Milan Kundera (1929 – )

Mandag den 1. april fylder den tjekkiske forfatter Milan Kundera 90 år.

Den lille Milan kom til verden i den tjekkiske by Brno, hvor faderen fungerede som pianist og professor ved musikakademiet.

Den unge Kundera blev uddannet ved det filosofiske fakultet i Prag samt ved instituttet for filmvidenskab.

Hans litterære debut i 1953 bestod i digtsamlingen Mennesket, en bred have.

I 1962 nåede navnet Kundera til udlandet med skuespillet Ejerne af nøglerne, og i 1967 udkom den tragikomiske novelle En spøg, der med dens analyse af stalinismens demoraliserende virkninger, vakte sensation i både Tjekkoslovakiet og i udlandet. Samme år blev han gift med Vera Hrabánková.

Kundera var sammen med flere andre forfatterkolleger, heriblandt Václav Havel, involveret i Foråret i Prag i 1968, den korte reformperiode, der blev knust af de sovjetiske styrker. På grund af hans kritik af Sovjetunionen blev Kundera blacklistet, og hans værker blev forbudt af regimet.

I 1975 flyttede Kundera derfor til Frankrig i eksil og arbejde her som gæsteprofessor i Rennes. I 1978 skrev han romanen Om latter og glemsel, der beskrev forskellige tjekkiske menneskers modstand mod sovjetregimet. Værket blev kritiseret voldsomt fra officiel side, og Kundera blev i 1980 frataget sit sovjetiske statsborgerskab. I 1981 fik han fransk statsborgerskab og har siden da været bosat i Paris, hvor han har fungeret som professor ved Ècole des Hautes Ètudes.

I 1983 fik forfatteren sit store internationale gennembrud med romanen Tilværelsens uendelige lethed, der blev filmatiseret i 1988 af Philip Kaufman.

Karakteristisk for Kunderas forfatterskab er især emnet erotik og seksualitet, både som en protest mod den ortodokse kommunismes strenge og repressive moralkodeks og som en mulighed for at spejle alle slags menneskelige forhold. Dette kan blandt andet ses i romanerne Afskedsvalsen (1973) og Livet er et andet sted (1974). Også stilistiske greb som humor og ironi er dominerende i forfatterskabet.

Blandt andre værker fra Kunderas pen finder vi Romankunsten (1986), Udødeligheden (1990), De forrådte testamenter (1993), Langsomheden (1995), Identiteten (1998) og Uvidenheden (2001). I 2015, efter en 14 år lang pause, udkom romanen Det ubetydeliges fest.

Herfra skal lyde et stort tillykke og tak til den store tjekkisk-franske forfatter på hans runde dag.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 251f); gyldendal.dk; wikipedia.org; bibliografi.dk

Nikolaj Gogol (1809-1852)

Søndag den 31. marts (eller mandag den 1. april) er det 210 år siden, at den ukrainsk-russiske prosaist, publicist, historiker, dramatiker, lærer, litteraturkritiker, dramaturg, digter og forfatter Nikolaj Vasiljevitj Gogol kom til verden i Velikie Sorotsjintsy, guvernementet Poltava i det nuværende Ukraine.

Den lille Nikolaj voksede op inden for rammerne af den ukrainske lavadel og flyttede i 1828 til Sankt Petersborg. Her blev han uddannet fra Sankt Petersborgs Statsuniversitet og gjorde en tid tjeneste som lærer og embedsmand i byen.

Gogol drømte om en fremtid som skuespiller, men opgav dog denne drøm og kastede sig i stedet over at skrive dramatiske essays.

Hans forfatterdebut, der var et Byron-inspireret digt i tysk sceneri skrevet under pseudonym, blev en kæmpe fiasko og den unge forfatter brændte selv restoplaget.

