Jules Gabriel Verne (1828-1905).

Torsdag d. 8. februar er det 190 år siden, at den franske forfatter Jules Gabriel Verne kom til verden på en ø i floden Loire, nær Nantes.
Den vordende forfatter voksede op i et borgerligt og strengt katolsk hjem, som søn af advokat Pierre Verne og hans kone Sophie. Han var den ældste ud af fem børn og blev som 9-årig sendt på kostskole i Nantes sammen med sin bror, hvor han bl.a. studerede latin.

Som 12-årig tog han hyre på en skonnert, der skulle til Indien. Her ville han hente et koralhalsbånd hjem til sin kusine, som han gjorde kur til. Den unge Jules nåede dog ikke længere end til Loireflodens udmunding, da hans fader lige akkurat nåede at fange den unge eventyrer, inden han forsvandt ud på det åbne hav.

Som ung flyttede Jules Verne til Paris for at læse jura. Sideløbende med studierne fulgte han forelæsninger i matematik og geografi samt besøgte byens litterære saloner og omgik forskellige videnskabsfolk og opdagelsesrejsende.
Faderen Pierre Verne opdagede, at sønnen var mere optaget af at skrive end at studere, og inddrog den økonomisk støtte til sønnen, hvorfor Jules blev nødt til at finde andre indtægtskilder, og han blev bl.a. børsmægler, hvilket han dog ikke brød sig synderligt om. Det lykkedes imidlertid også den unge Verne at tage den juridiske embedseksamen i 1850.

Verne omgikkes bl.a. Victor Hugo og Alexander Dumas (den ældre) i Paris. Dumas tog den unge forfatter under sine vinger og Verne debuterede i 1851 som dramatiker på Dumas´ Théâtre Historique med stykket De afbrækkede strå. Efterfølgende skaffede Dumas Verne en stilling som sekretær på Théâtre Lyrique, mens han sideløbende læste en del geografi og naturhistorie samt fulgte med i videnskabelige og tekniske nyheder, der senere skulle vise sig at danne grundlag for hans forfatterskab.

I løbet af 1850´erne udgav Jules Verne en lille håndfuld noveller og skrev en række teaterstykker mens han bestred forskellige stillinger. Forfatterens skønlitterære debut kom i 1851 med novellerne Syd-Amerika (1851) og Den videnskabelige familie (1851).

Modsat Paris´ ukronede førsteelsker Alexander Dumas, var Verne langt fra damernes ven. Han led af bulimiske spiseforstyrrelser og en nervelidelse lammede desuden i 1855 den venstre side af hans ansigt og selv kusinen, som han havde været på vej til Indien for, ville ikke vide af hans tilnærmelser. Lykken vendte dog i 1857, da han giftede sig med den 26-årige enke og mor til to døtre, Honorine Anne-Hébé Morel. De fik sammen sønnen Michel Jean Pierre Verne i 1861 og boede frem til midten af 1872 i Paris og herefter i Amiens.

Det folkelige gennembrud som forfatter kom i 1863, da den berømte og mest betydningsfulde forlægger i Frankrig, Pierre-Jules Hetzel, udgav Vernes Fem uger i ballon i serien ”fantastiske rejser” (Les Voyages Extraordinaires). Manuskriptet var landet på forlæggerens skrivebord efter at Vernes hustru havde reddet det fra kaminilden, da Verne havde kastet det derind i ren frustration, vrede og desperation. Hetzel skulle sidenhen vise sig at have en utrolig stor rolle at spille i Vernes videre forfatterskab, især som rådgiver.

Herefter fulgte den ene eventyrroman efter den anden i hastigt tempo – om rejser i den farlige og vilde natur, til lands, til vands og i luften, med ny teknologi som undervandsbåde, rumraketter og kæmpekanoner. Bl.a. kan Rejsen til jordens indre (1864), Rejsen til månen (1865), Kaptajn Grants børn (1868), En verdensomsejling under havet (1870), Jorden rundt i 80 dage (1872), Den hemmelighedsfulde ø (1875), Doktor Ox (1872), Kaptajnen på femten aar (1878) og Den indiske arv (1879), nævnes som få ud af mange.

De fleste af Vernes fortællinger blev udsendt som føljetoner i Magazine d´Éducation et de Récréation, der udkom to gange om ugen, og først herefter udkom de i bogform.

