B. S. Ingemann (1789-1862)

Tirsdag den 28. maj er det 230 år siden, at den danske forfatter og salmedigter Bernhard Severin Ingemann kom til verden i landsbyen Torkilstrup på Falster.

Den lille Bernhard voksede op som den yngste præstesøn i en børneflok på otte. Han mistede allerede som 10-årig sin fader og ti år senere sin moder til tuberkulose. I de følgende år døde desuden samtlige af hans syv brødre. Ingemanns tidlige digtning er da også, forståelig nok, præget af en vis grad af melankoli og dødsbevidsthed.

Efter frivillig militærtjeneste i Kronprinsens Livskorps sammen med mange andre guldalderdigtere, blandt andet Adam Oehlenschläger, startede den unge Ingemann på jurastudiet ved Københavns Universitet i 1806.

Forfatteren debuterede i 1811 med Digte og blev hurtigt københavnsk modeskjald, blandt andet på grund af sit altid let forståelige, lette og ofte kønne sprog. Debuten blev efterfulgt af yderligere tre digtsamlinger, heriblandt Julegave (1817) samt en håndfuld skuespil, hvoraf et par stykker fik en pæn modtagelse.

I 1817 forlod Ingemann jurastudiet uden at tage embedseksamen til fordel for litterære studier på Sorø Akademi, der på dette tidspunkt var et kulturcentrum i Danmark.

I 1818 forlod Ingemann Danmark og tog ud på den, for guldalderens kunstnere, obligatoriske og i dette tilfælde kongeligt finansierede dannelsesrejse, der blandt andet bragte ham til Tyskland, Frankrig og selvfølgelig Rom.

Året efter hjemkomsten udgav han en samling af fire kortprosastykker, med stærk inspiration fra den nye bølge af romantisk litteratur, der strømmede gennem Europa på dette tidspunkt. Værket havde titlen Eventyr og fortællinger (1820). I Tyskland opsøgte den unge Ingemann desuden forgæves den tyske forfatter E. T. A. Hoffmann, der med sine formeksperimenterende fortællinger var et forbillede for flere af datidens europæiske unge digtere, og inspirationen fra denne tyske forfatter er da heller ikke til at tage fejl af i Ingemanns historier.

Ingemann vendte hjem igen i 1819 og efter studierne på Sorø Akademi fik han i 1822 titlen som lektor i dansk sprog og litteratur og blev ansat ved Akademiet. Her fungerede han som lektor indtil nedlæggelsen i 1849 og fra 1842 desuden også som forstander.

Samme år blev han, efter ti års forlovelse, gift med malerinden Lucie Mandix. Ingemann støttede, modsat mange andre på denne tid, sin hustrus kunstneriske virke. Parret fik aldrig børn og ægteskabet varede indtil forfatterens død i 1862.

Det er især Ingemanns julesalmer, morgen- og aftensange, som han forfattede sidst i 1830´erne som er skyld i, at hans navn stadig vækker genklang mange steder. Disse kendes fra blandt andet Morgensange for børn (1837) og Syv aftensange (1838). Blandt de mest kendte af disse salmer kan fx nævnes I sne står urt og busk i skjul (1831), I alle de riger lande (1837), Nu titte til hinanden (1837), I Østen stiger solen op (1837), Julen har bragt velsignet bud (1839), Dejlig er jorden (1850) og Glade Jul, dejlige Jul (1850).

Ingemann var dog ingenlunde udelukkende forfatter af salmer, men skrev også digte og romantiske romaner og han eksperimenterede indenfor en væld af genrer som fx eventyr og den fantastiske fortælling.

