Miguel Ángel Asturias (1899-1974)

Lørdag den 19. oktober er det 120 år siden, at den guatemalanske forfatter og diplomat Miguel Ángel Asturias Rosales kom til verden i Guatemala City/Ciudad de Guatemala.

Den lille Miguel voksede op sammen med sin to år yngre lillebror Marco Antonio som søn af advokat og dommer Ernesto Asturias Girón og skolelærerinde María Rosales de Asturias. Begge forældre var af spansk oprindelse og faderens aner kunne spores tilbage til de kolonister, der ankom til Guatemala i 1660´erne.
Selvom den unge Miguel voksede op i Guatemala, skulle han komme til at tilbringe en stor del af sit voksne liv i eksil, da faderen ikke kunne støtte op omkring diktator Manuel Estrada Cabrera, der kom til magten i 1898. Familien blev i 1905 tvunget til at flytte til byen Salamá, efter at faderen i sit embede som dommer havde løsladt nogle studerende, der var blevet anholdt for urostiftelse. Dette var i direkte modstrid med diktaturet, og faderen mistede hermed sit job. Familien flyttede herefter ind hos bedsteforældrene på deres farm. I 1908 flyttede familien dog tilbage til en forstad til Guatemala City, hvor de etablerede forretning.

I 1920 deltog den unge Asturias i aktiviteter imod diktator Manuel Estrada Cabrera, hvor han havde en yderst aktiv rolle med blandt andet at arrangere strejker på sit gymnasium. I 1921, hundredåret for den spansk-amerikanske uafhængighed, deltog han i en bevægelse for at oprette en føderation af centralamerikanske stater, og i 1923 var han som opposition til det guatemalanske diktatur med til at grundlægge et folkeuniversitet i Mexico City.
Den unge Miguel startede på medicin-studierne men skiftede efter et års tid til jura ved San Carlos de Guatemala-universitetet. Han færdiggjorde sin uddannelse i 1923 og modtog Gálvezprisen for sin tese om ”indianer-problemer” samt endnu en pris for at være den bedste studerende på fakultetet.
Det var også på dette universitet, at Asturias stiftede et par fagpolitiske grupper og aktivt deltog i La Tribuna del Partido Unionista, der ultimativt skulle blive endens på Cabreras diktatur. Sideløbende med studierne arbejde Asturias som repræsentant for Asociación General de Estudiantes Universitarios, der var én af de grupper, som den unge forfatterspire stod bag. I dette embede rejste han rundt til blandt andet i El Salvador og Honduras.
Efter endt universitetsuddannelse i 1923 rejste Asturias til Europa. Den oprindelige plan var at studere politisk økonomi i England, men han ændrede mening og tog i stedet til Paris, hvor han læste etnologi ved Sorbonne, og blandt andet fulgte antropologiske kurser om de indianske kulturer og religioner i Mellemamerika.
Det var også her, at han stiftede bekendtskab med den franske surrealisme. Begge dele skulle vise sig at få afgørende indflydelse på det senere forfatterskab. Han begyndte i denne periode så småt at skrive lyrik og fiktion under indflydelse af grupperne af forfattere og kunstnere i det parisiske Montparnasse-område. I Paris stiftede han desuden tidsskriftet Tiempos Nuevos / New Times.

Miguel Ángel Asturias debuterede i 1930 med Legender fra Guatemala og fik sit store gennembrud i 1946 med Præsidenten, der skulle blive en nøgleroman i forfatterskabet. Det er en grum beskrivelse af et diktatur og er delvis baseret på historiske fakta med fordømmelse af den guatemalanske diktator Manuel Estrada Cabrera, men struktureret som myte med magiske træk. Romanen var egentlig allerede færdig i 1933, da han vendte hjem efter ti år i Paris, til endnu et diktatur i Guatemala, men kunne af disse politiske grunde ikke udgive den før end 1946.