Gogol skiftede herefter spor og udgav i 1831-32 novellerne Aftener på en gård i nærheden af Dikanjka, der havde udgangspunkt i hans ukrainske rødder. Novellerne vakte begejstring hos såvel læsere som kritikere og succesen blev fulgt op med den anden novellekreds Mirgorod (1835), der blandt andet rummer den historisk-romantiske kosakfortælling Taras Bulba og Vij.

I 1835 udkom også Arabesker, en samling essays og fortællinger i to bind. Tre noveller fra dette værk, blandt andet En gal mands dagbog (1835) samt de senere Næsen (1836) og Kappen (1842) udgør de såkaldte ”Petersborg-noveller”.

Disse skildringer af storbyen er et tematisk nybrud i forfatterskabet, hvor forfatterens medfølelse med samfundets svageste tydeligt skinner igennem, og herefter blev Gogols værker primært udlagt som samfundskritik, hvilket de dog ikke nødvendigvis udelukkende bør. Disse noveller er igennem tiden blevet omsat til sceniske fortællinger, monologer, film og balletter.

I 1836 var der urpremiere på Revisoren. Stykket fik stor succes, selv ved zarhoffet selvom den af nogle blev anset som et angreb på zarstyrets bureaukrati og korruption. Gogol følte dog, at hans kunstneriske og dybere idealistiske intentioner var blevet misforstået og han forlod herefter skuffet Rusland og bosatte sig indtil 1848 i Vesten.

Forfatteren boede i denne periode primært i Rom, og det var også her, at han skrev sit hovedværk, romanen Døde sjæle (1842).

Værket vakte røre, da den blev opfattet som kritik af livegenskabet og endnu engang følte Gogol sig misforstået. Hans hensigt havde ikke været at politisere, men at skabe et stort epos med et opbyggeligt kristent budskab.

I 1845 offentliggjorde Gogol sine Betragtninger over den guddommelige liturgi, der var forfatterens personlige bekendelse til den ortodokse kirke og i 1847 det reaktionære skrift Udvalgte steder fra en brevveksling med mine venner. Begge skrifter vakte harme blandt de venstreorienterede kritikere og medførte, at han fik den radikale intelligentsia (den uddannede del af den russiske befolkning) på nakken. Herefter blev Gogol betragtet som frafalden, og på denne måde smuldrede forfatterskabet i samtiden.

I de sidste leveår arbejdede forfatteren på anden del til Døde Sjæle (1842), men var ikke i stand til at realisere sin vision, og han brændte flere gange sine manuskripter, hvorfor kun fragmenter er overleveret.

På trods af, at Gogols forfatterskab forliste i samtiden, er hans eftermæle dog intakt, og han har inspireret utallige forfattere såvel som billedkunstnere igennem tiden. Gogols Petersborg-fortællinger var fx det umiddelbare forbillede for Dostojevskijs forfatterdebut.

Indenfor den russiske litterære genre indtager Gogol en position på grænsen mellem høj romantik, realisme og lavkomiske løjer. Han skrev på russisk og hyldes derfor i Rusland, men anses dog i fødelandet som værende en ukrainsk forfatter.

Nikolaj Vasiljevitj Gogol døde den 4. marts, i 1852, kort før han fyldte 43 år, i Moskva. Han døde efter i ni dage at have ligget i sengen og nægtet indtagelse af føde.

Herfra skal lyde en stor tak til den store og misforståede ukrainsk-russiske forfatter for hans overleverede arbejder – på trods af hans vellyst for at sætte ild til selv samme.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 178f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk

Aksel Sandemose (1899-1965)

Tirsdag den 19. marts er det 120 år siden, at den dansk-norske forfatter Axel Nielsen, bedre kendt som Aksel Sandemose, blev født i Nykøbing Mors.

Den lille Axel var den næstyngste i en børneflok på otte, født ind i en småborgerlig arbejderfamilie, med den norske moder Amalie, fra gården Sandemose i Skedsmo, og den danske fader Jørgen Nielsen, der arbejdede som smed.

