Anatole France (1844-1924)

Tirsdag den 16. april er det 175 år siden, at den franske forfatter Jacques Anatole Francois Thibault, bedre kendt som Anatole France, kom til verden i Paris, Frankrig.

Den lille Jacques voksede op som søn af en parisisk boghandler og fik en god, klassisk uddannelse på den fine drengeskole Collége Stanislas.

Efter endt skolegang havde han et væld af forskellige jobs, blandt andet hos en forlægger og som bibliotekar på Senatsbiblioteket.

Han skrev dog ved siden af og opnåede en omfattende produktion inden for mange forskellige genrer, lige fra romaner og noveller til aforismer. Som litteraturkritiker var han desuden højt respekteret for sin subjektive stil. I 1868 skrev Anatole en bog om Vigny og året efter udgav han digtsamlingen Forgyldte digte (1869), tilegnet den franske digter Leconte de Lisle.

I 1877 blev han gift med Valerie Guérin de Sauville, et ægteskab, der varede indtil 1893. I 1920 og frem til sin død, var han gift med Emma Laprévotte.

Anatole France fik sit store gennembrud med Sylvestre Bonnards forbrydelse i 1881, hvis titelperson er en stor bogelsker, men ellers står temmelig desorienteret over for livet i øvrigt.

Efter gennembruddet udgav han blandt andet de poetiske barndomserindringer Min vens bog (1885) og Pierres barndom (1918) samt en række filosofisk-humanistiske romaner som fx Dronning Gåsefod (1893). Den sociale indignation blev fulgt op af mere militante socialistiske anskuelser, hvilket blandt andet kommer til udtryk i La Révolte des Anges (1914).

Forfatterskabet er dog også en hyldest til den menneskelige tolerance og udtrykker en indædt kamp mod enhver form for fanatisme. Dette ses fx i roman-fablen Pingvinernes ø (1908) og i romanen om Den Franske Revolution, Guderne tørster (1912).

Herefter viste forfatteren et mere direkte socialt engagement i blandt andet Crainquebille (1901), om den lille gadehandler, der kommer i klammeri med retsvæsnet og i romantetralogien Under Elmene, Hjemmets hygge, Ametystringen og Hr. Bergeret i Paris (1897-1901), der er en satirisk skildring af Frankrig under Dreyfusaffæren.

Forfatteren var stor fortaler for Dreyfus´ sag under denne franske retsskandale og fra 1888 og mange år frem havde han et forhold til den gifte Madame Arman de Caillavet, hvis litterære salon var samlingssted for Dreyfus´ tilhængere.

France er især kendt for sin elegante stil og ironiske tone og blandt andre af hans mest kendte værker finder vi Thaïs (1890) og nøgleromanen Den røde lilje (1894).

Anatole France blev i 1897 medlem af Det Franske Akademi og i 1921 blev han tildelt Nobelprisen i litteratur. Han forsøgte med sine værker at overføre 1700-tallets klare skepticisme og liberale holdninger til sin samtid og var en meget læst forfatter mens han levede, men han blev en yndlingsaversion for surrealisterne, og har herefter aldrig rigtig fået et comeback.

Francois-Anatole Thibault døde den 12. oktober 1924, 80 år gammel, i den franske by Saint-Cyr-sur-Loire.

Herfra skal lyde en stor tak til den bibliofile Anatole France for hans yderst omfangsrige og stilrene forfatterskab.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 160f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; bibliografi.dk

Hans Scherfig (1905-1979)

Mandag den 8. april er det 114 år siden, at den danske forfatter og billedkunstner Hans Christian Scherfig kom til verden på Østerbro i København.

Den lille Hans blev født ind i det bedre borgerskab og voksede op i et solidt borgerligt hjem præget af konservative ideer. Hans farfar var én af hovedstadens store bagermestre, med bagerbutik i Nørregade og hans fader ernærede sig som direktør for Det Heffenbergske Etablissement, et af byens største trykkerier.

