Ugens forfatter-fødselar:

Uge 20 (13/5 – 19/5)

Daphne du Maurier (1907-1989)

Mandag den 13. maj er det 112 år siden, at den britiske forfatterinde Daphne du Maurier, kom til verden i den engelske hovedstad London som datter af skuespiller-parret Muriel Beaumont og Gerald du Maurier. Hendes bedstefar var tegneren og forfatteren George L. du Maurier.

Den lille Daphne voksede op sammen med sin storesøster Angela, der også blev forfatter og lillesøsteren Jeanne, der udfoldede sine kreative talenter indenfor maleriet. Senere blev hun uddannet på privatskoler i Paris og begyndte så småt at skrive i 1928 med stadig større succes og debuterede med romanen The loving spirit i 1931.

I 1932 blev hun gift med major Frederick ”Boy” Browning, et ægteskab, der varede frem til hans død 1965. Sammen fik de tre børn; Tessa i 1933, Flavia i 1937 og Christian i 1940. Det er blevet bemærket, at Maurier ind imellem virkede kold i sit ægteskab, hvilket ifølge rygter muligvis kunne skyldes biseksualitet, og hun tog desuden en vis afstand fra sine egne børn, især pigerne.

Daphne du Maurier er primært romanforfatter og det er især indenfor thrillergenren, at hun har haft stor succes. Blandt hendes populære værker kan her nævnes Noget for intet (1933, senere udgivet under titlen Julius), Rebecca (1938), Fribytteren (1941), Indtil fjerde led (1943), Kongens general (1946), Parasitterne (1949), Rachel (1951), Mary Anne (1954), Syndebukken (1957), Falkens flugt (1965), Huset ved stranden (1969) og Vi giver aldrig op (1972).

Selvom forfatterindens foretrukne genre var romanen, skrev hun også en del noveller, som fx Ikke efter midnat og andre fortællinger (1971), ofte i en mere dyster tone samt en del manuskripter. Flere af hendes værker er da også blevet filmatiseret, heriblandt romanerne Jamaica-kroen (1936), Rebecca (1938) og novellen Fuglene (1952), alle filmatiseret af Alfred Hitchcock i henholdsvis 1939, 1940 og 1963.

Senere i hendes karriere skrev hun en del non-fiktion, heriblandt sin fars biografi Gerald (1934), Slægten du Maurier (1937), der følger hendes familie fra Frankrig til England i det 19. århundrede samt Glasmagerne (1963), der følger i fodsporene på hendes franske huguenot-aner.

Forfatterinden boede det meste af sit liv i Cornwall, hvor hendes mor stammede fra, og det er også dette område, der danner rammerne for mange af hendes værker. Hun blev desuden mere og mere sky for omverdenen i takt med, at hendes succes steg.

Forfatterinden er flere gange blevet beskyldt for at have plagieret sine kolleger. Blandt andet var den brasilianske forfatterinde Carolina Nabuco stærkt utilfreds med de mange fælles træk mellem hendes egen A sucessora / The successor (1934) og Mauriers Rebecca (1938) og forfatteren Frank Baker mente, at Maurier havde plagieret hans roman The Birds (1936) i hendes novelle af samme navn fra 1952. I første tilfælde delte de to forfatterinder forlægger og i sidstnævnte arbejde Maurier som gennemlæser for Baker´s forlægger på det tidspunkt, hvor han afleverede sin bog.

Murier modtog et væld af priser og anerkendelser for sit forfatterskab og i 1969 blev hun adlet og modtog ordenen Dame Commander og hendes titel var officielt herefter Lady Browning, Dame Daphne du Maurier DBE, en titel hun dog aldrig gjorde brug af.

I 2011 fandt man en samling af Mauriers noveller, som hun skrev som 21-årig. Heriblandt var novellen The Doll om en ung kvindes besættelse af en mekanisk mandlig sexdukke, og historien vidner om, at vi her har at gøre med en forfatterinde, der i høj grad var forud for sin tid.

Daphne du Maurier døde den 19. april 1989, 81 år gammel, i sit hjem i Fowey, Cornwall.

