Selma Lagerlöf (1854-1940)

Tirsdag den 20. november er det 164 år siden, at den svenske forfatterinde Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf kom til verden på slægtsgården Mårbacka.

Moderen var datter af en jernværksejer og faderen var af præsteslægt.

Selma Lagerlöf blev som 23-årig uddannet lærerinde og var fra 1885-1895 beskæftiget som lærerinde i den svenske folkeskole, hvor hun samtidig forsørgede moderen, inden forfatterskabet karrieremæssigt fik overtaget.

Som en tilskyndelse til Lagerlöfs forfatterskab ses tabet af familiegården Mårbacka efter en konkurs i slutningen af 1880´erne. Hun debuterede i 1891 med romanen Gösta Berlings saga, om en afsat præsts hæmningsløse jagt på nydelse. Romanen blev en stor succes og modtog blandt andet stor ros fra Georg Brandes.

I 1895 fik Lagerlöf mulighed for at koncentrere sig fuldt ud om forfatterhvervet og modtog endvidere en mængde legater, der blev brugt på en rejse til Italien og Sicilien. Her fandt hun blandt andet inspiration til romanen Antikrists mirakler (1897).

Forinden havde hun udgivet romanen Et Æventyr i Vineta (1895) og fulgte op med romanen En herregårdshistorie (1899).

I 1899 pakkede forfatterinden endnu engang kufferten, og turen gik her til Jerusalem og Egypten. I Jerusalem mødte hun en gruppe bønder fra Dalarna, der efter en religiøs vækkelse havde forladt Sverige og bosat sig i den hellige by. Denne rejse udmøntede sig i Jerusalem 1-2 (I Dalarna (1901) og I det Hellige land (1902)). Dette værk blev desuden hendes store udenlandske gennembrud og vakte da også postyr, da den blev bandlyst af det kristne fællesskab i Jerusalem.

Blandt Lagerlöfs mest populære novellesamlinger fra denne periode kan blandt andet nævnes Usynlige lænker (1894), Legender og fortællinger (1899), Dronninger i Kongshelle (1904) og Kristuslegender (1904), der især blev populær i flere katolske lande på trods af værkets uhøjtidelige forhold til ortodoksien. Hun fortsatte desuden med at udgive romaner, fx En hverdagshistorie (1903) og den psykologiske roman Hr. Arnes penge (1904), der udspiller sig i 1500-tallets Marstrand.

En særstatus i Lagerlöfs forfatterskab har børne- og undervisningsromanen Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige (1906-07), som hun skrev på opfordring fra den svenske folkeskole, og som i eventyrets form formidler elementære kundskaber om Sverige og blandt andet havde til formål at forebygge yderligere emigration. Dette er nok hendes bedst kendte og mest udbredte værk, og er i tidens løb nået ud til børn over hele verden.

I 1909 modtog Selma Lagerlöf, som den første kvinde nogensinde, Nobelprisen i litteratur. Præmiepengene blev blandt andet brugt til at købe slægtsgården Mårbacka tilbage. Lagerlöf blev desuden i 1914, igen som den første kvinde, medlem af Det Svenske Akademi og kunne derefter selv være med til at uddele nobelprisen.

Hun fortsatte med at udgive romaner som fx Køresvenden (1912), Kejseren af Portugalien (1914), hvor Lagerlöfs bibelstyrke tydeligt kommer til udtryk, Liljecronas hjem (1916) og Bandlyst (1918), der er skrevet under indtryk af 1. Verdenskrigs grusomheder. Sideløbende med disse, i forfatterskabet, bærende romaner, skrev hun også en række små fortællinger, selvbiografiske og kønspolitiske essays og noveller som fx Trolde og mennesker 1-2 (1915, 1922).

To trilogier står som forfatterindens sidste monumentale fase, nemlig romantrilogien om familien Löwensköld, bestående af Löwensköldska ringen (1925), Charlotte Löwensköld (1925) og Anna Svärd (1928) samt Lagerlöfs kunstneriske testamente, erindringstrilogien bestående af Mårbacka (1922), Et barns erindringer (1930) og Dagbog for Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf (1932).