Den unge Hans blev student fra Metropolitanskolen i 1924 og begyndte herefter at studere zoologi, dansk og tysk på Københavns Universitet, men opgav studierne i 1928 efter sin første maleriudstilling ved Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor han deltog med fire kubistiske malerier.

1925-28 rejste Scherfig flere gange til Østrig og han besøgte i 1927 Jugoslavien. I 1929 rejste han til New York for at mødes med den østrigske maler og kommunist Elisabeth Karlinsky. Han tilbragte syv måneder i den amerikanske storby, og blev her bekræftet i sin kommunistiske livsanskuelse og modvilje mod kapitalismen. Tilbage i Danmark blev han efter en rejse til Frankrig i 1932 medlem af DKP, Det Danske Kommunistparti, på trods af, at de havde afvist hans optagelse i 1927. Han forblev medlem af partiet frem til sin død og sad blandt andet i en årrække i partiets ledelse, Centralkomiteen.

I 1931 giftede Scherfig sig med Elisabeth Karlinsky, og sammen fik de børnene Peter, Martin og Christine. De første fem år af ægteskabet boede parret i det indre København, men de flyttede i 1936 til Nordsjælland, først til Tibirke Gamle Skole, efterfølgende til et bondehus i Såne ved Tikøb og i 1955 til en trelænget bondegård på Asminderød Mark.

Scherfig led af en slem øjensygdom. I 1930´erne arbejdede han med en lup, for at kunne se bare en smule, men i 1940´erne gennemgik han en øjenoperation, der gjorde ham i stand til at arbejde med stærke briller.

For at skaffe til dagen og vejen og på grund af øjenlidelsen, der nedsatte hans syn til omkring 2%, koncentrerede Scherfig sig i stadig stigende grad om skriveriet frem for maleriet og i starten af 1930´erne levede han primært af at skrive noveller og artikler til ugebladet Ude og Hjemme.

Hans Scherfig debuterede som forfatter i 1933 med børnebogen Hvad lærer vi i skolen. Den blev udgivet af det kommunistiske forlag Monde og var en satirisk billedbog om undervisningens indoktrinering af borgerskabets værdier.

Hans Scherfig er dog især kendt for sine romaner, som det i alt blev til syv af, og han debuterede indenfor denne genre i 1937 med Den døde mand. Blandt hans mest kendte værker finder vi Den forsvundne fuldmægtig (1938), Det forsømte forår (1940), Idealister (1942, men kunne først trykkes i 1945) og Frydenholm (1962). Hans mest udbredte roman er dog Bothus Occitanus eller den otteøjede Skorpionen (1953), der er udkommet i mere end 20 lande og er inspireret af tidens Edderkop-sag om sortbørs og korruption. Som den sidste blandt forfatterens romaner finder vi Den fortabte abe (1964).

Flere af hans romaner er blevet filmatiseret, heriblandt Det forsømte forår (1940, filmatiseret i 1993 med Frits Helmuth som den nærmest sadistiske lektor Blomme). Dette værk er også blevet sat op som musical (i 1985) og som forfatteren selv har betegnet romanen som repræsentativ for hele sit forfatterskab. Også Den forsvundne fuldmægtig er blevet filmatiseret (1938, filmatiseret i 1971 med Ove Sprogøe i hovedrollen som Teodor Amsted og med Scherfig selv som fortæller samt som statist).

Under den tyske besættelse af Danmark blev Hans Scherfig i juni 1941 hentet i sit hjem af danske betjente og ført til Vestre Fængsel. Han undgik dog, modsat mange af sine partifæller, internering i Horserødlejren, da han på dette tidspunkt kun havde 1/36 af normalt syn og blev derfor i stedet indlagt til behandling på øjenafdelingen på Finsen Hospitalet.

Forfatteren skrev for Arbejderbladet 1930-41 og efter besættelsen blev han sammen med Otto Gelsted og Hans Kirk en vigtig del af DKPs kulturpolitik som medlem af Centralkomitéen og som vigtig medarbejder ved Land og Folk. Polemiske kommentarer og kulturkritiske essays herfra er optrykt i 13-bindsværket Årbog 1966-78, Den gloende drage over Roskilde (1959), Den fattige mands bil (1971) samt i Månen og trediveårskrigen (1972). Da han i 1973 modtog Det danske akademis pris, lod han pengene gå videre til Land og Folk ”som tak for den ytringsfrihed, det har givet mig i de år, da andre blade var lukkede for mig”.

