit 18. år, hvor han faldt som løjtnant i Irish Guards i Slaget ved Loos i Nordfrankrig i september 1915. Det lykkedes aldrig forældrene at lokalisere sønnens grav, hvilket tog hårdt på dem.

Bosiddende i England var det især forfatterens fortællinger for børn, som fik succes, fx Eventyr (1902), hvor Kipling fortæller om, hvordan dyrene har fået deres forskelligartede egenskaber, heriblandt fablen om, hvordan elefanten fik sin snabel og Nis Puk fra Pukhøj (1906), hvor Kipling med sin karakteristiske belærende og moraliserende tone beretter om Englands fortid og traditioner.

Hans eftermæle beror dog især blev især på Junglebogen (1894) og Den nye junglebog (1895), om drengen Mowglis opvækst blandt junglens vilde dyr. Junglebogen er filmatiseret flere gange, blandt andet i 1942 af Zoltan Korda, i 2016 af Jon Favreau og som tegnefilm i 1967 af Walt Disney.

Det er også i dette værk, at Kipling eksplicit udtrykker sin centrale trosbekendelse om ”Loven” eller ”Jungleloven”, hvor den selvregulerende natur finder og sørger for orden uden menneskelig indgriben. Den giver det enkelte individ ret til at nyde i forhold til sin ydelse til almenvellet.

Det skal i denne sammenhæng nævnes, at forfatteren var forsvarer af den britiske imperialisme, hvor de vestlige teknologisk og økonomisk overlegne lande var forpligtet til at hjælpe andre lande, som Kipling udtrykte i begrebet ”den hvide mands byrde”, hvilket blandt andet ses afspejlet i digtet Hvid mands byrde (1899).

Dog kan Kiplings filosofi, med skepsis overfor demokrati, foragt for slaphed, troen på den imperialistiske krigs berettigelse, på disciplin og på ubetinget loyalitet, i historiens lys, med blandt andet afviklingen af Det Britiske Imperium og to verdenskriges rædsler, klinge en smule hult. Efter århundredeskiftet faldt Kiplings status da også på grund af netop dette. Hans imperialistiske synspunkter blev skarpere og mere polemiske, men den offentlige mening og de dominerende intellektuelle præferencer bevægede sig i den modsatte retning.

Selvom Kiplings litterære talent primært var bundet til novellegenren, gjorde han sig også som salmedigter, krigskorrespondent, selvbiograf, science fiction-forfatter, manuskriptforfatter og som allerede nævnt journalist, børnebogsforfatter, digter og romanforfatter.

Blandt andre værker fra forfatterens pen kan, for blot at fremhæve nogle få, nævnes novellesamlingerne Fra Indien (1892), Lys og skygge (1897), Spærret og andre fortællinger (1898), Fortællinger fra mange lande (1903), Soldaterhistorier (1907), Mange slags folk (1910), Med nat-expressen aar 2000 og andre fortællinger (1914), Under egene (1915), Malstrømmen og andre fortællinger (1918), Fra land til sø (1923), Debet og Credit (1926), Færden og fund (1932), romanerne Naulakke, fortælling fra Vesten og Østen (1892), Mange krogveje (1898), Til orlogs med kanaleskadren (1909), Fra hav til hav (1912) og Liv og drøm (1913), digtsamlingerne Soldatersange og andre digte (1914) og Banjoen synger (1921), de faglitterære værker Den nye hær (1915), Frankrig i krig (1915), Fra flaadens overdrev (1916), Undervandsbaadenes bedrifter (1916), Krigsliv til søs (1917) samt selvbiografien Lidt om mig selv (1937).

I 1907 modtog Kipling, som den første britiske forfatter, Nobelprisen i litteratur.

Joseph Rudyard Kipling døde den 18. januar 1936, 70 år gammel, af ulcus, i Storbritanniens hovedstad London.

Herfra skal lyde en stor tak til den britiske forfatter for hans bidrag til verdenslitteraturen og for hans eventyrlige historier – samt for sin udgave af den hvide mands syn på de mere primitive samfund, som under alle omstændigheder i historisk perspektiv absolut ikke er ubrugbar.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 316); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 243f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; imdb.com

Nyt fra obscurum/ugens forfatter-fødselsdag

Ugens forfatter-fødselar, uge 52: 100 års Ørum-indflydelse

Posted on 2019-12-21 by obscurum / 0 Comment

Poul Ørum (1919-1997)

Mandag den 23. december er det 100 år siden, at den danske forfatter Poul Erik Nørholm Ørum kom til verden på Nykøbing Mors, hvor han voksede op i et jævnt arbejderhjem som søn af Constance Nørholm og kedel- og maskinpasser Laurits Ørum.

Efter realeksamen fra Skive tog han hyre som jungmand på en skonnert. Skipperen viste sig dog så brutal overfor den unge Poul Erik, at skipperen var på nippet til at slå den unge forfatterspire ihjel. Oplevelserne på skonnerten bidrog dog til at forme den unge mands erfaringer om underkuelse og sindets mørke dybder, der senere er blevet skildret i fx novellen Atlanten (1965) og i romanen Tilbagerejsen (1973).