I marts 1886 blev forfatteren skudt og alvorligt såret i sin venstre fod af sin sindssyge nevø Gaston, der for gerningen kom til at tilbringe resten af sit liv på et sindssygehospital. Samme måned døde hans forlægger Hetzel og i 1887 fulgte Vernes elskede moder.

I de følgende år fortsatte Verne med at skrive, dog i en mørkere tone. Fra denne periode kan bl.a. Slottet i Karpatherne (1892) og Fyrtårnet ved verdens ende (1905), nævnes. I 1888 kastede forfatteren sig over lokalpolitik og blev valgt som medlem af byrådet i Amiens, hvor han var aktiv de næste 15 år.

Verne blev især kendt for at skrive om rejser i verdensrummet, luften og under vandet, længe før disse former for rejser var en mulighed for mennesket. Han havde sans for tekniske og naturvidenskabelige detaljer og dette har da også været grunden til, at titlen som science fiction romanens forgænger (delt med H. G. Wells) er tilfaldet ham i visse kredse. Selvom Verne foretog omhyggelige geografiske og tekniske studier, hentede han dog det meste af inspirationen til sine værker i fantasiens univers.

Verne blev i mange år regnet som børne- og ungdomsforfatter, bl.a. fordi hans ofte meget omfattende romaner i mange tilfælde og på mange sprog kun blev oversat i forkortede og bearbejdede udgaver, men det moderne voksne publikum har efterhånden lært at tage hans litteratur alvorligt og har desuden lært ham at kende igennem de talrige tv-serier og filmatiseringer af hans værker.

Forfatteren besøgte København i 1881 med sit eget sejlskib Saint Michel. Bl.a. var han en tur oppe i toppen af spiret på Vor Frelser Kirke. Netop denne tur havde Verne tidligere ladet to af sine hovedpersoner i romanen Rejsen til jordens indre (1864) tage, for at få kontrol over deres svimmelhed. Meget af romanens handling foregår netop i Danmark og på Island.

Verne er også forfatteren til Danmarks første billigbøger, der i 1913 udkom på Kunstforlaget Danmark i forkortede udgaver, men med de originale illustrationer. Desuden var Verne i sine senere romaner yderst tyskfjendsk indstillet som resultat af den fransk-tyske krig i 1871, hvilket ikke just blev opfattet som et minus hos et dansk publikum.

Forfatterens produktion blev i tidens løb til omkring 80 ”rejse”-romaner og 15 skuespil, hvoraf en del af skuespillene er dramatiseringer af romanerne. Desuden omfatter hans værker også en række digte, sange, voksenromaner, noveller og essays. Og blandt de mest kendte, ikke allerede nævnte titler, finder vi bl.a. Zarens kurer (1871).

I 1863 skrev Verne romanen Paris i det 20. århundrede om en ulykkelig ung mand, der levede i en verden af skyskrabere i glas, biler drevet af gas, højhastighedstog, regnemaskiner og et verdensomspændende kommunikationsnetværk. Historien slutter tragisk, og Vernes forlægger Hetzel foreslog, at han skulle vente 20 år med at udgive romanen, da den på daværende tidspunkt ville være ødelæggende for Vernes karriere. Verne gemte manuskriptet i et pengeskab og det blev først genfundet i 1989 af hans barnebarn og bogen udkom i 1994.

På trods af, at Jules Verne ifølge UNESCO´s oversætterstatistik er den anden mest oversatte forfatter i verden (næst efter Agatha Christie), har han aldrig modtaget nogen pris for sin forfattervirksomhed. ESA´s første automatiserede rum-shuttle er dog opkaldt efter forfatteren.
Forfatteren opnåede imidlertid rigdom og berømmelse. I alderdommen var hans syn kraftigt svækket med stær på det ene øje og det andet øje ødelagt på grund af overanstrengelse. Derudover led han af sukkersyge.

Jules Verne døde d. 24. marts 1905, i den franske by Amiens, 77 år gammel.
På trods af manglende priser til forfatteren, er vi her i Obscurum ham dybt taknemmelig for hans bidrag til den litterære verden med et næsten uhyggeligt fremtidssyn og en sublim formidling af eventyr og fantastiske rejser.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 452f); forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; unesco.org)

Henning Mankell (1948-2015).

Lørdag d. 3. februar er det 70 år siden, at den svenske forfatter og dramatiker Henning Georg Mankell kom til verden i den svenske hovedstad Stockholm.