Han var desuden stærk modstander af EF/EU, som han sammenlignede med en kapitalistisk monopolisering af Europa og i 1972 sammenlignede han enddog EF med Nazi-Tyskland.

På trods af sit forholdsvis snævre partipolitiske tilhørsforhold, repræsenterede Scherfigs forfatterskab en langt bredere samfundskritik, som regel udført i en satirisk tone.

Ud over romaner skrev Scherfig også blandt andet rejsebeskrivelser, som fx Rejse i Sovjetunionen (1951), Det befriede Rumænien (1953), Hos kirgiserne (1965) og I morgenrødens land (1971), noveller, artikler og udviklede desuden et omfattende essayistisk-journalistisk forfatterskab, ofte skrevet på baggrund af amatørnaturforskerens interesser, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Dammen (1958), På vej ind i vandmanden (1965) og Naturens uorden (1965).

Selv om det nok er som forfatter, at de fleste er bekendte med Scherfig, er han også kendt som maler, især for sine naivistiske (en betegnelse, som Scherfig ikke selv brød sig om) litografier med dyr i urskoven. Derudover har han også illustreret bøger og lavet reklamefilm. Han var frem til sin død medlem af Corner-gruppen, og ud over hans tæmmede urskovsidyller og allegorier fra besættelsen, kan hans talent inden for malerkunsten ses i tegneserien over Ludvig Holbergs Niels Klims underjordiske rejse (1955-56/1961) og i børneklipbøger som Cecilies bog (1976).

Hans Christian Scherfig døde den 28. januar 1979 af en blodprop, 73 år gammel, i Hillerød. Han ligger begravet på Assistens Kirkegård i København under en godt skjult og navnløs gravsten, forestillende en skildpadde.

Herfra skal lyde en stor tak til én af vores største og mest læste danske forfattere i det 20. århundrede, for hans vigtige bidrag til den danske litteraturskat.

Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk

Milan Kundera (1929 – )

Mandag den 1. april fylder den tjekkiske forfatter Milan Kundera 90 år.

Den lille Milan kom til verden i den tjekkiske by Brno, hvor faderen fungerede som pianist og professor ved musikakademiet.

Den unge Kundera blev uddannet ved det filosofiske fakultet i Prag samt ved instituttet for filmvidenskab.

Hans litterære debut i 1953 bestod i digtsamlingen Mennesket, en bred have.

I 1962 nåede navnet Kundera til udlandet med skuespillet Ejerne af nøglerne, og i 1967 udkom den tragikomiske novelle En spøg, der med dens analyse af stalinismens demoraliserende virkninger, vakte sensation i både Tjekkoslovakiet og i udlandet. Samme år blev han gift med Vera Hrabánková.

Kundera var sammen med flere andre forfatterkolleger, heriblandt Václav Havel, involveret i Foråret i Prag i 1968, den korte reformperiode, der blev knust af de sovjetiske styrker. På grund af hans kritik af Sovjetunionen blev Kundera blacklistet, og hans værker blev forbudt af regimet.

I 1975 flyttede Kundera derfor til Frankrig i eksil og arbejde her som gæsteprofessor i Rennes. I 1978 skrev han romanen Om latter og glemsel, der beskrev forskellige tjekkiske menneskers modstand mod sovjetregimet. Værket blev kritiseret voldsomt fra officiel side, og Kundera blev i 1980 frataget sit sovjetiske statsborgerskab. I 1981 fik han fransk statsborgerskab og har siden da været bosat i Paris, hvor han har fungeret som professor ved Ècole des Hautes Ètudes.

I 1983 fik forfatteren sit store internationale gennembrud med romanen Tilværelsens uendelige lethed, der blev filmatiseret i 1988 af Philip Kaufman.

