Villy Sørensen (1929-2001)
Søndag den. 13. januar er det 90 år siden, at den danske filosof og forfatter Villy Sørensen kom til verden.
Den lille Villy blev født på Frederiksberg og voksede op i Valby. Efter studentereksamen i 1947 fortsatte han på filosofistudiet, primært på Københavns Universitet, men også i Freiburg i Tyskland. Han tog dog aldrig den afsluttende eksamen på studiet, men valgte at springe fra på grund af det lave videnskabelige indhold.
Sørensen debuterede i 1953 med novellesamlingen Sære historier. Debuten blev fulgt op af Ufarlige historier (1955) og disse novellesamlinger, der på trods af emnernes alvorlighed giver plads til humor, er formegentlig de af forfatterens værker, der er bedst kendt i den brede befolkning.
Sidenhen har forfatteren udfoldet sig i omkring 30 bøger indenfor en bred vifte af genrer, så som fortællinger, lyrik, filosofiske essays, afhandlinger, kommentarer, dagbøger, gendigtninger af klassikere og analyser af folkeviser.
Derudover sørgede han også for, at oversætte og udgive cirka 20 bøger af udenlandske forfattere og tænkere. Blandt disse finder vi Seneca, Erasmus, Friedrich Schiller, Brødrene Grimm, E. T. A. Hoffmann, Ricard Wagner, Herman Broch, Thomas Mann og Franz Kafka.
Sørensens forfatterskab kredser blandt andet omkring beskrivelsen og fortolkningen af individet, samfundet og naturen i sammenhæng og ikke mindst det moderne menneskes splittelse mellem funktion og eksistens, mellem den rolle, der anvises af samfundet, og menneskets egentlige bestemmelse og om overvindelsen af denne splittelse. Dette kan fx ses i Digtere og dæmoner: Fortolkninger og vurderinger (1959) og i essaysamlingen Hverken-eller – Kritiske betragtninger (1961). Denne søgning mod en gylden middelvej kan desuden ses i forfatterens behandling af opdragelse i Formynderfortællinger (1964) og religion i Jesus og Kristus (1992).
Forfatteren beskæftigede sig ofte med demokratiets og velfærdsstatens udfordringer, hvilket blandt andet er kommet til udtryk i debatbogen, skrevet sammen med Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen, Oprør fra midten (1978). Sørensen er desuden ophavsmand til ideen om borgerløn.
Fra 1959-63 var forfatteren redaktør af litteraturtidsskriftet Vindrosen sammen med skolekammeraten Klaus Rifbjerg. Her markerede Sørensen sig som en central figur i det modernistiske opbrud i dansk litteratur.
Forfatteren led af kronisk diskusprolaps, der til tider pålagde ham en noget tilbagetrukket tilværelse, hvilket blandt andet kan anes i Vejrdage (1980), en samling af lyrik og prosa i dagbogsform.
I løbet af 1980´erne genfortalte og nytolkede forfatteren centrale myter i den vestlige kultur i blandt andet Ragnarok. En gudefortælling (1982) og Apollons oprør. De udødeliges historie (1989).
Han kastede sig også over børnebøgerne, hvor iblandt vi finder hans versioner af Aladdin og den vidunderlige lampe (1981), Den berømte Odysseus (1988), Historien om Ødipus (1995), En ensom fugl – H.C. Andersens livs historie fortalt for børn (2000) og Vintereventyr (2000).
En måned før sin død afsluttede han manuskriptet til 55 bagateller (2003), der består af prosatekster og korte historier, hvor kærlighed og samvittighed er de centrale temaer.
Sørensen modtog et væld af legater, priser og æresbevisninger for sit forfatterskab, blandt andet Kritikerprisen i 1959, Det Danske Akademis pris i 1962 (han blev i 1965 medlem af Akademiet) samt Nordisk Råds Litteraturpris 1974 for bogen Uden mål – og med. Moralske tanker (1973) og i 1979 blev han udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet.
Villy Sørensen døde den 16. december 2001 i Hellerup, 72 år gammel.
Herfra skal lyde en stor tak til en af Danmarks nationalfilosoffer, der i den grad har beriget de klassiske såvel som de moderne historier med hans pen.
(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; gyldendal.dk; dr.dk)
