Enki Bilal (1951 – )

Mandag den 7. oktober er det 68 år siden, at den serbisk-franske tegneserieskaber, instruktør og manuskriptforfatter Enes Bilalovic, bedre kendt under navnet Enki Bilal, kom til verden i Beograd. Hans mor var fra Tjekkoslovakiet, og hans bosniske far arbejdede en overgang som Marskal Titos skrædder.

De første ti år af sit liv boede den lille Enes sammen med sin søster og forældre i Beograd, og han viste tidlig interesse for tegnekunsten. Han yndede blandt andet, sammen med sine kammerater, at male med farvekridt på fortovene i Beograds gader.

I slutningen af 1950´erne rejste faderen til Paris for at søge arbejde og besluttede sig for ikke at vende tilbage til det kommunistiske diktatur. Det var dog ikke helt let at bringe resten af familien med til Frankrig, men det lykkedes dog familien at få hjælp fra den unge Enes´ lærerindes mand, der var højt placeret indenfor det kommunistiske system. Han var villig til at give familien visum ud af landet mod til gengæld at overtage den lejlighed, som de boede i. Familien blev genforenet i Frankrig i 1961 og flyttede ind i en trist forstad til Paris, der i høj grad inspirerede Enes til de forfaldne bybilleder, der kom til at præge hans senere værker.

I skolen i Paris blev den unge Bilal for første gang introduceret for vestens tegneserieunivers med fx Tintin og Splint og Co., og efter studentereksamen påbegyndte han studier ved kunstakademiet i Nanterre. Opholdet her blev dog kort, da han efter kort tid vandt en tegnekonkurrence arrangeret af tegneseriemagasinet Pilote, og herefter begyndte han at arbejde for magasinet med at tegne forsider og andre mindre illustrationsopgaver.

Bilal debuterede i 1972 med historien Le bol maudit i Pilote.

Ved et tilfælde stødte Bilal ind i tekstforfatteren Pierre Christin i en parisisk boghandel, hvilket afstedkom et yderst frugtbart samarbejde for begge parter. De udviklede sammen en trilogi af dystre og surrealistiske tegneserier for voksne, kendt som Vor tids legender. Serien udgøres af De glemtes krydstogt (1975), Stenskibet (1976) og Byen der ikke eksisterede (1977).

Bilals store gennembrud kom i 1979 med den politiske tegneserie Den sorte ordens falangister, med tekst af Pierre Christin. Værket vandt Prix RTL for bedste tegneserie for voksne i 1980.

Bilal var dog ikke længere tilfreds med blot at illustrere andres manuskripter, og i 1980 både skrev og tegnede han første bind i den såkaldte Nikopol-trilogi, med titlen Udødelighedens pris (1980), der blev efterfulgt af Lokkeduen (1986) og Ækvators kulde (1992). Serien blev i 2008 udviklet som computerspil og sidstnævnte værk vandt desuden magasinet Lires pris for årets bedste bog.

Samarbejdet med Christin fortsatte dog, og i 1983 udgav de det profetiske værk Jagten, der gjorde Bilal berømt i hele Europa som en illustrator i verdensklasse.

Da borgerkrigen i Jugoslavien brød ud i 1991 involverede Bilal sig aktivt i debatten og producerede blandt andet en række ”freds-frimærker” og postkort til støtte for fredsprocessen.

I 1998 vendte Bilal tilbage til tegneserieuniverset med Monster-tetralogien, udgjort af Erindringens magt (1998), 32. December (2003), Møde i Paris (2006) og Fire? (2007), der handler om Jugoslaviens sammenbrud set med fremtidsøjne.

Blandt andre af forfatterens værker kan nævnes Exterminator 17 (1979), Los Angeles – Laurie Blooms glemte stjerne (1984), Sidste halvleg (1987), Blødende hjerter og andre kioskbaskere (1988) samt Jorden i oprør-trilogien, udgjort af Animal´z (2009), Julia & Roem (2011) og Luftens farve (2014).

Karakteristisk for Bilals poetiske streg er hans evne til at forene realisme og surrealisme, og blandt hans foretrukne temaer finder vi menneskets møde med totalitære tankegange, ofte forløst i science fiction-universer. Og hans mareridtsagtige fremtidsverdener er ofte fyldt ud med erotik, vold og poesi.

