dekorativt foto
Ugens forfatter-fødselar, uge 27: Pedersen og Puslinglandet
2. juli 2018
Dekorativt foto
Ugens forfatter-fødselar, uge 29: Højholt kunne have rundet 90
16. juli 2018
Vis alle

Ugens forfatter-fødselar, uge 28:

dekorativt foto

Anne Marie Løn (1947 – )

Torsdag d. 12. juli fylder den danske forfatter Anne Marie Løn 71 år.

Anne Marie Løn blev født i Tranebjerg på Samsø og voksede op i Vendsyssel og Vestjylland som datter af dyrelæge Otto Løn og registrator Ingerid Glob.

I første omgang blev Løns litterære talent udfoldet indenfor journalistikken, først som journalistelev på Frederikshavn Avis fra 1966-69 og efter færdiggjort uddannelse ved dagbladet Vestkysten, hvor hun blandt andet beskæftigede sig med skole- og undervisningsstof. Indimellem fik hun dog også tid til at køre lastbil for et cirkus og fra 1971-72 opholdt hun sig i længere perioder i Frankrig og Italien, hvor hun blandt andet beskæftigede sig med teaterstudier.

I 1972 blev hun ansat som pressesekretær på Aalborg Teater, men allerede året efter flyttede hun til København, hvor hun de næste seks år var ansat som reportagejournalist på B.T.s aften- og natredaktion.

Forfatteren debuterede i 1977 med romanen Hvorfor hvisker I til mig?

Året efter fulgte Løns biografi om forfatteren fra det forrige århundrede, Adda Ravnkilde (1978), der begik selvmord som 21-årig.

Fra 1979 og indtil 1998 har hun boet sammen med dyrelæge Erik Dam Sørensen i Asnæs på Sjælland, hvor hun fortsat er bosat. Med Erik fik hun i 1979 datteren Ida, efterfulgt af sønnen Emil i 1984 og datteren Nina året efter.

I 1979 kastede hun sig ud i hvervet som fuldtidsforfatter. Hun slap dog ikke helt journalistikken og var på freelancebasis blandt andet anmelder ved Aktuelt, klummeskribent ved Politiken og fra 1998 ved Familie Journalen.

Løn fik sit danske gennembrud med romanenerne Veras vrede (1982) om en kvindelig rapporter på et kynisk sensationsblad og Fodretid (1984) om en nordjysk landmand, der omlægger driften til moderne svineproduktion, med etiske overvejelser omkring vanrøgt af dyrene og krav fra det moderne samfund.

Det er især livet i provinsen og på landet, der har fyldt i Løns forfatterskab. Hendes opvækst på landet har tydeligvis ikke skadet hendes evne til at skildre blandt andet bøndernes livsvilkår og værdier, hvilket hun da også har høstet ros for.

En af forfatterens mest populære værker er slægtsromanen Prinsesserne (1996), der er baseret på to virkelige søstres liv i Vendsyssel og skildrer Valborg og Violet fra vugge til grav, hvis liv starter lovende som døtre af en velhavende proprietær men med tiden degenererer.

Blandt andre romaner fra Anne Marie Løns hånd har vi to-binds-serien fra besættelsestiden om enken og pensionatejeren Thyra, Traktørstedet (1985) og Café Danmark (1987) samt Den sorte liste (1988), Sent bryllup (1990), Det store nummer (1992), Willums veje (1994), Dværgenes dans (1998), Hvis barn… (2002), Serafia (2005) og Sekstetten (2008).

Ud over voksenromanerne, har Løn også taget livsgreb med børnebøger som fx Lasse og Nina – Vi har pelset en hugorm (1987) og Lasse og Nina – Vi laver store projekter (1989), noveller som fx samlingen Nordjyske motiver (1977), Fastelavnsfesten (1981), Er det hele forbi (1982), Søstre (1987), Værelse med indbygget kat (1992) og Det allerstørste hav (1993) samt digte som Optaget på prøve (1978) og Byens svar på mine længsler (1980).dekorativt foto

Forfatteren har i årenes løb deltaget aktivt i kvindedebatten, blandt andet angående teknologiseringen af fødsler, som fx kan ses udtrykt i digtsamlingen Et barn er født (1982).

Anne Marie Løn er en efterspurgt foredragsholder og har igennem flere år været medlem af bestyrelsen i den skønlitterære gruppe i Dansk Forfatterforening. Hun har høstet flere legater og vundet flere priser for sit forfatterskab, blandt andet De Gyldne Laurbær for romanen Kærlighedens rum (2000).

Herfra skal lyde et stort tillykke til forfatteren, der igennem fire årtier har givet os skildringer af danske skæbner på godt og ondt, men altid med en optimistisk tro på, at det hele nytter noget.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.org; denstoredanske.dk; litteratursiden.dk; kvinfo.dk; bibliografi.dk; nota.dk)