I 1939 giftede forfatteren sig med Clemencia Amado, og de fik sammen sønnerne Miguel og Rodrigo Ángel. Parret blev skilt i 1947. I 1950 giftede Asturias sig på ny, denne gang med den argentinske Blanca de Mora y Araujo, et ægteskab der varede indtil hans død i 1974.

I 1954 mistede forfatteren sit guatemalanske statsborgerskab på grund af støtte til Jacobo Árbenz, og de næste otte år levede han i eksil i Chile og Buenos Aires. Et nyt styre i Argentina betød dog, at han endnu engang måtte finde et nyt hjem, og denne gang valgte han at flytte til den italienske by Genoa.

Efter sin litterære debut etablerede Asturias sig som én af mange store latinamerikanske forfattere i det 20. århundrede. Karakteristisk for forfatterskabet, der i flere henseender ligger indenfor den latinamerikanske tradition, er kampen mod imperialisme og anden politisk undertrykkelse, og ligesom mange af sine latinamerikanske kolleger bevæger han sig også indenfor den magiske realisme og surrealismen genremæssigt, i Asturias tilfælde ofte i mayaernes legende-univers. Legender fra Guatemala (1930) er fx en poetisk genskabelse af folkeeventyr og myter fra mayakulturen.

Et hovedværk fra forfatterens pen er Majsmennesker (1949), om kampen mellem indianernes organiske livsmønster kontra mestizernes (statens) destruktion af netop dette. Forfatterens mest omfattende værk er den såkaldte Banan-trilogi om et nordamerikansk frugtfirmas ødelæggende fremfærd i Guatemala. Trilogien udgøres af Stormvind (1950), Den grønne pave (1954) og De begravedes øjne (1960). Novellesamlingen Weekend i Guatemala (1956) indeholder stærke sociale protester og er i høj grad inspireret af den politiske og økonomiske situation i landet på daværende tidspunkt.

Ud over romaner har Asturias skrevet digte, dramatik og noveller og blandt andre værker fra forfatterens portefølje kan nævnes romanen Mulatkvinden (1963) og digtsamlingen Lysvågent forår (1965).

I 1966 kom præsident Julio César Méndez Montenegro til magten via et demokratisk valg, og Asturias fik sit guatemalanske statsborgerskab tilbage. Han blev herefter udnævnt som fransk ambassadør, et hverv han bestred indtil 1970 og hvorunder han endnu engang bosatte sig permanent i Paris. Efter årtier i eksil og på flere punkter marginaliseret individ blev Asturias altså endelig bredt anerkendt. I 1966 modtog han Lenins Fredspris og året efter vandt han Nobelprisen i litteratur, som blot den anden latinamerikaner til at modtage denne anerkendelse (Gabriela Mistral modtog Nobelprisen i litteratur i 1945).

Miguel Ángel Asturias Rosales tilbragte de sidste år af sit liv i den spanske hovedstad Madrid og døde her den 9. juni 1974, 74 år gammel. Han er begravet på Père Lachaise kirkegården i Paris.

Herfra skal lyde en stor tak til den guatemalanske forfatter for hans bidrag til den politiske debat, ihukommelsen af mayaernes univers og til det latinamerikanske magisk-realistiske tradition.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 42f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 23f); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk

Enki Bilal (1951 – )

Mandag den 7. oktober er det 68 år siden, at den serbisk-franske tegneserieskaber, instruktør og manuskriptforfatter Enes Bilalovic, bedre kendt under navnet Enki Bilal, kom til verden i Beograd. Hans mor var fra Tjekkoslovakiet, og hans bosniske far arbejdede en overgang som Marskal Titos skrædder.

De første ti år af sit liv boede den lille Enes sammen med sin søster og forældre i Beograd, og han viste tidlig interesse for tegnekunsten. Han yndede blandt andet, sammen med sine kammerater, at male med farvekridt på fortovene i Beograds gader.