Efter folkeskolen kom den unge Axel i lære som gartner, men han skiftede hurtigt retning og tog i 1915 eksamen som vinterlærer fra Staby Vinterlærerseminarium og virkede herefter som vikar og hjælpelærer i både Nykøbing og Glyngøre. Fra begyndelsen af 1916 til september 1917 arbejdede han som sømand, og efter at have stukket af fra sin stilling på en skonnert på Newfoundlands nordkyst, i en tømmerhuggerlejr i Canada.

Hjemvendt til Danmark arbejde han derefter som inkassator, kontoransat, journalist, dørsælger og jernbanearbejder. Han forsøgte at følge et studenterkursus, men opgav dog dette igen i 1920.

Axel Nielsen tog i 1921 navneforandring til Aksel Sandemose. Den primære grund til dette var at understrege sit norske ophav og tilknytning til sin norske mors slægt.

Samme år blev han gift med Dagmar Ditlevsen, og sammen fik de sønnen Bjarne Walter William og tvillingedøtrene Hedda og Eva.

Sandemose debuterede i 1923 med novellesamlingen Fortællinger fra Labrador om sømænd, opdagelsesrejsende, vilde dyr, indianere og ulve som de centrale figurer, og i det følgende årti udgav forfatteren et hav af bøger på forskellige forlag, heriblandt Ungdomssynd (1924), Mænd fra Atlanten (1924), Storme ved jævndøgn (1924), Klabautermanden (1927) og Dane Ross (1928).

I 1930 emigrerede Sandemose til Norge, blandt andet grundet gæld til forlag, og etablerede sig her som norsk forfatter. I dette årti blev Sandemose ud over sit forfatterskab også kendt for sit umådeholdne alkoholforbrug og begivenhedsrige erotiske liv.

I romanen En sømand går i land (1931) møder vi for første, men ikke sidste gang, forfatterens alter ego, Espen Arnakke, hvis mest kendte udtalelse nok er ”at mord og kærlighed er det eneste, som er værd at skrive om”.

I nøgle- og gennembrudsromanen En flygtning krydser sit spor – Fortælling om en morders barndom (1933), skrevet under pseudonymet Espe Arnakke, formulerede forfatteren det, vi kender som janteloven, der sammenfatter undertrykkelsen og småligheden i den fiktive danske provinsby Jante. Janteloven kan kort opsummeres som et samfunds uskrevne regler for, hvordan individet bør opføre og indordne sig og Sandemose er derfor internationalt kendt som Jantelovens fader.

I 1941, under Norges besættelse, rejste forfatteren alene videre til Stockholm i eksil, da han, om end ikke aktivt, men igennem venskaber, havde været engageret i den norske modstandsbevægelse. Ægteskabet med Dagmar var tyndslidt, og i Sverige levede han med sin elskerinde Karin Lange, med hvem han fik sønnen Stephan. Dette forhold rendte dog også ud i sandet og i 1945 giftede han sig på ny med Eva Borgen og vendte tilbage til Norge i 1950, hvor han fik norsk statsborgerskab.

Her slog parret sig ned på husmandsstedet Kjørkelvik ved Risør i Sydnorge og fik i 1945 tvillingerne Jørgen og Esben. Esben døde dog allerede i 1955 og moderen fulgte efter i 1959. Denne personlige tragedie er skildret i mindebogen Murene omkring Jeriko (1960).

Herefter flyttede Sandemose til København, hvor han i 1962 giftede sig med den danske skuespillerinde Hanne Holbek.

