B. S. Ingemann (1789-1862)
Tirsdag den 28. maj er det 230 år siden, at den danske forfatter og salmedigter Bernhard Severin Ingemann kom til verden i landsbyen Torkilstrup på Falster.
Den lille Bernhard voksede op som den yngste præstesøn i en børneflok på otte. Han mistede allerede som 10-årig sin fader og ti år senere sin moder til tuberkulose. I de følgende år døde desuden samtlige af hans syv brødre. Ingemanns tidlige digtning er da også, forståelig nok, præget af en vis grad af melankoli og dødsbevidsthed.
Efter frivillig militærtjeneste i Kronprinsens Livskorps sammen med mange andre guldalderdigtere, blandt andet Adam Oehlenschläger, startede den unge Ingemann på jurastudiet ved Københavns Universitet i 1806.
Forfatteren debuterede i 1811 med Digte og blev hurtigt københavnsk modeskjald, blandt andet på grund af sit altid let forståelige, lette og ofte kønne sprog. Debuten blev efterfulgt af yderligere tre digtsamlinger, heriblandt Julegave (1817) samt en håndfuld skuespil, hvoraf et par stykker fik en pæn modtagelse.
I 1817 forlod Ingemann jurastudiet uden at tage embedseksamen til fordel for litterære studier på Sorø Akademi, der på dette tidspunkt var et kulturcentrum i Danmark.
I 1818 forlod Ingemann Danmark og tog ud på den, for guldalderens kunstnere, obligatoriske og i dette tilfælde kongeligt finansierede dannelsesrejse, der blandt andet bragte ham til Tyskland, Frankrig og selvfølgelig Rom.
Året efter hjemkomsten udgav han en samling af fire kortprosastykker, med stærk inspiration fra den nye bølge af romantisk litteratur, der strømmede gennem Europa på dette tidspunkt. Værket havde titlen Eventyr og fortællinger (1820). I Tyskland opsøgte den unge Ingemann desuden forgæves den tyske forfatter E. T. A. Hoffmann, der med sine formeksperimenterende fortællinger var et forbillede for flere af datidens europæiske unge digtere, og inspirationen fra denne tyske forfatter er da heller ikke til at tage fejl af i Ingemanns historier.
Ingemann vendte hjem igen i 1819 og efter studierne på Sorø Akademi fik han i 1822 titlen som lektor i dansk sprog og litteratur og blev ansat ved Akademiet. Her fungerede han som lektor indtil nedlæggelsen i 1849 og fra 1842 desuden også som forstander.
Samme år blev han, efter ti års forlovelse, gift med malerinden Lucie Mandix. Ingemann støttede, modsat mange andre på denne tid, sin hustrus kunstneriske virke. Parret fik aldrig børn og ægteskabet varede indtil forfatterens død i 1862.
Det er især Ingemanns julesalmer, morgen- og aftensange, som han forfattede sidst i 1830´erne som er skyld i, at hans navn stadig vækker genklang mange steder. Disse kendes fra blandt andet Morgensange for børn (1837) og Syv aftensange (1838). Blandt de mest kendte af disse salmer kan fx nævnes I sne står urt og busk i skjul (1831), I alle de riger lande (1837), Nu titte til hinanden (1837), I Østen stiger solen op (1837), Julen har bragt velsignet bud (1839), Dejlig er jorden (1850) og Glade Jul, dejlige Jul (1850).
Ingemann var dog ingenlunde udelukkende forfatter af salmer, men skrev også digte og romantiske romaner og han eksperimenterede indenfor en væld af genrer som fx eventyr og den fantastiske fortælling.
I samtiden var Ingemann bedst kendt for sine historiske romaner om store skikkelser i danmarkshistorien, hvor inspirationen især var hentet fra den danske middelalder. Med Waldemar den store (1824) indledte forfatteren, en række af disse romaner, der opnåede stor folkelig popularitet og hvoriblandt vi også finder Valdemar Seier (1826), Erik Menveds barndom (1828), Kong Erik og de fredløse (1833), Prinds Otto af Danmark (1835), Dronning Margrete (1836) og Holger Danske (1837). Disse romaner havde en stor rolle i den nationalromantiske vækkelse, der fór gennem landet i midten af 1800-tallet og havde en anselig indflydelse på folkestemningen under treårskrigen (1. Slesvigske krig fra 1848 til 1850). Ingemanns forbillede for disse romaner var Walter Scott, der havde gjort genren populær i England.
Blandt andre værker fra forfatterens hånd kan nævnes Varners poetiske vandringer fra digtsamlingen Procne (1813), eventyrdramaet Reinald underbarnet (1816) og Varulven (1835).
Ingemann var igennem hele sin karriere umådelig produktiv. Ud over hans tidskrævende arbejde som lektor ved Sorø Akademi forfattede han så mange tekster, at den samlede udgave af hans skrifter i alt fylder 41 tykke bind, Samlede skrifter (1843-65).
Blandt forfatterens biografiske skrifter finder vi blandt andet Tilbageblik paa mit liv og min -forfattervirksomhed fra 1811-1837 (trykt 1863), brevvekslingen med N. F. S. Grundtvig 1822-59 (trykt 1882) og Levnetsbog 1-2 (1862).
I 1845 blev han udnævnt etatsråd og i 1857 konferensråd samt Ridder af Dannebrogordenen i 1828, Dannebrogsmand i 1840 og Kommandør af Dannebrog i 1855. I 1859, ved forfatterens 70års fødselsdag, blev Ingemann fejret som Danmarks nationaldigter og modtog et guldhorn som en gave fra de danske kvinder – hornet blev efterfølgende stjålet fra museet på Frederiksberg i 1970 men dukkede i 2010 op på en auktion i Holland.
Bernhard Severin Ingemann døde den 24. februar 1862, 72 år gammel, på Sorø. Han ligger begravet ved Sorø Klosterkirke.
Herfra skal lyde en stor tak til den danske guldalders nationaldigter for hans smukke salmer og store forfatterskab.
Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; folkekirken.dk