Hans far var dommer og hans mor forlod familien til fordel for friheden. Farmoren lærte den lille Henning at læse som 6-årig og faderen opfordrede generelt børnene til at læse.

Som 16-årig stak Mankell til søs som pakker på et skib, der sejlede med kul og stål til Nordamerika. Et par år efter afmønstrede han og slog sig ned i Paris og han vendte halvandet år senere tilbage til Sverige og begyndte en skuespilleruddannelse.

Mankell blev i 1980 gift med Ulla Blom Ivarsson, et ægteskab der dog kun holdt et års tid. I 1987 og de næste ti år frem var han gift med Kari Eidsvold-Mankell og i 1998 blev forfatteren gift med Eva Bergman, et ægteskab, der skulle holde frem til hans død. Han fik fire sønner.

Forfatteren debuterede i 1973 med romanen Bergsprängaren og efter debuten rejste han til Afrika, og tilbragte siden den ene halvdel af året i Mobotu i Mozambique og den anden i den skånske by Ystad, Sverige. I Mozambique arbejde Mankell bl.a. som instruktør og dramaturg og forfatterens engagement i det afrikanske kontinents postkoloniale virkelighed er bl.a. kommet til udtryk i en række romaner, som fx Kennedys hjerne (2006).

Det var dog først i 1990´erne, at Mankell for alvor brød igennem til det større publikum, med sin serie på tolv kriminalromaner om kriminalkommissær Kurt Wallander fra Ystad. Serien er i stort omfang filmatiseret, og turister strømmer til Ystad for at træde i kriminalkommissærens fodspor. Serien omfatter: Mordere uden ansigt (1991), Hundene i Riga (1992), Den hvide løvinde (1993), Skyggerne (1994), Ildspor (1995), Den femte kvinde (1996), Det næste skridt (1997), Brandvæg (1998), novellerne Pyramiden (1999), Inden frosten (2002), der har Wallanders datter Linda som hovedpersonen, Den urolige mand (2009) og Hånden (2013).

Henning Mankell gav i høj grad udtryk for, at han var venstreorienteret, og paradoksalt er hans succesfulde serie endt med at blive alt det, den er vendt imod i form af dens eksportsucces. På trods af forfatterens millionindtægter lænede han sig ikke tilbage i magelighed, men kastede sig ind i diverse politiske konflikter, som fx Israel-Palæstina-konflikten, hvor han i 2010 blev fængslet af det israelske militær, da han sammen med en gruppe fredsaktivister forsøgte at sejle en nødhjælpsflåde til Gaza.

Forfatteren står dog bag meget andet end krimier, og har udgivet både teaterstykker, børne- og ungdomsbøger og en stribe andre romaner. Siden debuten i 1973 har han, bortset fra en periode i midt-firserne, hvor han helligede sig teatret, mere eller mindre udgivet et litterært værk om året. Blandt andet kan romanerne Leopardens øje (1990), Danselærerens genkomst (2000), Tea-Bag (2001), Dyb (2004), Italienske sko (2006), Kineseren (2008) og Mindet om en snavset engel (2012) samt børnebøgerne Hunden som sprang mod en stjerne (1990) og Ildens hemmelighed (1995), nævnes.

Han har vundet flere priser for sit forfatterskab, bl.a. Astrid Lindgren-prisen i 1996 og priser for bedste svenske krimi i både 1991 og 1995.

I 2015 udkom den selvbiografiske roman En alvorlig historie om glæden ved livet, der tager udgangspunkt i hans kræftsygdom, som blev opdaget ved et tilfælde.

Henning Mankell døde d. 5. oktober 2015 i Göteborg, 67 år gammel.

Herfra mindes vi den svenske krimikonge og takker for hans bidrag.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; gyldendal.dk; saxo.com)

Sidonie-Gabrielle Colette (1873-1954).

Søndag d. 28. januar er det 145 år siden, at den franske forfatterinde Sidonie-Gabrielle Colette kom til verden i landsbyen Saint-Sauveur-en-Puisaya i Bourgogne. Hendes far var krigshelt og skatteopkræver, og familien var forholdsvis velstillet, hvilket dog ændrede sig, pga. uheldige investeringer. Dog lykkedes det familien at sende Colette i folkeskole fra hun var 6-17, hvilket på dette tidspunkt var en forholdsvis lang uddannelse for en fransk pige. Hun havde en lykkelig barndom, der senere skulle blive emnet for flere af hendes bøger.

