Frans G. Bengtsson (1894-1954)

Fredag den 4. oktober er det 125 år siden, at den svenske forfatter, lyriker og oversætter Frans Gunnar Bengtsson kom til verden på gården Ramnekulla, nær godset Rössjöholm i Tossjö, Kristianstad, hvor hans fader Sven Bengtsson arbejdede som administrator. Han voksede hermed op i et godsforvalterhjem i det nordlige Skåne sammen med broderen Bengt Bengtsson.

I 1912 startede den unge Frans studier i sprog og litteratur ved universitetet i Lund, hvor han ifølge eget udsagn dog brugte det meste af tiden på at spille skak. Studierne blev imidlertid afbrudt i 1915 på grund af en nyresygdom. Han vendte tilbage til universitetet i Lund og blev herfra fil.lic i 1930.

Frans Bengtsson debuterede i 1923 med digtsamlingen Tärningskast, der ligesom resten af forfatterskabet er kendetegnet ved en høj grad af æsteticisme. Herefter udgav han yderligere et par digtsamlinger i høj stil med emner fra især saga og forhistorie som fx Legenden om Babel (1925).

Bengtsson skiftede spor og rettede sig imod essaystilen, hvilket gav ham det store gennembrud. Blandt disse værker kan blandt andet nævnes essaysamlingen Litteratörer och militärer (1929), De langhårede Merovinger og andet krigsfolk (1933), Sällskap för en eremit (1938), För nöjes skull (1947) og den posthume Folk som sjöng (1954). Disse elegante essays, der alle blev store publikums-succeser, var påvirket af den engelske essaytradition og er karakteriseret af stor lærdom og humor.

Denne humor og vid benyttede forfatteren videre i den folkekære og muntre vikingetidsroman Røde Orm. Romanen, som er hans internationalt bedst kendte værk, består af to dele, Røde Orm – Søfarer i Vesterled (1941) efterfulgt af Røde Orm – Hjemme i Østerled (1945). Værket er blandt andet blevet filmatiseret af Jack Cardiff i 1964, lavet som tegneserie og opsat som musical – fx blev den i 2017 opsat i det fri ved Moesgaard Museum i Østjylland af Det Kongelige Teater.

Biografien om den svenske kong Karl, Karl XII´s levnad 1-2 (1935-36) betragtes dog af flere som forfatterens hovedværk. Værket trækker i høj grad på biografien om Kong Karl XII, skrevet af Voltaire i 1731, kun 13 år efter kongens død.

I 1939 blev Bengtsson gift med Gerda Fineman, der arbejdede som sekretær på forlaget Norstedt, der udgav Bengtssons værker, og med hvem han fik sønnen Joachim.

Ud over allerede nævnte, er forfatteren også kendt for en række fornemme oversættelser, fx af Miltons Paradise lost (1667, oversat af Bengtsson i 1926) og af Rolandskvadet (oldfransk skrift fra omkring midten af 1100-tallet, oversat af Bengtsson i 1929).

Forfatterens erindringer har han desuden nedfældet i Det Paradis som var engang (1953).

Bengtsson var udenfor sin samtids demokratiske velfærds-tidsånd, da han ophøjede konservatisme og det heroiske. Han var militærromantiker og havde antidemokratiske holdninger, hvilket fx kommer til udtryk i visse af hans essays, blandt andet i de samlede essays Silversköldama (1931). Hans holdning til blandt andet jøder og muslimer samt til nazismen under 2. Verdenskrig er dog udpræget antiracistisk og antinazistisk.

Frans Gunnar Bengtsson døde den 19. december 1954, 60 år gammel, i det svenske nordlige Västergötland på Ribbingfors gods.

Herfra skal lyde en stor tak til den svenske forfatter for hans gode fortællinger, og ikke mindst for at have bidraget til højdepunktet i svensk essayistik.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 71f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 43f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; imdb.com; moesgaardmuseum.dk

Iben Mondrup (1969 – )

Torsdag den 26. september fylder den danske billedkunstner og forfatterinde Iben Mondrup 50 år.

Den lille Iben blev født i København, som den ældste i en søskendeflok på tre, og boede fra hun var tre år gammel i Grønland, hvor hun voksede op sammen med sine søskende og forældrene Ebbe og Kirsten Mortensen, der begge var skolelærere. Som 18-årig rejste hun til Danmark for at uddanne sig på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorfra hun dimitterede i 2003, som billedkunstner med en mastergrad i Kunstteori og formidling.