Selma Lagerlöf blev en hovedskikkelse for 1890´ernes litterære symbolisme i Sverige og var en af de tidlige svenske nyromantikere med temaer som frigørelse, skyld, soning og selvopofrelse. Mange af hendes værker kredser om det svenske bondeliv, gerne i området Värmland, og om erindringerne og længslerne knyttet til slægtens historie, den nære familie og barndommens tabte land.

En fornyet interesse omkring hendes forfatterskab skabtes desuden med gennembruddet for den latinamerikanske magiske fortællestil, magisk realisme, hvor hun er blevet anset som en af Nordens åndsfæller til denne litterære genre, med hendes skift mellem det nære svenske Värmland og eventyrets verden.

Udover og igennem sit litterære virke engagerede forfatterinden sig i en række samfundssager, i særdeleshed kvindesagen.
I 1940 sendte hun sin Nobelprismedalje til Finlandsindsamlingen (under Vinterkrigen efter det sovjetiske angreb i 1939) med håbet om, at den kunne omsmeltes og rejse penge til sagen. Der blev dog efter Lagerlöfs død samlet penge til at tilbagekøbe medaljen, så den kunne bevares for eftertiden. Hun involverede sig også i begge verdenskrige, og da nazisterne kom til magten i Tyskland bistod hun flere tyske intellektuelle og kunstnere med at flygte.

Lagerlöf blev aldrig gift eller fik børn, men dyrkede i stedet en række tætte veninder, og det er igennem brevvekslingen med disse kvinder, især Sophie Elkan og Valborg Olander, at vi nok bedst kender forfatterinden uden for hendes egne værker.

Flere af hendes værker er blevet filmatiseret, fx Gösta Berlings saga i 1924, Jerusalem i 1919 og igen i 1996 og Køresvenden i både 1920 og i 1921. Hun er stadig én af verdens mest læste forfattere, hendes portræt har prydet den svenske 20-kroneseddel siden 1991, og flere veje er prydet med hendes navn – også i flere danske byer.

Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf døde den 16. marts 1940, 85 år gammel, på slægtsgården Mårbacka.

Herfra skal lyde en stor tak til én af de forfattere, der blandt andet banede vejen og viste, at kvinder også har deres fulde ret indenfor litteraturens verden.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 157ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; saxo.com; gyldendal.dk)

Anne Holt (1958 – )

Fredag den 16. november fylder den norske forfatterinde og politiker Anne Holt 60 år.

Anne Holt blev født i Larvik og opvoksede i Lillestrøm og Tromsø.

Hun blev uddannet jurist fra Bergens Universitet i 1986 og har siden arbejdet som politifuldmægtig, journalist på Dagsrevyen, advokat i egen praksis samt beklædt posten som norsk justitsminister fra 1996-97 for Arbeiderpartiet.

Dette CV, med kriminalsager og juridiske og politiske anliggender, bliver da også i rigt omfang benyttet i hendes forfatterskab som krimiforfatterinde.

Anne Holt debuterede i 1993 med krimien Blind gudinde (filmatiseret i 1997). Hun havde tilfældigvis læst en annonce for en krimikonkurrence i et dagblad, mens hun arbejde som advokat, og besluttede sig for at give det et forsøg. Hun nåede dog ikke at indsende sit manuskript, inden konkurrencens deadline udløb, men blev antaget med det samme hun indsendte manuskriptet til et forlag. Romanen blev en stor succes og det samme gjorde de efterfølgende bøger i serierne om den lesbiske politibetjent Hanne Wilhelmsen, og efter få år som forfatter kunne Holt ernære sig af dette hverv på fuld tid.

Holt er især kendt for sine stærke plot, de velskrevne miljø- og personskildringer og beskrivelser af storbylivet i Oslo.