Herfra skal lyde en stor tak til den britiske forfatterinde for hendes litterære bidrag til mange hjems bogreoler.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 128f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk

Harry Martinson (1904-1978)

Mandag den 6. maj er det 115 år siden, at den svenske forfatter Harry Edmund Martinson kom til verden i den svenske by Jämshög i Blekinge som søn af Bengta Svensdotter og Martin Olofsson.

Han mistede dog begge sine forældre som lille, da faderen døde i 1910, og moderen herefter valgte at emigrere til USA og efterlod sine børn til kommunen, der herefter lod dem gå på omgang blandt egnens bønder. Denne rodløse start på livet som plejebarn på landet, kan man blandt andet læse om i forfatterens selvbiografiske romaner Nælderne blomstrer (1935) og Ud i livet (1936).

Som 16-årig stak den unge Harry til søs, og i de følgende år sejlede han som fyrbøder rundt i verden og kom på denne måde til lande som fx Brasilien og Indien. Disse erfaringer danner baggrunden for debutdigtene Spökskepp (1929) samt prosabøgerne Resor utan mål (1932) og Kap farvel (1933).

I 1927 blev den unge Harry dog ramt af tuberkulose, og lungeproblemerne tvang ham tilbage på land i Sverige, hvor han rejste om på må og få som vagabond uden fast arbejde, hvorfor han som 21-årig blev arresteret for landsstrygeri i Lund.

I 1929 blev han gift med forfatterinden Moa Martinson. Parret bosatte sig på et husmandssted, hvor Harry Martinson udviklede sin særegne naturlyrik med et surrealistisk og naivistisk islæt, hvilket blandt andet kommer til udtryk i digtsamlingen Natur (1934). Ægteskabet endte dog i skilsmisse i 1941, blandt andet på grund af Moas kritik af ægtemandens mangel på politisk engagement, selvom hans forfatterskab dog i høj grad er præget af kritik af den moderne civilisation. Fra 1942 og indtil sin død var forfatteren gift Ingrid Lindcrantz.

Det var også i 1929, at Martinson debuterede som poet. Dette skete sammen med Artur Lundkvist, Gustav Sandgren, Erik Asklund og Josef Kjellgren i antologien Fem unge, der desuden introducerede svensk modernisme.

Han slog igennem med digtsamlingen Nomad i 1931, der ligesom essayene Resor utan mål (1932) og Kap Farvel (1933) bygger på erindringer fra årene på havet samt fra barndommens Blekinge.

Som romanforfatter gjorde Martinson sig for alvor bemærket med sine semi-selvbiografiske romaner Nælderne blomstrer (1935) og Ud i livet (1936).

I 1940 gjorde forfatteren tjeneste som frivilligt postbud under den finske vinterkrig og engagerede sig stærkt i Finlands sag. Oplevelser fra denne periode ses blandt andet beskrevet i essayet Verklighet till döds (1940). Forfatteren havde tidligere besøgt Sovjetunionen, men efter denne krig var hans flirten med kommunisten definitivt ovre.

I midten af 1940´erne fik han succes med digtsamlingen Passad (1945) og vagabondromanen Vejen til de tusind drømme (1948, filmatiseret i 1953 under titlen Frie fugle), der formulerede en frihedsfilosofi om ”verdensnomaden”. Dette verdenssyn kommer også til udtryk i digtsamlingerne Cikada (1953), Gräsen i Thule (1958) og Vagnen (1960) samt det apokalyptiske naturvidenskabeligt inspirerede versepos Anaira (1956). Sidstnævnte værk blev omformet til en opera i 1959.

I 1949 blev forfatteren medlem af Det Svenske Akademi, som den første autodidakte digter nogensinde.

Martinson høstede i årenes løb et hav af priser og anerkendelser for sit forfatterskab, heriblandt Svenska Dagbladets litteraturpris i 1944 og Bellmanprisen i både 1951 og 1962. I 1974 blev han endog tildelt Nobelprisen i litteratur sammen med landsmanden Eyvind Johnson. Denne hæder til disse to forfattere var dog kontroversiel, da de begge var medlemmer af Det Svenske Akademi og derfor selv sad i panelet, der skulle godkende vinderne af prisen.