Mondrup debuterede i 2009 med romanen Ved slusen, udgivet på det grønlandske forlag Milik.

I 2012 udgav forfatterinden En to tre – Justine og året efter fulgte Store Malene (2013), den anden bog i rækken om kunstneren Justine.

Forfatterinden fik sit gennembrud i 2014 med romanen Godhavn, der vandt DR Romanprisen i 2015. Romanen, der i høj grad trækker på Mondrups egne erfaringer, handler om en dansk udflytterfamilies hverdag i Vestgrønland set gennem familiens tre børns øjne.

Efterfølgeren Karensminde (2016) inddrager ud over de tre børn fra Godhavn (2014) også de to forældre i familien, der nu er flyttet tilbage til Danmark, hvor minder vækkes og familiens historier belyses på godt og ondt. Vi er brødre (2018) er historien om faderen Jens og hans opvækst sammen med sin bror.

Som billedkunstner har Mondrup blandt andet arbejdet sammen med den grønlandske performancekunstner Jessie Kleemann, blandt andet med værket Sassuma arnaa (Havets Moder) og med kunstnermonografien Jessie Kleemann – Qivittoq (2011).

Et gennemgående tema i forfatterskabet – ud over Grønland – er det menneskelige begær, som Mondrup også har beskæftiget sig med i sit virke som billedkunstner.

I 2017 modtog hun Blixenprisen for Karensminde (2016) og hun har igennem årene modtaget adskillige legater fra Statens Kunstfond, heriblandt det 3-årige arbejdsstipendium i 2015.

Forfatterinden har tidligere været gift med digteren Niels Lyngsø med hvem hun har to børn. Hun bor i dag i fødebyen København.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Iben Mondrup på hendes runde dag og en tak for hendes bidrag til skildringen af samtiden, ikke mindst på Grønland.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; litteratursiden.dk; ibenmondrup.dk; gyldendal.dk; bibliografi.dk

Einar Már Guðmundsson (1954 – )

Onsdag den 18. september fylder den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson 65 år.

Den lille Einar voksede op sammen med sin bror Pálmi og sine forældre i en forstad til Reykjavik i et nybygget boligblok-kvarter. Hans far arbejdede som taxachauffør og de historier, som han kom hjem og kunne fortælle fra dagens arbejde var en tidlig men stor inspirationskilde for den kommende forfatter.

I sine unge år var Einar politisk aktiv på den yderste venstrefløj og involveret i den politiske organisation Fylkingin (Fronten). Han var desuden også aktiv i en gruppe bestående af kunstnere, intellektuelle og digtere, og forfatterens første digte blev offentliggjorte i gruppens kunsttidsskrift Svart á hvítu.

I 1979 fik den unge Einar sin bachelorgrad i litteraturvidenskab og historie fra Islands Universitet. Under sit studie blev han i 1976 blandt andet undervist af den danske litterat Erik Skyum-Nielsen, der senere skulle blive hans faste oversætter.

Samme år flyttede Guðmundsson til København, hvor han boede frem til 1986. I 1985 tog han kandidatgraden i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, hvor han også har været ansat.

Einar Már Guðmundsson debuterede i 1980 med digtsamlingerne Sendebudet er ensomt efterfulgt af Er der nogen herinde, som har Kronehabit på? (1980) og denne fulgt op af Robinson Crusoe vender tilbage (1981).

Efterfølgende udkom Reykjavik-trilogien, der blev skrevet i København, og er en fabulerende beretning om barndommens land i den islandske hovedstad i 1950´erne og 60´erne, og bygger på den islandske tradition ved at indskrive bibelske, nordiske og græske myter, eventyr og sagn ind i et realistisk univers. Trilogien består af Ridderne af den runde trappe (1982), Vingeslag i tagrenden (1983) og Regndråbernes epilog (1986).
I 1988 udkom novellesamlingen Hvor er den zoologiske have?/Søgen efter den zoologiske have og et par år efter den lille satiriske politiske roman Røde dage (1990).

