Ugens forfatter-fødselar, uge 16: Populære Panduro

Søndagslukket 15.april
14. april 2018
dekorativt foto
Oplev en eftermiddag med Springsteen, Proust og Turèll
21. april 2018
Vis alle

Ugens forfatter-fødselar, uge 16: Populære Panduro

Foto af Panduro-bøger

Leif Panduro (1923-1977)

Onsdag d. 18. april er det 95 år siden, at den populære danske forfatter, dramatiker og tandlæge, Leif Thormod Petersen, kom til verden.

Den lille Leif kom til verden på Frederiksberg og kom fra etårs-alderen på børnehjem i Roskilde, efter at faderen, Aage Petersen, var stukket af hjemmefra med en anden kvinde og moderen, Anne Johanne Petersen, blevet indlagt på psykiatrisk afdeling for skizofreni.

Forældrene blev skilt og moderen antog fødenavnet Panduro, som også hendes søn fik. I 1930 kom Leif tilbage til moderen og begyndte i 1. klasse, men da moderen samme år igen blev indlagt, kom han i pleje hos han morbror, den hidsige læge Gregers Panduro og dennes kone ”Tante Risse”. Her fik han et nært forhold til sin fætter Rudi, som han voksede op sammen med.

I 1934 kom han på kostskole i Birkerød og weekenderne tilbragte han i Gentofte hos den maniodepressive moster Jessica og hendes mand Axel, som var blevet indsat som formyndere for den unge Leif og hans mor.

Efter realeksamen i 1939 ønskede Panduro at blive journalistelev, men da han ikke kunne få en elevplads, gik han i stedet i lære som isenkræmmer i Ringsted. Denne plads blev dog hurtigt udskiftet med en ny plads på et apotek, men også denne plads blev skrottet til fordel for et forberedelseskursus til Tandlægehøjskolen i København, hvor han i 1942 bestod adgangseksamen.

I 1943 flygtede Panduro til Sverige, da han i forbindelse med modstandsbevægelsesarbejde troede sig opdaget af tyskerne. Her fik han job på en lak- og limfabrik i Helsingborg. Han vendte tilbage til Danmark året efter, men kunne ikke fortsætte på Tandlægeskolen, da denne, grundet tyskernes besættelse, var lukket.

I stedet erhvervede han sig forskelligartet erhvervserfaring på bl.a. Nordiske Kabel- og Traadfabrikker i København og med optælling af rationeringsmærker for Københavns kommune. Disse erfaringer skulle senere vise sig brugbare i forbindelse med hans forfatterskab.

Kort før krigen havde Panduro for første gang fået kontakt med sin fader, men i 1944 blev denne likvideret af modstandsbevægelsen som propagandachef i det nazistiske Schalburgkorps. Året efter blev Panduro selv ramt i maven af et vådeskud under en aktion som frihedskæmper på befrielsesdagen.

I 1947 tog Leif Panduro tandlægeeksamen og han giftede sig året efter med tandlægekollegaen Esther Larsen, med hvem han fik sønnerne Morten og Ole. Han arbejde herefter som praktiserende tandlæge i provinsen i både Danmark og Sverige. Hans arbejdsliv var, ligesom hans barndom og ungdom, konstant omskifteligt.

I 1949 mødte Panduro psykoanalytikeren Sigurd Næsgaard, der siden fik stor betydning for Panduro i såvel forfatterskab som privatliv. I 1956 døde Panduros mor på sindssygehospitalet. Sønnen, der var martret af skrækken for at have arvet hendes sindssygdom, deltog ikke i begravelsen.

Forfatteren debuterede i 1957 med romanen Av min guldtand, der handler om en tandlæge, hvis trygge liv i en provinsby forandres af sære, humoristiske optrin. Debuten blev en stor folkelig succes. Romanen blev fulgt op af gennembruddet Rend mig i traditionerne (1958, filmatiseret i 1979). Året inden debutromanen var han debuteret som dramatiker med Historien om Ambrosius (1956).

I 1962 blev Panduro undervisningsassistent ved Tandlægehøjskolen og bosatte sig i Dragør. Ved siden af dette fortsatte han på deltid som tandlæge indtil 1965, hvor han helligede sig forfatterskabet fuldstændigt, der ud over hans værker omfattede en stor mængde klummer og småartikler i forskellige aviser.

Panduros litterære virksomhed er primært baseret på romaner og dramatik og hans agenda virker i høj grad til at være formet af at afsløre, hvordan samfundets etablerede normer og traditioner er en meningsløs vedtaget og accepteret form for vanvid. Ofte vender han det trygge og normale på vrangen, hvormed den iboende galskab bliver frigivet som en positiv kraft. Splittelse, udvikling og frigørelse er tematiske nøglebegreber for Panduros forfatterskab.

Foto af Panduro-bøger

Leif Panduros hårde start på livet, med en opvækst i utrygge omgivelser, påvirkede ham resten af livet. Han pådrog sig i slutningen af sin studietid en angstneurose, der fra tid til anden sendte ham i terapi, men sygdommen gav også næring til hans litterære og filmiske værker.

Panduro skrev i alt tretten romaner, heriblandt De uanstændige (1960, filmatiseret i 1983), Øgledage (1961), Fern fra Danmark (1963), Daniels anden verden (1970), Amatørerne (1972), Den ubetænksomme elsker (1973, filmatiseret 1982) og Høfeber (1975, filmatiseret 1991) samt flere noveller, der bl.a. er samlet posthumt i fx Bare det hele var anderledes (1987) og Uro i forstæderne og andre noveller (1995).

Han var manuskriptforfatter på i alt tretten banebrydende TV-spil, som fx En af dagene (1963), Farfar til hest (1966), Farvel, Thomas (1968), Bella (1970), Hjemme hos William (1971), Rundt om Selma (1972), I Adams verden (1973) og Louises hus (1977) ligesom han var forfatter på krimiserierne Ka de li østers? (1967), Smuglerne (1970-71) og Strandvaskeren (1978). Følgelig var han medforfatter til syv filmmanuskripter som fx Harry og kammertjeneren (1961) og Naboerne (1966) og han bidrog desuden til flere tv-produktioner som fx Huset på Christianshavn (1970-77).

Derudover var han forfatter til fem egentlige hørespil og mere end 50 episoder i radioserien Karlsens Kvarter (1968-76). Han drev en livlig journalistisk virksomhed som tv-anmelder, kolumnist og kronikør, med fast tilknytning til Politiken fra 1962 med bl.a. avisspalten At Tænke Sig og han var leveringsdygtig i stort og småt til radioens og fjernsynets underholdningsafdeling.

Leif Panduro var ualmindeligt populær i sin samtid. Årsagen skal formentlig findes i samspillet mellem de muligheder tiden og medierne gav ham, og hans anlæg som menneskekærlig analytiker og kritisk underholder.

Forfatteren høstede flere legater og priser for sit arbejde, heriblandt Kritikerprisen i 1963, Danske Dramatikeres Hæderspris i 1966, De Gyldne Laurbær i 1971 og Søren Gyldendal Prisen i 1975.

Leif Panduro døde d. 16. januar i 1977, kun 53 år gammel, af en hjertelammelse, i Asserbo. Avisforsiderne vidnede om landesorg og herfra mindes vi den store danske forfatter og dramatiker, der på unik vis skildrede 1960´ernes og 1970´ernes danske velfærdssamfund.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk; danmarkshistorien.dk; dr.dk)