Ugens forfatter-fødselar, Uge 41: Bilal – en tegner extraordinaire

dekorativt foto
Ugens forfatter-fødselar, uge 40: Bengtsson – far til Røde Orm
30. september 2019
3 års fødselsdag – tilbud på 18.000 bøger!
7. oktober 2019
Vis alle

Ugens forfatter-fødselar, Uge 41: Bilal – en tegner extraordinaire

dekorativt foto

Enki Bilal (1951 – )

Mandag den 7. oktober er det 68 år siden, at den serbisk-franske tegneserieskaber, instruktør og manuskriptforfatter Enes Bilalovic, bedre kendt under navnet Enki Bilal, kom til verden i Beograd. Hans mor var fra Tjekkoslovakiet, og hans bosniske far arbejdede en overgang som Marskal Titos skrædder.

De første ti år af sit liv boede den lille Enes sammen med sin søster og forældre i Beograd, og han viste tidlig interesse for tegnekunsten. Han yndede blandt andet, sammen med sine kammerater, at male med farvekridt på fortovene i Beograds gader.

I slutningen af 1950´erne rejste faderen til Paris for at søge arbejde og besluttede sig for ikke at vende tilbage til det kommunistiske diktatur. Det var dog ikke helt let at bringe resten af familien med til Frankrig, men det lykkedes dog familien at få hjælp fra den unge Enes´ lærerindes mand, der var højt placeret indenfor det kommunistiske system. Han var villig til at give familien visum ud af landet mod til gengæld at overtage den lejlighed, som de boede i. Familien blev genforenet i Frankrig i 1961 og flyttede ind i en trist forstad til Paris, der i høj grad inspirerede Enes til de forfaldne bybilleder, der kom til at præge hans senere værker.

I skolen i Paris blev den unge Bilal for første gang introduceret for vestens tegneserieunivers med fx Tintin og Splint og Co., og efter studentereksamen påbegyndte han studier ved kunstakademiet i Nanterre. Opholdet her blev dog kort, da han efter kort tid vandt en tegnekonkurrence arrangeret af tegneseriemagasinet Pilote, og herefter begyndte han at arbejde for magasinet med at tegne forsider og andre mindre illustrationsopgaver.

Bilal debuterede i 1972 med historien Le bol maudit i Pilote.

Ved et tilfælde stødte Bilal ind i tekstforfatteren Pierre Christin i en parisisk boghandel, hvilket afstedkom et yderst frugtbart samarbejde for begge parter. De udviklede sammen en trilogi af dystre og surrealistiske tegneserier for voksne, kendt som Vor tids legender. Serien udgøres af De glemtes krydstogt (1975), Stenskibet (1976) og Byen der ikke eksisterede (1977).

Bilals store gennembrud kom i 1979 med den politiske tegneserie Den sorte ordens falangister, med tekst af Pierre Christin. Værket vandt Prix RTL for bedste tegneserie for voksne i 1980.

Bilal var dog ikke længere tilfreds med blot at illustrere andres manuskripter, og i 1980 både skrev og tegnede han første bind i den såkaldte Nikopol-trilogi, med titlen Udødelighedens pris (1980), der blev efterfulgt af Lokkeduen (1986) og Ækvators kulde (1992). Serien blev i 2008 udviklet som computerspil og sidstnævnte værk vandt desuden magasinet Lires pris for årets bedste bog.

Samarbejdet med Christin fortsatte dog, og i 1983 udgav de det profetiske værk Jagten, der gjorde Bilal berømt i hele Europa som en illustrator i verdensklasse.

Da borgerkrigen i Jugoslavien brød ud i 1991 involverede Bilal sig aktivt i debatten og producerede blandt andet en række ”freds-frimærker” og postkort til støtte for fredsprocessen.

I 1998 vendte Bilal tilbage til tegneserieuniverset med Monster-tetralogien, udgjort af Erindringens magt (1998), 32. December (2003), Møde i Paris (2006) og Fire? (2007), der handler om Jugoslaviens sammenbrud set med fremtidsøjne.

Blandt andre af forfatterens værker kan nævnes Exterminator 17 (1979), Los Angeles – Laurie Blooms glemte stjerne (1984), Sidste halvleg (1987), Blødende hjerter og andre kioskbaskere (1988) samt Jorden i oprør-trilogien, udgjort af Animal´z (2009), Julia & Roem (2011) og Luftens farve (2014).

Karakteristisk for Bilals poetiske streg er hans evne til at forene realisme og surrealisme, og blandt hans foretrukne temaer finder vi menneskets møde med totalitære tankegange, ofte forløst i science fiction-universer. Og hans mareridtsagtige fremtidsverdener er ofte fyldt ud med erotik, vold og poesi.

Ud over tegneserieuniverset har Bilal også bevæget sig indenfor filmmediet, hvor han fx i 1983 stod for designet af kulisserne til Alain Resnais´ film La vie es tune roman og i 1988 instruerede han selv sin første spillefilm, Bunker Palace Hotel, der blev indspillet i de samme gader i Beograd, hvor han selv havde leget som dreng. I 1996 instruerede han sin anden film, Tykho moon og i 2004 sin tredje film Immortel (ad vitam), der var et forsøg på at filmatisere Nikopol-trilogien (1980-93) med en blanding af computeranimerede figurer og rigtige skuespillere og som var én af de første spillefilm, der blev optaget ved hjælp af blue screen teknikken.

I 2012 fik Bilal desuden en solo-udstilling på kunstmuseet Louvre i Paris med titlen Louvres spøgelser.

Enki Bilal lever og arbejder i dag i Paris, og herfra skal lyde et stort tillykke til multikunstneren og en stor tak for hans bidrag til den illustrerede litterære genre.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; forlagetfaraos.dk; imdb.com; litteratursiden.dk; comicwiki.dk