Valget af årets Nobelprismodtagere medførte da også en del kritik, hvilket Martinson havde svært ved at kapere og den 11. februar 1978 valgte han at tage livet af sig selv på Karolinska Universitetshospitalet i Stockholm ved at skære sin mave åben med en saks. Harry Martinson døde 73 år gammel, af forblødning som følge af dette harakiri-agtige selvmord.

Herfra skal lyde en stor tak til den svenske forfatter for at dele ud af hans eventyr og bidrage til verdenslitteraturen.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 294f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk

Amos Oz (1939 – )

Lørdag den 4. maj fylder den israelske forfatter, journalist, fredsaktivist og litteraturprofessor Amos Oz, født som Amos Klausner, 80 år.

Den lille Amos kom til verden i Jerusalem i Israel og voksede op på Amos Street nr. 18 i det såkaldte Kerem Avraham-kvarter. En stor del af hans skønlitterære produktion har hentet inspiration herfra, og Amos var barn af jødiske indvandrere fra Østeuropa.

Begge forældre var højreorienterede zionister, og hans fader havde studeret historie og litteratur i Litauen, var en kendt historiker og den første israelske professor i hebraisk litteratur. Som 12-årig begik hans moder selvmord, og denne begivenhed er omdrejningspunktet for den selvbiografiske roman En fortælling om kærlighed og mørke (2005).

Som følge af moderens selvmord, og i protest mod sin konservative familie, meldte han sig som 14-årig under Arbejderpartiets faner og blev sendt i kibbutz Hulda. Her blev han optaget af familien Huldai, hvis ældste søn Ron, siden 1998 har været borgmester i Tel Aviv. Det var også i kibbutzen, at han ændrede sit navn til det hebræiske Oz, der betyder ”styrke”. De to steder, Jerusalem og kibbutzen repræsenterer de vigtigste brændpunkter i Oz´ litterære univers.

I 1960 blev han gift med Nily Zuckerman, med hvem han har fået børnene Fania, Gallia og Daniel. I takt med at Oz´ forfatterskab blev mere anerkendt, fik han lov til at bruge en større del af sin tid på at skrive frem for det fysiske arbejde i kibbutzen. Dette skyldtes blandt andet, at kibbutzen fik store økonomiske fordele ved Oz´ litterære produktion. I 1986 flyttede familien dog fra kibbutzen og til Arad på grund af sønnen Daniels astma.

Forfatteren aftjente sin værnepligt, blandt andet under seksdagskrigen i 1967, hvor han var en del af infanteriet i Sinai, og under Yom Kippur-krigen i 1973 deltog han i slagene ved Golan-højene.

Oz har læst filosofi og hebræisk litteratur ved det Hebræiske Universitet og herefter undervist ved Ben-Gurion Universitetet i Negev.

Amos Oz debuterede i 1965 med novellesamlingen Sjakalernes land og udgav året efter romanen Andetsteds, måske (1966). Forfatteren fik sit internationale gennembrud med Min Michael i 1968 (filmatiseret i 1974 af Dan Wolman).

Siden krigen i 1967 har forfatteren været en prominent fredsaktivist og fortaler for en to-stats-løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Han er kendt for sine polemiske essays om sin holdning til Staten Israel og kritiserer blandt andet deres misbrug af retoriske midler og brugen af den zionistiske myte på den politiske kampplads. Heriblandt kan nævnes I det stærke blå lys (1979), I landet Israel (1982), Fra Libanons skråninger (1988), Hvordan man kurerer en fanatiker (2002) og På vulkanens skråninger (2006).

Et centralt tema i forfatterskabet er den skjulte verden af ubevidste drifter og frygt, der befinder sig i nærheden af den civiliserede verden, og som altid er en trussel mod det tilsyneladende rolige og stabile hverdagsliv. Dette kan blandt andet ses i Min Michael (1968), Røre ved vandet, røre ved vinden (1973) og Det onde råds bjerg (1976).