I slutningen af 1950´erne rejste faderen til Paris for at søge arbejde og besluttede sig for ikke at vende tilbage til det kommunistiske diktatur. Det var dog ikke helt let at bringe resten af familien med til Frankrig, men det lykkedes dog familien at få hjælp fra den unge Enes´ lærerindes mand, der var højt placeret indenfor det kommunistiske system. Han var villig til at give familien visum ud af landet mod til gengæld at overtage den lejlighed, som de boede i. Familien blev genforenet i Frankrig i 1961 og flyttede ind i en trist forstad til Paris, der i høj grad inspirerede Enes til de forfaldne bybilleder, der kom til at præge hans senere værker.

I skolen i Paris blev den unge Bilal for første gang introduceret for vestens tegneserieunivers med fx Tintin og Splint og Co., og efter studentereksamen påbegyndte han studier ved kunstakademiet i Nanterre. Opholdet her blev dog kort, da han efter kort tid vandt en tegnekonkurrence arrangeret af tegneseriemagasinet Pilote, og herefter begyndte han at arbejde for magasinet med at tegne forsider og andre mindre illustrationsopgaver.

Bilal debuterede i 1972 med historien Le bol maudit i Pilote.

Ved et tilfælde stødte Bilal ind i tekstforfatteren Pierre Christin i en parisisk boghandel, hvilket afstedkom et yderst frugtbart samarbejde for begge parter. De udviklede sammen en trilogi af dystre og surrealistiske tegneserier for voksne, kendt som Vor tids legender. Serien udgøres af De glemtes krydstogt (1975), Stenskibet (1976) og Byen der ikke eksisterede (1977).

Bilals store gennembrud kom i 1979 med den politiske tegneserie Den sorte ordens falangister, med tekst af Pierre Christin. Værket vandt Prix RTL for bedste tegneserie for voksne i 1980.

Bilal var dog ikke længere tilfreds med blot at illustrere andres manuskripter, og i 1980 både skrev og tegnede han første bind i den såkaldte Nikopol-trilogi, med titlen Udødelighedens pris (1980), der blev efterfulgt af Lokkeduen (1986) og Ækvators kulde (1992). Serien blev i 2008 udviklet som computerspil og sidstnævnte værk vandt desuden magasinet Lires pris for årets bedste bog.

Samarbejdet med Christin fortsatte dog, og i 1983 udgav de det profetiske værk Jagten, der gjorde Bilal berømt i hele Europa som en illustrator i verdensklasse.

Da borgerkrigen i Jugoslavien brød ud i 1991 involverede Bilal sig aktivt i debatten og producerede blandt andet en række ”freds-frimærker” og postkort til støtte for fredsprocessen.

I 1998 vendte Bilal tilbage til tegneserieuniverset med Monster-tetralogien, udgjort af Erindringens magt (1998), 32. December (2003), Møde i Paris (2006) og Fire? (2007), der handler om Jugoslaviens sammenbrud set med fremtidsøjne.

Blandt andre af forfatterens værker kan nævnes Exterminator 17 (1979), Los Angeles – Laurie Blooms glemte stjerne (1984), Sidste halvleg (1987), Blødende hjerter og andre kioskbaskere (1988) samt Jorden i oprør-trilogien, udgjort af Animal´z (2009), Julia & Roem (2011) og Luftens farve (2014).

Karakteristisk for Bilals poetiske streg er hans evne til at forene realisme og surrealisme, og blandt hans foretrukne temaer finder vi menneskets møde med totalitære tankegange, ofte forløst i science fiction-universer. Og hans mareridtsagtige fremtidsverdener er ofte fyldt ud med erotik, vold og poesi.

Ud over tegneserieuniverset har Bilal også bevæget sig indenfor filmmediet, hvor han fx i 1983 stod for designet af kulisserne til Alain Resnais´ film La vie es tune roman og i 1988 instruerede han selv sin første spillefilm, Bunker Palace Hotel, der blev indspillet i de samme gader i Beograd, hvor han selv havde leget som dreng. I 1996 instruerede han sin anden film, Tykho moon og i 2004 sin tredje film Immortel (ad vitam), der var et forsøg på at filmatisere Nikopol-trilogien (1980-93) med en blanding af computeranimerede figurer og rigtige skuespillere og som var én af de første spillefilm, der blev optaget ved hjælp af blue screen teknikken.