Hun har indtil videre skrevet en ordentlig bunke kriminalromaner, og ud over serien om Hanne Wilhelmsen med bøgerne Blind gudinde (1993), Salige er de som tørster (1994), Dæmonens død (1995), Løvens gab (1997), Død joker (1999), Uden ekko (2000), Sandheden bag sandheden (2003), 1222 (2007) og Offline (2015), finder vi også serien med Inger Johanne Vik og Yngvar Stubø som de centrale figurer med Det der er mit (2001), Det som aldrig sker (2004), Madam President (2006), Pengemanden (2009) og Skyggedød (2012).

Forfatterindens romanserie om hjertelægen Sara Zuckerman med Flimmer (2011) og Sudden Death (2015) er skrevet i samarbejde med hendes bror Evan Holt.

Derudover har Holt skrevet børnebogsserien om Kasper og Sofie sammen med Tor Åge Bringsværd, der omfatter Kasper kommer på hospitalet (1996), Kasper og Sofie får nye cykler (2008) og Kasper og Sofie lærer at svømme (2008).

Forfatterinden har siden 2000 dannet par med Anne Christine Kjær, med hvem hun i dag bor i Oslo sammen med deres datter Iohanne.

Holts seneste udgivelse er I støv og aske (2018) og den fortsætter Hanne Wilhelmsen-serien med det 11. bind.

Holt har vundet flere priser for sit forfatterskab, heriblandt Rivertonprisen i 1994, Boghandlerprisen i 1995 og Cappelenprisen i 2001 og hun er medejer af Piratforlaget.

Herfra skal lyde et stort tillykke til Anne Holt på hendes runde dag – og en stor tak for bidraget til litterære figurer med girl power i og grundigt researchet kriminallitteratur.

(Kilder: gyldendal.dk; forfatterweb.dk; wikipedia.org; krimiwiki.dk; saxo.com; bog-ide.dk; bibliografi.dk)

Carlos Fuentes (1928-2012)

Søndag den 11. november er det 90 år siden, at den mexicanske forfatter Carlos Fuentes Marcías kom til verden i Panama City.

Faderen var diplomat og den lille Carlos voksede derfor op forskellige steder i Latinamerika og USA. I 1944 vendte Fuentes tilbage til Mexico og fik offentliggjort sine første artikler og fortællinger.

I 1950´erne studerede han jura og gik i faderens fodspor og indledte en diplomatisk karriere. Som venstreorienteret støttede han revolutionen på Cuba og protesterede mod politisk undertrykkelse i kapitalistiske såvel som kommunistiske lande.

I 1958 udsendte Fuentes sin første roman Hvor luften er klarest, der slog hans navn som eksperimenterende forfatter fast. Romanen er et portræt af Mexico City opbygget af sammenflettede fragmenter af samtaler, avisartikler, indre monologer, osv.

I 1959 blev han gift med Rita Macedo, et ægteskab, der varede indtil 1973, og med hvem han fik datteren Cecilia. I 1976 og frem til sin død, var han gift med Silvia Lemus. Med Silvia fik han sønnen Carlos og datteren Natasha, men ingen af disse overlevede deres fader, da de begge døde af sygdom inden de fyldte 30.

Det internationale gennembrud kom med romanen Artemio Cruz´ død (1962), om magtens væsen og den mexicanske revolutions indbyggede problemer.

Forfatteren fortsatte sine monumentale romaneksperimenter med blandt andet Hamskifte (1967) og Terra Nostra (1975).

I 1974 blev Fuentes mexicansk ambassadør i Frankrig, men fratrådte allerede i 1977 som reaktion på, at den ansvarlige for massakren på studenter i Mexico City blev ambassadør i Spanien.

I 1978 udkom den politiske thriller Hydraens hoved og selvom der var tale om et stilistisk skift, var den filosofiske grundidé stadig tydelig – at den latinamerikanske identitet er flertydig, modsætningsfyldt og socialt forankret i grene som fx den indianske befolkning, efterkommere af de spanske erobrere og den nordamerikanske dominans. Denne grundidé ses også i romanerne Den gamle gringo (1985), Kristoffer ufødt (1987), Felttoget (1990) og Årene med Laura Díaz (1999).

