Carlos Fuentes (1928-2012)

Søndag den 11. november er det 90 år siden, at den mexicanske forfatter Carlos Fuentes Marcías kom til verden i Panama City.

Faderen var diplomat og den lille Carlos voksede derfor op forskellige steder i Latinamerika og USA. I 1944 vendte Fuentes tilbage til Mexico og fik offentliggjort sine første artikler og fortællinger.

I 1950´erne studerede han jura og gik i faderens fodspor og indledte en diplomatisk karriere. Som venstreorienteret støttede han revolutionen på Cuba og protesterede mod politisk undertrykkelse i kapitalistiske såvel som kommunistiske lande.

I 1958 udsendte Fuentes sin første roman Hvor luften er klarest, der slog hans navn som eksperimenterende forfatter fast. Romanen er et portræt af Mexico City opbygget af sammenflettede fragmenter af samtaler, avisartikler, indre monologer, osv.

I 1959 blev han gift med Rita Macedo, et ægteskab, der varede indtil 1973, og med hvem han fik datteren Cecilia. I 1976 og frem til sin død, var han gift med Silvia Lemus. Med Silvia fik han sønnen Carlos og datteren Natasha, men ingen af disse overlevede deres fader, da de begge døde af sygdom inden de fyldte 30.

Det internationale gennembrud kom med romanen Artemio Cruz´ død (1962), om magtens væsen og den mexicanske revolutions indbyggede problemer.

Forfatteren fortsatte sine monumentale romaneksperimenter med blandt andet Hamskifte (1967) og Terra Nostra (1975).

I 1974 blev Fuentes mexicansk ambassadør i Frankrig, men fratrådte allerede i 1977 som reaktion på, at den ansvarlige for massakren på studenter i Mexico City blev ambassadør i Spanien.

I 1978 udkom den politiske thriller Hydraens hoved og selvom der var tale om et stilistisk skift, var den filosofiske grundidé stadig tydelig – at den latinamerikanske identitet er flertydig, modsætningsfyldt og socialt forankret i grene som fx den indianske befolkning, efterkommere af de spanske erobrere og den nordamerikanske dominans. Denne grundidé ses også i romanerne Den gamle gringo (1985), Kristoffer ufødt (1987), Felttoget (1990) og Årene med Laura Díaz (1999).

I anledning af 500-året for Columbus´ opdagelse af Amerika i 1492 genoptog Fuentes sin diplomatiske aktivitet for at styrke de kulturelle bånd mellem den iberiske halvø og Latinamerika. Denne forbindelse begrundede han blandt andet i tv-serien og essayværket Det begravede spejl (1992).

Blandt andre populære værker fra forfatterens hånd kan nævnes romanerne Aura (1962), En fjern familie (1980) og Inez (2001) og flere af hans værker er blevet filmatiseret.

Foruden romaner, noveller og essays skrev forfatteren også drejebøger og skuespil, og ved siden af sin omfattende litterære produktion var han en flittig og engageret kultur- og samfundsdebattør i verdenspressen. Han har modtaget et hav af priser og æresbevisninger for sit litterære såvel som sit politiske arbejde.

Carlos Fuentes Marcías døde den 15. maj 2012, 83 år gammel, af en hjerneblødning i Mexico City. Han modtog en statsbegravelse dagen efter med deltagelse af blandt andet den mexicanske præsident Calderón.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der blandt andet satte fokus på den mexicanske og latinamerikanske identitet og historie, som vi alle kan lære en del af.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 164f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; nytimes.com)

Johan Nordahl Brun Grieg (1902-1943)

Torsdag den 1. november er det 116 år siden, at den norske digter, forfatter, dramatiker og journalist, Johan Nordahl Brun Grieg, kom til verden i Bergen som søn af lærerparret Peter Lexau Grieg og Helga Vollan.

Den lille Johan blev opkaldt efter sin tip-tip-oldefar Johan Nordahl Brun, der blandt andet stod bag Norges første nationalsang. Hans bror var desuden den ledende forlægger for Gyldendal Norsk Forlag, Harald Grieg.