Karakteristisk for Kunderas forfatterskab er især emnet erotik og seksualitet, både som en protest mod den ortodokse kommunismes strenge og repressive moralkodeks og som en mulighed for at spejle alle slags menneskelige forhold. Dette kan blandt andet ses i romanerne Afskedsvalsen (1973) og Livet er et andet sted (1974). Også stilistiske greb som humor og ironi er dominerende i forfatterskabet.

Blandt andre værker fra Kunderas pen finder vi Romankunsten (1986), Udødeligheden (1990), De forrådte testamenter (1993), Langsomheden (1995), Identiteten (1998) og Uvidenheden (2001). I 2015, efter en 14 år lang pause, udkom romanen Det ubetydeliges fest.

Herfra skal lyde et stort tillykke og tak til den store tjekkisk-franske forfatter på hans runde dag.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 251f); gyldendal.dk; wikipedia.org; bibliografi.dk

Nikolaj Gogol (1809-1852)

Søndag den 31. marts (eller mandag den 1. april) er det 210 år siden, at den ukrainsk-russiske prosaist, publicist, historiker, dramatiker, lærer, litteraturkritiker, dramaturg, digter og forfatter Nikolaj Vasiljevitj Gogol kom til verden i Velikie Sorotsjintsy, guvernementet Poltava i det nuværende Ukraine.

Den lille Nikolaj voksede op inden for rammerne af den ukrainske lavadel og flyttede i 1828 til Sankt Petersborg. Her blev han uddannet fra Sankt Petersborgs Statsuniversitet og gjorde en tid tjeneste som lærer og embedsmand i byen.

Gogol drømte om en fremtid som skuespiller, men opgav dog denne drøm og kastede sig i stedet over at skrive dramatiske essays.

Hans forfatterdebut, der var et Byron-inspireret digt i tysk sceneri skrevet under pseudonym, blev en kæmpe fiasko og den unge forfatter brændte selv restoplaget.

Gogol skiftede herefter spor og udgav i 1831-32 novellerne Aftener på en gård i nærheden af Dikanjka, der havde udgangspunkt i hans ukrainske rødder. Novellerne vakte begejstring hos såvel læsere som kritikere og succesen blev fulgt op med den anden novellekreds Mirgorod (1835), der blandt andet rummer den historisk-romantiske kosakfortælling Taras Bulba og Vij.

I 1835 udkom også Arabesker, en samling essays og fortællinger i to bind. Tre noveller fra dette værk, blandt andet En gal mands dagbog (1835) samt de senere Næsen (1836) og Kappen (1842) udgør de såkaldte ”Petersborg-noveller”.

Disse skildringer af storbyen er et tematisk nybrud i forfatterskabet, hvor forfatterens medfølelse med samfundets svageste tydeligt skinner igennem, og herefter blev Gogols værker primært udlagt som samfundskritik, hvilket de dog ikke nødvendigvis udelukkende bør. Disse noveller er igennem tiden blevet omsat til sceniske fortællinger, monologer, film og balletter.

I 1836 var der urpremiere på Revisoren. Stykket fik stor succes, selv ved zarhoffet selvom den af nogle blev anset som et angreb på zarstyrets bureaukrati og korruption. Gogol følte dog, at hans kunstneriske og dybere idealistiske intentioner var blevet misforstået og han forlod herefter skuffet Rusland og bosatte sig indtil 1848 i Vesten.

Forfatteren boede i denne periode primært i Rom, og det var også her, at han skrev sit hovedværk, romanen Døde sjæle (1842).

Værket vakte røre, da den blev opfattet som kritik af livegenskabet og endnu engang følte Gogol sig misforstået. Hans hensigt havde ikke været at politisere, men at skabe et stort epos med et opbyggeligt kristent budskab.

