Henning Mankell (1948-2015).

Lørdag d. 3. februar er det 70 år siden, at den svenske forfatter og dramatiker Henning Georg Mankell kom til verden i den svenske hovedstad Stockholm.

Hans far var dommer og hans mor forlod familien til fordel for friheden. Farmoren lærte den lille Henning at læse som 6-årig og faderen opfordrede generelt børnene til at læse.

Som 16-årig stak Mankell til søs som pakker på et skib, der sejlede med kul og stål til Nordamerika. Et par år efter afmønstrede han og slog sig ned i Paris og han vendte halvandet år senere tilbage til Sverige og begyndte en skuespilleruddannelse.

Mankell blev i 1980 gift med Ulla Blom Ivarsson, et ægteskab der dog kun holdt et års tid. I 1987 og de næste ti år frem var han gift med Kari Eidsvold-Mankell og i 1998 blev forfatteren gift med Eva Bergman, et ægteskab, der skulle holde frem til hans død. Han fik fire sønner.

Forfatteren debuterede i 1973 med romanen Bergsprängaren og efter debuten rejste han til Afrika, og tilbragte siden den ene halvdel af året i Mobotu i Mozambique og den anden i den skånske by Ystad, Sverige. I Mozambique arbejde Mankell bl.a. som instruktør og dramaturg og forfatterens engagement i det afrikanske kontinents postkoloniale virkelighed er bl.a. kommet til udtryk i en række romaner, som fx Kennedys hjerne (2006).

Det var dog først i 1990´erne, at Mankell for alvor brød igennem til det større publikum, med sin serie på tolv kriminalromaner om kriminalkommissær Kurt Wallander fra Ystad. Serien er i stort omfang filmatiseret, og turister strømmer til Ystad for at træde i kriminalkommissærens fodspor. Serien omfatter: Mordere uden ansigt (1991), Hundene i Riga (1992), Den hvide løvinde (1993), Skyggerne (1994), Ildspor (1995), Den femte kvinde (1996), Det næste skridt (1997), Brandvæg (1998), novellerne Pyramiden (1999), Inden frosten (2002), der har Wallanders datter Linda som hovedpersonen, Den urolige mand (2009) og Hånden (2013).

Henning Mankell gav i høj grad udtryk for, at han var venstreorienteret, og paradoksalt er hans succesfulde serie endt med at blive alt det, den er vendt imod i form af dens eksportsucces. På trods af forfatterens millionindtægter lænede han sig ikke tilbage i magelighed, men kastede sig ind i diverse politiske konflikter, som fx Israel-Palæstina-konflikten, hvor han i 2010 blev fængslet af det israelske militær, da han sammen med en gruppe fredsaktivister forsøgte at sejle en nødhjælpsflåde til Gaza.

Forfatteren står dog bag meget andet end krimier, og har udgivet både teaterstykker, børne- og ungdomsbøger og en stribe andre romaner. Siden debuten i 1973 har han, bortset fra en periode i midt-firserne, hvor han helligede sig teatret, mere eller mindre udgivet et litterært værk om året. Blandt andet kan romanerne Leopardens øje (1990), Danselærerens genkomst (2000), Tea-Bag (2001), Dyb (2004), Italienske sko (2006), Kineseren (2008) og Mindet om en snavset engel (2012) samt børnebøgerne Hunden som sprang mod en stjerne (1990) og Ildens hemmelighed (1995), nævnes.

Han har vundet flere priser for sit forfatterskab, bl.a. Astrid Lindgren-prisen i 1996 og priser for bedste svenske krimi i både 1991 og 1995.

I 2015 udkom den selvbiografiske roman En alvorlig historie om glæden ved livet, der tager udgangspunkt i hans kræftsygdom, som blev opdaget ved et tilfælde.

Henning Mankell døde d. 5. oktober 2015 i Göteborg, 67 år gammel.

Herfra mindes vi den svenske krimikonge og takker for hans bidrag.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; gyldendal.dk; saxo.com)

Sidonie-Gabrielle Colette (1873-1954).

Søndag d. 28. januar er det 145 år siden, at den franske forfatterinde Sidonie-Gabrielle Colette kom til verden i landsbyen Saint-Sauveur-en-Puisaya i Bourgogne. Hendes far var krigshelt og skatteopkræver, og familien var forholdsvis velstillet, hvilket dog ændrede sig, pga. uheldige investeringer. Dog lykkedes det familien at sende Colette i folkeskole fra hun var 6-17, hvilket på dette tidspunkt var en forholdsvis lang uddannelse for en fransk pige. Hun havde en lykkelig barndom, der senere skulle blive emnet for flere af hendes bøger.

Hun blev i 1893 gift med den 14 år ældre levemand og trivialromanforfatter Henri-Gauthier Villars, også kendt under pseudonymet Willy, et ægteskab, der varede indtil separationen i 1906, da Colette forlod sin utro mand, indtil den endelige skilsmisse i 1910. Dog ville Colette efter eget udsagn aldrig være blevet forfatter, hvis det ikke havde været for Willy.

Sammen med Willy skrev Colette en serie utroligt populære pigebøger, indledt med Claudines Skoletid (1900) og efterfulgt af Claudine i Paris (1901), Claudine gifter sig (1902) og Claudines farvel (1903). Selvom disse bøger var skrevet semi-selvbiografiske fra Colettes perspektiv, blev de skrevet under pseudonymet ”Willy”, hendes første mand, som også havde ophavsretten til romanerne, hvorfor Colette aldrig selv fik finansiel vinding ved den populære debut.