Nordahl Grieg debuterede i 1922 med sømandsdigtene Rundt Kap det gode Haab, hvor inspirationen især var hentet i hans tid som matros. Debuten blev efterfulgt af kriminalromanen Bergenstoget plyndret inat (1923) skrevet under pseudonymet Jonathan Jery i samarbejde med Nils Lie og filmatiseret i 1927. I 1924 udgav Grieg den opsigtsvækkende roman Skibet gaar videre med skildringer af sømandslivet.

I 1925 udkom digtsamlingen Stene i strømmen efterfulgt af Norge i våre hjerter (1929), der var med til at cementere Griegs forfatterskab.

I Oslo studerede forfatteren filologi og arbejdede som journalist på Tidens Tegn og Oslo Aftenavis. Efter studieophold i Oxford blev Grieg som journalist sendt til det borgerkrigshærgede Kina i 1927 og til Moskva i 1932, hvor han udviklede sig til en habil rejsebrevsforfatter med udgivelser som fx Kinesiske dage (1927). Opholdet i Oxford inspirerede desuden forfatteren til essaysamlingen De unge døde (1932) med oversættelser af blandt andet Byron, Shelly og Keats.

Den unge Grieg var altså en handlingens mand, der inden han fyldte 23 år havde været til søs, gået til fods fra Hamburg til Rom, havde studeret et år i Oxford, arbejdet som journalist, taget filologisk embedseksamen og udgivet en række bøger.

Hans ophold fra 1932-1934 i Sovjetunionen afstedkom, at Grieg blev overbevist kommunist og i tidsskriftet ”Veien frem”, som forfatteren udgav i 1936-37 vendte han skarp kritik mod det nazistiske Tyskland såvel som mod stormagterne i Vesten, som han ikke mente, tog problemet alvorlig nok. Tydeligst giver forfatterens Sovjet-tro sig udslag i den journalistisk prægede roman Ung må verden ennu være (1938), der skildrer Sovjetunionen under Moskvaprocesserne og Spanien under borgerkrigen. Derudover fandt hans politiske ildhu særligt udtryk i organisationen ”Sovjetunionens venner”, som han ledede.

Som dramatiker debuterede Grieg i 1927 med En ung manns kjærlighet og Barrabas efterfulgt af Atlanterhavet (1932), Vår ære og vår makt (1935) og Men imorgen (1936).

I 1937 blev Grieg sendt til Spanien under Den Spanske Borgerkrig, hvor forfatteren skrev sit dramatiske hovedværk Nederlaget (1937) samt reportagebogen Spansk sommer (1937-38).

I 1940 blev han gift med skuespillerinden Gerd Egede-Nissen.

Under den tyske besættelse af Norge gik forfatteren i eksil i England. Her blev han uddannet til officer og deltog som krigskorrespondent i flere allierede bombetogter over Tyskland. Det var også under krigen, at Grieg for alvor blev allemandseje med sine digtoplæsninger i BBC´s norske radiosendinger.

Efter krigen udkom digtsamlingerne Friheten (1943-45) og Håbet (1946) posthumt. I dagens Danmark er Nordahl Griegs nok mest kendte digt den pacifistiske hymne Til ungdommen (1936), bedre kendt som Kringsatt av fiender med musik af Otto Mortensen fra 1952.

Taler og artikler fra krigstiden er samlet i Flagget (1945) og Veien frem (1947) rummer artikler fra tidsskriftet af samme navn. I 1947 udkom Griegs Samlede værker i syv bind og filmmanuskriptet Større kriger, som forfatteren skrev i London 1940-41 blev genfundet i 1989 og udgivet i bogform året efter.

Johan Nordal Brun Grieg blev dræbt den 2. december 1943, da han som krigskorrespondent deltog i et bombetogt over Berlin. Han blev kun 41 år gammel og blev begravet i en tysk massegrav.