I 1845 offentliggjorde Gogol sine Betragtninger over den guddommelige liturgi, der var forfatterens personlige bekendelse til den ortodokse kirke og i 1847 det reaktionære skrift Udvalgte steder fra en brevveksling med mine venner. Begge skrifter vakte harme blandt de venstreorienterede kritikere og medførte, at han fik den radikale intelligentsia (den uddannede del af den russiske befolkning) på nakken. Herefter blev Gogol betragtet som frafalden, og på denne måde smuldrede forfatterskabet i samtiden.

I de sidste leveår arbejdede forfatteren på anden del til Døde Sjæle (1842), men var ikke i stand til at realisere sin vision, og han brændte flere gange sine manuskripter, hvorfor kun fragmenter er overleveret.

På trods af, at Gogols forfatterskab forliste i samtiden, er hans eftermæle dog intakt, og han har inspireret utallige forfattere såvel som billedkunstnere igennem tiden. Gogols Petersborg-fortællinger var fx det umiddelbare forbillede for Dostojevskijs forfatterdebut.

Indenfor den russiske litterære genre indtager Gogol en position på grænsen mellem høj romantik, realisme og lavkomiske løjer. Han skrev på russisk og hyldes derfor i Rusland, men anses dog i fødelandet som værende en ukrainsk forfatter.

Nikolaj Vasiljevitj Gogol døde den 4. marts, i 1852, kort før han fyldte 43 år, i Moskva. Han døde efter i ni dage at have ligget i sengen og nægtet indtagelse af føde.

Herfra skal lyde en stor tak til den store og misforståede ukrainsk-russiske forfatter for hans overleverede arbejder – på trods af hans vellyst for at sætte ild til selv samme.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 178f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk

Aksel Sandemose (1899-1965)

Tirsdag den 19. marts er det 120 år siden, at den dansk-norske forfatter Axel Nielsen, bedre kendt som Aksel Sandemose, blev født i Nykøbing Mors.

Den lille Axel var den næstyngste i en børneflok på otte, født ind i en småborgerlig arbejderfamilie, med den norske moder Amalie, fra gården Sandemose i Skedsmo, og den danske fader Jørgen Nielsen, der arbejdede som smed.

Efter folkeskolen kom den unge Axel i lære som gartner, men han skiftede hurtigt retning og tog i 1915 eksamen som vinterlærer fra Staby Vinterlærerseminarium og virkede herefter som vikar og hjælpelærer i både Nykøbing og Glyngøre. Fra begyndelsen af 1916 til september 1917 arbejdede han som sømand, og efter at have stukket af fra sin stilling på en skonnert på Newfoundlands nordkyst, i en tømmerhuggerlejr i Canada.

Hjemvendt til Danmark arbejde han derefter som inkassator, kontoransat, journalist, dørsælger og jernbanearbejder. Han forsøgte at følge et studenterkursus, men opgav dog dette igen i 1920.

Axel Nielsen tog i 1921 navneforandring til Aksel Sandemose. Den primære grund til dette var at understrege sit norske ophav og tilknytning til sin norske mors slægt.

Samme år blev han gift med Dagmar Ditlevsen, og sammen fik de sønnen Bjarne Walter William og tvillingedøtrene Hedda og Eva.

Sandemose debuterede i 1923 med novellesamlingen Fortællinger fra Labrador om sømænd, opdagelsesrejsende, vilde dyr, indianere og ulve som de centrale figurer, og i det følgende årti udgav forfatteren et hav af bøger på forskellige forlag, heriblandt Ungdomssynd (1924), Mænd fra Atlanten (1924), Storme ved jævndøgn (1924), Klabautermanden (1927) og Dane Ross (1928).

I 1930 emigrerede Sandemose til Norge, blandt andet grundet gæld til forlag, og etablerede sig her som norsk forfatter. I dette årti blev Sandemose ud over sit forfatterskab også kendt for sit umådeholdne alkoholforbrug og begivenhedsrige erotiske liv.

I romanen En sømand går i land (1931) møder vi for første, men ikke sidste gang, forfatterens alter ego, Espen Arnakke, hvis mest kendte udtalelse nok er ”at mord og kærlighed er det eneste, som er værd at skrive om”.