I 2012 fik Bilal desuden en solo-udstilling på kunstmuseet Louvre i Paris med titlen Louvres spøgelser.

Enki Bilal lever og arbejder i dag i Paris, og herfra skal lyde et stort tillykke til multikunstneren og en stor tak for hans bidrag til den illustrerede litterære genre.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; forlagetfaraos.dk; imdb.com; litteratursiden.dk; comicwiki.dk

Frans G. Bengtsson (1894-1954)

Fredag den 4. oktober er det 125 år siden, at den svenske forfatter, lyriker og oversætter Frans Gunnar Bengtsson kom til verden på gården Ramnekulla, nær godset Rössjöholm i Tossjö, Kristianstad, hvor hans fader Sven Bengtsson arbejdede som administrator. Han voksede hermed op i et godsforvalterhjem i det nordlige Skåne sammen med broderen Bengt Bengtsson.

I 1912 startede den unge Frans studier i sprog og litteratur ved universitetet i Lund, hvor han ifølge eget udsagn dog brugte det meste af tiden på at spille skak. Studierne blev imidlertid afbrudt i 1915 på grund af en nyresygdom. Han vendte tilbage til universitetet i Lund og blev herfra fil.lic i 1930.

Frans Bengtsson debuterede i 1923 med digtsamlingen Tärningskast, der ligesom resten af forfatterskabet er kendetegnet ved en høj grad af æsteticisme. Herefter udgav han yderligere et par digtsamlinger i høj stil med emner fra især saga og forhistorie som fx Legenden om Babel (1925).

Bengtsson skiftede spor og rettede sig imod essaystilen, hvilket gav ham det store gennembrud. Blandt disse værker kan blandt andet nævnes essaysamlingen Litteratörer och militärer (1929), De langhårede Merovinger og andet krigsfolk (1933), Sällskap för en eremit (1938), För nöjes skull (1947) og den posthume Folk som sjöng (1954). Disse elegante essays, der alle blev store publikums-succeser, var påvirket af den engelske essaytradition og er karakteriseret af stor lærdom og humor.

Denne humor og vid benyttede forfatteren videre i den folkekære og muntre vikingetidsroman Røde Orm. Romanen, som er hans internationalt bedst kendte værk, består af to dele, Røde Orm – Søfarer i Vesterled (1941) efterfulgt af Røde Orm – Hjemme i Østerled (1945). Værket er blandt andet blevet filmatiseret af Jack Cardiff i 1964, lavet som tegneserie og opsat som musical – fx blev den i 2017 opsat i det fri ved Moesgaard Museum i Østjylland af Det Kongelige Teater.

Biografien om den svenske kong Karl, Karl XII´s levnad 1-2 (1935-36) betragtes dog af flere som forfatterens hovedværk. Værket trækker i høj grad på biografien om Kong Karl XII, skrevet af Voltaire i 1731, kun 13 år efter kongens død.

I 1939 blev Bengtsson gift med Gerda Fineman, der arbejdede som sekretær på forlaget Norstedt, der udgav Bengtssons værker, og med hvem han fik sønnen Joachim.

Ud over allerede nævnte, er forfatteren også kendt for en række fornemme oversættelser, fx af Miltons Paradise lost (1667, oversat af Bengtsson i 1926) og af Rolandskvadet (oldfransk skrift fra omkring midten af 1100-tallet, oversat af Bengtsson i 1929).

Forfatterens erindringer har han desuden nedfældet i Det Paradis som var engang (1953).