Grieg var én af Norges mest markante digtere i sin samtid og forfatterens eftermæle er stort. Flere veje, i Norge, Tyskland og Danmark, er efterfølgende blevet opkaldt efter ham. Grieg har fået sin egen musical og en statue af forfatteren blev rejst ved Den Nationale Scene i Bergen i 1957, og i Kleinmachnow i Tyskland blev en mindesten sat op i 2003 på stedet, hvor hans flyver styrtede ned 60 år tidligere. Hvert år i december afholdes det ti km lange Nordahl Grieg mindeløb, der passerer stenen. Og som et eksempel på forfatterens fortsatte betydning og aktualitet som fædrelandsdigter blev flere af hans digte brugt til at sætte ord på landesorgen efter Utøya-tragedien den 22. juli 2011.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der blandt meget andet gav os disse meget smukke og stadig betydningsfulde linjer:

Kringsat af fjender, gå
ind i din tid
Under en blodig storm
vi dig til strid
Kanske du spør’ i angst
udækket. åben:
Hvad skal jeg kæmpe med
hvad er mit våben?

Her er dit værn mod vold
her er dit sværd
troen på livet vort
menneskets værd
For al vor fremtids skyld
søg det og dyrk det
dø om du må, men
øg det og styrk det

Stilt går granaternes
glidende bånd
Stands deres drift mod død
stands dem med ånd
Krig er foragt for liv
Fred er at skabe
Kast dine kræfter ind:
Det onde skal tabe

Ædelt er mennesket
jorden er rig
Findes her sult og nød
skyldes det svig
Ja ja, i livets navn
skal uret falde
solskin og brød og ånd
ejes af alle

Dette er løftet vort
fra søster til bror
vi skal bli’ gode mod
menneskenes jord
Vi vil ta’ vare på
skønheden, varmen
som om vi bar et barn
varsomt på armen

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 187f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; snl.no)

Evelyn Waugh (1903-1966)

Søndag den 28. er det 115 år siden, at den britiske forfatter Arthur Evelyn St. John Waugh kom til verden i West Hampstead, London, Storbritannien.

Den lille Arthur Evelyn blev født ind i en forlæggerfamilie, og efter studier i Oxford forsøgte han sig som blandt andet maler, kostskolelærer og journalist.

Evelyn Waugh debuterede i 1928 med romanen Forfald og Fald, der giver en ironisk og grotesk beskrivelse af livet og lærerstaben på kostskolerne.

I 1928 blev Waugh gift med Evelyn Gardner. Ægteskabet holdt dog kun et par år, og efter skilsmissen i 1930 konverterede Waugh til katolicismen. En af grundene til dette var hans kritiske syn på samtidens overfladiske livsudfoldelse. Denne kritik kommer blandt andet til udtryk i Syndige sjæle (1930), Sort uheld (1932), En håndfuld støv (1934), Godt stof (1938) og Gensynet med Brideshead: Captain Ryders aandelige og verdslige erindringer (1945, tv-serie i 1981).

Fra 1928-1937 foretog Waugh flere rejser i Europa, Mellemøsten, Afrika og Amerika. Her arbejdede han blandt andet som journalist, og under disse rejser skrev han rejsebøger baseret på sine erfaringer, heriblandt Dante Gabriel Rossetti (1928) og Edmund Campion (1935).

I 1937 ægtede forfatteren Laura Herbert, med hvem han blev sammen indtil sin død i 1966. Han levede i denne periode som forfatter og som traditionel, konservativ godsejer.

Under 2. Verdenskrig gjorde Waugh tjeneste som officer ved Middelhavsflåden og hans nok mest ambitiøse værk, krigstrilogien Sword of Honour (samlet udgave 1965), der omfatter Tapre krigere (1952), Officerer og gentlemen (1955) og Unconditional Surrender (1961), bygger på forfatterens egne erfaringer fra krigen. Trilogien er en af engelsk litteraturs mest omfattende behandlinger af 2. Verdenskrig.

Efter krigen levede Waugh et tilbagetrukket liv i det vestlige England.

Ud over Waughs rejsebøger og erindringer, er det især hans satiriske samtidsromaner, der ofte portrætterer mellemkrigstidens engelske overklasse, der gjorde ham til en populær forfatter. Han benyttede sig ofte af egne oplevelser til sine romaner og til én af de mest succesfulde romaner hører Stemningsfuld begravelse (1948), der blev filmatiseret i 1965.