I anledning af 500-året for Columbus´ opdagelse af Amerika i 1492 genoptog Fuentes sin diplomatiske aktivitet for at styrke de kulturelle bånd mellem den iberiske halvø og Latinamerika. Denne forbindelse begrundede han blandt andet i tv-serien og essayværket Det begravede spejl (1992).

Blandt andre populære værker fra forfatterens hånd kan nævnes romanerne Aura (1962), En fjern familie (1980) og Inez (2001) og flere af hans værker er blevet filmatiseret.

Foruden romaner, noveller og essays skrev forfatteren også drejebøger og skuespil, og ved siden af sin omfattende litterære produktion var han en flittig og engageret kultur- og samfundsdebattør i verdenspressen. Han har modtaget et hav af priser og æresbevisninger for sit litterære såvel som sit politiske arbejde.

Carlos Fuentes Marcías døde den 15. maj 2012, 83 år gammel, af en hjerneblødning i Mexico City. Han modtog en statsbegravelse dagen efter med deltagelse af blandt andet den mexicanske præsident Calderón.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der blandt andet satte fokus på den mexicanske og latinamerikanske identitet og historie, som vi alle kan lære en del af.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 164f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; nytimes.com)

Johan Nordahl Brun Grieg (1902-1943)

Torsdag den 1. november er det 116 år siden, at den norske digter, forfatter, dramatiker og journalist, Johan Nordahl Brun Grieg, kom til verden i Bergen som søn af lærerparret Peter Lexau Grieg og Helga Vollan.

Den lille Johan blev opkaldt efter sin tip-tip-oldefar Johan Nordahl Brun, der blandt andet stod bag Norges første nationalsang. Hans bror var desuden den ledende forlægger for Gyldendal Norsk Forlag, Harald Grieg.

Nordahl Grieg debuterede i 1922 med sømandsdigtene Rundt Kap det gode Haab, hvor inspirationen især var hentet i hans tid som matros. Debuten blev efterfulgt af kriminalromanen Bergenstoget plyndret inat (1923) skrevet under pseudonymet Jonathan Jery i samarbejde med Nils Lie og filmatiseret i 1927. I 1924 udgav Grieg den opsigtsvækkende roman Skibet gaar videre med skildringer af sømandslivet.

I 1925 udkom digtsamlingen Stene i strømmen efterfulgt af Norge i våre hjerter (1929), der var med til at cementere Griegs forfatterskab.

I Oslo studerede forfatteren filologi og arbejdede som journalist på Tidens Tegn og Oslo Aftenavis. Efter studieophold i Oxford blev Grieg som journalist sendt til det borgerkrigshærgede Kina i 1927 og til Moskva i 1932, hvor han udviklede sig til en habil rejsebrevsforfatter med udgivelser som fx Kinesiske dage (1927). Opholdet i Oxford inspirerede desuden forfatteren til essaysamlingen De unge døde (1932) med oversættelser af blandt andet Byron, Shelly og Keats.

Den unge Grieg var altså en handlingens mand, der inden han fyldte 23 år havde været til søs, gået til fods fra Hamburg til Rom, havde studeret et år i Oxford, arbejdet som journalist, taget filologisk embedseksamen og udgivet en række bøger.

Hans ophold fra 1932-1934 i Sovjetunionen afstedkom, at Grieg blev overbevist kommunist og i tidsskriftet ”Veien frem”, som forfatteren udgav i 1936-37 vendte han skarp kritik mod det nazistiske Tyskland såvel som mod stormagterne i Vesten, som han ikke mente, tog problemet alvorlig nok. Tydeligst giver forfatterens Sovjet-tro sig udslag i den journalistisk prægede roman Ung må verden ennu være (1938), der skildrer Sovjetunionen under Moskvaprocesserne og Spanien under borgerkrigen. Derudover fandt hans politiske ildhu særligt udtryk i organisationen ”Sovjetunionens venner”, som han ledede.

Som dramatiker debuterede Grieg i 1927 med En ung manns kjærlighet og Barrabas efterfulgt af Atlanterhavet (1932), Vår ære og vår makt (1935) og Men imorgen (1936).