I 1993 udgav Guðmundsson Universets engle, der var tilegnet hans afdøde bror. Bogen, der i jeg-form følger en psykisk syg mands liv fra tiden før hans fødsel til dagene efter hans selvmord i en koldkrigs-tidsramme, blev forfatterens folkelige gennembrud og vandt Nordisk Råds litteraturpris i 1995 og står som et højdepunkt i forfatterskabet og blev i 2000 filmatiseret af Friðrik Þór Friðriksson efter Guðmundssons eget filmmanuskript.

Den selvbiografiske trilogi, der udgøres af Fodspor på himlen (1997), Drømme på jorden (2000) og Navnløse veje (2003) er en ambitiøs kalejdoskopisk og halvdokumentarisk slægtskrønike over det 20. århundrede.
Blandt andre værker fra forfatterens pen kan nævnes romanerne Beatlemanifestet (2005), Sindets tremmer – en kærlighedsroman (2007), Islandske konger (2012), Hundedage (2015) og Pasfotos (2018), novellesamlingen Måske er posten sulten (2005), essaysamlingerne Bankstræde nr. 0 og Betragtninger over fortællekunsten (2017) samt digtsamlingerne Frankensteins Kup (1981), Orkanens øje (1996), Ræk mig nordlysene (2004) og Jeg skyder genvej forbi døden (2006). I 2009 udgav han desuden den politiske essaysamling Hvidbogen – krisen på Island, om finanskrisen og dens konsekvenser.

Karakteristisk for forfatterskabet er brugen af den islandske stemning med nordlys og regnvejrsdage i Reykjavik. Det er især den islandske middelklasses historie som Guðmundsson fortæller, og i digte, noveller og romaner udfolder han på denne måde det islandske folks historie gennem de seneste 100 år. Poesi, fantasi, realisme, samfundsengagement og humor er nøgleord. Forfatteren har desuden skrevet børnebøger og enkelte filmmanuskripter.

Guðmundsson har modtaget flere priser og æresbevisninger for sine arbejder, heriblandt Karen Blixen Prisen i 1999, Bjørnsonprisen i 2010 og Det Svenske Akademis Nordiske Pris, også kendt som ”Den lille Nobel-pris” i 2012.

Forfatteren bor i dag i det nordvestlige Reykjavik med sin hustru, med hvem han har fem børn, i nærheden af det kvarter, hvor han voksede op. Garagen er indrettet som skrivestue, hvor hans værker bliver til.

Herfra skal lyde et stort tillykke til den islandske forfatter på den halvrunde dag og en stor tak for hans bidrag til den moderne nordiske litteratur.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 244f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 188f); forfatterweb.dk; wikipedia.org; lindhardtogringhof.dk; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; litteraturpriser.dk

James Fenimore Cooper (1789-1851)

Søndag den 15. september er det 230 år siden, at den amerikanske forfatter James Fenimore Cooper kom til verden i byen Burlington, New Jersey som søn af en velhavende kvæker og kongresmedlem.

Da den lille James var et år gammel, slog familien sig ned i et nybyggerområde i delstaten New York, der senere blev til Cooperstown, grundlagt af faderen ved Lake Otsego.

Efter skolen påbegyndte den unge James jurastudier ved Yale University, men han blev i 1805 bortvist, hvorefter han stak til søs og tilbragte først fem år på et handelsskib og siden i flåden. Oplevelserne på havet kom den unge Cooper i høj grad til at benytte i sit forfatterskab, hvor omkring en tredjedel af hans 32 romaner skildrer livet på havet. Efter livet til søs rejste han til Europa, hvor han blandt andet fungerede som amerikansk konsul i Lyon fra 1826-29.

I 1811 blev Cooper gift med Susan Augusta DeLancey, med hvem han fik datteren Susan Fenimore Cooper, der også blev forfatter og kendt som filantrop. I de første år af ægteskabet var Cooper økonomisk afhængig af sin kones familie og på baggrund af dette debuterede han i 1920 med romanen Forsigtighed om formuer, frieri og passende partier.

Året efter udkom Spionen (1821), litteraturhistoriens første spionhistorie, der fik stor succes og bliver anset som forfatterens gennembrudsroman.