Efter halvandet år på havet gik Ørum i land og måtte under 1930ernes krise, som ung uden uddannelse eller andre privilegier, tage tilfældigt forefaldende arbejde som blandt andet landarbejder, gartner, børstesælger, reservebetjent, leder af en ungdomslejr, tørvegraver, røgter og dyrelægeassistent.

I 1944 fik Ørum ansættelse som journalist i fødebyen ved Morsø Ventreblad. Samme år giftede han sig med skibonitten Signe Andersen. Siden blev han ansat som kriminalreporter ved Ny Tid i Aalborg, og fra 1947 var han ved den socialdemokratiske provinspresse i København. Han følte sig dog aldrig hjemme i hovedstaden, men længtes tilbage mod hjemstavnen og fortiden.

Denne længsel kan blandt andet ses udtryk i Ørums to tidligste romaner, der er socialhistoriske betragtninger fra 1700-tallets Jylland; debuten Dansen med de fire vinde (1953) om en dødsdømt hestetyv og Ulveleg (1954), der handler om en rømmet tugthusfange og er skildret efter folkelivsforskeren H. P. Hansens Natmændsfolk og kjæltringer (1921-1922) samt digtsamlingen Sommerens genfærd (1956).

Forfatterens tid som politireporter, samt det indgående kendskab som han havde fået til samfundets udstødte og underprivilegerede i 1930erne, qua sit arbejde forskellige steder, betød en unik indlevelse i marginaliserede borgere og lovbrydere, som efterhånden blev et hovedmotiv i mange af de følgende nutidsromaner, hvor den første i rækken, Sidste flugt (1955), udsprang af en avisreportage om en undvegen arrestant, der begik selvmord for at undslippe sine forfølgere.

Efter romanen Slet dine spor (1956), der rummer en del autobiografisk stof og indbragte ham Kollegernes Ærespris i 1957, følte Ørum sig tilstrækkeligt konsolideret til at opsige sin stilling som journalist, og han nøjedes herefter med at levere ugentlige artikler til ugebladet Hjemmet. Udvalg af Ørums livsbetragtninger, refleksioner og erindringsglimt fra bladet kan blandt andet findes i Det lille lys (1959) og Tagdryp (1963).

I 1957 slog han sig ned på Fanø, hvorfra hans mødrene slægt stammede,
med sin familie. Herefter fulgte romanerne Det gyldne rav (1957), Ræven og jomfruen (1957), gennembrudsromanen Lyksalighedens ø (1958), Skyggen ved din højre hånd (1959), Komedie i Florens (1960), Natten i ventesalen (1962, filmatiseret i 1974 af Henning Ørnbak), samt Rundt om en enebærbusk (1963).

Kriminalassistent Jonas Mørck, der spiller hovedrollen i flere af Ørums krimier som fx Syndebuk (1972), Kun sandheden (1974, filmatiseret i 1975 af Henning Ørnbak), Tavse vidner (1976) og Vildspor (1994), beskriver forfatteren selv som en afspaltning af hans eget væsen i form af en let idealisering men også en vis dæmonisering, og Mørck kan på denne måde anses for et alter ego for Ørum.

Sammen med sin hustru Signe engagerede forfatteren sig i sagen for at få frikendt den svagt begavede Jacob Bølling for et seksualmord i Egebæksvang, der er beskrevet i bogen Retssikkerhedens illusion. Analyse af et justitsmord (1980). Inden bogens afslutning havde Ørum dog den store sorg at miste sin hustru og partner i bestræbelserne for ”at skaffe forfordelte, tilsidesatte og uretfærdigt behandlede mennesker ret og rimelighed” (fra bogens forord), og han forsøgte sig herefter med at skrive sig ud af sorgen og depressionen, hvilket blandt andet resulterede i romanen Ravnen mod aften (1982) og senere fagbogen Sorgens følelser (1984).

Ørum skrev, som allerede antydet, primært romaner, der ofte er bygget op omkring egne oplevelser, og forfatterskabet er på denne måde en stadig søgen efter selvet. Han skrev i alt 23 romaner, men forfattede også indenfor andre genrer så som digte, noveller, erindringer og essays.

Blandt andre værker fra forfatterens pen kan da også nævnes novellesamlingerne I vandenes dyb (1961), Uskylds frugt (1964) og Nattens gæster (1969), romanerne Hanegal (1965), Romance for Selma (1966), Ukendt offer (1967), Spionen ud af den blå luft (1968), Hjemkomst til drab (1970), dobbeltromanen om lærer Ronald Sørensen Et andet ansigt (1970) og Den stjålne ild (1971), og videre romanerne Det 11. bud (1972), De uforsonlige (1975), Bristepunktet (1978), Efterforskningen (1986), Dagens lys (1989), de to bøger om fanøboen Georg Manning, Af hjertets grund (1992) og Galgenfrist (1993) og romanen Det uopklarlige (1997) samt erindringsværkerne Tilbagerejsen (1973), Den magiske dimension – et barns oplevelsesverden (1995) og Drøm og selvindsigt (1998).