I nøgle- og gennembrudsromanen En flygtning krydser sit spor – Fortælling om en morders barndom (1933), skrevet under pseudonymet Espe Arnakke, formulerede forfatteren det, vi kender som janteloven, der sammenfatter undertrykkelsen og småligheden i den fiktive danske provinsby Jante. Janteloven kan kort opsummeres som et samfunds uskrevne regler for, hvordan individet bør opføre og indordne sig og Sandemose er derfor internationalt kendt som Jantelovens fader.

I 1941, under Norges besættelse, rejste forfatteren alene videre til Stockholm i eksil, da han, om end ikke aktivt, men igennem venskaber, havde været engageret i den norske modstandsbevægelse. Ægteskabet med Dagmar var tyndslidt, og i Sverige levede han med sin elskerinde Karin Lange, med hvem han fik sønnen Stephan. Dette forhold rendte dog også ud i sandet og i 1945 giftede han sig på ny med Eva Borgen og vendte tilbage til Norge i 1950, hvor han fik norsk statsborgerskab.

Her slog parret sig ned på husmandsstedet Kjørkelvik ved Risør i Sydnorge og fik i 1945 tvillingerne Jørgen og Esben. Esben døde dog allerede i 1955 og moderen fulgte efter i 1959. Denne personlige tragedie er skildret i mindebogen Murene omkring Jeriko (1960).

Herefter flyttede Sandemose til København, hvor han i 1962 giftede sig med den danske skuespillerinde Hanne Holbek.

Karakteristisk for Sandemoses forfatterskab er fokus på hovedpersonens psykologi, sindets irrationelle sider og undertrykkende sociologiske faktorer, og freudianismen er en vigtig inspirationskilde i forfatterskabet. Han angreb i sine bøger den borgerlige anstændigheds falske facade, magtmisbrug, hykleri, dobbeltmoral, fordomme, seksualbegreber og kirkeligt snæversyn, og Sandemose blev derfor ofte brugt som skydeskive for konservativ kritik. Efter krigen blev han dog anerkendt, også af de borgerlige kritikere, og med tiden kanoniseret som en af de store digtere i norsk litteratur. Gennemgående motiver i forfatterskabet er også trekantsdramaet, jalousi og hjemsøgelse af fortidens spøgelser.

Hadet til nazismen gennemsyrer desuden en stor del af forfatterskabet og i fx Tjærehandleren (1945), Den svundne er en drøm (1946) og Varulven (1958) giver han sit bidrag til en psykoanalytisk analyse af nazismens væsen.

Man kan se flere selvbiografiske elementer i Sandemoses værker, og opgøret med opvækstmiljøet og erfaringerne fra livet på havet danner basis for store dele af forfatterskabet, hvor forfatteren bevidst blander fakta og fiktion og på denne måde spinder et net af myter omkring sit liv. Dette kommer fx til udtryk i Fortællinger fra Labrador (1923), der med dens farverige og mystiske røverhistorier bygger på hans egen tid som sømand eller byen Jante i En flygtning krydser sit spor (1933), der delvis er inspireret af hans egen opvækst ved Limfjorden.

Blandt andre store romaner fra forfatterens pen finder vi også Vi pynter os med horn (1936), Alice Atkinson og hendes elskere (1949) og Felicias bryllup (1961).

Politisk set udviste Sandemose størstedelen af sit liv sympati for socialismen, men hans individualisme hindrede ham dog i at tilslutte sig noget parti. Denne individualisme kan også ses udtrykt i hans værker, der er blottet for kamppatos og politisk forkyndelse, men hvor det sociale oprør indirekte kommer til udtryk på en individuel og aldrig kollektiv måde.

Flere af forfatterens værker er blevet filmatiseret, blandt andet En flygtning krydser sit spor (1933) under titlen Flugten fra Jante (filmatiseret i 1999), Klabautermanden (1927, filmatiseret i 1969) og Tjærehandleren (1945, filmatiseret i 1971).

