Aksel Sandemose (1899-1965)
Tirsdag den 19. marts er det 120 år siden, at den dansk-norske forfatter Axel Nielsen, bedre kendt som Aksel Sandemose, blev født i Nykøbing Mors.
Den lille Axel var den næstyngste i en børneflok på otte, født ind i en småborgerlig arbejderfamilie, med den norske moder Amalie, fra gården Sandemose i Skedsmo, og den danske fader Jørgen Nielsen, der arbejdede som smed.
Efter folkeskolen kom den unge Axel i lære som gartner, men han skiftede hurtigt retning og tog i 1915 eksamen som vinterlærer fra Staby Vinterlærerseminarium og virkede herefter som vikar og hjælpelærer i både Nykøbing og Glyngøre. Fra begyndelsen af 1916 til september 1917 arbejdede han som sømand, og efter at have stukket af fra sin stilling på en skonnert på Newfoundlands nordkyst, i en tømmerhuggerlejr i Canada.
Hjemvendt til Danmark arbejde han derefter som inkassator, kontoransat, journalist, dørsælger og jernbanearbejder. Han forsøgte at følge et studenterkursus, men opgav dog dette igen i 1920.
Axel Nielsen tog i 1921 navneforandring til Aksel Sandemose. Den primære grund til dette var at understrege sit norske ophav og tilknytning til sin norske mors slægt.
Samme år blev han gift med Dagmar Ditlevsen, og sammen fik de sønnen Bjarne Walter William og tvillingedøtrene Hedda og Eva.
Sandemose debuterede i 1923 med novellesamlingen Fortællinger fra Labrador om sømænd, opdagelsesrejsende, vilde dyr, indianere og ulve som de centrale figurer, og i det følgende årti udgav forfatteren et hav af bøger på forskellige forlag, heriblandt Ungdomssynd (1924), Mænd fra Atlanten (1924), Storme ved jævndøgn (1924), Klabautermanden (1927) og Dane Ross (1928).
I 1930 emigrerede Sandemose til Norge, blandt andet grundet gæld til forlag, og etablerede sig her som norsk forfatter. I dette årti blev Sandemose ud over sit forfatterskab også kendt for sit umådeholdne alkoholforbrug og begivenhedsrige erotiske liv.
I romanen En sømand går i land (1931) møder vi for første, men ikke sidste gang, forfatterens alter ego, Espen Arnakke, hvis mest kendte udtalelse nok er ”at mord og kærlighed er det eneste, som er værd at skrive om”.
I nøgle- og gennembrudsromanen En flygtning krydser sit spor – Fortælling om en morders barndom (1933), skrevet under pseudonymet Espe Arnakke, formulerede forfatteren det, vi kender som janteloven, der sammenfatter undertrykkelsen og småligheden i den fiktive danske provinsby Jante. Janteloven kan kort opsummeres som et samfunds uskrevne regler for, hvordan individet bør opføre og indordne sig og Sandemose er derfor internationalt kendt som Jantelovens fader.
I 1941, under Norges besættelse, rejste forfatteren alene videre til Stockholm i eksil, da han, om end ikke aktivt, men igennem venskaber, havde været engageret i den norske modstandsbevægelse. Ægteskabet med Dagmar var tyndslidt, og i Sverige levede han med sin elskerinde Karin Lange, med hvem han fik sønnen Stephan. Dette forhold rendte dog også ud i sandet og i 1945 giftede han sig på ny med Eva Borgen og vendte tilbage til Norge i 1950, hvor han fik norsk statsborgerskab.
Her slog parret sig ned på husmandsstedet Kjørkelvik ved Risør i Sydnorge og fik i 1945 tvillingerne Jørgen og Esben. Esben døde dog allerede i 1955 og moderen fulgte efter i 1959. Denne personlige tragedie er skildret i mindebogen Murene omkring Jeriko (1960).
Herefter flyttede Sandemose til København, hvor han i 1962 giftede sig med den danske skuespillerinde Hanne Holbek.