I samtiden var Ingemann bedst kendt for sine historiske romaner om store skikkelser i danmarkshistorien, hvor inspirationen især var hentet fra den danske middelalder. Med Waldemar den store (1824) indledte forfatteren, en række af disse romaner, der opnåede stor folkelig popularitet og hvoriblandt vi også finder Valdemar Seier (1826), Erik Menveds barndom (1828), Kong Erik og de fredløse (1833), Prinds Otto af Danmark (1835), Dronning Margrete (1836) og Holger Danske (1837). Disse romaner havde en stor rolle i den nationalromantiske vækkelse, der fór gennem landet i midten af 1800-tallet og havde en anselig indflydelse på folkestemningen under treårskrigen (1. Slesvigske krig fra 1848 til 1850). Ingemanns forbillede for disse romaner var Walter Scott, der havde gjort genren populær i England.

Blandt andre værker fra forfatterens hånd kan nævnes Varners poetiske vandringer fra digtsamlingen Procne (1813), eventyrdramaet Reinald underbarnet (1816) og Varulven (1835).

Ingemann var igennem hele sin karriere umådelig produktiv. Ud over hans tidskrævende arbejde som lektor ved Sorø Akademi forfattede han så mange tekster, at den samlede udgave af hans skrifter i alt fylder 41 tykke bind, Samlede skrifter (1843-65).

Blandt forfatterens biografiske skrifter finder vi blandt andet Tilbageblik paa mit liv og min -forfattervirksomhed fra 1811-1837 (trykt 1863), brevvekslingen med N. F. S. Grundtvig 1822-59 (trykt 1882) og Levnetsbog 1-2 (1862).

I 1845 blev han udnævnt etatsråd og i 1857 konferensråd samt Ridder af Dannebrogordenen i 1828, Dannebrogsmand i 1840 og Kommandør af Dannebrog i 1855. I 1859, ved forfatterens 70års fødselsdag, blev Ingemann fejret som Danmarks nationaldigter og modtog et guldhorn som en gave fra de danske kvinder – hornet blev efterfølgende stjålet fra museet på Frederiksberg i 1970 men dukkede i 2010 op på en auktion i Holland.

Bernhard Severin Ingemann døde den 24. februar 1862, 72 år gammel, på Sorø. Han ligger begravet ved Sorø Klosterkirke.

Herfra skal lyde en stor tak til den danske guldalders nationaldigter for hans smukke salmer og store forfatterskab.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; folkekirken.dk

Honoré de Balzac (1799-1850)

Mandag den 20. maj er det 220 år siden, at den franske forfatter Honoré de Balzac kom til verden i den franske by Tours.

Den lille Honoré voksede op i en borgerlig provinsfamilie, og i 1814 flyttede familien til Paris, hvor den unge forfatterspire læste jura på universitetet og i et par år var ansat hos en notar.

Ved siden af dette arbejde begyndte Balzac at skrive og udgav blandt andet tragedien Cromwell (1820), der dog ikke fik nævneværdig succes, men han mistede ikke modet og skrev gennem 1820´erne, under pseudonymer som Horace de Saint-Aubin, Lord R´Hoone og Viellerglé, en lang række kulørte romaner i samarbejde med andre.

Samtidig skrev han en hel del journalistik og forsøgte med forskellige forsøg på at opnå en hurtig gevinst i forlags- og trykkeribranchen. Disse forsøg var dog forgæves og efterlod til gengæld Balzac med livslange økonomiske problemer.

Sideløbende hermed dyrkede Balzac et forhold til den 22 år ældre ældre Madame de Berny, der indførte den unge forfatter i de finere adelige kredse og berigede ham med en erfaringsverden, som han senere fandt nyttefuld i sine romaner.

I 1832 indledte forfatteren en langvarig korrespondance med den rige polske enke Madame Ewelina Hanska, som han giftede sig med i 1850, få måneder før sin død.

Honoré de Balzac debuterede under eget navn med den historiske roman Chouanerne (1829) og herefter fulgte blandt andet romanerne Chagrinskindet (1831), Det ukendte mesterværk (1831), Oberst Chabert (1832), Louis Lambert (1833), Landsbylægen (1933), Eugénie Grandet (1834), Far Goriot (1834), Liljen i dalen (1835), Sarrasine (1835), César Birotteau (1837), Bristede forhåbninger (1843), Kurtisanerne – deres glans og elendighed (1844) og Kusine Bette (1846).

