Georges Joseph Chrétien Simenon (1903-1989)

Tirsdag d. 13. februar er det 115 år siden, at den franskskrivende, belgiske forfatter Georges Joseph Chrétien Simenon kom til verden i den belgiske by Liége. Ifølge de officielle papirer kom han til verden torsdag d. 12. februar 1903, kl. 23.30, men ifølge forfatterens eget udsagn, fandt fødslen først sted fredag d. 13., kl. 00.10 – men at hans fader, på foranledning af sin overtroiske kone, havde efterdateret fødselstidspunktet.

Moderen, Henriette, var ud af en bondeslægt og havde tidligere arbejdet som ekspeditrice og faderen, Désiré, arbejdede som bogholder i et forsikringsselskab. Familieidyllen var så langt fra intakt. Da den tre år yngre lillebror Christian kom til verden følte Georges sig overset af moderen, hvilket førte til en splittelse, både fra mor og bror. Faderen blev til gengæld idealiseret som rolig, nøjsom og arbejdsom.

Den lille Georges lærte allerede at læse og skrive i børnehaven, og han gik ud af sin katolske folkeskole som den dygtigste elev. Han var desuden messedreng og overvejede i en periode at blive præst.

Han valgte dog i stedet at kaste sig over den russiske litteratur og var særdeles glad for Gogol, Tjekhov og Dostojevskij og det var ikke unormalt, at han lånte omkring ti bøger om ugen på det offentlige bibliotek, dog ikke alle af russiske forfattere.

Som 12-årig fik den unge Georges sine første seksuelle erfaringer med en tre år ældre pige. Han skiftede skole, for at være tættere på denne pige, blot for at finde ud af, at hun havde en ældre kæreste. Han følte sig som en outsider på den nye skole, hvilket resulterede i, at han mistede interessen for religion, vandrede rundt i gaderne om natten, skændtes med sin mor, begyndte at drikke og begå småtyverier samt opsøge prostituerede.

Som 15-årig blev faderen alvorligt syg, og dermed måtte Georges påtage sig at forsørge familien. Han droppede ud af skolen og forsøgte sig, uden den store succes, som konditor og butiksassistent hos en boghandler.

Georges Simenon indledte sin skibentkarriere i en alder af knap seksten år, som journalist på avisen La Gazette de Liége. Han skrev her under pseudonymet Georges Sim og førte sig frem med regnfrakke og pibe. Han fik sin egen daglige klumme og begyndte desuden at offentliggøre korte historier i avisen samt i andre tidsskrifter.

Forfatteren fik sin romandebut i 1921 med Au Pont des Arches.

På trods af Simenons succes, blev han på redaktionen betragtet som en enfant terrible – utilpasset og oprørsk. Dette bragte ham dog til gengæld ind i kunstnerkredse, hvor han i 1920 mødte kunstneren Régine Renchon, som han blev gift med i 1923. Han blev ansat som privatsekretær hos markis Raymond de Tracy, der kom til at fungere som en slags faderfigur for den unge forfatter.

Simenon forsøgte i starten af 20´erne at få fodfæste på den parisiske litterære scene og det lykkedes ham mellem 1924-26 at offentliggøre 200-300 historier i forskellige tidsskrifter, bl.a. med hjælp fra den franske forfatterinde Colette, der fungerede som litteraturredaktør på avisen Le Matin.

Forfatteren kastede sig herefter over billigbogsromaner og triviallitteratur og blev efterhånden en kommerciel succes.

Georges og Régine boede i Paris fra 1924-27 og mens Régine etablerede sig som kunstmaler, benyttede Simenon sin efterhånden pæne indtægt til fester, rejser, biler og kvinder. Der var især to kvinder, der fik forfatterens opmærksomhed. Den ene var den 18-årige Henriette Liberges, som var ansat som husassistent (m.m.), den anden var verdensstjernen Josephine Baker, som Simenon var privatsekretær (m.m.) for.

De første bøger, som forfatteren udgav i eget navn, var bøgerne om kriminalkommissær Jules Maigret. Han startede på serien i 1931 med Pieter fra Letland og den skulle vise sig at blive den store succes, der gav ham et gennembrud som forfatter.