Efter krigen udviklede Waughs forfatterskab sig fra det satiriske til det mere ambitiøs. Dette kan fx ses i Sword of Honour trilogien, hvor den evige kamp mellem det gode og det onde og kampen mellem det civile og det barbariske kommer til udtryk, samt i romanen Helena (1950) om Konstantin den Stores moder, hvor forfatteren forsøgte at genskabe et vigtigt øjeblik i kristendommens historie med et specifikt teologisk aspekt for øje.

Arthur Evelyn St. John Waugh døde den 10. april 1966, 62 år gammel, I Combe Florey, Somerset, Storbritannien.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der gav os et unikt indblik i krig såvel som i det britiske godsejerliv med hans satiriske og fiktive førstehåndsskildringer.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 463); britannica.com; denstoredanske.dk; wikipedia.org; bibliografi.dk)

Günter Grass (1927-2015)

Tirsdag den 16. oktober er det 91 år siden, at den tyske grafiker, billedhugger og nobelprisvindende forfatter, Günter Grass, kom til verden i Fristaden Danzig, det nuværende Gdansk i Polen.

Som teenager blev Grass en del af nazisternes militærmaskine som medlem af Waffen-SS, og ved krigens afslutning i 1946 sad han i amerikansk krigsfangenskab. Han skulle efterfølgende finde sin plads i et ødelagt Tyskland, og det blev først som stenhuggerlærling og fra 1949-52 studerede han på kunstakademierne i Düsseldorf og Berlin.

Grass boede i Paris fra 1956-60 og flyttede senere til Berlin. Han havde blot fået en enkelt digtsamling og et par teaterstykker offentliggjort før hans massive internationale gennembrud kom med romanen Bliktrommen i 1959. Værket blev filmatiseret i 1979. Værket udgjorde første bind af forfatterens Danziger-trilogi, om Tysklands katastrofale historie i 1900-tallets første halvdel.

Denne trilogi satte for alvor Günter Grass på det litterære verdenskort og består ud over Bliktrommen (1959) af Kat og mus (1961) og Hundeår (1963). Trilogien fortælles fra et frøperspektiv, mest tydeligt i Bliktrommen, hvor fortælleren, dværgen Oskar Matzerath, i protest mod verden vælger at standse sin vækst som tre-årig.

Universet fra Danzig benytter Grass også i sine senere romaner som fx Lokalbedøvet (1969) og Flynderen (1977), hvoraf dele er skrevet i Naturstyrelsens Vogterhus i Ulvsdale på Møn, som Grass tog ophold i hver sommer fra 1976. En skulptur af Grass, Flynderen eller Flynder i håndtag (Der Butt im Griff, 2004), står desuden på Sønderborg Havn. Danzig-universet går igen i Rottesken (1986) samt Ildevarsler (1992) og det er først med En længere historie (1995), en kritisk roman om Tysklands genforening efter Berlinmurens fald, at Grass helt forlader Danzig rent litterært.

Som forfatter var Grass lyriker, dramatiker og prosaist. Han blev en fast bestanddel af den berømte Gruppe 47, der var en sammenslutning af tyske forfattere, der læste højt for hinanden af deres uudgivne materiale. Som kunstner bedrev Grass primært akvareller og skulpturer og han illustrerede selv flere af sine romaner.

Fra midt i 1960´erne engagerer forfatteren sig i politik, især som fortaler og taleskriver for socialdemokraten Willy Brandt, hvilket Grass blandt andet beretter om i den fiktive og kritiske ”dagbog” Af en snegls dagbog (1972), hvor han også gør rede for sine egne politiske standpunkter og erfaringer.

Privat var Grass´ liv lidt af en ”rodebutik”. Han fik i alt seks børn med fire forskellige kvinder. Han blev i 1954 gift med Anna Margareta Schwartz og parret fik sammen tre sønner og en datter. Ægteskabet fik dog en afslutning i 1978, da forfatteren ”løb hjemmefra” og fædrede endnu to døtre med forskellige kvinder. I 1979 ægtede Grass Ute Grunert. Hun bragte to sønner med sig ind i ægteskabet, og den yngste af hans døtre blev holdt hemmelig i flere år. Han var gift med Ute indtil sin død i 2015.