Karakteristisk for Sandemoses forfatterskab er fokus på hovedpersonens psykologi, sindets irrationelle sider og undertrykkende sociologiske faktorer, og freudianismen er en vigtig inspirationskilde i forfatterskabet. Han angreb i sine bøger den borgerlige anstændigheds falske facade, magtmisbrug, hykleri, dobbeltmoral, fordomme, seksualbegreber og kirkeligt snæversyn, og Sandemose blev derfor ofte brugt som skydeskive for konservativ kritik. Efter krigen blev han dog anerkendt, også af de borgerlige kritikere, og med tiden kanoniseret som en af de store digtere i norsk litteratur. Gennemgående motiver i forfatterskabet er også trekantsdramaet, jalousi og hjemsøgelse af fortidens spøgelser.

Hadet til nazismen gennemsyrer desuden en stor del af forfatterskabet og i fx Tjærehandleren (1945), Den svundne er en drøm (1946) og Varulven (1958) giver han sit bidrag til en psykoanalytisk analyse af nazismens væsen.

Man kan se flere selvbiografiske elementer i Sandemoses værker, og opgøret med opvækstmiljøet og erfaringerne fra livet på havet danner basis for store dele af forfatterskabet, hvor forfatteren bevidst blander fakta og fiktion og på denne måde spinder et net af myter omkring sit liv. Dette kommer fx til udtryk i Fortællinger fra Labrador (1923), der med dens farverige og mystiske røverhistorier bygger på hans egen tid som sømand eller byen Jante i En flygtning krydser sit spor (1933), der delvis er inspireret af hans egen opvækst ved Limfjorden.

Blandt andre store romaner fra forfatterens pen finder vi også Vi pynter os med horn (1936), Alice Atkinson og hendes elskere (1949) og Felicias bryllup (1961).

Politisk set udviste Sandemose størstedelen af sit liv sympati for socialismen, men hans individualisme hindrede ham dog i at tilslutte sig noget parti. Denne individualisme kan også ses udtrykt i hans værker, der er blottet for kamppatos og politisk forkyndelse, men hvor det sociale oprør indirekte kommer til udtryk på en individuel og aldrig kollektiv måde.

Flere af forfatterens værker er blevet filmatiseret, blandt andet En flygtning krydser sit spor (1933) under titlen Flugten fra Jante (filmatiseret i 1999), Klabautermanden (1927, filmatiseret i 1969) og Tjærehandleren (1945, filmatiseret i 1971).

Aksel Sandemose udgav mere end 20 bøger, erindringsbogen Rejsen til Kjørkelvik (1954) og et utal af essays og artikler i blandt andet Arbejderbladet, Dagbladet og Tidens Tegn. Han udgav desuden to enmandstidsskrifter, henholdsvis ”Fesjå” (1934-36) i fire hæfter og ”Årstiderne. Brev fra Kørkelvik” (1951-55) i 13 hæfter, hvori han blandt andet skrev om private forhold og kommenterede aktuelle samfundsspørgsmål. Fra 1945 og frem til sin død, var Sandemose fast bidragsyder til Arbejderpartiets og LO´s ugemagasin Aktuell, hvor han igennem årene skrev over 300 artikler. I 1963 blev han nomineret til Nobelprisen i litteratur, der dog gik til den græske George Seferis.

I foråret 1965 blev Aksel Sandemose syg og indlagt på Ullevål sygehus, men begærede sig flyttet til Københavns Militærhospital, hvor han døde den 6. august samme år. Han er begravet i Oslo.

Herfra skal lyde en stor tak til Aksel Sandemose for hans store bidrag til litteraturen og hans litterære undersøgelser af den menneskelige psyke.

Janteloven lyder forresten således:
Du skal ikke tro at du er noget.
Du skal ikke tro du er lige så meget som os.
Du skal ikke tro du er klogere end os.
Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.
Du skal ikke tro du ved mere end os.
Du skal ikke tro du er mere end os.
Du skal ikke tro at du duer til noget.
Du skal ikke le ad os.
Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig.
Du skal ikke tro du kan lære os noget.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 378ff); forfatterweb.dk; leksikon.org; wikipedia.org; denstoredanske.dk; En flygtning krydser sit spor (s. 6); sentura.dk; litteraturpriser.dk; limfjordslitteratur.dk

Edward Franklin Albee (1928-2016)

Tirsdag den 12. marts er det 91 år siden, at den amerikanske dramatiker Edward Franklin Albee kom til verden i USA.