Det var dog ikke med Simenons´ forlags gode vilje, at deres indbringende trivialforfatter havde skiftet stil, og forfatteren måtte kæmpe hårdt for Maigret og sin egen mulighed for at udvikle sig litterært. Maigret-romanerne blev dog med det samme en stor succes og gjorde med ét slag Simenon berømt. Romanerne blev hurtigt oversat til en række andre sprog og allerede i 1931 var et par af romanerne sikret filmatisering.

Sideløbende med værkerne om Maigret, skrev Simenon over hundrede pessimistisk-realistiske romaner om personer, der gør oprør mod tilgroede normer og som forfatteren selv betegnede som ”hårde romaner”. Blandt disse finder vi fx Menneskejagt (1933), Borgmesteren (1939), Sneen var sort (1948), Sandheden om en mand (1963) og Far og søn (1954).

I 1939 fik Régine sønnen Marc, der senere blev filminstruktør og bl.a. filmatiserede mange af sin fars romaner.

Under 2. Verdenskrig blev Simenon udnævnt som kommissær for belgiske flygtninge i området omkring La Rochelle i Frankrig. Flygtningenes skæbne bearbejdede forfatteren senere i romanerne Le Clan des Ostendais (1947) og Le Train (1961).

I 1945 flyttede den lille familie Simenon til New York, men på grund af forfatterens ringe engelskkundskaber rejste de snart videre til det fransktalende Canada. Her fandt han i sin nyansatte sekretær, Denyse Quimet, sin anden kone.

Simenon fortsatte med at rejse rundt, men nu var det europæiske kontinent udskiftet med det amerikanske. Régine havde for lang tid siden affundet sig med at ægtemandens udenomsægteskabelige affærer og et ménage á trois involverende Georges, Régine og Denyse blev ovenikøbet til en ménage á quatre, da Henriette Liberges ankom fra Frankrig. Denyse fødte Georges hans anden søn, John i 1949 og i 1950 lod Simenon sig skille fra Régine og ægtede dagen efter Denyse.

I 1953 fødte Denyse datteren Marie-Georges, kaldet Marie-Jo og et par år efter rejste familien tilbage til Frankrig, uden dog at bosætte sig et fast sted. I 1957 flyttede Simenon til Lausanne i den fransktalende del af Schweiz. I 1959 blev sønnen Pierre født, selvom Georges´ og Denyses ægteskab på dette tidspunkt var præget af druk og vold, og i 1962-64 lod Denyse sig indlægge på en psykiatrisk klinik. Hun flyttede herefter fra ægtemanden, selvom han til sin død modsatte sig en skilsmisse.

Efter at han i 1964 havde ladet Henriette Liberges gå i tjeneste hos sin søn Marc blev Teresa Sburelin ansat som tjenestepige, men blev snart hans elskerinde og desuden plejer, da han blev gammel.
George Simenons sidste roman var Maigret og advokaten (1972) og herefter stoppede han helt med at skrive romaner. Dog dikterede han en lang række erindringsbøger og fra 1973-79 blev det til i alt 21 selvbiografiske bånd.

Georges Simenon var en yderst produktiv forfatter og ud over 75 romaner og 28 noveller om Maigret, blev det til yderligere mindst 117 romaner og 134 noveller, skrevet i eget navn samt næsten 200 romaner og 1.000 noveller, der kan betegnes som triviallitteratur, der blev skrevet under forskellige pseudonymer. Alle hans værker er skrevet på fransk, og han var en af de få populære forfattere, der var højt værdsat af flere af sine forfatterkolleger. Desuden er hans romaner i stor udstrækning blevet filmatiseret. Der er lavet over 65 biograffilm og over 60 internationale tv-produktioner, som fx serier, baseret på forfatterens værker. Derudover skrev Simenon også en smule indenfor andre genrer, som fx rejseberetninger, brevvekslinger og selvbiografier.

Simenons livsstil var ikke uden konsekvenser. Fx skød datteren Marie-Jo sig selv i Paris 1978 og hendes aske blev strøet i Simenons have under et stort træ. Han forsøgte at retfærdiggøre sig selv i sin sidste bog, Mémoires intimes (1981).

I 1984 fik forfatteren med held fjernet en tumor i hjernen, men fik i 1988 en hjerneblødning og blev lammet. Georges Simenon døde d. 4. september 1989 i sit hus i Lausanne, 86 år gammel. Hans aske blev, som hans datters, strøet i haven. På dette tidspunkt havde forfatteren boet ikke mindre end 33 forskellige steder og kendt mere end 10.000 kvinder (ifølge ham selv – Denyse anslår derimod et tal på omkring de 1.200).