Hun blev i 1893 gift med den 14 år ældre levemand og trivialromanforfatter Henri-Gauthier Villars, også kendt under pseudonymet Willy, et ægteskab, der varede indtil separationen i 1906, da Colette forlod sin utro mand, indtil den endelige skilsmisse i 1910. Dog ville Colette efter eget udsagn aldrig være blevet forfatter, hvis det ikke havde været for Willy.

Sammen med Willy skrev Colette en serie utroligt populære pigebøger, indledt med Claudines Skoletid (1900) og efterfulgt af Claudine i Paris (1901), Claudine gifter sig (1902) og Claudines farvel (1903). Selvom disse bøger var skrevet semi-selvbiografiske fra Colettes perspektiv, blev de skrevet under pseudonymet ”Willy”, hendes første mand, som også havde ophavsretten til romanerne, hvorfor Colette aldrig selv fik finansiel vinding ved den populære debut.

Efter skilsmissen fra Willy indledte Colette lesbiske kærlighedsaffærer med forskellige kvinder, bl.a. kollegaen Mathilde de Morny, alias Missy, og den amerikanske forfatter Natalie Barney. Hun arbejdede i denne periode i den franske cabaret- og teaterverden, både som skuespillerinde, mimer og forfatter og hun spillede sågar sin egen fiktive Claudine i forskellige sketches, og tjente dog kun lige nok til dagen og vejen. Denne periode af Colettes liv kan genfindes i forfatterindens første selvstændige roman Lille Vagabond (1910), der handler om kvinders uafhængighed i en mandeverden – et ofte tilbagevendende tema i hendes forfatterskab.

I 1912 giftede hun sig med avisredaktøren Henry de Jouvenel, med hvem hun året efter fik datteren Colette de Jouvenel. Men heller ikke dette ægteskab holdt, delvis på grund af Jouvenels utroskab, og delvis på grund af Colettes affære med sin 16-årige stedsøn, Bertrand de Jouvenel. Parret gik hver til sit i 1924.

Under Første Verdenskrig arbejde Colette primært som journalist, og i 1920 udkom Colettes gennembrud Chéri, der handler om en ældre kvinde og en yngre mand.

1920´erne og 30´erne blev Colettes mest produktive periode og snart blev hun hyldet som Frankrigs største forfatterinde.

I 1925 mødte hun den 16 år yngre Maurice Goudeket, som hun giftede sig med ti år efter. Goudeket blev Colettes sidste ægtemand og de forblev sammen indtil forfatterindens død. Ved Frankrigs fald under 2. Verdenskrig befandt parret sig i Paris, og Maurice, der var jøde, blev arresteret af Gestapo i 1941. Selv om han blev løsladt efter få måneder, levede Colette resten af sit liv i frygt for endnu en arrestation. Under besættelsen skrev forfatterinden et par memoirer, bl.a. I Paris (1942).

Hendes nok bedst kendte værk er romanen Gigi (1944), filmatiseret i 1949 og adapteret til teater i 1951 med den, daværende, ukendte Audrey Hepburn i hovedrollen, personligt udvalgt af Colette. I 1958 blev værket desuden til en prisvindende Hollywoodmusical.

Colettes forfatterskab kan groft opdeles i to grupper: Romanerne, der omhandler forholdet mellem mænd og kvinder med temaer som utroskab og jalousi, som fx Letsindig uskyld (1909), Lænken (1913), Mitsou (1920), Den anden (1920) og Katten (1933) og historier og erindringer fra provinsen, med natur og dyr som omdrejningspunkt, som fx Den gryende dag (1928) og Sido (1929).

Colette blev i 1936 optaget i Det Belgiske Akademi, og efter krigen var hun i flere år et indflydelsesrigt medlem af Goncourt-akademiet. I efterkrigstiden var Colette en yderst velkendt offentlig personlighed, og på trods af, at hun var alvorligt gigtplaget, fortsatte hun med at skrive.

Sidonie-Gabrielle Colette døde d. 3. august 1954 i Paris, 81 år gammel. Den katolske kirke ville ikke tillade en kirkelig ceremoni, da hun var en fraskilt kvinde, men til gengæld fik hun som den første kvinde en statsbegravelse, da hun i 1953 var blevet officer af Æreslegionen. Hun blev, også som den første franske kvinde, begravet på Pére-Lachaise Kirkegården.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 102f); wikipedia.dk; wikipidea.org; bibliografi.dk; denstoredankse.dk)