I 1937 blev Grieg sendt til Spanien under Den Spanske Borgerkrig, hvor forfatteren skrev sit dramatiske hovedværk Nederlaget (1937) samt reportagebogen Spansk sommer (1937-38).

I 1940 blev han gift med skuespillerinden Gerd Egede-Nissen.

Under den tyske besættelse af Norge gik forfatteren i eksil i England. Her blev han uddannet til officer og deltog som krigskorrespondent i flere allierede bombetogter over Tyskland. Det var også under krigen, at Grieg for alvor blev allemandseje med sine digtoplæsninger i BBC´s norske radiosendinger.

Efter krigen udkom digtsamlingerne Friheten (1943-45) og Håbet (1946) posthumt. I dagens Danmark er Nordahl Griegs nok mest kendte digt den pacifistiske hymne Til ungdommen (1936), bedre kendt som Kringsatt av fiender med musik af Otto Mortensen fra 1952.

Taler og artikler fra krigstiden er samlet i Flagget (1945) og Veien frem (1947) rummer artikler fra tidsskriftet af samme navn. I 1947 udkom Griegs Samlede værker i syv bind og filmmanuskriptet Større kriger, som forfatteren skrev i London 1940-41 blev genfundet i 1989 og udgivet i bogform året efter.

Johan Nordal Brun Grieg blev dræbt den 2. december 1943, da han som krigskorrespondent deltog i et bombetogt over Berlin. Han blev kun 41 år gammel og blev begravet i en tysk massegrav.

Grieg var én af Norges mest markante digtere i sin samtid og forfatterens eftermæle er stort. Flere veje, i Norge, Tyskland og Danmark, er efterfølgende blevet opkaldt efter ham. Grieg har fået sin egen musical og en statue af forfatteren blev rejst ved Den Nationale Scene i Bergen i 1957, og i Kleinmachnow i Tyskland blev en mindesten sat op i 2003 på stedet, hvor hans flyver styrtede ned 60 år tidligere. Hvert år i december afholdes det ti km lange Nordahl Grieg mindeløb, der passerer stenen. Og som et eksempel på forfatterens fortsatte betydning og aktualitet som fædrelandsdigter blev flere af hans digte brugt til at sætte ord på landesorgen efter Utøya-tragedien den 22. juli 2011.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der blandt meget andet gav os disse meget smukke og stadig betydningsfulde linjer:

Kringsat af fjender, gå
ind i din tid
Under en blodig storm
vi dig til strid
Kanske du spør’ i angst
udækket. åben:
Hvad skal jeg kæmpe med
hvad er mit våben?

Her er dit værn mod vold
her er dit sværd
troen på livet vort
menneskets værd
For al vor fremtids skyld
søg det og dyrk det
dø om du må, men
øg det og styrk det

Stilt går granaternes
glidende bånd
Stands deres drift mod død
stands dem med ånd
Krig er foragt for liv
Fred er at skabe
Kast dine kræfter ind:
Det onde skal tabe

Ædelt er mennesket
jorden er rig
Findes her sult og nød
skyldes det svig
Ja ja, i livets navn
skal uret falde
solskin og brød og ånd
ejes af alle

Dette er løftet vort
fra søster til bror
vi skal bli’ gode mod
menneskenes jord
Vi vil ta’ vare på
skønheden, varmen
som om vi bar et barn
varsomt på armen

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 187f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; snl.no)

Evelyn Waugh (1903-1966)

Søndag den 28. er det 115 år siden, at den britiske forfatter Arthur Evelyn St. John Waugh kom til verden i West Hampstead, London, Storbritannien.

Den lille Arthur Evelyn blev født ind i en forlæggerfamilie, og efter studier i Oxford forsøgte han sig som blandt andet maler, kostskolelærer og journalist.

Evelyn Waugh debuterede i 1928 med romanen Forfald og Fald, der giver en ironisk og grotesk beskrivelse af livet og lærerstaben på kostskolerne.