James Cooper er dog især kendt for sin indianer-romanserie fra den amerikanske ”frontier” om den indiansk opdragne europæer Natty Bumppo med øgenavnet Læderstrømpe. Serien består af Colonisterne (1823), Steppen (1827), Den sidste mohikaner (1826), Stifinder (1840) og Hjortedræber (1841).

Det var dog ikke alle, der var lige imponerede over denne serie, som fx forfatterkollegaen Mark Twain latterliggjorde. Serien har også medvirket, at Cooper ofte bliver betragtet som en ”drengebogsforfatter”, selvom bøgerne ikke nødvendigvis var tiltænkt dette publikum. Flere, heriblandt Walter Scott, Balzac og D. H. Lawrence, har dog dette på trods, set The Leatherstocking Tales (1823-1841) som en amerikansk skabelsesberetning og sidstnævnte har betegnet hovedkarakteren Natty Bumppo som ”The American Adam”.

Flere af bøgerne fra denne serie er blevet filmatiseret – og flere gange endda. Fx er Den sidste mohikaner (1826) blevet filmatiseret i 1920 af Clarence Brown og Maurice Tourneur, i 1936 af George B. Seitz, i 1947 af George Sherman og i 1992 af Michael Mann.

Romanerne fra forfatterens pen fra begyndelsen af 1830´erne, som fx Bøddelen (1833), var skjulte politiske debatindlæg, men levede ikke op til de eventyrlystne læseres forventninger, og flere danske læsere var skuffet, hvilket blandt andet resulterede i, at de to sidste bind i Læderstrømpe-serien, Stifinder (1840) og Hjortedræber (1841) ikke straks blev oversat til dansk.

Blandt andre af forfatterens romaner kan nævnes Den røde røver (1839) og De to admiraler (1855-56). I 1838 udgav Cooper Home as found efter et ophold I Europa og med dette værk blev han den første til at påpege, at den offentlige menings store magt ikke altid er en positiv ting.

Cooper fremhæver i sit forfatterskab ofte jagten og flugtens spænding, romantiseret kærlighed og overdrevne heroiske bedrifter og blander også ofte korrekte historiske oplysninger ind i de fiktive verdener.

Cooper var en af samtidens mest læste forfattere og bliver af flere anset som værende USA´s første internationale kendte romanforfatter. Han var dog ikke kun romanforfatter, men var også en ivrig samfundsdebattør, hvor han blandt andet udtrykte sig igennem essays. Han skrev desuden biografier, rejsebeskrivelser, nautiske fagbøger og politiske fabler.

I sine sidste leveår følte Cooper sig umådeligt upopulær og lå konstant i litterære og juridiske opgør på grund af sine holdninger vedrørende svaghederne ved det unge amerikanske demokrati, da han var af den opfattelse, at ”demokratiets flertalstyranni uden hensyn til den enkeltes ret altid ville vælge at bekræfte middelmådighed som den fælles norm” (The American Democrat, 1838).

James Fenimore Cooper døde den 14. september 1851, dagen inden sin 62-års fødselsdag, i Cooperstown, New York.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der, blandt mange andre ting, har givet os eventyr, spænding, romantik og storslåede beskrivelser af kampen mellem civilisation og natur.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 141f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 104f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; imdb.com; bibliografi.dk

Richard Wright (1908-1960)

Onsdag den 4. september er det 111 år siden, at den amerikanske forfatter Richard Nathaniel Wright kom til verden i et slumkvarter i Natchez, Mississippi som søn af Nathan Wright og Ella Wilson. Begge hans forældre var født som frie individer efter Den Amerikanske Borgerkrig (1861-65), men samtlige af hans bedsteforældre var født i slaveri, men dog frigivet som et resultat af Borgerkrigen. Begge hans bedstefædre deltog aktivt i krigen.

Da den lille Richard var fem-seks år gammel, forlod faderen familien og herefter kom Richard midlertidigt på børnehjem. I 1916 tog moderen sammen med Richard og hans yngre broder til Elaine, Arkansas, for at bo hos sin søster Maggie og svogeren Silas. Familien blev dog nødt til at flygte, efter at Silas ”forsvandt”, antageligt dræbt af en hvid mand, der misundte Silas´s succesfulde saloon-forretning.