Herfra skal lyde en stor tak til den berejste og dameglade belgiske forfatter, der er en af de mest læste forfattere i det 20. århundrede og som især vil blive husket for den eminente kriminalkommissær Maigret.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 400f); wikipedia.dk; denstoredanske.dk; arnoldbusck.dk)

Jules Gabriel Verne (1828-1905).

Torsdag d. 8. februar er det 190 år siden, at den franske forfatter Jules Gabriel Verne kom til verden på en ø i floden Loire, nær Nantes.
Den vordende forfatter voksede op i et borgerligt og strengt katolsk hjem, som søn af advokat Pierre Verne og hans kone Sophie. Han var den ældste ud af fem børn og blev som 9-årig sendt på kostskole i Nantes sammen med sin bror, hvor han bl.a. studerede latin.

Som 12-årig tog han hyre på en skonnert, der skulle til Indien. Her ville han hente et koralhalsbånd hjem til sin kusine, som han gjorde kur til. Den unge Jules nåede dog ikke længere end til Loireflodens udmunding, da hans fader lige akkurat nåede at fange den unge eventyrer, inden han forsvandt ud på det åbne hav.

Som ung flyttede Jules Verne til Paris for at læse jura. Sideløbende med studierne fulgte han forelæsninger i matematik og geografi samt besøgte byens litterære saloner og omgik forskellige videnskabsfolk og opdagelsesrejsende.
Faderen Pierre Verne opdagede, at sønnen var mere optaget af at skrive end at studere, og inddrog den økonomisk støtte til sønnen, hvorfor Jules blev nødt til at finde andre indtægtskilder, og han blev bl.a. børsmægler, hvilket han dog ikke brød sig synderligt om. Det lykkedes imidlertid også den unge Verne at tage den juridiske embedseksamen i 1850.

Verne omgikkes bl.a. Victor Hugo og Alexander Dumas (den ældre) i Paris. Dumas tog den unge forfatter under sine vinger og Verne debuterede i 1851 som dramatiker på Dumas´ Théâtre Historique med stykket De afbrækkede strå. Efterfølgende skaffede Dumas Verne en stilling som sekretær på Théâtre Lyrique, mens han sideløbende læste en del geografi og naturhistorie samt fulgte med i videnskabelige og tekniske nyheder, der senere skulle vise sig at danne grundlag for hans forfatterskab.

I løbet af 1850´erne udgav Jules Verne en lille håndfuld noveller og skrev en række teaterstykker mens han bestred forskellige stillinger. Forfatterens skønlitterære debut kom i 1851 med novellerne Syd-Amerika (1851) og Den videnskabelige familie (1851).

Modsat Paris´ ukronede førsteelsker Alexander Dumas, var Verne langt fra damernes ven. Han led af bulimiske spiseforstyrrelser og en nervelidelse lammede desuden i 1855 den venstre side af hans ansigt og selv kusinen, som han havde været på vej til Indien for, ville ikke vide af hans tilnærmelser. Lykken vendte dog i 1857, da han giftede sig med den 26-årige enke og mor til to døtre, Honorine Anne-Hébé Morel. De fik sammen sønnen Michel Jean Pierre Verne i 1861 og boede frem til midten af 1872 i Paris og herefter i Amiens.

Det folkelige gennembrud som forfatter kom i 1863, da den berømte og mest betydningsfulde forlægger i Frankrig, Pierre-Jules Hetzel, udgav Vernes Fem uger i ballon i serien ”fantastiske rejser” (Les Voyages Extraordinaires). Manuskriptet var landet på forlæggerens skrivebord efter at Vernes hustru havde reddet det fra kaminilden, da Verne havde kastet det derind i ren frustration, vrede og desperation. Hetzel skulle sidenhen vise sig at have en utrolig stor rolle at spille i Vernes videre forfatterskab, især som rådgiver.

Herefter fulgte den ene eventyrroman efter den anden i hastigt tempo – om rejser i den farlige og vilde natur, til lands, til vands og i luften, med ny teknologi som undervandsbåde, rumraketter og kæmpekanoner. Bl.a. kan Rejsen til jordens indre (1864), Rejsen til månen (1865), Kaptajn Grants børn (1868), En verdensomsejling under havet (1870), Jorden rundt i 80 dage (1872), Den hemmelighedsfulde ø (1875), Doktor Ox (1872), Kaptajnen på femten aar (1878) og Den indiske arv (1879), nævnes som få ud af mange.