Bengtsson var udenfor sin samtids demokratiske velfærds-tidsånd, da han ophøjede konservatisme og det heroiske. Han var militærromantiker og havde antidemokratiske holdninger, hvilket fx kommer til udtryk i visse af hans essays, blandt andet i de samlede essays Silversköldama (1931). Hans holdning til blandt andet jøder og muslimer samt til nazismen under 2. Verdenskrig er dog udpræget antiracistisk og antinazistisk.

Frans Gunnar Bengtsson døde den 19. december 1954, 60 år gammel, i det svenske nordlige Västergötland på Ribbingfors gods.

Herfra skal lyde en stor tak til den svenske forfatter for hans gode fortællinger, og ikke mindst for at have bidraget til højdepunktet i svensk essayistik.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 71f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 43f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; imdb.com; moesgaardmuseum.dk

Iben Mondrup (1969 – )

Torsdag den 26. september fylder den danske billedkunstner og forfatterinde Iben Mondrup 50 år.

Den lille Iben blev født i København, som den ældste i en søskendeflok på tre, og boede fra hun var tre år gammel i Grønland, hvor hun voksede op sammen med sine søskende og forældrene Ebbe og Kirsten Mortensen, der begge var skolelærere. Som 18-årig rejste hun til Danmark for at uddanne sig på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorfra hun dimitterede i 2003, som billedkunstner med en mastergrad i Kunstteori og formidling.

Mondrup debuterede i 2009 med romanen Ved slusen, udgivet på det grønlandske forlag Milik.

I 2012 udgav forfatterinden En to tre – Justine og året efter fulgte Store Malene (2013), den anden bog i rækken om kunstneren Justine.

Forfatterinden fik sit gennembrud i 2014 med romanen Godhavn, der vandt DR Romanprisen i 2015. Romanen, der i høj grad trækker på Mondrups egne erfaringer, handler om en dansk udflytterfamilies hverdag i Vestgrønland set gennem familiens tre børns øjne.

Efterfølgeren Karensminde (2016) inddrager ud over de tre børn fra Godhavn (2014) også de to forældre i familien, der nu er flyttet tilbage til Danmark, hvor minder vækkes og familiens historier belyses på godt og ondt. Vi er brødre (2018) er historien om faderen Jens og hans opvækst sammen med sin bror.

Som billedkunstner har Mondrup blandt andet arbejdet sammen med den grønlandske performancekunstner Jessie Kleemann, blandt andet med værket Sassuma arnaa (Havets Moder) og med kunstnermonografien Jessie Kleemann – Qivittoq (2011).

Et gennemgående tema i forfatterskabet – ud over Grønland – er det menneskelige begær, som Mondrup også har beskæftiget sig med i sit virke som billedkunstner.

I 2017 modtog hun Blixenprisen for Karensminde (2016) og hun har igennem årene modtaget adskillige legater fra Statens Kunstfond, heriblandt det 3-årige arbejdsstipendium i 2015.

Forfatterinden har tidligere været gift med digteren Niels Lyngsø med hvem hun har to børn. Hun bor i dag i fødebyen København.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Iben Mondrup på hendes runde dag og en tak for hendes bidrag til skildringen af samtiden, ikke mindst på Grønland.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; litteratursiden.dk; ibenmondrup.dk; gyldendal.dk; bibliografi.dk

Einar Már Guðmundsson (1954 – )

Onsdag den 18. september fylder den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson 65 år.

Den lille Einar voksede op sammen med sin bror Pálmi og sine forældre i en forstad til Reykjavik i et nybygget boligblok-kvarter. Hans far arbejdede som taxachauffør og de historier, som han kom hjem og kunne fortælle fra dagens arbejde var en tidlig men stor inspirationskilde for den kommende forfatter.

I sine unge år var Einar politisk aktiv på den yderste venstrefløj og involveret i den politiske organisation Fylkingin (Fronten). Han var desuden også aktiv i en gruppe bestående af kunstnere, intellektuelle og digtere, og forfatterens første digte blev offentliggjorte i gruppens kunsttidsskrift Svart á hvítu.