Da moderen blev ramt af et slagtilfælde, og herefter var ude af stand til at arbejde, blev den unge Richard sendt afsted for midlertidigt at bo hos en onkel. I en alder af 12 år havde Richard endnu ikke haft et komplet års skolegang.
Fra 1920-25 boede familien i Jackson, Mississippi hos mormoren, hvor Richard langt om længe var i stand til at få en regelmæssig skolegang. Som 13-årig kom han på den offentlige skole Jim Hill og blev efter blot to uger opgraderet til 6. klassetrin. Den unge Richard trivedes dog ikke i hjemmet, der i høj grad var præget af den meget religiøse Syvende Dags Adventistkirke, og hvor hans mormor og tante forsøgte at tvinge den unge forfatterspire til at bede, så han kunne finde Gud. Denne religiøse fanatisme efterlod Wright med en permanent og kompromisløs fjendtlighed overfor religion generelt.

Den unge Richard excellerede i skolen, og han blev udvalgt som afslutningstaler på Smith Robertson Junior High School i 1923. Rektor for skolen ville dog have Richard til at oplæse en allerede skrevet tale, der blandt andet skulle undgå at støde (kaukasiske) ansatte på de andre skoler i distriktet. Men på trods af et massivt pres fra familie, venner og rektor, der sågar truede med at lade Richard dumpe, på trods af at alle eksaminer var beståede, leverede den unge og stålfaste forfatter sin egen tale.

Richard var efterfølgende skrevet op til at skulle læse matematik, engelsk og historie på den nye Lanier High School, for farvede elever, men blev nødt til at opgive studierne, da familien manglede penge, og han derfor måtte hjælpe til med at forsørge den.

I 1925, i en alder af 17 år, flyttede Richard Wright alene til Memphis, Tennessee, hvor han studerede på Howe Institute. Året efter sluttede hans moder og broder sig til ham. Kort derefter, i 1927, besluttede familien dog at bryde op fra det sydlige USA og tilslutte sig ”Den store migration”, hvor tusindvis af farvede amerikanere brød op fra Sydstaterne for at søge nye muligheder i de mere økonomisk blomstrende nordlige og midt-vestlige industrielle amerikanske byer. Familien valgte at tage til Chicago.

Richard Wright blev ansat ved postvæsnet i Chicago, og i fritiden læste han og studerede andre forfatteres stil. Under depressionen (1929) blev Wright dog fyret og blev i 1931 nødsaget til at lade sig offentligt forsørge.

I 1932 begyndte Wright at deltage i møder i John Reed Klubben, der var domineret af det amerikanske kommunistparti. Her knyttede den unge forfatterspire bekendtskaber med flere partimedlemmer, især dem, der havde interesser indenfor litteraturen og Wright blev medlem af partiet i 1935.
Samme år færdiggjorde Wright manuskriptet til sin første roman, Cesspool, der dog først blev udgivet posthumt i 1963 under titlen Glad dag i Chicago (original titel: Lawd today).

Som en revolutionær poet, skrev Wright i denne periode flere proletariske digte for forskellige venstreorienterede tidsskrifter så som The New Masses Magazine.

I 1936 begyndte forfatteren at arbejde med The National Negro Congress (NNC). Derudover redigerede han kommunistpartiets magasin, Left Front, der dog blev lukket i 1937. Igennem hele denne periode bidrog Wright desuden jævnligt til The New Masses Magazine.

Wrights forhold til kommunistpartiet og dets ledelse blev dog efterhånden en smule anstrengt, og resulterede i sidste ende i en voldelig episode i 1936. Forholdet til partiet har han blandt andet beskrevet i selvbiografien Sort ungdom (1945).

I 1937 flyttede Wright til New York og knyttede nye bånd til nogle af kommunistpartiets medlemmer og sympatisører, heriblandt forfatterkollegaen Ralph Ellison. Her arbejdede han blandt andet som journalist og egnsredaktør i Harlem på den kommunistiske avis The Daily Worker og stod også for afsnittet om Harlem til guidebogen New York Panorama (1938).

Richard Wright fik sin egentlige debut – og sit nationale gennembrud – med Onkel Toms børn i 1938, en samling af fire noveller, der handlede om en opvækst i et hadsk og raceopdelt Syden. Dette medførte blandt andet en større økonomisk stabilitet, der gjorde, at han permanent kunne flytte til Harlem og påbegynde den naturalistiske roman Søn af de sorte (1940), der nok er forfatterens mest berømte roman. Værket handler om en sort ung mand, der under pres fra omgivelserne ender som dobbeltmorder og dømmes til døden i den elektriske stol. Romanen blev et centralt værk i udviklingen af afroamerikansk protestlitteratur og blev desuden opsat på Broadway i 1941 med Orson Welles som instruktør.