Ud over tegneserieuniverset har Bilal også bevæget sig indenfor filmmediet, hvor han fx i 1983 stod for designet af kulisserne til Alain Resnais´ film La vie es tune roman og i 1988 instruerede han selv sin første spillefilm, Bunker Palace Hotel, der blev indspillet i de samme gader i Beograd, hvor han selv havde leget som dreng. I 1996 instruerede han sin anden film, Tykho moon og i 2004 sin tredje film Immortel (ad vitam), der var et forsøg på at filmatisere Nikopol-trilogien (1980-93) med en blanding af computeranimerede figurer og rigtige skuespillere og som var én af de første spillefilm, der blev optaget ved hjælp af blue screen teknikken.

I 2012 fik Bilal desuden en solo-udstilling på kunstmuseet Louvre i Paris med titlen Louvres spøgelser.

Enki Bilal lever og arbejder i dag i Paris, og herfra skal lyde et stort tillykke til multikunstneren og en stor tak for hans bidrag til den illustrerede litterære genre.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; forlagetfaraos.dk; imdb.com; litteratursiden.dk; comicwiki.dk

Frans G. Bengtsson (1894-1954)

Fredag den 4. oktober er det 125 år siden, at den svenske forfatter, lyriker og oversætter Frans Gunnar Bengtsson kom til verden på gården Ramnekulla, nær godset Rössjöholm i Tossjö, Kristianstad, hvor hans fader Sven Bengtsson arbejdede som administrator. Han voksede hermed op i et godsforvalterhjem i det nordlige Skåne sammen med broderen Bengt Bengtsson.

I 1912 startede den unge Frans studier i sprog og litteratur ved universitetet i Lund, hvor han ifølge eget udsagn dog brugte det meste af tiden på at spille skak. Studierne blev imidlertid afbrudt i 1915 på grund af en nyresygdom. Han vendte tilbage til universitetet i Lund og blev herfra fil.lic i 1930.

Frans Bengtsson debuterede i 1923 med digtsamlingen Tärningskast, der ligesom resten af forfatterskabet er kendetegnet ved en høj grad af æsteticisme. Herefter udgav han yderligere et par digtsamlinger i høj stil med emner fra især saga og forhistorie som fx Legenden om Babel (1925).

Bengtsson skiftede spor og rettede sig imod essaystilen, hvilket gav ham det store gennembrud. Blandt disse værker kan blandt andet nævnes essaysamlingen Litteratörer och militärer (1929), De langhårede Merovinger og andet krigsfolk (1933), Sällskap för en eremit (1938), För nöjes skull (1947) og den posthume Folk som sjöng (1954). Disse elegante essays, der alle blev store publikums-succeser, var påvirket af den engelske essaytradition og er karakteriseret af stor lærdom og humor.

Denne humor og vid benyttede forfatteren videre i den folkekære og muntre vikingetidsroman Røde Orm. Romanen, som er hans internationalt bedst kendte værk, består af to dele, Røde Orm – Søfarer i Vesterled (1941) efterfulgt af Røde Orm – Hjemme i Østerled (1945). Værket er blandt andet blevet filmatiseret af Jack Cardiff i 1964, lavet som tegneserie og opsat som musical – fx blev den i 2017 opsat i det fri ved Moesgaard Museum i Østjylland af Det Kongelige Teater.

Biografien om den svenske kong Karl, Karl XII´s levnad 1-2 (1935-36) betragtes dog af flere som forfatterens hovedværk. Værket trækker i høj grad på biografien om Kong Karl XII, skrevet af Voltaire i 1731, kun 13 år efter kongens død.

I 1939 blev Bengtsson gift med Gerda Fineman, der arbejdede som sekretær på forlaget Norstedt, der udgav Bengtssons værker, og med hvem han fik sønnen Joachim.

Ud over allerede nævnte, er forfatteren også kendt for en række fornemme oversættelser, fx af Miltons Paradise lost (1667, oversat af Bengtsson i 1926) og af Rolandskvadet (oldfransk skrift fra omkring midten af 1100-tallet, oversat af Bengtsson i 1929).