Der er dog modstridende kilder i forhold til fødestedet, der enten er staten Virginia eller Washington D.C. Men under alle omstændigheder blev den lille Edward to uger efter sin fødsel adopteret af et rigt par fra Westchester County i New York.

Adoptivfaderen, Reed A. Albee, var indehaver af et par teatre, hvorfor den unge Edward hurtigt fik kendskab og fattede interesse for denne verden. Han skrev sit første teaterstykke som 12-årig.

Efter endt skolegang og studier ved forskellige universiteter, samt et smut forbi et militærakademi, forsøgte Albee sig i første omgang som lyriker og romanforfatter, dog uden den store succes.

Fra 1959 begyndte han i stedet at skrive teaterstykker. Hans debut var én-akteren Zoo Story (1959), der var inspireret af det absurde teater og blev uropført i Berlin.

Albee fik hurtigt en position blandt amerikansk teaters avantgarde og hans største succes må betragtes som Broadway-produktionen Hvem er bange for Virginia Woolf? (1962), der med satire og humor blotlægger et illusionsbåret ægteskab. Skuespillet blev filmatiseret i 1966 med Elizabeth Taylor og Richard Burton som hovedrolleindehavere.
Blandt Albees andre kendte værker finder vi The sandbox (1960), The death of Bessie Smith (1960), A play about the baby (1998) og The Goat, or who is Sylvia? (2000).

Forfatteren hører primært til i den amerikanske realistiske tradition, som lægger vægten på den psykologiske sandfærdighed i personskildringer og den sociale samvittighed. Hans fascination af sprog og kommunikation præger samtlige af hans stykker, og han tematiserer desuden ofte over tabet af fællesskabet og borgerskabets åndelige forfald.

Derudover har Albee vundet Pulitzerprisen for både En hårfin balance (1966) i 1967, Seascape (1975) i 1975 og Tre høje kvinder (1992) i 1994.

Edward Franklin Albee døde den 16. september 2016, 88 år gammel af sukkersyge, i Montauk, New York.

Herfra skal lyde en stor tak til Edward Albee for hans bidrag til verdens litteratur og scener.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 12); wikipedia.org; edwardalbeesociety.org

Marie Cardinal (1929-2001)
Lørdag den 9. marts er det 90 år siden, at den franske forfatterinde Simone Odette Marie-Thérese Cardinal kom til verden i Fransk Algeriet (Algeriet under Frankrigs kolonistyre, 1830-1962).
Den unge Marie voksede op i Alger sammen med sin mor efter forældrenes skilsmisse.

I 1953 blev hun gift med den franske dramatiker, skuespiller og instruktør Jean-Pierre Ronfard med hvem hun fik børnene Alice, Bénédicte og Benoît.
Hun blev uddannet i filosofi fra Sorbonne og underviste fra 1953 i filosofi i både Grækenland, Portugal, Østrig og Canada.

I 1957 kom hun til Frankrig og begyndte en karriere som journalist og forfatter.
Marie Cardinal debuterede i 1962 med kærlighedsromanen Lyt til havet, der gennem 1960 blev efterfulgt af yderligere tre romaner, heriblandt Mulæslets grønne jord (1963).
I 1967 havde hun et par filmroller i henholdsvis Mouchette – Den voldtagne (instrueret af Jean-Luc Godard) og Jeg ved 2-3 ting om hende (instrueret af Robert Bresson).

Forfatterinden fik sit gennembrud i 1970´erne, først med Nøglen sidder i døren (1972), med baggrund i 1968´s generationskonflikter og kvindens situation i familien, efterfulgt af den selvbiografiske roman Ord som forløser (1975), der utilsløret fremlægger en psykisk krise igennem en kvindes mangeårige psykoanalyse og desuden tematiserer mor-datter forholdet.