I 1939 blev Wright gift med danselærerinde Dhimah Rose Meidman, der var af jødisk, russisk herkomst. Ægteskabet bestod dog kun til 1940. Året efter ægtede han i stedet den kommunistiske organisator Ellen Poplar née Poplowitz, med hvem han forblev gift med indtil sin død i 1960. Parret fik i 1942 datteren Julia og i 1949 datteren Rachel.

I 1945 udkom selvbiografien Sort ungdom (1945, en afrikansk-amerikansk dannelseshistorie om, hvordan Wright blev forfatter under de forhold, som han voksede op i, fra barndommen i Natchez til han flyttede til Chicago som 19-årig. Selvbiografien Sort sult (1977), der blev udgivet posthumt var egentlig planlagt som en fortsættelse til Sort ungdom (1945) og omhandler blandt andet forfatterens tilknytning til John Reed Klubben og det amerikanske kommunistparti, som han i øvrigt forlod i 1944.

Under 2. Verdenskrig kom forfatteren i FBI´s søgelys. Dette skyldtes dels hans kommunistiske tilknytning samt hans stærke antiracistiske meninger, der af nogle blev tolket som anti-amerikanske. I 1945 tilbragte forfatteren et par måneder i Canada og i 1946 flyttede han til Paris, hvor han blev gode venner med blandt andet forfatterkollegerne Jean-Paul Sartre, Albert Camus og Simone de Beauvoir ,samt med de amerikanske udvandrer-fæller Chester Himes og James Baldwin. Venskabet med sidstnævnte fik dog en ende, da James Baldwin udgav sit essay Everybody´s protest novel (1955), hvor han kritiserede hovedkarakteren Bigger Thomas i Wrights Søn af de sorte (1940) for at være for stereotyp.

I 1947 blev Richard Wright fransk statsborger og i den følgende periode rejste forfatteren en del i både Europa, Asien og Afrika og hentede her inspiration til flere skønlitterære værker.

I 1950 havde forfatteren hovedrollen som teenageren Bigger Thomas (Wright var på dette tidspunkt 42 år) i en argentinsk filmatisering af Søn af de sorte (1940). Værket blev i 1986 også filmatiseret af Richard Wesley.

De franske bekendtskaber medførte en vis eksistentialistisk påvirkning af Wrights forfatterskab, der fx kommer til udtryk i romanen Vidnet (1953), der handler om en afroamerikaner med tilknytning til kommunistpartiet i New York.
Blandt andre af forfatterens værker kan nævnes romanerne Den lange drøm (1958), der blev opført som skuespil i New York i 1960 af Ketti Frings og floppede totalt samt Glad dag i Chicago (1963). Derudover er der den posthumt udgivne novellesamling Nuancer i sort (1961). I Wrights sidste leveår blev han betaget af den japanske digtform haiku og skrev mere end 4.000 af disse korte digte, hvor af nogle er samlet i Haiku – This other world (1994).
Forfatteren modtog flere priser og æresbevisninger for sit arbejde, heriblandt NAACP´s (National Association for the Advancement of Colored People) prestigefulde Spingarn medalje i 1941, og i 2009 kom hans portræt på amerikanske frimærker. Gennem 1970´erne og 80´erne blev et væld af essays om Wright publiceret i anerkendte videnskabelige studier, Richard Wright-konferencer blev afholdt på universiteter lige fra Mississippi til New Jersey og flere af forfatterens noveller er i dag pensum på mange amerikanske skoler.

Richard Wright døde den 28. november 1960, 52 år gammel, af et hjerteanfald i Frankrigs hovedstad Paris.

Herfra skal lyde en stor tak til Richard Wright for hans bidrag til verdenslitteraturen og ikke mindst for at italesætte racediskrimination i USA, og på denne måde bidrage positivt til at ændre relationen mellem og synet på forskellige racer.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 644f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 481f); wikipedia.org; denstoredanske.dk