Forfatteren skrev også noveller og her kan blandt andet nævnes Skæmtsomme historier (1832), Oberst Chabert og andre fortællinger (1832, filmatiseret i 1996) samt Pigen med de gyldne øjne (1834-35).

Balzacs romaner kan desuden opfattes som en samlet helhed, hvor fx personerne går igen fra bog til bog. Denne helhed kaldte han selv for Den menneskelige komedie / La comédie humaine (1841). Hensigten med værkerne/værket var at give et kunstnerisk billede af det totale samfundsliv og dermed selve essensen af virkeligheden. Titlen er inspireret af Dantes Den guddommelige komedie (1320).

Balzac skildrer det franske samfund og den klassekamp, der foregik i de første fire årtier af det 19. århundrede mellem adelen og borgerstanden. Romanerne kommer også omkring kunstnere og intellektuelle, og centralt står som regel finansmanden og penge som omdrejningspunktet. Forfatteren var især optaget af at fortolke de kræfter i det enkelte menneske og i samfundet, der fører til opløsning og død. Disse sygelige og destruktive kræfter finder han i alle samfundslag og i de fleste mennesketyper.

Balzacs forfatterskab er ofte fyldt med yderst detaljerede og minutiøse person- og miljøbeskrivelser, og det står som fundament for den europæiske realisme og ydermere en indvarsling af naturalismen i litteraturen. Han er blandt andet derfor en vigtig repræsentant for den første store generation af romanforfattere, hvor vi også finder forfattere som Victor Hugo, Alexander Dumas d.æ., Stendhal, Prosper Mérimée og George Sand.

Balzac skildrede desuden på en meget realistisk måde præster og promiskuitet, hvilket medvirkede til, at han optrådte på Index librorum prohibitorum, den romersk-katolske kirkes liste over forbudte bøger.

Forfatteren var igennem hele livet meget flittig og gennemrettede sine manuskripter talrige gange. Han skrev helst om natten under indtagelse af store mængder kaffe.

Honoré de Balzac døde den 18. august 1850, 51 år gammel af gangræn, i den franske hovedstad Paris.

Herfra skal lyde en stor tak til den store franske forfatter for hans bidrag til den franske litterære realismes udvikling.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 32f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk

Ugens forfatter-fødselar:

Uge 20 (13/5 – 19/5)

Daphne du Maurier (1907-1989)

Mandag den 13. maj er det 112 år siden, at den britiske forfatterinde Daphne du Maurier, kom til verden i den engelske hovedstad London som datter af skuespiller-parret Muriel Beaumont og Gerald du Maurier. Hendes bedstefar var tegneren og forfatteren George L. du Maurier.

Den lille Daphne voksede op sammen med sin storesøster Angela, der også blev forfatter og lillesøsteren Jeanne, der udfoldede sine kreative talenter indenfor maleriet. Senere blev hun uddannet på privatskoler i Paris og begyndte så småt at skrive i 1928 med stadig større succes og debuterede med romanen The loving spirit i 1931.

I 1932 blev hun gift med major Frederick ”Boy” Browning, et ægteskab, der varede frem til hans død 1965. Sammen fik de tre børn; Tessa i 1933, Flavia i 1937 og Christian i 1940. Det er blevet bemærket, at Maurier ind imellem virkede kold i sit ægteskab, hvilket ifølge rygter muligvis kunne skyldes biseksualitet, og hun tog desuden en vis afstand fra sine egne børn, især pigerne.

Daphne du Maurier er primært romanforfatter og det er især indenfor thrillergenren, at hun har haft stor succes. Blandt hendes populære værker kan her nævnes Noget for intet (1933, senere udgivet under titlen Julius), Rebecca (1938), Fribytteren (1941), Indtil fjerde led (1943), Kongens general (1946), Parasitterne (1949), Rachel (1951), Mary Anne (1954), Syndebukken (1957), Falkens flugt (1965), Huset ved stranden (1969) og Vi giver aldrig op (1972).