Karakteristisk for Sandemoses forfatterskab er fokus på hovedpersonens psykologi, sindets irrationelle sider og undertrykkende sociologiske faktorer, og freudianismen er en vigtig inspirationskilde i forfatterskabet. Han angreb i sine bøger den borgerlige anstændigheds falske facade, magtmisbrug, hykleri, dobbeltmoral, fordomme, seksualbegreber og kirkeligt snæversyn, og Sandemose blev derfor ofte brugt som skydeskive for konservativ kritik. Efter krigen blev han dog anerkendt, også af de borgerlige kritikere, og med tiden kanoniseret som en af de store digtere i norsk litteratur. Gennemgående motiver i forfatterskabet er også trekantsdramaet, jalousi og hjemsøgelse af fortidens spøgelser.
Hadet til nazismen gennemsyrer desuden en stor del af forfatterskabet og i fx Tjærehandleren (1945), Den svundne er en drøm (1946) og Varulven (1958) giver han sit bidrag til en psykoanalytisk analyse af nazismens væsen.
Man kan se flere selvbiografiske elementer i Sandemoses værker, og opgøret med opvækstmiljøet og erfaringerne fra livet på havet danner basis for store dele af forfatterskabet, hvor forfatteren bevidst blander fakta og fiktion og på denne måde spinder et net af myter omkring sit liv. Dette kommer fx til udtryk i Fortællinger fra Labrador (1923), der med dens farverige og mystiske røverhistorier bygger på hans egen tid som sømand eller byen Jante i En flygtning krydser sit spor (1933), der delvis er inspireret af hans egen opvækst ved Limfjorden.
Blandt andre store romaner fra forfatterens pen finder vi også Vi pynter os med horn (1936), Alice Atkinson og hendes elskere (1949) og Felicias bryllup (1961).
Politisk set udviste Sandemose størstedelen af sit liv sympati for socialismen, men hans individualisme hindrede ham dog i at tilslutte sig noget parti. Denne individualisme kan også ses udtrykt i hans værker, der er blottet for kamppatos og politisk forkyndelse, men hvor det sociale oprør indirekte kommer til udtryk på en individuel og aldrig kollektiv måde.
Flere af forfatterens værker er blevet filmatiseret, blandt andet En flygtning krydser sit spor (1933) under titlen Flugten fra Jante (filmatiseret i 1999), Klabautermanden (1927, filmatiseret i 1969) og Tjærehandleren (1945, filmatiseret i 1971).
Aksel Sandemose udgav mere end 20 bøger, erindringsbogen Rejsen til Kjørkelvik (1954) og et utal af essays og artikler i blandt andet Arbejderbladet, Dagbladet og Tidens Tegn. Han udgav desuden to enmandstidsskrifter, henholdsvis ”Fesjå” (1934-36) i fire hæfter og ”Årstiderne. Brev fra Kørkelvik” (1951-55) i 13 hæfter, hvori han blandt andet skrev om private forhold og kommenterede aktuelle samfundsspørgsmål. Fra 1945 og frem til sin død, var Sandemose fast bidragsyder til Arbejderpartiets og LO´s ugemagasin Aktuell, hvor han igennem årene skrev over 300 artikler. I 1963 blev han nomineret til Nobelprisen i litteratur, der dog gik til den græske George Seferis.
I foråret 1965 blev Aksel Sandemose syg og indlagt på Ullevål sygehus, men begærede sig flyttet til Københavns Militærhospital, hvor han døde den 6. august samme år. Han er begravet i Oslo.
Herfra skal lyde en stor tak til Aksel Sandemose for hans store bidrag til litteraturen og hans litterære undersøgelser af den menneskelige psyke.
Janteloven lyder forresten således:
Du skal ikke tro at du er noget.
Du skal ikke tro du er lige så meget som os.
Du skal ikke tro du er klogere end os.
Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.
Du skal ikke tro du ved mere end os.
Du skal ikke tro du er mere end os.
Du skal ikke tro at du duer til noget.
Du skal ikke le ad os.
Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig.
Du skal ikke tro du kan lære os noget.
Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 378ff); forfatterweb.dk; leksikon.org; wikipedia.org; denstoredanske.dk; En flygtning krydser sit spor (s. 6); sentura.dk; litteraturpriser.dk; limfjordslitteratur.dk