I 1928 blev Waugh gift med Evelyn Gardner. Ægteskabet holdt dog kun et par år, og efter skilsmissen i 1930 konverterede Waugh til katolicismen. En af grundene til dette var hans kritiske syn på samtidens overfladiske livsudfoldelse. Denne kritik kommer blandt andet til udtryk i Syndige sjæle (1930), Sort uheld (1932), En håndfuld støv (1934), Godt stof (1938) og Gensynet med Brideshead: Captain Ryders aandelige og verdslige erindringer (1945, tv-serie i 1981).

Fra 1928-1937 foretog Waugh flere rejser i Europa, Mellemøsten, Afrika og Amerika. Her arbejdede han blandt andet som journalist, og under disse rejser skrev han rejsebøger baseret på sine erfaringer, heriblandt Dante Gabriel Rossetti (1928) og Edmund Campion (1935).

I 1937 ægtede forfatteren Laura Herbert, med hvem han blev sammen indtil sin død i 1966. Han levede i denne periode som forfatter og som traditionel, konservativ godsejer.

Under 2. Verdenskrig gjorde Waugh tjeneste som officer ved Middelhavsflåden og hans nok mest ambitiøse værk, krigstrilogien Sword of Honour (samlet udgave 1965), der omfatter Tapre krigere (1952), Officerer og gentlemen (1955) og Unconditional Surrender (1961), bygger på forfatterens egne erfaringer fra krigen. Trilogien er en af engelsk litteraturs mest omfattende behandlinger af 2. Verdenskrig.

Efter krigen levede Waugh et tilbagetrukket liv i det vestlige England.

Ud over Waughs rejsebøger og erindringer, er det især hans satiriske samtidsromaner, der ofte portrætterer mellemkrigstidens engelske overklasse, der gjorde ham til en populær forfatter. Han benyttede sig ofte af egne oplevelser til sine romaner og til én af de mest succesfulde romaner hører Stemningsfuld begravelse (1948), der blev filmatiseret i 1965.

Efter krigen udviklede Waughs forfatterskab sig fra det satiriske til det mere ambitiøs. Dette kan fx ses i Sword of Honour trilogien, hvor den evige kamp mellem det gode og det onde og kampen mellem det civile og det barbariske kommer til udtryk, samt i romanen Helena (1950) om Konstantin den Stores moder, hvor forfatteren forsøgte at genskabe et vigtigt øjeblik i kristendommens historie med et specifikt teologisk aspekt for øje.

Arthur Evelyn St. John Waugh døde den 10. april 1966, 62 år gammel, I Combe Florey, Somerset, Storbritannien.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der gav os et unikt indblik i krig såvel som i det britiske godsejerliv med hans satiriske og fiktive førstehåndsskildringer.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 463); britannica.com; denstoredanske.dk; wikipedia.org; bibliografi.dk)

Günter Grass (1927-2015)

Tirsdag den 16. oktober er det 91 år siden, at den tyske grafiker, billedhugger og nobelprisvindende forfatter, Günter Grass, kom til verden i Fristaden Danzig, det nuværende Gdansk i Polen.

Som teenager blev Grass en del af nazisternes militærmaskine som medlem af Waffen-SS, og ved krigens afslutning i 1946 sad han i amerikansk krigsfangenskab. Han skulle efterfølgende finde sin plads i et ødelagt Tyskland, og det blev først som stenhuggerlærling og fra 1949-52 studerede han på kunstakademierne i Düsseldorf og Berlin.

Grass boede i Paris fra 1956-60 og flyttede senere til Berlin. Han havde blot fået en enkelt digtsamling og et par teaterstykker offentliggjort før hans massive internationale gennembrud kom med romanen Bliktrommen i 1959. Værket blev filmatiseret i 1979. Værket udgjorde første bind af forfatterens Danziger-trilogi, om Tysklands katastrofale historie i 1900-tallets første halvdel.

Denne trilogi satte for alvor Günter Grass på det litterære verdenskort og består ud over Bliktrommen (1959) af Kat og mus (1961) og Hundeår (1963). Trilogien fortælles fra et frøperspektiv, mest tydeligt i Bliktrommen, hvor fortælleren, dværgen Oskar Matzerath, i protest mod verden vælger at standse sin vækst som tre-årig.