De fleste af Vernes fortællinger blev udsendt som føljetoner i Magazine d´Éducation et de Récréation, der udkom to gange om ugen, og først herefter udkom de i bogform.

I marts 1886 blev forfatteren skudt og alvorligt såret i sin venstre fod af sin sindssyge nevø Gaston, der for gerningen kom til at tilbringe resten af sit liv på et sindssygehospital. Samme måned døde hans forlægger Hetzel og i 1887 fulgte Vernes elskede moder.

I de følgende år fortsatte Verne med at skrive, dog i en mørkere tone. Fra denne periode kan bl.a. Slottet i Karpatherne (1892) og Fyrtårnet ved verdens ende (1905), nævnes. I 1888 kastede forfatteren sig over lokalpolitik og blev valgt som medlem af byrådet i Amiens, hvor han var aktiv de næste 15 år.

Verne blev især kendt for at skrive om rejser i verdensrummet, luften og under vandet, længe før disse former for rejser var en mulighed for mennesket. Han havde sans for tekniske og naturvidenskabelige detaljer og dette har da også været grunden til, at titlen som science fiction romanens forgænger (delt med H. G. Wells) er tilfaldet ham i visse kredse. Selvom Verne foretog omhyggelige geografiske og tekniske studier, hentede han dog det meste af inspirationen til sine værker i fantasiens univers.

Verne blev i mange år regnet som børne- og ungdomsforfatter, bl.a. fordi hans ofte meget omfattende romaner i mange tilfælde og på mange sprog kun blev oversat i forkortede og bearbejdede udgaver, men det moderne voksne publikum har efterhånden lært at tage hans litteratur alvorligt og har desuden lært ham at kende igennem de talrige tv-serier og filmatiseringer af hans værker.

Forfatteren besøgte København i 1881 med sit eget sejlskib Saint Michel. Bl.a. var han en tur oppe i toppen af spiret på Vor Frelser Kirke. Netop denne tur havde Verne tidligere ladet to af sine hovedpersoner i romanen Rejsen til jordens indre (1864) tage, for at få kontrol over deres svimmelhed. Meget af romanens handling foregår netop i Danmark og på Island.

Verne er også forfatteren til Danmarks første billigbøger, der i 1913 udkom på Kunstforlaget Danmark i forkortede udgaver, men med de originale illustrationer. Desuden var Verne i sine senere romaner yderst tyskfjendsk indstillet som resultat af den fransk-tyske krig i 1871, hvilket ikke just blev opfattet som et minus hos et dansk publikum.

Forfatterens produktion blev i tidens løb til omkring 80 ”rejse”-romaner og 15 skuespil, hvoraf en del af skuespillene er dramatiseringer af romanerne. Desuden omfatter hans værker også en række digte, sange, voksenromaner, noveller og essays. Og blandt de mest kendte, ikke allerede nævnte titler, finder vi bl.a. Zarens kurer (1871).

I 1863 skrev Verne romanen Paris i det 20. århundrede om en ulykkelig ung mand, der levede i en verden af skyskrabere i glas, biler drevet af gas, højhastighedstog, regnemaskiner og et verdensomspændende kommunikationsnetværk. Historien slutter tragisk, og Vernes forlægger Hetzel foreslog, at han skulle vente 20 år med at udgive romanen, da den på daværende tidspunkt ville være ødelæggende for Vernes karriere. Verne gemte manuskriptet i et pengeskab og det blev først genfundet i 1989 af hans barnebarn og bogen udkom i 1994.

På trods af, at Jules Verne ifølge UNESCO´s oversætterstatistik er den anden mest oversatte forfatter i verden (næst efter Agatha Christie), har han aldrig modtaget nogen pris for sin forfattervirksomhed. ESA´s første automatiserede rum-shuttle er dog opkaldt efter forfatteren.
Forfatteren opnåede imidlertid rigdom og berømmelse. I alderdommen var hans syn kraftigt svækket med stær på det ene øje og det andet øje ødelagt på grund af overanstrengelse. Derudover led han af sukkersyge.