Forfatteren har modtaget et hav af legater og priser for sit arbejde, heriblandt Kritikerprisen i 1958, De Gyldne Laurbær i 1963, Søren Gyldendal Prisen i 1973 og han var modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Poul Ørum døde den 27. december 1997, 78 år gammel på Fanø, hvor han også ligger begravet på Nordby Kirkegård.

Herfra skal lyde en stor tak til den store danske forfatter for hans meget fine bidrag til den danske litteraturhistorie – og især for historierne om de udstødte, kriminelle og underbemidlede i samfundet.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; imdb.com

Nyt fra obscurum/ugens forfatter-fødselsdag

Ugens forfatter-fødselar, uge 51: Sci-fi-mesteren Dick

Posted on 2019-12-16 by obscurum / 0 Comment

Philip K(indred) Dick (1928-1982)

Mandag den 16. december er det 91 år siden, at den amerikanske forfatter Philip Kindred Dick kom til verden i Chicago, Illinois.

Forældrene Joseph Edgar Dick og Dorothy Dick (født Kindred) blev skilt, da den lille Philip var 5 år gammel, muligvis på grund af efterdønninger ved at have mistet Philips tvillingesøster kort efter fødslen.

Den unge Philip læste en kort overgang germanistik på universitetet i Berkeley og arbejdede sideløbende som bestyrer i en pladeforretning og som radiospeaker.

Dick solgte i 1951 sin første novelle og fra 1952 begyndte han at skrive på fuld tid. Han debuterede som romanforfatter i 1955 med Solar Lottery og vandt en vis anerkendelse for romanen Manden i den store fæstning (1962) om en alternativ verden, hvor Tyskland og Japan har vundet 2. Verdenskrig og i fællesskab besat USA.

Selvom Dick blev anerkendt af samtidige forfattere var det først efter sin død, at han for alvor slog igennem. Han er primært kendt som science fiction-forfatter under initialerne PKD, men skrev også under pseudonymerne Richard Phillipps og Jack Dowland.

Forfatteren skrev i alt 121 noveller og 44 romaner. Hans fortællinger udvikler sig ofte til surrealistiske fantasier, hvor personerne opdager, at deres daglige verden er en illusion. Derudover udfordrer han i høj grad opfattelsen af én enkelt objektiv virkelighed – alt er et spørgsmål om opfattelse.

Mange af Dicks værker blev skrevet under påvirkning af stoffer og i 70’erne havde han en række sære syner og åbenbaringer. I samme årti mislykkedes et selvmordsforsøg i Vancouver og han gik herefter i narkotikaafvænning.

En lang række af forfatterens værker er blevet filmatiseret, selvom de fleste dog kun løseligt er baseret på de originale historier. Der er fx ofte tilføjet vold, som ellers er ukarakteristisk for Dicks historier, og den typiske uinteressante hovedperson er som regel skiftet ud med en form for Hollywood-actionhelt.

Den nok mest kendte af disse filmatiseringer er Ridley Scotts Blade Runner fra 1982, baseret på Dicks roman Drømmer androider om elektriske får? (1968). Romanen, som nok må betegnes som forfatterens hovedværk, udforsker grænserne mellem menneske og robot. Marvel Comics udviklede ud fra filmen A Marvel Comics Super Special: Blade Runner (1982) og i 2009 startede BOOM! Studios udgivelsen en 24-afsnits tegne-miniserie af romanen.

Blandt andre filmatiseringer af Dicks værker finder vi også Stephen Spielbergs tilpasning af novellen Minoritetsrapporten (1956) under titlen Minority Report (2002), Paul Verhoevens Sidste udkald (1990), baseret på novellen Erindringer en gros / Vi husker det for den en gros (1966), Gary Fleders Imposter (2001), baseret på Dicks novelle Stedfortræder (1953), der anvender to af forfatterens mest almindelige temaer – sindssyge, der formindskes i takt med den syges evne til at skelne mellem virkelighed og hallucination, samt en hovedperson, der forfølges af en undertrykkende regering. Videre har vi John Woos Paycheck (2003), baseret på novellen Løncheck (1953), Christian Duguays Screamers (1995), baseret på novellen Den anden variant (1953), Jerome Boivins franske Barjo (1992), baseret på novellen Confessions of a crap artist (1975), Richard Linklaters animerede A scanner darkly (2006), der er baseret på Dicks novelle af samme navn fra 1977.

Blandt andre af forfatterens mere kendte værker finder vi romanerne Øjet på himlen (1957), Ubik (1969), Strøm mine tårer, sagde politimanden (1974) og novellesamlingen En håndfuld mørke (1955).

Også Marvel Comics har haft interesse i Dick forfatterskab og udgav blandt andet Dicks novelle The electric ant (1970) som en kort serie i 2009.

Forfatteren var i alt gift fem gange og fik tre børn.

Philip Kindred Dick døde den 2. marts 1982, 54 år gammel af et slagtilfælde, i Santa Ana, Californien.

Herfra skal lyde en stor tak til en af de mest betydningsfulde science fiction-forfattere for hans imponerende og yderst betydningsfulde bidrag til genren.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 158); wikipedia.org; denstoredanske.dk; dfi.dk; bibliografi.dk; imdb.com