Igennem årene blev forfatteren af mange anset for at være Tysklands moralske stemme, da han gennem sine bøger og sit store engagement i den offentlige debat konstant insisterede på at skrive og tale om det, der gjorde mest ondt i den tyske folkesjæl. Han blev især berømt for at skildre Tyskland omkring Anden Verdenskrig og for at beskrive de tyske soldater – ikke kun som bødler, men også som ofre.

I 2006 udgav forfatteren selvbiografien Når løget skrælles, hvor Grass blandt andet afslørede, at han som 15-årig under Anden Verdenskrig havde meldt sig frivilligt som soldat og som 17-årig var blevet indkaldt til elitetropperne Waffen-SS. Dette afstedkom en hård kritik af forfatteren, da han igen og igen havde kritiseret tyskerne for ikke at konfrontere deres fortid, men først afslørede sin egen efter mere end 60 år. Selvbiografien var en del af en trilogi, der også omfatter Mørkekammerhistorier (2008), hvor forfatteren beskriver sit liv set ud fra sine børns perspektiv samt Grimms Wörter (2010), der ud over Grass selv og hans kærlighed for det tyske sprog og hans politiske engagement også handler om brødrene Jacob og Wilhelm Grimm.

Blandt andre værker fra forfatterens hånd finder vi en samling af 100 korte prosastykker, Mit århundrede (1999), den lange novelle I krebsgang (2002) og digtet Hvad der må siges (2012).

Grass modtog mange æresbevisninger for sit forfatterskab, der ud over stort set samtlige tyske litteraturpriser, blandt andet også omfatter Sonningprisen i 1996, nobelprisen i litteratur i 1999 og prisen som Årets Europæer i 2012.

Günter Grass døde den 13. april 2015 i den tyske by Lübeck, 87 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der løftede den tyske litteratur efter Anden Verdenskrig og formåede at skildre den tyske historie på en helt ny, skæv og krøllet, måde.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 183ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; politiken.dk; jyllands-posten.dk; information.dk).

Holger Drachmann (1846-1908)

Tirsdag den 9. oktober er det 172 år siden, at den danske skribent, digter, dramatiker og kunstmaler Holger Henrik Herholdt Drachmann kom til verden i København.

Den lille Holger mistede som 11-årig sin mor, Wilhelmine Marie Stær til tuberkulose og voksede op mellem søskende og snart halvsøskende efter hans fader, Andreas Georg Drachmann, der ernærede sig som kirurg ved Sø-etaten, atter giftede sig.

Efter endt studentereksamen i 1865 fortsatte Drachmann videre på Kunstakademiet og fik en kunstnerisk uddannelse hos blandt andet marinemaleren C. F. Sørensen. Han tilbragte en stor del af studietiden på Bornholm, men tog, for helbredets skyld (svage lunger), også på en længere sørejse til Middelhavet i 1867.

Han debuterede som maler på Forårsudstillingen i 1869 og var de næste fem år fast inventar på Charlottenborgudstillingerne. Hans yndlingsmotiv var det brølende hav og den rasende storm.
Selvom Drachmann blev uddannet maler, og fortsatte med at male resten af livet, var det dog digtekunsten som han både helligede sit liv og som gav ham brød på bordet.

I 1868 drog Drachmann til Bornholm, og her fandt han Vilhelmine Erichsen, som han forlovede sig med året efter. I 1871 rejste han dog til England for at promovere sig som maler, men vendte samme år tilbage til København og blev gift med Vilhelmine og sammen fik parret datteren Eva.

Han blev samme år opsøgt af Georg Brandes, hvis radikale litterære forelæsninger betød et nybrud i åndslivet og Drachmann kastede sig ud i livet som den frie kunstner, litterat og boheme. Dette livsvalg betød dog, at hans ægteskab gled ud i sandet og blev endeligt opløst i 1878. Vilhelmine giftede sig igen med en mand, der adopterede Drachmanns datter Eva.

I 1872 debuterede han med novellesamlingen Med kul og kridt fulgt op af digtsamlingen Digte (1872), der satte aktuelle problemer på lyrikkens dagsorden og gav forfatteren sit litterære gennembrud. Værket var tilegnet vennen Georg Brandes.