Forfatteren er desuden optaget af antisemitisme som en dæmonisk kraft, hvilket fx har udmøntet sig i den moralske allegori Til døden (1971).

Fra 1980´erne rykkede forfatterskabet en smule mere i retning af realisme, dog uden helt at forlade det symbolske, hvilket blandt andet kan ses i værket Fuldkommen fred (1982) og den selvbiografiske roman En panter i kælderen (1995).

Blandt andre værker fra Amos Oz kan nævnes det moderne eventyr I skovens dybde (2006) samt romanerne Den sorte kasse (1986), At kende en kvinde (1989), Den tredje tilstand (1991) og novellesamlingen Mellem venner (2012).

I 1998 blev Amos Oz tildelt Israels fineste pris, Israel Prize for Literature, og i 2005 fik han den tyske pris Goethe Cultural Award, der tidligere er givet til Sigmund Freud og Thomas Mann.

Amos Oz´ litterære produktion er i dag på knap 20 bøger skrevet på hebræisk og omkring 450 artikler og essays. Hans værker er oversat til over 30 forskellige sprog.

Herfra skal lyde et stort tillykke og en stor tak til én af de mest originale og omstridte forfattere indenfor nyere israelsk litteratur på hans runde dag.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 333); gyldendal.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; imdb.com; bibliografi.dk

Vladimir Nabokov (1899-1977)

Mandag den 22. april er det 120 år siden, at den russisk-amerikanske forfatter, sommerfugleekspert, journalist, litteraturprofessor og oversætter Vladimir Vladimirovitj Nabokov kom til verden i Sankt Petersborg, Rusland.

Den lille Vladimir voksede op i en indflydelsesrig aristokratisk og intellektuel familie på godset Vyra uden for Sankt Petersborg. Hans fader var en berømt kriminolog, journalist og liberal politiker med forbindelser til Zarstyret.

Efter den russiske revolution blev familien i 1919 nødt til at flygte til England. Her flyttede familien først til London, hvor den unge Vladimir studerede slavisk og romansk sprog på Cambridge.

I 1922 blev den unge Vladimirs fader, der var et fremtrædende medlem af det liberale parti, skudt under et politisk møde og året efter flyttede Vladimir til Berlin, hvor han blev en del af det russiske emigrantmiljø.
Her i den tyske hovedstad blev han i 1925 gift med Vera, et ægteskab der varede indtil hans død, og han begyndte at udgive sine første romaner. Hans tidlige russisksprogede værker, der var en form for sofistikeret poesi, blev udgivet under pseudonymet Vladimir Sirin af de russiske emigranttidsskrifter og -forlag.

De fleste af Nabokovs fortællinger og romaner fra tiden i Berlin har selvbiografiske træk og udspiller sig i emigrantmiljøet.

Dette gælder blandt andet Mary (1926), Forsvaret (1930), Fortvivlelse (1936, filmatiseret i 1978 af Rainer Werner Fassbinder) og Gaven (1937/1952). Foruden emigranten som den centrale figur i mange af hans værker er et gennemgående tema i forfatterskabet, kunstens væsen og vilkår og personerne i hans værker er derfor ofte mislykkede kunstnere.

Det var også i denne periode, at Nabokov respektløst tog russiske klassikere under behandling og hermed fandt den parodisk-finurlige og satiriske form, der kom til at præge resten af forfatterskabet.

Da nazisterne i trediverne kom til magten og de forskellige politiske konflikter blev tilspidset, tog forfatteren i 1937 videre til Paris og da krigstrommerne for alvor begyndte at give genlyd ned igennem Europa valgte Nabokov i 1940 at rejse over Atlanten og bosætte sig i USA.

Her blev han først tilknyttet Wellesley College i Massachusetts og siden blev han professor i russisk og europæisk sprog og litteratur på Cornell Universitetet i Ithaca, New York. Han fik amerikansk statsborgerskab i 1945.