Forfatterens erindringer har han desuden nedfældet i Det Paradis som var engang (1953).

Bengtsson var udenfor sin samtids demokratiske velfærds-tidsånd, da han ophøjede konservatisme og det heroiske. Han var militærromantiker og havde antidemokratiske holdninger, hvilket fx kommer til udtryk i visse af hans essays, blandt andet i de samlede essays Silversköldama (1931). Hans holdning til blandt andet jøder og muslimer samt til nazismen under 2. Verdenskrig er dog udpræget antiracistisk og antinazistisk.

Frans Gunnar Bengtsson døde den 19. december 1954, 60 år gammel, i det svenske nordlige Västergötland på Ribbingfors gods.

Herfra skal lyde en stor tak til den svenske forfatter for hans gode fortællinger, og ikke mindst for at have bidraget til højdepunktet i svensk essayistik.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 71f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 43f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; imdb.com; moesgaardmuseum.dk

Iben Mondrup (1969 – )

Torsdag den 26. september fylder den danske billedkunstner og forfatterinde Iben Mondrup 50 år.

Den lille Iben blev født i København, som den ældste i en søskendeflok på tre, og boede fra hun var tre år gammel i Grønland, hvor hun voksede op sammen med sine søskende og forældrene Ebbe og Kirsten Mortensen, der begge var skolelærere. Som 18-årig rejste hun til Danmark for at uddanne sig på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorfra hun dimitterede i 2003, som billedkunstner med en mastergrad i Kunstteori og formidling.

Mondrup debuterede i 2009 med romanen Ved slusen, udgivet på det grønlandske forlag Milik.

I 2012 udgav forfatterinden En to tre – Justine og året efter fulgte Store Malene (2013), den anden bog i rækken om kunstneren Justine.

Forfatterinden fik sit gennembrud i 2014 med romanen Godhavn, der vandt DR Romanprisen i 2015. Romanen, der i høj grad trækker på Mondrups egne erfaringer, handler om en dansk udflytterfamilies hverdag i Vestgrønland set gennem familiens tre børns øjne.

Efterfølgeren Karensminde (2016) inddrager ud over de tre børn fra Godhavn (2014) også de to forældre i familien, der nu er flyttet tilbage til Danmark, hvor minder vækkes og familiens historier belyses på godt og ondt. Vi er brødre (2018) er historien om faderen Jens og hans opvækst sammen med sin bror.

Som billedkunstner har Mondrup blandt andet arbejdet sammen med den grønlandske performancekunstner Jessie Kleemann, blandt andet med værket Sassuma arnaa (Havets Moder) og med kunstnermonografien Jessie Kleemann – Qivittoq (2011).

Et gennemgående tema i forfatterskabet – ud over Grønland – er det menneskelige begær, som Mondrup også har beskæftiget sig med i sit virke som billedkunstner.

I 2017 modtog hun Blixenprisen for Karensminde (2016) og hun har igennem årene modtaget adskillige legater fra Statens Kunstfond, heriblandt det 3-årige arbejdsstipendium i 2015.

Forfatterinden har tidligere været gift med digteren Niels Lyngsø med hvem hun har to børn. Hun bor i dag i fødebyen København.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Iben Mondrup på hendes runde dag og en tak for hendes bidrag til skildringen af samtiden, ikke mindst på Grønland.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; litteratursiden.dk; ibenmondrup.dk; gyldendal.dk; bibliografi.dk

Einar Már Guðmundsson (1954 – )

Onsdag den 18. september fylder den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson 65 år.

Den lille Einar voksede op sammen med sin bror Pálmi og sine forældre i en forstad til Reykjavik i et nybygget boligblok-kvarter. Hans far arbejdede som taxachauffør og de historier, som han kom hjem og kunne fortælle fra dagens arbejde var en tidlig men stor inspirationskilde for den kommende forfatter.

I sine unge år var Einar politisk aktiv på den yderste venstrefløj og involveret i den politiske organisation Fylkingin (Fronten). Han var desuden også aktiv i en gruppe bestående af kunstnere, intellektuelle og digtere, og forfatterens første digte blev offentliggjorte i gruppens kunsttidsskrift Svart á hvítu.