De følgende års produktion, omflakkende men flittige, placerede Drachmann som én af det moderne gennembruds ledende mænd. Han skrev digte og noveller, der fortrinsvis var tilknyttet Brandeskredsen, selvom dette forhold ikke var uden friktioner.

Drachmann opholdt sig i denne periode meget i Helsingør og Hornbæk, hvor han var en farverig person i såvel borgerskabets selskabsliv og blandt fiskerne. Han indledte her en affære med proprietærfruen Polly, der fødte ham et barn men efterfølgende forlod ham.
Forfatteren rejste herefter til Hamborg, hvor han fandt trøst i den unge Emmy Culmsee, der dog viste sig at være ingen ringere end Pollys lillesøster. Hun flygtede først til England efter at have erfaret Drachmanns tilknytning til familien, for dog at vende tilbage. Parret blev gift i 1879 og Emmy adopterede Drachmanns datter med Polly og selv fik de fire børn yderligere. Emmy magtede at fastholde Drachmann i et familieliv indtil omkring 1887, hvor Emmy blev syg under sin sidste fødsel og samme år døde ét af deres børn af difteritis.

Måske som en form for flugt, forelskede Drachmann sig i tribunesangerinden Amanda Nilsson, som han kaldte ”Edith” og selvom han ikke ville udsætte Emmy og familien for en skilsmisse var ægteskabet med Emmy dog definitivt slut.
Senere brød Edith dog med Drachmann, dels på grund af, at hun på trods af sin fattige herkomst og tvivlsomme hverv havde fundet sig en rig pølsemager at gifte sig med, dels at Drachmanns opmærksomhed var blevet fanget af den norske visesangerinde Bokken Lasson. Forfatteren blev dog hurtigt fanget ind af Bokkens lunefulde og dominerende søster, Soffi, der var kvinden, der forlangte, at han skulle lade sig skille fra Emmy i 1903 og som blev hans sidste hustru.

Selv om forfatteren var travl beskæftiget med sine mange muser, blev der dog også tid til at skrive. Han kastede sig i 1876 over roman-genren med En Overkomplet, fulgt op af romanen Tannhäuser (1877) året efter, men opnåede først en egentlig succes med denne genre med Forskrevet i 1890.
I begyndelsen af 1880´erne rejste forfatteren en stigende kritik af det moderne gennembruds radikalisme, hvilket blandt andet kommer til udtryk i rejsebogen Skyggebilleder (1883). Det blev i 1883 til et voldsomt brud med kredsen omkring Georg Brandes, og Drachmann begyndte i stedet at nærme sig mere konservative kredse. Fra denne periode stammer nogle af hans mest populære dramaer som fx Der var engang (1887). I 1890 sluttede Drachmann sig dog på ny til Brandesfløjen.

Den sidste del af sit liv var forfatteren både på farten, hvor han blandt andet havde et længere ophold i USA, og hjemme opholdt han sig ofte på yndlingsstedet Villa Pax i Skagen.
Drachmann blev ridder af Dannebrog i 1877 og kommandør af 2. grad i 1906.

På forfatterens 60 års fødselsdag blev han fejret som folkets digter på Københavns Rådhus med udgivelsen af Samlede Poetiske Skrifter i 12 bind (1906-1907).
Fra debuten og indtil kort før sin død i 1908 udgav forfatteren et væld af bøger og teaterstykker, skrev journalistik, malede og illustrerede sine egne bøger. Det var et omfattende og alsidigt forfatterskab, der blev skabt i nær sammenhæng med et rastløst og broget livsforløb, der ofte bragte ham i offentlighedens søgelys.

Holger Henrik Herholdt Drachmann døde den 14. januar 1908 i Hornbæk, 61 år gammel. Hans urne blev nedsat i klitterne på Grenen ved Skagen under et gravmæle tegnet af kunstnervennen P. S. Krøyer.
Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren for hans bidrag til den danske litteraturhistorie som én af foregangsmændene i det moderne gennembrud.

(Kilder: wikipedia.org; denstoredanske.dk; adl.dk; drachmann-selskabet.dk; bibliografi.dk)