Begge romaner blev store succeser og sidstnævnte gav forfatterinden hendes internationale gennembrud.
Karakteristisk for forfatterskabet er et stærkt feministisk engagement med selvbiografiske og realistiske udtryk. Dette kan blandt andet ses i Et liv for to (1978) om et midaldrende ægtepars rejse til Irland og i Kaos (1987) om en mors kamp mod datterens narkomisbrug.

Blandt andre romaner fra forfatterindens pen kan nævnes Med andre ord (1977), Mine rødders land (1980), Fortiden foran mig (1983), Ingen verdens ting (1990), Charles og Lulas torsdag (1994) og Kærlighed (1998).
Simone Odette Marie-Thérese Cardinal døde den 9. maj 2001, 72 år gammel, i den franske by Valréas.
Herfra skal lyde en stor tak til Marie Cardinal for hendes bidrag til verdenslitteraturen.

Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 82); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi

Kristina Ohlsson (1979 – )

Lørdag den 2. marts fylder den svenske efterforsker og forfatterinde Kristina Ohlsson 40 år.

Kristina Ohlsson blev født i den svenske by Kristianstad og er uddannet i Statskundskab fra Göteborg og Uppsala.

I 2005 søgte Ohlsson ind hos politiet, og hun har siden da været beskæftiget som akademisk analytiker hos Säpo, det svenske sikkerhedspoliti, svarende til det danske PET. I perioder har hun været omkring det svenske forsvarsakademi og det svenske udenrigsministerium. I 2010 udstationerede dette ministerium hende fire måneder i Bagdad, Irak og hele 2011 tilbragte hun i Wien hos OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som counter terrorist officer i afdelingen Action Against Terrorism Units.

Forfatterindens erfaringer inden for terroristbekæmpelse og sikkerhedspolitisk analyse fra Stockholm, Bagdad og Wien er blandt andet blevet omsat i hendes spændende krimier. Hvert år tager hun tjenestefri i nogle uger for at skrive, men har ingen intentioner om at forlade jobbet hos politiet, og det er da også netop dette job, der giver den store mængde inspiration til forfatterkarrieren.

Ohlsson debuterede i 2009 med Askepot, der var den første bog i serien om Alex Rechts specialenhed ved det svenske politi, hvor også den introverte violinspillende efterforsker Fredrika Bergman er en væsentlig karakter. I denne serie er senere kommet Tusindfryd (2010), Skytsengle (2011), Paradisoffer (2012), Davidsstjerner (2013) og Syndfloder (2017).

I 2014 påbegyndte hun en ny romanserie med hovedpersonen Martin Brenner, der indtil videre består af Lotus blues (2014) og Mios blues (2015).

Ud over krimigenren har forfatterinden også begået sig inden for børnebøger og fagbøger. Som børnebogsforfatter debuterede Ohlsson i 2013 med Glasbørnene, den første bog i trilogien om vennerne Billie og Aladdin. De to andre bøger er Sølvdrengen (2014) og Stenengle (2015). Derudover har hun inden for børne- og ungdomsgenren udgivet Mysteriet på Hester Hill (2015), Zombiefeber (2016) og Varulvens hemmelighed (2017), gyserromanen Syge sjæle (2016) og som fagbogsforfatter har hun blandt andet skrevet om Mellemøstkonflikten og EU’s udenrigspolitik.

Hendes bøger udkommer på Piratförlaget i Stockholm, med stiftere som Jan Guillou og Liza Marklund, der med deres erfaring kan give god sparring til den unge forfatterinde.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Kristina Ohlsson på hendes runde dag og et håb om, at hun fortsat vil omsætte sine erfaringer fra et spændende job til spændende bøger.

Kilder: forfatterweb.dk; bog-ide.dk; alvilda.dk; wikipedia.org; bibliografi.dk