Selvom forfatterindens foretrukne genre var romanen, skrev hun også en del noveller, som fx Ikke efter midnat og andre fortællinger (1971), ofte i en mere dyster tone samt en del manuskripter. Flere af hendes værker er da også blevet filmatiseret, heriblandt romanerne Jamaica-kroen (1936), Rebecca (1938) og novellen Fuglene (1952), alle filmatiseret af Alfred Hitchcock i henholdsvis 1939, 1940 og 1963.

Senere i hendes karriere skrev hun en del non-fiktion, heriblandt sin fars biografi Gerald (1934), Slægten du Maurier (1937), der følger hendes familie fra Frankrig til England i det 19. århundrede samt Glasmagerne (1963), der følger i fodsporene på hendes franske huguenot-aner.

Forfatterinden boede det meste af sit liv i Cornwall, hvor hendes mor stammede fra, og det er også dette område, der danner rammerne for mange af hendes værker. Hun blev desuden mere og mere sky for omverdenen i takt med, at hendes succes steg.

Forfatterinden er flere gange blevet beskyldt for at have plagieret sine kolleger. Blandt andet var den brasilianske forfatterinde Carolina Nabuco stærkt utilfreds med de mange fælles træk mellem hendes egen A sucessora / The successor (1934) og Mauriers Rebecca (1938) og forfatteren Frank Baker mente, at Maurier havde plagieret hans roman The Birds (1936) i hendes novelle af samme navn fra 1952. I første tilfælde delte de to forfatterinder forlægger og i sidstnævnte arbejde Maurier som gennemlæser for Baker´s forlægger på det tidspunkt, hvor han afleverede sin bog.

Murier modtog et væld af priser og anerkendelser for sit forfatterskab og i 1969 blev hun adlet og modtog ordenen Dame Commander og hendes titel var officielt herefter Lady Browning, Dame Daphne du Maurier DBE, en titel hun dog aldrig gjorde brug af.

I 2011 fandt man en samling af Mauriers noveller, som hun skrev som 21-årig. Heriblandt var novellen The Doll om en ung kvindes besættelse af en mekanisk mandlig sexdukke, og historien vidner om, at vi her har at gøre med en forfatterinde, der i høj grad var forud for sin tid.

Daphne du Maurier døde den 19. april 1989, 81 år gammel, i sit hjem i Fowey, Cornwall.

Herfra skal lyde en stor tak til den britiske forfatterinde for hendes litterære bidrag til mange hjems bogreoler.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 128f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk

Harry Martinson (1904-1978)

Mandag den 6. maj er det 115 år siden, at den svenske forfatter Harry Edmund Martinson kom til verden i den svenske by Jämshög i Blekinge som søn af Bengta Svensdotter og Martin Olofsson.

Han mistede dog begge sine forældre som lille, da faderen døde i 1910, og moderen herefter valgte at emigrere til USA og efterlod sine børn til kommunen, der herefter lod dem gå på omgang blandt egnens bønder. Denne rodløse start på livet som plejebarn på landet, kan man blandt andet læse om i forfatterens selvbiografiske romaner Nælderne blomstrer (1935) og Ud i livet (1936).

Som 16-årig stak den unge Harry til søs, og i de følgende år sejlede han som fyrbøder rundt i verden og kom på denne måde til lande som fx Brasilien og Indien. Disse erfaringer danner baggrunden for debutdigtene Spökskepp (1929) samt prosabøgerne Resor utan mål (1932) og Kap farvel (1933).

I 1927 blev den unge Harry dog ramt af tuberkulose, og lungeproblemerne tvang ham tilbage på land i Sverige, hvor han rejste om på må og få som vagabond uden fast arbejde, hvorfor han som 21-årig blev arresteret for landsstrygeri i Lund.

I 1929 blev han gift med forfatterinden Moa Martinson. Parret bosatte sig på et husmandssted, hvor Harry Martinson udviklede sin særegne naturlyrik med et surrealistisk og naivistisk islæt, hvilket blandt andet kommer til udtryk i digtsamlingen Natur (1934). Ægteskabet endte dog i skilsmisse i 1941, blandt andet på grund af Moas kritik af ægtemandens mangel på politisk engagement, selvom hans forfatterskab dog i høj grad er præget af kritik af den moderne civilisation. Fra 1942 og indtil sin død var forfatteren gift Ingrid Lindcrantz.

Det var også i 1929, at Martinson debuterede som poet. Dette skete sammen med Artur Lundkvist, Gustav Sandgren, Erik Asklund og Josef Kjellgren i antologien Fem unge, der desuden introducerede svensk modernisme.

Han slog igennem med digtsamlingen Nomad i 1931, der ligesom essayene Resor utan mål (1932) og Kap Farvel (1933) bygger på erindringer fra årene på havet samt fra barndommens Blekinge.

Som romanforfatter gjorde Martinson sig for alvor bemærket med sine semi-selvbiografiske romaner Nælderne blomstrer (1935) og Ud i livet (1936).

I 1940 gjorde forfatteren tjeneste som frivilligt postbud under den finske vinterkrig og engagerede sig stærkt i Finlands sag. Oplevelser fra denne periode ses blandt andet beskrevet i essayet Verklighet till döds (1940). Forfatteren havde tidligere besøgt Sovjetunionen, men efter denne krig var hans flirten med kommunisten definitivt ovre.

I midten af 1940´erne fik han succes med digtsamlingen Passad (1945) og vagabondromanen Vejen til de tusind drømme (1948, filmatiseret i 1953 under titlen Frie fugle), der formulerede en frihedsfilosofi om ”verdensnomaden”. Dette verdenssyn kommer også til udtryk i digtsamlingerne Cikada (1953), Gräsen i Thule (1958) og Vagnen (1960) samt det apokalyptiske naturvidenskabeligt inspirerede versepos Anaira (1956). Sidstnævnte værk blev omformet til en opera i 1959.

I 1949 blev forfatteren medlem af Det Svenske Akademi, som den første autodidakte digter nogensinde.

Martinson høstede i årenes løb et hav af priser og anerkendelser for sit forfatterskab, heriblandt Svenska Dagbladets litteraturpris i 1944 og Bellmanprisen i både 1951 og 1962. I 1974 blev han endog tildelt Nobelprisen i litteratur sammen med landsmanden Eyvind Johnson. Denne hæder til disse to forfattere var dog kontroversiel, da de begge var medlemmer af Det Svenske Akademi og derfor selv sad i panelet, der skulle godkende vinderne af prisen.

Valget af årets Nobelprismodtagere medførte da også en del kritik, hvilket Martinson havde svært ved at kapere og den 11. februar 1978 valgte han at tage livet af sig selv på Karolinska Universitetshospitalet i Stockholm ved at skære sin mave åben med en saks. Harry Martinson døde 73 år gammel, af forblødning som følge af dette harakiri-agtige selvmord.

Herfra skal lyde en stor tak til den svenske forfatter for at dele ud af hans eventyr og bidrage til verdenslitteraturen.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 294f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk

Amos Oz (1939 – )

Lørdag den 4. maj fylder den israelske forfatter, journalist, fredsaktivist og litteraturprofessor Amos Oz, født som Amos Klausner, 80 år.

Den lille Amos kom til verden i Jerusalem i Israel og voksede op på Amos Street nr. 18 i det såkaldte Kerem Avraham-kvarter. En stor del af hans skønlitterære produktion har hentet inspiration herfra, og Amos var barn af jødiske indvandrere fra Østeuropa.

Begge forældre var højreorienterede zionister, og hans fader havde studeret historie og litteratur i Litauen, var en kendt historiker og den første israelske professor i hebraisk litteratur. Som 12-årig begik hans moder selvmord, og denne begivenhed er omdrejningspunktet for den selvbiografiske roman En fortælling om kærlighed og mørke (2005).

Som følge af moderens selvmord, og i protest mod sin konservative familie, meldte han sig som 14-årig under Arbejderpartiets faner og blev sendt i kibbutz Hulda. Her blev han optaget af familien Huldai, hvis ældste søn Ron, siden 1998 har været borgmester i Tel Aviv. Det var også i kibbutzen, at han ændrede sit navn til det hebræiske Oz, der betyder ”styrke”. De to steder, Jerusalem og kibbutzen repræsenterer de vigtigste brændpunkter i Oz´ litterære univers.

I 1960 blev han gift med Nily Zuckerman, med hvem han har fået børnene Fania, Gallia og Daniel. I takt med at Oz´ forfatterskab blev mere anerkendt, fik han lov til at bruge en større del af sin tid på at skrive frem for det fysiske arbejde i kibbutzen. Dette skyldtes blandt andet, at kibbutzen fik store økonomiske fordele ved Oz´ litterære produktion. I 1986 flyttede familien dog fra kibbutzen og til Arad på grund af sønnen Daniels astma.

Forfatteren aftjente sin værnepligt, blandt andet under seksdagskrigen i 1967, hvor han var en del af infanteriet i Sinai, og under Yom Kippur-krigen i 1973 deltog han i slagene ved Golan-højene.

Oz har læst filosofi og hebræisk litteratur ved det Hebræiske Universitet og herefter undervist ved Ben-Gurion Universitetet i Negev.

Amos Oz debuterede i 1965 med novellesamlingen Sjakalernes land og udgav året efter romanen Andetsteds, måske (1966). Forfatteren fik sit internationale gennembrud med Min Michael i 1968 (filmatiseret i 1974 af Dan Wolman).

Siden krigen i 1967 har forfatteren været en prominent fredsaktivist og fortaler for en to-stats-løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Han er kendt for sine polemiske essays om sin holdning til Staten Israel og kritiserer blandt andet deres misbrug af retoriske midler og brugen af den zionistiske myte på den politiske kampplads. Heriblandt kan nævnes I det stærke blå lys (1979), I landet Israel (1982), Fra Libanons skråninger (1988), Hvordan man kurerer en fanatiker (2002) og På vulkanens skråninger (2006).

Et centralt tema i forfatterskabet er den skjulte verden af ubevidste drifter og frygt, der befinder sig i nærheden af den civiliserede verden, og som altid er en trussel mod det tilsyneladende rolige og stabile hverdagsliv. Dette kan blandt andet ses i Min Michael (1968), Røre ved vandet, røre ved vinden (1973) og Det onde råds bjerg (1976).

Forfatteren er desuden optaget af antisemitisme som en dæmonisk kraft, hvilket fx har udmøntet sig i den moralske allegori Til døden (1971).

Fra 1980´erne rykkede forfatterskabet en smule mere i retning af realisme, dog uden helt at forlade det symbolske, hvilket blandt andet kan ses i værket Fuldkommen fred (1982) og den selvbiografiske roman En panter i kælderen (1995).

Blandt andre værker fra Amos Oz kan nævnes det moderne eventyr I skovens dybde (2006) samt romanerne Den sorte kasse (1986), At kende en kvinde (1989), Den tredje tilstand (1991) og novellesamlingen Mellem venner (2012).

I 1998 blev Amos Oz tildelt Israels fineste pris, Israel Prize for Literature, og i 2005 fik han den tyske pris Goethe Cultural Award, der tidligere er givet til Sigmund Freud og Thomas Mann.

Amos Oz´ litterære produktion er i dag på knap 20 bøger skrevet på hebræisk og omkring 450 artikler og essays. Hans værker er oversat til over 30 forskellige sprog.

Herfra skal lyde et stort tillykke og en stor tak til én af de mest originale og omstridte forfattere indenfor nyere israelsk litteratur på hans runde dag.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 333); gyldendal.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; imdb.com; bibliografi.dk