I USA begyndte Nabokov sit engelsksprogede forfatterskab under eget navn. De to første romaner, The real life of Sebastian Knight (1941) og Bend sinister (1947) fik ringe opmærksomhed, men til gengæld gjorde forfatteren sig for alvor bemærket med romanen Lolita (1955, filmatiseret i 1962 af Stanley Kubrick og i 1997 af Adrian Lyne), der er en kærlighedshistorie mellem en meget ung pige og en ældre mand.

Det var svært at finde et forlag i USA, der ville udgive den kontroversielle historie, men sidenhen er værket dog blevet anerkendt som en vigtig roman. Værkets succes medførte desuden, at Nabokov sikrede sig økonomisk uafhængighed, hvilket han udnyttede til i 1959 at flytte tilbage til Europa og bosætte sig permanent på Montreux Palace Hotel i Schweiz.

Ud over romaner, som han er mest kendt for, skrev Nabokov også lyrik, drama, noveller, faglitteratur og diverse oversættelser. Blandt hans mest kendte værker finder vi desuden romanerne Konge, dame, knægt (1928), Latter i mørket (1934, filmatiseret i 1968 af Tony Richardson), Invitation til skafottet (1935), Fortrylleren (1939), Pnin (1957) og Ada eller Ardor (1969) samt det store fortællende digt Pale fire (1962).

I Min europæiske ungdom (1951) kan man læse Nabokovs erindringer om sin opvækst i Rusland og om hans livslange passion for sommerfugle og skak, interesser som hele hans forfatterskab bærer præg af.

Vladimir Vladimirovitj Nabokov døde den 2. juli 1977, 78 år gammel, på Montreux Palace Hotel i Schweiz.
Herfra skal lyde en stor tak til den russisk-amerikanske emigrant-forfatter for hans store bidrag til verdenslitteraturen.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 317f); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; biografi.dk; imdb.com

Anatole France (1844-1924)

Tirsdag den 16. april er det 175 år siden, at den franske forfatter Jacques Anatole Francois Thibault, bedre kendt som Anatole France, kom til verden i Paris, Frankrig.

Den lille Jacques voksede op som søn af en parisisk boghandler og fik en god, klassisk uddannelse på den fine drengeskole Collége Stanislas.

Efter endt skolegang havde han et væld af forskellige jobs, blandt andet hos en forlægger og som bibliotekar på Senatsbiblioteket.

Han skrev dog ved siden af og opnåede en omfattende produktion inden for mange forskellige genrer, lige fra romaner og noveller til aforismer. Som litteraturkritiker var han desuden højt respekteret for sin subjektive stil. I 1868 skrev Anatole en bog om Vigny og året efter udgav han digtsamlingen Forgyldte digte (1869), tilegnet den franske digter Leconte de Lisle.

I 1877 blev han gift med Valerie Guérin de Sauville, et ægteskab, der varede indtil 1893. I 1920 og frem til sin død, var han gift med Emma Laprévotte.

Anatole France fik sit store gennembrud med Sylvestre Bonnards forbrydelse i 1881, hvis titelperson er en stor bogelsker, men ellers står temmelig desorienteret over for livet i øvrigt.

Efter gennembruddet udgav han blandt andet de poetiske barndomserindringer Min vens bog (1885) og Pierres barndom (1918) samt en række filosofisk-humanistiske romaner som fx Dronning Gåsefod (1893). Den sociale indignation blev fulgt op af mere militante socialistiske anskuelser, hvilket blandt andet kommer til udtryk i La Révolte des Anges (1914).

Forfatterskabet er dog også en hyldest til den menneskelige tolerance og udtrykker en indædt kamp mod enhver form for fanatisme. Dette ses fx i roman-fablen Pingvinernes ø (1908) og i romanen om Den Franske Revolution, Guderne tørster (1912).

Herefter viste forfatteren et mere direkte socialt engagement i blandt andet Crainquebille (1901), om den lille gadehandler, der kommer i klammeri med retsvæsnet og i romantetralogien Under Elmene, Hjemmets hygge, Ametystringen og Hr. Bergeret i Paris (1897-1901), der er en satirisk skildring af Frankrig under Dreyfusaffæren.

