Jean Iris Murdoch (1919-1999)
Mandag den 15. juli er det 100 år siden, at den britiske filosof og forfatter Jean Iris Murdoch kom til verden i Phibsborough, Dublin, Irland, som datter af Wills John Hughes Murdoch og Irene Alice.
Den lille Iris voksede op, og blev efterfølgende boende, i England, men opfattede altid sig selv som irsk. Den unge Murdoch studerede filologi og filosofi ved blandt andet Somerville College, og efter 2. Verdenskrig deltog hun i det internationale flygtningearbejde i blandt andet Belgien og Østrig.
Fra 1948-63 underviste hun i filosofi ved Oxford Universitetet og senere i London.
Jean Iris Murdoch debuterede i 1954 med romanen Under nettet. Siden blev det til yderligere mere end 25 romaner, og hun var en af efterkrigstidens mest produktive og populære engelske forfattere.
I samtiden var hendes romaner især populære og kendt for at være nyskabende, belæste, dybsindige og underholdende på samme tid. Romanernes ramme er ofte den øvre engelske middelklasse, og de udfolder sig her omkring personernes neurotiske og ind imellem seksuelt ret avancerede eskapader og fejltrin.
Blandt andre romaner og noveller fra forfatterindens pen kan blandt andet nævnes Sandslottet (1957), Klokken (1958), Et afhugget hoved (1961, dramatiseret af Murdoch selv og opført som Elsk din næste i 1966 samt filmatiseret af Dick Clement i 1971), En uofficiel rose (1962), Enhjørningen (1963), Den italienske pige (1964), Rødt og grønt (1965), Præst uden gud (1966), Kærlighedens kabale (1968), Æren i behold (1970), Den sorte prins (1973), Kærlighedens paradokser (1974), Et ordets barn (1975), Nonner og krigere (1980) og Bogen om broderskabet (1988).
I 1956 blev Murdoch gift med litteraten John Bayley.
Det er et voluminøst forfatterskab, som Murdoch er ophavskvinde til, der ud over hendes populære romaner, noveller og digte også indbefatter blandt andet filosofiske afhandlinger. Forfatterskabet tager udgangspunkt i den moralfilosofiske udforskning af den brogede og tilfældighedsprægede virkelighed og anvender ofte elementer så som fabulering, symbolik og det fantastiske.
I løbet af 1960´erne blev ”Murdochland” en realitet som et halvallegorisk landskab med tilbagevendende karakterer, og en Platon-inspireret vision om det gode, det skønne og det sande blev etableret som det samlende princip i handlinger, der gennemspiller temaer som fx kærlighedens former, magtens dynamik og virkelighedens natur, hvilket blandt andet kommer til udtryk i Brunos drøm (1969).
Op igennem 1970´erne og 80´erne bliver tema-metaforen endnu mere fremtrædende og referencer til William Shakespeare er hyppige som i fx Havet, havet (1978).
En optagethed af filosoffens og profetens orakelkraft er udpræget i den senere den af forfatterskabet, hvilket blandt andet kommer til udtryk i The message to the planet (1989).
Murdoch er blevet anset som en dobbelttydig person, både hvad hendes forfatterskab angår, med romanerne på den ene side og filosofien på den anden side, men også hvad hendes privatliv angik var der fascination over hendes komplekse erotiske liv, der involverede både hetero- og homoseksualitet samt sadomasochistiske forhold. Forfatterinden havde talrige hel- og halvberømte elskere, heriblandt nobelprismodtageren i litteratur Elias Canetti.
Forfatterindens filosofiske standpunkt var anti-eksistentialisme og hendes første betydende filosofiske indsats var værket Sartre – Romantic rationalist (1955), der netop er en skarp kritik af Jean-Paul Sartre og eksistentialismen. I stedet er Murdoch fortaler for ”det godes” eksistens, som den ide, vi retter os imod eller bør rette os imod, uafhængig af vores tilfældige opfattelser. Hendes filosofiske hovedværk, Det godes suverænitet (1970), fortsætter da også denne linje om ”det gode” som den ultimative rettesnor for mennesket og tesen kan også ses i værker som fx essayet The fire and the sun (1976), samt i romaner som Den gode discipel (1985), The green knight (1993) og Jacksons´s dilemma (1995).
I løbet af sin karriere modtog forfatterinden flere priser og æresbevisninger, blandt andet Dame Commander of the Order of the British Empire, Bookerprisen for Havet, havet (1978) og Fellow of the American Academy of Arts and Sciences.
Fra 1994 led forfatterinden af Alzheimers sygdom og Dame Jean Iris Murdoch døde den 8. februar 1999, 79 år gammel, i London, Storbritannien.
Efter hendes død skrev husbonden erindringsbogen Elegy for Iris (1998) om samlivet med forfatterinden og ikke mindst de sidste år, hvor sygdommen Alzheimers fyldte en del. Bogen blev filmatiseret under titlen Iris (2001) af Richard Eyre og med henholdsvis Kate Winslet og Judi Dench som den yngre og ældre Jean Iris Murdoch.
Herfra skal lyde en stor tak til den britiske forfatterinde for hendes progressive bidrag til den moralfilosofiske litteratur.
Kilder: Udenlandske forfattere – kendte klassiske og moderne (Rosinante, 2000, s. 312f); wikipedia.org; denstoredanske.dk; kvinfo.dk; bibliorafi.dk; imdb.com