Aksel Sandemose udgav mere end 20 bøger, erindringsbogen Rejsen til Kjørkelvik (1954) og et utal af essays og artikler i blandt andet Arbejderbladet, Dagbladet og Tidens Tegn. Han udgav desuden to enmandstidsskrifter, henholdsvis ”Fesjå” (1934-36) i fire hæfter og ”Årstiderne. Brev fra Kørkelvik” (1951-55) i 13 hæfter, hvori han blandt andet skrev om private forhold og kommenterede aktuelle samfundsspørgsmål. Fra 1945 og frem til sin død, var Sandemose fast bidragsyder til Arbejderpartiets og LO´s ugemagasin Aktuell, hvor han igennem årene skrev over 300 artikler. I 1963 blev han nomineret til Nobelprisen i litteratur, der dog gik til den græske George Seferis.

I foråret 1965 blev Aksel Sandemose syg og indlagt på Ullevål sygehus, men begærede sig flyttet til Københavns Militærhospital, hvor han døde den 6. august samme år. Han er begravet i Oslo.

Herfra skal lyde en stor tak til Aksel Sandemose for hans store bidrag til litteraturen og hans litterære undersøgelser af den menneskelige psyke.

Janteloven lyder forresten således:
Du skal ikke tro at du er noget.
Du skal ikke tro du er lige så meget som os.
Du skal ikke tro du er klogere end os.
Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.
Du skal ikke tro du ved mere end os.
Du skal ikke tro du er mere end os.
Du skal ikke tro at du duer til noget.
Du skal ikke le ad os.
Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig.
Du skal ikke tro du kan lære os noget.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 378ff); forfatterweb.dk; leksikon.org; wikipedia.org; denstoredanske.dk; En flygtning krydser sit spor (s. 6); sentura.dk; litteraturpriser.dk; limfjordslitteratur.dk

Edward Franklin Albee (1928-2016)

Tirsdag den 12. marts er det 91 år siden, at den amerikanske dramatiker Edward Franklin Albee kom til verden i USA.

Der er dog modstridende kilder i forhold til fødestedet, der enten er staten Virginia eller Washington D.C. Men under alle omstændigheder blev den lille Edward to uger efter sin fødsel adopteret af et rigt par fra Westchester County i New York.

Adoptivfaderen, Reed A. Albee, var indehaver af et par teatre, hvorfor den unge Edward hurtigt fik kendskab og fattede interesse for denne verden. Han skrev sit første teaterstykke som 12-årig.

Efter endt skolegang og studier ved forskellige universiteter, samt et smut forbi et militærakademi, forsøgte Albee sig i første omgang som lyriker og romanforfatter, dog uden den store succes.

Fra 1959 begyndte han i stedet at skrive teaterstykker. Hans debut var én-akteren Zoo Story (1959), der var inspireret af det absurde teater og blev uropført i Berlin.

Albee fik hurtigt en position blandt amerikansk teaters avantgarde og hans største succes må betragtes som Broadway-produktionen Hvem er bange for Virginia Woolf? (1962), der med satire og humor blotlægger et illusionsbåret ægteskab. Skuespillet blev filmatiseret i 1966 med Elizabeth Taylor og Richard Burton som hovedrolleindehavere.
Blandt Albees andre kendte værker finder vi The sandbox (1960), The death of Bessie Smith (1960), A play about the baby (1998) og The Goat, or who is Sylvia? (2000).

Forfatteren hører primært til i den amerikanske realistiske tradition, som lægger vægten på den psykologiske sandfærdighed i personskildringer og den sociale samvittighed. Hans fascination af sprog og kommunikation præger samtlige af hans stykker, og han tematiserer desuden ofte over tabet af fællesskabet og borgerskabets åndelige forfald.

Derudover har Albee vundet Pulitzerprisen for både En hårfin balance (1966) i 1967, Seascape (1975) i 1975 og Tre høje kvinder (1992) i 1994.

Edward Franklin Albee døde den 16. september 2016, 88 år gammel af sukkersyge, i Montauk, New York.

Herfra skal lyde en stor tak til Edward Albee for hans bidrag til verdens litteratur og scener.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 12); wikipedia.org; edwardalbeesociety.org