Nikolaj Gogol (1809-1852)
Søndag den 31. marts (eller mandag den 1. april) er det 210 år siden, at den ukrainsk-russiske prosaist, publicist, historiker, dramatiker, lærer, litteraturkritiker, dramaturg, digter og forfatter Nikolaj Vasiljevitj Gogol kom til verden i Velikie Sorotsjintsy, guvernementet Poltava i det nuværende Ukraine.
Den lille Nikolaj voksede op inden for rammerne af den ukrainske lavadel og flyttede i 1828 til Sankt Petersborg. Her blev han uddannet fra Sankt Petersborgs Statsuniversitet og gjorde en tid tjeneste som lærer og embedsmand i byen.
Gogol drømte om en fremtid som skuespiller, men opgav dog denne drøm og kastede sig i stedet over at skrive dramatiske essays.
Hans forfatterdebut, der var et Byron-inspireret digt i tysk sceneri skrevet under pseudonym, blev en kæmpe fiasko og den unge forfatter brændte selv restoplaget.
Gogol skiftede herefter spor og udgav i 1831-32 novellerne Aftener på en gård i nærheden af Dikanjka, der havde udgangspunkt i hans ukrainske rødder. Novellerne vakte begejstring hos såvel læsere som kritikere og succesen blev fulgt op med den anden novellekreds Mirgorod (1835), der blandt andet rummer den historisk-romantiske kosakfortælling Taras Bulba og Vij.
I 1835 udkom også Arabesker, en samling essays og fortællinger i to bind. Tre noveller fra dette værk, blandt andet En gal mands dagbog (1835) samt de senere Næsen (1836) og Kappen (1842) udgør de såkaldte ”Petersborg-noveller”.
Disse skildringer af storbyen er et tematisk nybrud i forfatterskabet, hvor forfatterens medfølelse med samfundets svageste tydeligt skinner igennem, og herefter blev Gogols værker primært udlagt som samfundskritik, hvilket de dog ikke nødvendigvis udelukkende bør. Disse noveller er igennem tiden blevet omsat til sceniske fortællinger, monologer, film og balletter.
I 1836 var der urpremiere på Revisoren. Stykket fik stor succes, selv ved zarhoffet selvom den af nogle blev anset som et angreb på zarstyrets bureaukrati og korruption. Gogol følte dog, at hans kunstneriske og dybere idealistiske intentioner var blevet misforstået og han forlod herefter skuffet Rusland og bosatte sig indtil 1848 i Vesten.
Forfatteren boede i denne periode primært i Rom, og det var også her, at han skrev sit hovedværk, romanen Døde sjæle (1842).
Værket vakte røre, da den blev opfattet som kritik af livegenskabet og endnu engang følte Gogol sig misforstået. Hans hensigt havde ikke været at politisere, men at skabe et stort epos med et opbyggeligt kristent budskab.
I 1845 offentliggjorde Gogol sine Betragtninger over den guddommelige liturgi, der var forfatterens personlige bekendelse til den ortodokse kirke og i 1847 det reaktionære skrift Udvalgte steder fra en brevveksling med mine venner. Begge skrifter vakte harme blandt de venstreorienterede kritikere og medførte, at han fik den radikale intelligentsia (den uddannede del af den russiske befolkning) på nakken. Herefter blev Gogol betragtet som frafalden, og på denne måde smuldrede forfatterskabet i samtiden.
I de sidste leveår arbejdede forfatteren på anden del til Døde Sjæle (1842), men var ikke i stand til at realisere sin vision, og han brændte flere gange sine manuskripter, hvorfor kun fragmenter er overleveret.
På trods af, at Gogols forfatterskab forliste i samtiden, er hans eftermæle dog intakt, og han har inspireret utallige forfattere såvel som billedkunstnere igennem tiden. Gogols Petersborg-fortællinger var fx det umiddelbare forbillede for Dostojevskijs forfatterdebut.
Indenfor den russiske litterære genre indtager Gogol en position på grænsen mellem høj romantik, realisme og lavkomiske løjer. Han skrev på russisk og hyldes derfor i Rusland, men anses dog i fødelandet som værende en ukrainsk forfatter.
Nikolaj Vasiljevitj Gogol døde den 4. marts, i 1852, kort før han fyldte 43 år, i Moskva. Han døde efter i ni dage at have ligget i sengen og nægtet indtagelse af føde.
Herfra skal lyde en stor tak til den store og misforståede ukrainsk-russiske forfatter for hans overleverede arbejder – på trods af hans vellyst for at sætte ild til selv samme.
Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 178f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; bibliografi.dk