Universet fra Danzig benytter Grass også i sine senere romaner som fx Lokalbedøvet (1969) og Flynderen (1977), hvoraf dele er skrevet i Naturstyrelsens Vogterhus i Ulvsdale på Møn, som Grass tog ophold i hver sommer fra 1976. En skulptur af Grass, Flynderen eller Flynder i håndtag (Der Butt im Griff, 2004), står desuden på Sønderborg Havn. Danzig-universet går igen i Rottesken (1986) samt Ildevarsler (1992) og det er først med En længere historie (1995), en kritisk roman om Tysklands genforening efter Berlinmurens fald, at Grass helt forlader Danzig rent litterært.

Som forfatter var Grass lyriker, dramatiker og prosaist. Han blev en fast bestanddel af den berømte Gruppe 47, der var en sammenslutning af tyske forfattere, der læste højt for hinanden af deres uudgivne materiale. Som kunstner bedrev Grass primært akvareller og skulpturer og han illustrerede selv flere af sine romaner.

Fra midt i 1960´erne engagerer forfatteren sig i politik, især som fortaler og taleskriver for socialdemokraten Willy Brandt, hvilket Grass blandt andet beretter om i den fiktive og kritiske ”dagbog” Af en snegls dagbog (1972), hvor han også gør rede for sine egne politiske standpunkter og erfaringer.

Privat var Grass´ liv lidt af en ”rodebutik”. Han fik i alt seks børn med fire forskellige kvinder. Han blev i 1954 gift med Anna Margareta Schwartz og parret fik sammen tre sønner og en datter. Ægteskabet fik dog en afslutning i 1978, da forfatteren ”løb hjemmefra” og fædrede endnu to døtre med forskellige kvinder. I 1979 ægtede Grass Ute Grunert. Hun bragte to sønner med sig ind i ægteskabet, og den yngste af hans døtre blev holdt hemmelig i flere år. Han var gift med Ute indtil sin død i 2015.

Igennem årene blev forfatteren af mange anset for at være Tysklands moralske stemme, da han gennem sine bøger og sit store engagement i den offentlige debat konstant insisterede på at skrive og tale om det, der gjorde mest ondt i den tyske folkesjæl. Han blev især berømt for at skildre Tyskland omkring Anden Verdenskrig og for at beskrive de tyske soldater – ikke kun som bødler, men også som ofre.

I 2006 udgav forfatteren selvbiografien Når løget skrælles, hvor Grass blandt andet afslørede, at han som 15-årig under Anden Verdenskrig havde meldt sig frivilligt som soldat og som 17-årig var blevet indkaldt til elitetropperne Waffen-SS. Dette afstedkom en hård kritik af forfatteren, da han igen og igen havde kritiseret tyskerne for ikke at konfrontere deres fortid, men først afslørede sin egen efter mere end 60 år. Selvbiografien var en del af en trilogi, der også omfatter Mørkekammerhistorier (2008), hvor forfatteren beskriver sit liv set ud fra sine børns perspektiv samt Grimms Wörter (2010), der ud over Grass selv og hans kærlighed for det tyske sprog og hans politiske engagement også handler om brødrene Jacob og Wilhelm Grimm.

Blandt andre værker fra forfatterens hånd finder vi en samling af 100 korte prosastykker, Mit århundrede (1999), den lange novelle I krebsgang (2002) og digtet Hvad der må siges (2012).

Grass modtog mange æresbevisninger for sit forfatterskab, der ud over stort set samtlige tyske litteraturpriser, blandt andet også omfatter Sonningprisen i 1996, nobelprisen i litteratur i 1999 og prisen som Årets Europæer i 2012.

Günter Grass døde den 13. april 2015 i den tyske by Lübeck, 87 år gammel.

Herfra skal lyde en stor tak til forfatteren, der løftede den tyske litteratur efter Anden Verdenskrig og formåede at skildre den tyske historie på en helt ny, skæv og krøllet, måde.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 183ff); forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; politiken.dk; jyllands-posten.dk; information.dk).