Jules Verne døde d. 24. marts 1905, i den franske by Amiens, 77 år gammel.
På trods af manglende priser til forfatteren, er vi her i Obscurum ham dybt taknemmelig for hans bidrag til den litterære verden med et næsten uhyggeligt fremtidssyn og en sublim formidling af eventyr og fantastiske rejser.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 452f); forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; unesco.org)

Henning Mankell (1948-2015).

Lørdag d. 3. februar er det 70 år siden, at den svenske forfatter og dramatiker Henning Georg Mankell kom til verden i den svenske hovedstad Stockholm.

Hans far var dommer og hans mor forlod familien til fordel for friheden. Farmoren lærte den lille Henning at læse som 6-årig og faderen opfordrede generelt børnene til at læse.

Som 16-årig stak Mankell til søs som pakker på et skib, der sejlede med kul og stål til Nordamerika. Et par år efter afmønstrede han og slog sig ned i Paris og han vendte halvandet år senere tilbage til Sverige og begyndte en skuespilleruddannelse.

Mankell blev i 1980 gift med Ulla Blom Ivarsson, et ægteskab der dog kun holdt et års tid. I 1987 og de næste ti år frem var han gift med Kari Eidsvold-Mankell og i 1998 blev forfatteren gift med Eva Bergman, et ægteskab, der skulle holde frem til hans død. Han fik fire sønner.

Forfatteren debuterede i 1973 med romanen Bergsprängaren og efter debuten rejste han til Afrika, og tilbragte siden den ene halvdel af året i Mobotu i Mozambique og den anden i den skånske by Ystad, Sverige. I Mozambique arbejde Mankell bl.a. som instruktør og dramaturg og forfatterens engagement i det afrikanske kontinents postkoloniale virkelighed er bl.a. kommet til udtryk i en række romaner, som fx Kennedys hjerne (2006).

Det var dog først i 1990´erne, at Mankell for alvor brød igennem til det større publikum, med sin serie på tolv kriminalromaner om kriminalkommissær Kurt Wallander fra Ystad. Serien er i stort omfang filmatiseret, og turister strømmer til Ystad for at træde i kriminalkommissærens fodspor. Serien omfatter: Mordere uden ansigt (1991), Hundene i Riga (1992), Den hvide løvinde (1993), Skyggerne (1994), Ildspor (1995), Den femte kvinde (1996), Det næste skridt (1997), Brandvæg (1998), novellerne Pyramiden (1999), Inden frosten (2002), der har Wallanders datter Linda som hovedpersonen, Den urolige mand (2009) og Hånden (2013).

Henning Mankell gav i høj grad udtryk for, at han var venstreorienteret, og paradoksalt er hans succesfulde serie endt med at blive alt det, den er vendt imod i form af dens eksportsucces. På trods af forfatterens millionindtægter lænede han sig ikke tilbage i magelighed, men kastede sig ind i diverse politiske konflikter, som fx Israel-Palæstina-konflikten, hvor han i 2010 blev fængslet af det israelske militær, da han sammen med en gruppe fredsaktivister forsøgte at sejle en nødhjælpsflåde til Gaza.

Forfatteren står dog bag meget andet end krimier, og har udgivet både teaterstykker, børne- og ungdomsbøger og en stribe andre romaner. Siden debuten i 1973 har han, bortset fra en periode i midt-firserne, hvor han helligede sig teatret, mere eller mindre udgivet et litterært værk om året. Blandt andet kan romanerne Leopardens øje (1990), Danselærerens genkomst (2000), Tea-Bag (2001), Dyb (2004), Italienske sko (2006), Kineseren (2008) og Mindet om en snavset engel (2012) samt børnebøgerne Hunden som sprang mod en stjerne (1990) og Ildens hemmelighed (1995), nævnes.

Han har vundet flere priser for sit forfatterskab, bl.a. Astrid Lindgren-prisen i 1996 og priser for bedste svenske krimi i både 1991 og 1995.

I 2015 udkom den selvbiografiske roman En alvorlig historie om glæden ved livet, der tager udgangspunkt i hans kræftsygdom, som blev opdaget ved et tilfælde.

Henning Mankell døde d. 5. oktober 2015 i Göteborg, 67 år gammel.

Herfra mindes vi den svenske krimikonge og takker for hans bidrag.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; gyldendal.dk; saxo.com)