I 1979 fik den unge Einar sin bachelorgrad i litteraturvidenskab og historie fra Islands Universitet. Under sit studie blev han i 1976 blandt andet undervist af den danske litterat Erik Skyum-Nielsen, der senere skulle blive hans faste oversætter.

Samme år flyttede Guðmundsson til København, hvor han boede frem til 1986. I 1985 tog han kandidatgraden i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, hvor han også har været ansat.

Einar Már Guðmundsson debuterede i 1980 med digtsamlingerne Sendebudet er ensomt efterfulgt af Er der nogen herinde, som har Kronehabit på? (1980) og denne fulgt op af Robinson Crusoe vender tilbage (1981).

Efterfølgende udkom Reykjavik-trilogien, der blev skrevet i København, og er en fabulerende beretning om barndommens land i den islandske hovedstad i 1950´erne og 60´erne, og bygger på den islandske tradition ved at indskrive bibelske, nordiske og græske myter, eventyr og sagn ind i et realistisk univers. Trilogien består af Ridderne af den runde trappe (1982), Vingeslag i tagrenden (1983) og Regndråbernes epilog (1986).
I 1988 udkom novellesamlingen Hvor er den zoologiske have?/Søgen efter den zoologiske have og et par år efter den lille satiriske politiske roman Røde dage (1990).

I 1993 udgav Guðmundsson Universets engle, der var tilegnet hans afdøde bror. Bogen, der i jeg-form følger en psykisk syg mands liv fra tiden før hans fødsel til dagene efter hans selvmord i en koldkrigs-tidsramme, blev forfatterens folkelige gennembrud og vandt Nordisk Råds litteraturpris i 1995 og står som et højdepunkt i forfatterskabet og blev i 2000 filmatiseret af Friðrik Þór Friðriksson efter Guðmundssons eget filmmanuskript.

Den selvbiografiske trilogi, der udgøres af Fodspor på himlen (1997), Drømme på jorden (2000) og Navnløse veje (2003) er en ambitiøs kalejdoskopisk og halvdokumentarisk slægtskrønike over det 20. århundrede.
Blandt andre værker fra forfatterens pen kan nævnes romanerne Beatlemanifestet (2005), Sindets tremmer – en kærlighedsroman (2007), Islandske konger (2012), Hundedage (2015) og Pasfotos (2018), novellesamlingen Måske er posten sulten (2005), essaysamlingerne Bankstræde nr. 0 og Betragtninger over fortællekunsten (2017) samt digtsamlingerne Frankensteins Kup (1981), Orkanens øje (1996), Ræk mig nordlysene (2004) og Jeg skyder genvej forbi døden (2006). I 2009 udgav han desuden den politiske essaysamling Hvidbogen – krisen på Island, om finanskrisen og dens konsekvenser.

Karakteristisk for forfatterskabet er brugen af den islandske stemning med nordlys og regnvejrsdage i Reykjavik. Det er især den islandske middelklasses historie som Guðmundsson fortæller, og i digte, noveller og romaner udfolder han på denne måde det islandske folks historie gennem de seneste 100 år. Poesi, fantasi, realisme, samfundsengagement og humor er nøgleord. Forfatteren har desuden skrevet børnebøger og enkelte filmmanuskripter.

Guðmundsson har modtaget flere priser og æresbevisninger for sine arbejder, heriblandt Karen Blixen Prisen i 1999, Bjørnsonprisen i 2010 og Det Svenske Akademis Nordiske Pris, også kendt som ”Den lille Nobel-pris” i 2012.

Forfatteren bor i dag i det nordvestlige Reykjavik med sin hustru, med hvem han har fem børn, i nærheden af det kvarter, hvor han voksede op. Garagen er indrettet som skrivestue, hvor hans værker bliver til.

Herfra skal lyde et stort tillykke til den islandske forfatter på den halvrunde dag og en stor tak for hans bidrag til den moderne nordiske litteratur.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 244f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 188f); forfatterweb.dk; wikipedia.org; lindhardtogringhof.dk; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; litteraturpriser.dk