Forfatteren var stor fortaler for Dreyfus´ sag under denne franske retsskandale og fra 1888 og mange år frem havde han et forhold til den gifte Madame Arman de Caillavet, hvis litterære salon var samlingssted for Dreyfus´ tilhængere.

France er især kendt for sin elegante stil og ironiske tone og blandt andre af hans mest kendte værker finder vi Thaïs (1890) og nøgleromanen Den røde lilje (1894).

Anatole France blev i 1897 medlem af Det Franske Akademi og i 1921 blev han tildelt Nobelprisen i litteratur. Han forsøgte med sine værker at overføre 1700-tallets klare skepticisme og liberale holdninger til sin samtid og var en meget læst forfatter mens han levede, men han blev en yndlingsaversion for surrealisterne, og har herefter aldrig rigtig fået et comeback.

Francois-Anatole Thibault døde den 12. oktober 1924, 80 år gammel, i den franske by Saint-Cyr-sur-Loire.

Herfra skal lyde en stor tak til den bibliofile Anatole France for hans yderst omfangsrige og stilrene forfatterskab.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 160f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk

Hans Scherfig (1905-1979)

Mandag den 8. april er det 114 år siden, at den danske forfatter og billedkunstner Hans Christian Scherfig kom til verden på Østerbro i København.

Den lille Hans blev født ind i det bedre borgerskab og voksede op i et solidt borgerligt hjem præget af konservative ideer. Hans farfar var én af hovedstadens store bagermestre, med bagerbutik i Nørregade og hans fader ernærede sig som direktør for Det Heffenbergske Etablissement, et af byens største trykkerier.

Den unge Hans blev student fra Metropolitanskolen i 1924 og begyndte herefter at studere zoologi, dansk og tysk på Københavns Universitet, men opgav studierne i 1928 efter sin første maleriudstilling ved Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor han deltog med fire kubistiske malerier.

1925-28 rejste Scherfig flere gange til Østrig og han besøgte i 1927 Jugoslavien. I 1929 rejste han til New York for at mødes med den østrigske maler og kommunist Elisabeth Karlinsky. Han tilbragte syv måneder i den amerikanske storby, og blev her bekræftet i sin kommunistiske livsanskuelse og modvilje mod kapitalismen. Tilbage i Danmark blev han efter en rejse til Frankrig i 1932 medlem af DKP, Det Danske Kommunistparti, på trods af, at de havde afvist hans optagelse i 1927. Han forblev medlem af partiet frem til sin død og sad blandt andet i en årrække i partiets ledelse, Centralkomiteen.

I 1931 giftede Scherfig sig med Elisabeth Karlinsky, og sammen fik de børnene Peter, Martin og Christine. De første fem år af ægteskabet boede parret i det indre København, men de flyttede i 1936 til Nordsjælland, først til Tibirke Gamle Skole, efterfølgende til et bondehus i Såne ved Tikøb og i 1955 til en trelænget bondegård på Asminderød Mark.

Scherfig led af en slem øjensygdom. I 1930´erne arbejdede han med en lup, for at kunne se bare en smule, men i 1940´erne gennemgik han en øjenoperation, der gjorde ham i stand til at arbejde med stærke briller.

For at skaffe til dagen og vejen og på grund af øjenlidelsen, der nedsatte hans syn til omkring 2%, koncentrerede Scherfig sig i stadig stigende grad om skriveriet frem for maleriet og i starten af 1930´erne levede han primært af at skrive noveller og artikler til ugebladet Ude og Hjemme.

Hans Scherfig debuterede som forfatter i 1933 med børnebogen Hvad lærer vi i skolen. Den blev udgivet af det kommunistiske forlag Monde og var en satirisk billedbog om undervisningens indoktrinering af borgerskabets værdier.