I 1979 fik den unge Einar sin bachelorgrad i litteraturvidenskab og historie fra Islands Universitet. Under sit studie blev han i 1976 blandt andet undervist af den danske litterat Erik Skyum-Nielsen, der senere skulle blive hans faste oversætter.

Samme år flyttede Guðmundsson til København, hvor han boede frem til 1986. I 1985 tog han kandidatgraden i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, hvor han også har været ansat.

Einar Már Guðmundsson debuterede i 1980 med digtsamlingerne Sendebudet er ensomt efterfulgt af Er der nogen herinde, som har Kronehabit på? (1980) og denne fulgt op af Robinson Crusoe vender tilbage (1981).

Efterfølgende udkom Reykjavik-trilogien, der blev skrevet i København, og er en fabulerende beretning om barndommens land i den islandske hovedstad i 1950´erne og 60´erne, og bygger på den islandske tradition ved at indskrive bibelske, nordiske og græske myter, eventyr og sagn ind i et realistisk univers. Trilogien består af Ridderne af den runde trappe (1982), Vingeslag i tagrenden (1983) og Regndråbernes epilog (1986).
I 1988 udkom novellesamlingen Hvor er den zoologiske have?/Søgen efter den zoologiske have og et par år efter den lille satiriske politiske roman Røde dage (1990).

I 1993 udgav Guðmundsson Universets engle, der var tilegnet hans afdøde bror. Bogen, der i jeg-form følger en psykisk syg mands liv fra tiden før hans fødsel til dagene efter hans selvmord i en koldkrigs-tidsramme, blev forfatterens folkelige gennembrud og vandt Nordisk Råds litteraturpris i 1995 og står som et højdepunkt i forfatterskabet og blev i 2000 filmatiseret af Friðrik Þór Friðriksson efter Guðmundssons eget filmmanuskript.

Den selvbiografiske trilogi, der udgøres af Fodspor på himlen (1997), Drømme på jorden (2000) og Navnløse veje (2003) er en ambitiøs kalejdoskopisk og halvdokumentarisk slægtskrønike over det 20. århundrede.
Blandt andre værker fra forfatterens pen kan nævnes romanerne Beatlemanifestet (2005), Sindets tremmer – en kærlighedsroman (2007), Islandske konger (2012), Hundedage (2015) og Pasfotos (2018), novellesamlingen Måske er posten sulten (2005), essaysamlingerne Bankstræde nr. 0 og Betragtninger over fortællekunsten (2017) samt digtsamlingerne Frankensteins Kup (1981), Orkanens øje (1996), Ræk mig nordlysene (2004) og Jeg skyder genvej forbi døden (2006). I 2009 udgav han desuden den politiske essaysamling Hvidbogen – krisen på Island, om finanskrisen og dens konsekvenser.

Karakteristisk for forfatterskabet er brugen af den islandske stemning med nordlys og regnvejrsdage i Reykjavik. Det er især den islandske middelklasses historie som Guðmundsson fortæller, og i digte, noveller og romaner udfolder han på denne måde det islandske folks historie gennem de seneste 100 år. Poesi, fantasi, realisme, samfundsengagement og humor er nøgleord. Forfatteren har desuden skrevet børnebøger og enkelte filmmanuskripter.

Guðmundsson har modtaget flere priser og æresbevisninger for sine arbejder, heriblandt Karen Blixen Prisen i 1999, Bjørnsonprisen i 2010 og Det Svenske Akademis Nordiske Pris, også kendt som ”Den lille Nobel-pris” i 2012.

Forfatteren bor i dag i det nordvestlige Reykjavik med sin hustru, med hvem han har fem børn, i nærheden af det kvarter, hvor han voksede op. Garagen er indrettet som skrivestue, hvor hans værker bliver til.

Herfra skal lyde et stort tillykke til den islandske forfatter på den halvrunde dag og en stor tak for hans bidrag til den moderne nordiske litteratur.

Kilder: Gads udenlandske forfatterleksikon (Gads Forlag, 2001, s. 244f); Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 188f); forfatterweb.dk; wikipedia.org; lindhardtogringhof.dk; denstoredanske.dk; bibliografi.dk; litteraturpriser.dk