Efter skilsmissen fra Willy indledte Colette lesbiske kærlighedsaffærer med forskellige kvinder, bl.a. kollegaen Mathilde de Morny, alias Missy, og den amerikanske forfatter Natalie Barney. Hun arbejdede i denne periode i den franske cabaret- og teaterverden, både som skuespillerinde, mimer og forfatter og hun spillede sågar sin egen fiktive Claudine i forskellige sketches, og tjente dog kun lige nok til dagen og vejen. Denne periode af Colettes liv kan genfindes i forfatterindens første selvstændige roman Lille Vagabond (1910), der handler om kvinders uafhængighed i en mandeverden – et ofte tilbagevendende tema i hendes forfatterskab.

I 1912 giftede hun sig med avisredaktøren Henry de Jouvenel, med hvem hun året efter fik datteren Colette de Jouvenel. Men heller ikke dette ægteskab holdt, delvis på grund af Jouvenels utroskab, og delvis på grund af Colettes affære med sin 16-årige stedsøn, Bertrand de Jouvenel. Parret gik hver til sit i 1924.

Under Første Verdenskrig arbejde Colette primært som journalist, og i 1920 udkom Colettes gennembrud Chéri, der handler om en ældre kvinde og en yngre mand.

1920´erne og 30´erne blev Colettes mest produktive periode og snart blev hun hyldet som Frankrigs største forfatterinde.

I 1925 mødte hun den 16 år yngre Maurice Goudeket, som hun giftede sig med ti år efter. Goudeket blev Colettes sidste ægtemand og de forblev sammen indtil forfatterindens død. Ved Frankrigs fald under 2. Verdenskrig befandt parret sig i Paris, og Maurice, der var jøde, blev arresteret af Gestapo i 1941. Selv om han blev løsladt efter få måneder, levede Colette resten af sit liv i frygt for endnu en arrestation. Under besættelsen skrev forfatterinden et par memoirer, bl.a. I Paris (1942).

Hendes nok bedst kendte værk er romanen Gigi (1944), filmatiseret i 1949 og adapteret til teater i 1951 med den, daværende, ukendte Audrey Hepburn i hovedrollen, personligt udvalgt af Colette. I 1958 blev værket desuden til en prisvindende Hollywoodmusical.

Colettes forfatterskab kan groft opdeles i to grupper: Romanerne, der omhandler forholdet mellem mænd og kvinder med temaer som utroskab og jalousi, som fx Letsindig uskyld (1909), Lænken (1913), Mitsou (1920), Den anden (1920) og Katten (1933) og historier og erindringer fra provinsen, med natur og dyr som omdrejningspunkt, som fx Den gryende dag (1928) og Sido (1929).

Colette blev i 1936 optaget i Det Belgiske Akademi, og efter krigen var hun i flere år et indflydelsesrigt medlem af Goncourt-akademiet. I efterkrigstiden var Colette en yderst velkendt offentlig personlighed, og på trods af, at hun var alvorligt gigtplaget, fortsatte hun med at skrive.

Sidonie-Gabrielle Colette døde d. 3. august 1954 i Paris, 81 år gammel. Den katolske kirke ville ikke tillade en kirkelig ceremoni, da hun var en fraskilt kvinde, men til gengæld fik hun som den første kvinde en statsbegravelse, da hun i 1953 var blevet officer af Æreslegionen. Hun blev, også som den første franske kvinde, begravet på Pére-Lachaise Kirkegården.

(Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 102f); wikipedia.dk; wikipidea.org; bibliografi.dk; denstoredankse.dk)

Trisse Gejl (1968 – ).

Lørdag d. 20. januar fylder den danske forfatterinde Trisse Gejl 50 år.

Trisse er født og opvokset i Århus sammen med sine tre brødre. Hun blev i 1986 student fra Marselisborg gymnasium. Fra 1986-89 rejse hun med rygsæk i Europa, Indien og Nepal og i 1999 blev hun cand.mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet.

Forfatterinden debuterede i 1995 med romanen Hvor mælkebøtter gror, der udspiller sig i Londons bz-miljø, hvor hun selv boede en tid i slutningen af 80´erne. Hovedparten af hendes forfatterskab tager på denne måde afsæt i personlige oplevelser. Debuten blev efterfulgt af romanerne Spradefuglen (1998), Bombayblues (2000) og Stilleben (2002).

I 2002 modtog hun det tre-årige legat fra Statens Kunstfond og er siden af Kunstrådet blevet tildelt en række arbejdslegater.

I 2003 debuterede Trisse Gejl som dramatiker med teaterstykket Æblefugl, og har siden bidraget til denne genre med forestillingen En lille én (2006), monologen Det sidste suk (2010) samt sansefortællingen Et aparte barn, der blev iscenesat af TeamTeatret i Herning.

Gejl fik sit folkelige gennembrud i 2006 med sin femte roman Patriarken, der blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris og P2s romanpris.

Herefter udkom romanerne Skjul (2008), Siden blev det for pænt (2011) og Ulvekvinten (2016), der blev nomineret til Blixenprisen.

Ud over at skrive romaner arbejder Gejl freelance som kulturjournalist, underviser i kreativ skrivning og skrivekunst og er foredragsholder. Fra 2000-2010 var hun desuden redaktør på Dansk Forfatterforenings blad ”Forfatteren”.

Trisse Gejl er i dag bosat i København med sin mand og tre sønner.

Herfra skal lyde et stort tillykke med den runde dag!

(Kilder: trissegejl.dk; forfatterweb.dk; wikipedia.dk; litteratursiden.dk)