Hans Scherfig er dog især kendt for sine romaner, som det i alt blev til syv af, og han debuterede indenfor denne genre i 1937 med Den døde mand. Blandt hans mest kendte værker finder vi Den forsvundne fuldmægtig (1938), Det forsømte forår (1940), Idealister (1942, men kunne først trykkes i 1945) og Frydenholm (1962). Hans mest udbredte roman er dog Bothus Occitanus eller den otteøjede Skorpionen (1953), der er udkommet i mere end 20 lande og er inspireret af tidens Edderkop-sag om sortbørs og korruption. Som den sidste blandt forfatterens romaner finder vi Den fortabte abe (1964).

Flere af hans romaner er blevet filmatiseret, heriblandt Det forsømte forår (1940, filmatiseret i 1993 med Frits Helmuth som den nærmest sadistiske lektor Blomme). Dette værk er også blevet sat op som musical (i 1985) og som forfatteren selv har betegnet romanen som repræsentativ for hele sit forfatterskab. Også Den forsvundne fuldmægtig er blevet filmatiseret (1938, filmatiseret i 1971 med Ove Sprogøe i hovedrollen som Teodor Amsted og med Scherfig selv som fortæller samt som statist).

Under den tyske besættelse af Danmark blev Hans Scherfig i juni 1941 hentet i sit hjem af danske betjente og ført til Vestre Fængsel. Han undgik dog, modsat mange af sine partifæller, internering i Horserødlejren, da han på dette tidspunkt kun havde 1/36 af normalt syn og blev derfor i stedet indlagt til behandling på øjenafdelingen på Finsen Hospitalet.

Forfatteren skrev for Arbejderbladet 1930-41 og efter besættelsen blev han sammen med Otto Gelsted og Hans Kirk en vigtig del af DKPs kulturpolitik som medlem af Centralkomitéen og som vigtig medarbejder ved Land og Folk. Polemiske kommentarer og kulturkritiske essays herfra er optrykt i 13-bindsværket Årbog 1966-78, Den gloende drage over Roskilde (1959), Den fattige mands bil (1971) samt i Månen og trediveårskrigen (1972). Da han i 1973 modtog Det danske akademis pris, lod han pengene gå videre til Land og Folk ”som tak for den ytringsfrihed, det har givet mig i de år, da andre blade var lukkede for mig”.

Han var desuden stærk modstander af EF/EU, som han sammenlignede med en kapitalistisk monopolisering af Europa og i 1972 sammenlignede han enddog EF med Nazi-Tyskland.

På trods af sit forholdsvis snævre partipolitiske tilhørsforhold, repræsenterede Scherfigs forfatterskab en langt bredere samfundskritik, som regel udført i en satirisk tone.

Ud over romaner skrev Scherfig også blandt andet rejsebeskrivelser, som fx Rejse i Sovjetunionen (1951), Det befriede Rumænien (1953), Hos kirgiserne (1965) og I morgenrødens land (1971), noveller, artikler og udviklede desuden et omfattende essayistisk-journalistisk forfatterskab, ofte skrevet på baggrund af amatørnaturforskerens interesser, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Dammen (1958), På vej ind i vandmanden (1965) og Naturens uorden (1965).

Selv om det nok er som forfatter, at de fleste er bekendte med Scherfig, er han også kendt som maler, især for sine naivistiske (en betegnelse, som Scherfig ikke selv brød sig om) litografier med dyr i urskoven. Derudover har han også illustreret bøger og lavet reklamefilm. Han var frem til sin død medlem af Corner-gruppen, og ud over hans tæmmede urskovsidyller og allegorier fra besættelsen, kan hans talent inden for malerkunsten ses i tegneserien over Ludvig Holbergs Niels Klims underjordiske rejse (1955-56/1961) og i børneklipbøger som Cecilies bog (1976).

Hans Christian Scherfig døde den 28. januar 1979 af en blodprop, 73 år gammel, i Hillerød. Han ligger begravet på Assistens Kirkegård i København under en godt skjult og navnløs gravsten, forestillende en skildpadde.

Herfra skal lyde en stor tak til én af vores største og mest læste danske forfattere i det 20. århundrede, for hans vigtige bidrag til den danske litteraturskat.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk